Læsetid: 5 min.

Syndens By skal køre på solenergi

I Las Vegas har MGM Resorts, Wynn og Las Vegas Sands lanceret ambitiøse solenergiplaner, men politikere og delstatens største eludbyder forsøger at stikke en kæp i hjulet
I de seneste måneder har flere af Las Vegas’ største kasinovirksomheder offentliggjort planer om at købe og producere bæredygtig energi til deres hoteller.

Richard Spencer Field

30. marts 2016

Det glitrende Las Vegas er ikke ligefrem et indlysende forbillede for energibesparende tiltag. Ikke desto mindre befinder der sig på en tagtop bag det glødende Eiffel Tower og en sort pyramide, der sender en lyskegle op i verdensrummet, et af landets største solcelleanlæg. Oven på Mandalay Bay Kongrescenter ligger godt otte hektar solfangere, og når de nye installationer er klar, kommer det til at være det største tagsolcelleanlæg i hele USA.

I de seneste måneder har tre af Nevadas største kasinovirksomheder, MGM Resorts, Wynn og Las Vegas Sands, offentliggjort planer om at købe og producere bæredygtig energi til deres hoteller, et tiltag, som er drevet frem af både kundernes stigende efterspørgsel på ansvarlig energi og et overskud af billig solenergi fra anlæg i Nevada og Californien.

»Det er ikke et tilfælde, at vi har placeret solcelleanlægget oven på et kongrescenter. Det her er en god forretning for os,« siger Cindy Ortega, der er bæredygtighedschef i MGM Resorts.

»Vi overvejer at koble os helt fra det konventionelle elnet, fordi vi kan skaffe mere vedvarende energi fra det åbne marked.«

Men der ligger en sort sky over den stadigt grønnere Las Vegas Strip. Lovgiverne vil ikke lade kasinoerne slippe så let fra delstatens monopoleludbyder, NV Energy. Kasinoerne forbruger tilsammen syv procent af NV Energys elsalg, og hvis energivirksomheden mister det kundegrundlag, vil de resterende kunder opleve massive prisstigninger. Derfor kræver Nevadas offentlige eludbyderkommission (PUC), at Las Vegas’ resorter betaler millioner af dollar for at slippe for NV Energys ydelser. Afgørelsen, der blev truffet i december sidste år, er blevet anket af et af kasinoerne.

Energidrama

Las Vegas’ energidrama er et billede på et gennemgående dilemma i den nye energiøkonomi. Efterhånden som virksomheder opmuntres til at gå den grønne vej, vil deres indsats skubbe den byrde, det er at holde liv i de gamle eludbydere, over på den almindelige forbruger. Det kan lovgiverne ikke lade ske.

»De er nødt til at vedligeholde grid’et. Man kan ikke lade disse udbydere bukke under, så dør byen,« siger Bill Ellard, der er energiøkonom for American Solar Energy Society.

»Hvad vil der ske, hvis de ikke vedligeholder grid’et ordentligt, og transformeren brænder sammen?«

I december smadrede Nevadas PUC de facto den voksende solenergiindustri ved at godkende NV Energys ønske om drastisk at reducere den rate, med hvilken solenergiforbrugere bliver kompenseret for den overskydende el, de sender ud på grid’et.

»Jeg kalder det eludbydernes dødsspiral,« siger Bill Ellard.

»De gør det vanskeligt at omstille til solenergi, for når man først kobler sig af deres tjenester, så rammer det omsætningen. Derefter stiger priserne for alle andre, hvilket tvinger dem til at koble sig fra.«

MGM Resorts har allerede ramt eludbyderens profit gennem en ambitiøs elspareindsats. Ud over at bygge et solcelleanlæg, som producerer nok energi til at holde 1.000 husholdninger kørende i et år, udskifter virksomheden 1,3 millioner elpærer med LED.

Men at sætte strøm til tusinder af værelser på et resort, der også omfatter natklubber, pools, biografer og kasinoer, kræver flere solceller end dem, virksomheden har plads til på taget.

De har derfor tilsluttet sig en voksende trend af energiforbrugere, der forsøger at købe el uden for det konventionelle forsyningssystem.

»De er alle meget optagede af deres bundlinjer,« siger Rebecca Wagner, tidligere medlem af Nevadas PUC. »Energimarkedet i vesten er stort lige nu, så de forsøger at sænke udgifterne ved at komme ind på det marked.«

Billig naturgas er formentlig den energikilde, der mere end nogen anden driver udviklingen, siger Wagner.

Næste skillevej

Men ifølge Ellard spiller kasinoernes modvilje mod energimonopolet NV Energy også en stor rolle i den nuværende fase i energiøkonomien, hvor vedvarende energi bliver stadigt mere konkurrencedygtig i forhold til fossile brændstoffer.

