Læsetid: 5 min.

Danmarks moralske krige fører til radiotavshed

Ligesom i 2014 har der forud for dagens beslutning om at sende Danmark i krig mod IS ikke været den store debat. Efter at bevægelsen har udført terrorangreb i Europa, er det svært at være modstander af en krigsindsats, siger professor Ole Wæver
Danske F-16 fly skal igen i kamp mod Islamisk Stat – tidligere var det i Irak men denne gang er det også mod IS-mål i Syrien.

Ulrik Hasemann

19. april 2016

Hvis der ikke var den store offentlige debat for halvandet år siden, da Danmark besluttede at bidrage til krigen i Irak mod Islamisk Stat (IS) med syv F16-jagerfly og 140 soldater, så har der om muligt været endnu mindre debat om beslutningen om at udvide krigen til Syrien.

Men spørger man professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Ole Wæver, er han ikke overrasket. Tværtimod. Ole Wæver ville være overrasket, hvis krigsindsatsen netop denne gang havde sat sindene i flammer.

»Det her er – af gode grunde – en militæroperation, som giver endnu mindre debat end de tidligere, som også gav meget lidt debat. Det skyldes dels, at den følelsesmæssige reaktion efter IS’s terrorangreb i Europa gør det svært at være modstander af en krig mod organisationen. I 2014 var det stadig et spørgsmål om, hvad IS gjorde i Irak og Syrien. I dag er det et spørgsmål om, hvad IS gør her hos os. Og så skyldes det dels, at den politisk-militære logik i operationen denne gang er mere kompliceret. I Afghanistan, Irak, Libyen – og i en vis forstand også i 2014 – var tingene mere sort-hvide, hvor vi støttede de gode mod de onde, og hvor førstnævnte ville indrette samfundet bedre efter sejren. Det har selvfølgelig ofte været naivt. Men det var jo til at overskue. Hvorimod det denne gang er mere kompliceret. Det handler ikke længere om, at vi støtter A mod B, men at vi støtter A mod B i håb om, at C så kan lave aftale med D ... Hvilket er svært at forklare og derfor også at diskutere«.

– Men det skyldes vel også, at det mere er en forlængelse af en allerede igangværende militæroperation og ikke en ny af slagsen?

»Omvendt lå det lidt i kortene, at nu skulle Danmark til rebe sejlene lidt, efter at F-16-flyene måtte trækkes hjem, og nedtone engagementet lidt. Det ville passe til det signal, der kommer fra Lars Løkke Rasmussen, den såkaldte Taksøe-udredning og ikke mindst tallenes tale i udenrigs- og forsvarsbudgetterne. Og faktisk var vi i første omgang, i 2014, meget opmærksom på forskellen mellem at angribe mål i Syrien og Irak. Men det er selvfølgelig et mindre spring at fortsætte en militæroperation mod samme part end at kaste sig ind i noget nyt«.

– Allerede i 2014 blev der snakket om, og kritikerne hævdede netop, at det ville ske, at det næste logiske skridt var at angribe mål i Syrien?

»Jo, jo og det giver da også god mening, da IS som bekendt befinder sig begge steder og det er lidt af et pølseproblem: Trykker man et sted udvider den sig et andet. Og det vidste vi selvfølgelig godt i 2014, men kalkulen var vel lidt, at vi håbede på, at det kunne andre klare«.

Moralsk begrundet

– Du har påpeget, at Danmark – modsat mange andre lande – ikke har haft noget voldsomt politisk opgør om krigsindsatsen i de seneste årtier. Vil terrorangrebene forstærke denne stærke tværpolitiske enighed om krigsindsatsen?

»Ja, det vil jeg sige. Den danske krigsindsats har været meget moralsk begrundet, hvilket skyldes den måde, krigene har indgået på i den nationale selvforståelse og identitet. Det moralske har stået meget alene i Danmark, hvorimod det f.eks. i USA mere handler om det praktiske; mål og midler, tror vi, at det kommer til at virke, og hvad kan gå galt. Hvis det mere handler om moral, så handler det om, hvor forfærdelig fjenden er. Så det at gå i krig med nogen, som er endnu mere horrible, end de plejer at være, bliver meget tungtvejende med en sådan moralsk tilgang til krig«

– Er det ikke logisk, at Danmark har en sådan moralsk tilgang, da vores deltagelse i en militæroperation oftest vil være af moralsk snarere end af militær betydning?