»Det er komplekst, for det handler ikke kun om elektricitet,« siger han. »Det handler om gas, vind, kul, smart grid, big data, olie, det hele er forbundet. Vi befinder os ved næste skillevej, hvor opbevaring af vind og solenergi ved hjælp af softwareløsninger snart kommer til at erstatte de traditionelle energikilder.«

Hvis Las Vegas’ resorter faktisk bryder med NV Energy, vil det komme til at koste dem samlet over 126 millioner dollar, en pris, PUC har fastsat ud fra, hvad de mener er nødvendigt for at forebygge, at den almindelige forbruger bliver ramt hårdt af de prisstigninger, NV Energy kommer til at indføre for at kompensere for et tab, som også omfatter etablering af nye kraftværker og andre investeringer, som er foretaget ud fra kasinoernes behov.

Resorterne har for deres del klaget over, at at dette ’exit-gebyr’ er for højt – og måske endda ulovligt.

»PUC har ganske enkelt opfundet reglerne, mens de spiller, og de gør det for at sikre, at ingen kommer til at forlade forsyningsnettet,« hævder Wynns advokater i en anke indgivet i januar.

MGM og Las Vegas Sands overvejer stadig deres træk.

Wynns direktør, Matthew Maddox, anførte også i sit vidneudsagn til PUC, at NV Energy er ejet af Warren Buffets virksomhed Berkshire Hathaway (baseret i Omaha, Nebraska), og det er derfor efter hans opfattelse mere optaget af at maksimere sin profit end i at vedligeholde Nevadas grid. Maddox har påpeget, at deres penge end ikke bliver i Nevada, men »ender i Omaha«.

Dataopbevaringsvirksomheden Switch stod i en lignende situation sidste år, da den offentliggjorde planer om at bruge 100 procent vedvarende energi til at køre sine kæmpe computerservere. NV Energy kunne ikke imødekomme de energikrav, og PUC sagde, at virksomheden var nødt til at betale 27 millioner dollar for at slippe for eludbyderen, fordi Switchs forbrug udgjorde næsten tre procent af NV Energys energisalg. Som kompromis betaler Switch nu udbyderen for at bygge et nyt solcelleanlæg i North Las Vegas for at kunne imødekomme deres bæredygtighedsmål.

100 pct. grøn Las Vegas

I Las Vegas by planlægger de også at overgå til 100 procent vedvarende energi i offentlige bygninger, brandstationer, byens parker og til gadebelysningen inden 2017. Det ville gøre Las Vegas til den største by i USA, der når et sådant mål. Men for at få PUC’s tilladelse, var bystyret også nødt til at indgå et kompromis om at købe størstedelen af strømmen fra et NV Energy solcelleanlæg i den nærliggende Boulder City. Nevadas indbyggere subsidierer dermed NV Energys grønne investeringer, mens NV Energy lobbyer imod private solcelleanlæg installeret af kunderne.

MGM Resorts’ bæredygtighedschef, Cindy Ortega, vil ikke kommentere sin virksomheds kontrovers med NV Energy og PUC. Men hun vil gerne bakke op om udviklingen hen imod bæredygtighed, som skal fjerne forestillingerne om, at Syndens By ikke har nogen samvittighed.

»Jo mere vi kan punktere myterne om Las Vegas, desto bedre er udsigterne,« siger Ortega.

»Vi har mulighed for at uddanne en lang række interessenter i, hvordan vi kan reducere miljøpåvirkningerne drastisk,« tilføjer hun.

»Las Vegas er det perfekte sted at gøre det, fordi 40 millioner mennesker kommer hertil hvert år, så der findes intet bedre sted at starte med at fortælle den historie.«

© Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nina Larsen
Nina Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Schmidt

"Syndens by skal køre på solenergi" er en længe tiltrængt, meget brugbar og konstruktiv artikel om solenergiplaner, tak til Information for at bringe den hér og i avisen:

Mikro og makro solenergiplaner
- mikro i Brumleby i København og makro i Las Vegas
- begge forsøg er op imod magtfulde instanser der gør alt hvad de kan for at stikke en kæp i hjulet

I København: KABs driftchef Børsting
- måske repræsenterer driftchefen starten på begyndelsen af ophævelsen af Brumlebys egenart og livsstil. Hvilke energi interesser tjener Børstings handlinger? Follow the potential money & politics trail.
- skrevet af Brumleby byfarmer Troels Schmidt

Børstings krav om at beboernes ønsker, uanset hvor små - skal søges og godkendes – ligner et forsøg på permanent udelukkelse af en fremtid med storslåede planer om solenergi i Brumleby samt tom og kedelig ensretning.
Apropos:
Her er links til videos jeg har produceret angå. installation af solceller i Brumleby, samt hele Danmark:
1.)
Phillip Bøgh, biolog ved DMI & Jens Pauli fra Gaia Solar samtaler om solcelle muligheder i Brumleby – klik på:
https://www.youtube.com/watch?v=7ZndcIUFt1g
2.)
Solenergi Møde: DTU Vindenergi & Plastsolceller, DMI Sol-vejrudsigter, Sol-El Samspil – klik på:
https://www.youtube.com/watch?v=zkMNRPiMp1Y

I den almennyttig boligforening Brumleby er vi vant til selv at klare småsager. Beboernes ønske om at opføre 1 stk. simpel sollcellepanel som blev godkendt af Brumlebys bestyrelse, men som et lyn fra en klar himmel blev smadret af bulldozer Børsting. Men hvorfor?

Jeg spørger på baggrund af to af mange tidligere gennemførte små projekter, opført helt uden ansøgninger:
Blandt andet opstillede en beboer 2 vidunderlige regnvandstønder og 2 vindmølledrevet smålys, endda omkring samme skur hvor solcellepanellet skulle have været placeret.

Solcellepanellet var tiltænkt som et forsøgsprojekt der ikke nødvendigvis skulle være rentabelt, det kunne endda gøres helt gratis for Brumleby. Solcellepanelets konstruktion indebar ikke ”ændringer på og i bestående bygninger og anlæg”, men blot en diskret stillads få cm. over skuret. Forsøget blev støttet af Brumlebys bestyrelse.

Men så kom KABs Børsting og fældede sin dom: ”At opføre et solcelleanlæg, uden at der er udført statiske og økonomiske beregninger, på bagrund af grøn ideologi alene, kan ikke anbefales.” Men solcelleprojektet er baseret på beviselig facts, modsat KABs beregninger der er baseret på misinformation:

1.) Børstings uvidenhed:
”En stor del af arbejdet skal udføres af en autoriseret EL installatør”, men der kræves ikke en el-installatør, da det kører ved 12 volt og derfor kan det være passende at indskyde, at så kunne man lige så godt kræve autoriseret el-installatør for at montere dynamo på en cykel. Skal alle i Brumleby nu søge tilladelse til at sætte lys på sin cykel?! Forhåbentlig ikke.

2.) Børsting misinformerer:
”Beregningen på, om der er C02 besparelser på at etablere solceller til to lampesteder, der kunne være udført med 2 x 40 W. LED, for en meget lav omkostning, frem for produktionstunge solpaneler kan ikke anbefales.” Men der er ikke tale om flere ”produktionstunge” solpaneler, da der blot er tale om 1 styk solcellepanel med udsigt til GRATIS EL i 30-40 år. Herudover er der ca. 10 måneder om året med rigelig overskyende solcellestrøm som kan tilkobles et fugtighedsforbygende system eller noget helt andet, som beboerne måtte ønske koblet til skurets forskellige rum.

3.) Paragrafrytter Børsting:
”Der er ligeledes bygningsreglementet af 2015 at tage hensyn til, og så skal vi jo ikke glemme at der er en reflektor virkning af solcellerne, som i uheldige situationer kan genere beboerne i nærområdet.”
Solcellepaneler er konstruerede til at optage lys. Den minimale reflektion fra solcellepanelet er ikke noget der rammer beboerne, da det ikke optaget lys stort set kastes tilbage mod solen.
Reflektionseffekten måles som Albedo-værdien. Under den største indstråling vil solcellepanellets Albedo-værdi være = 0, da evt. genskin vil reflektere direkte tilbage mod solen. På andre tidspunkter er evt. reflektion fra solcellepanelet i praksis af så minimal betydning at det bliver betydningsløs for beboerne. Til gengæld er der reflektion fra alle Brumlebys sydvendte vinduer. Mon bulldozeren vil fjerne alle sydvendte vinduer?

I Brumleby er der ikke tradition for at man indsender ansøgninger i bagatelsager, småting klarer vi selv, ofte sammen med pladsmændene/-kvinderne. Jeg håber ikke at paragrafrytter Børstings bureaukrati er starten på begyndelsen af ophævelsen af Brumlebys egenart, livsstil der inkluderer en permanent udelukkelse af en fremtid med storslåede planer om solenergi i Brumleby. Da driftschefens ”argumenter” er hullede som en si ser vi at han indtil videre blot har ført os ind i en tom og død blindgyde.

Apropos reflektionseffekten der måles som Albedo-værdien - se gerne hjemmesiden:
http://www.123fakta.com/da/fakta-om-solceller-solpaneler