»Noget af forklaringen er selvfølgelig, at hvis man er ingeniøren, som designer maskinen, er man nødt til at overveje, om den faktisk virker. Amerikanerne vil være mere optagede af de praktiske ting, hvorimod vi egentlig bare skal vælge, om vi vil være med eller ej. Det er noget af forklaringen. Men man skal også medtage, hvilken rolle krigene spiller i den nationale selvforståelse. Hvad ’bruger’ vi det til i vores måde at se os selv på? Det har i det seneste kvarte århundrede spillet en væsentlig rolle i den danske selvforståelse, at vi er ude og gøre det rigtige – efter at vi tidligere ikke har kunnet gøre det. En drivende følelsesmæssig logik er: Vi var måske engang lidt for neutrale og holdt en lidt for lav profil, men nu skal vi gøre det godt igen. Det giver en meget moralsk tilgang til spørgsmålet om krigsdeltagelsen. Fjenden er forfærdelig, at gå i krig mod dem er godt; og så stopper debatten lidt der. Mellemregningerne bliver ikke så vigtige«.

– Hvorfor kommer denne ændring i udenrigspolitikken i 1990’erne?

»Afslutningen på Den Kolde Krig medfører, at nu kan Danmark faktisk handle mere selvstændigt. Vi er sikkerhedspolitisk så sikker, at vi ikke længere behøver være bange for hverken det ene eller det andet land. I sted kan vi gøre det, som vi måtte have lyst til. Og så er der også et element af tilfældigheder, fordi vi i forbindelse med Balkan-operationerne prøver os frem og langsomt opdager, at den der lidt højere profil fungerer udenrigs- og indenrigspolitisk. Det medfører, at identitetsfaktoren kommer i spil, så det bliver en måde at manifestere, hvad man står for værdipolitisk: Udenrigspolitikken kommer til at blive et omdrejningspunkt i værdipolitikken. Nogle vil tolke det snævert partipolitisk: At Venstre har en klemme på Socialdemokraterne som derfor nærmest overkompenserer for ikke at fremstå svage. Men det er nok alligevel for snævert, for meningsmålingerne viser jo, at der er opbakning til krigsdeltagelserne. Så man kommer nok ikke uden om den store identitetshistoriske fortælling: Danmark har gjort noget, vi ikke har været stolte af, men nu har vi så mulighed for at kompensere for det ved at gøre noget, vi kan være stolte af.«

Læs også: Hvem gavner de danske bomber?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan kun gå galt!...
Hvilken debat?

Hanne Ribens, Peter Ole Kvint, Flemming Berger, Per Torbensen, Thomas Faisst, Christel Gruner-Olesen, Jørgen Steen Andersen, Torben Jørgensen, Bill Atkins, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Anker Sørensen

Der er absolut ikke noget at være stolt af, når man går i krig.

Flemming Berger, Thomas Faisst, Herman Hansen, Rasmus Knus, Carsten Mortensen, Bodil Waldstrøm, Jørgen Steen Andersen, Torben Jørgensen, Bill Atkins, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Vi går m.a.o. i krig på basis af en barnlig følelsesmæssig beslutning (et 'acting out scenarie'). Det er da virkelig noget, at være stolt af.

Flemming Berger, Thomas Faisst, Janus Agerbo, Carsten Mortensen, Jørgen Steen Andersen, Bill Atkins, Niels Duus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"I Afghanistan, Irak, Libyen – og i en vis forstand også i 2014 – var tingene mere sort-hvide, hvor vi støttede de gode mod de onde, og hvor førstnævnte ville indrette samfundet bedre efter sejren... Hvorimod det denne gang er mere kompliceret."

Hvad er nu det for noget ævl? Hvis vi er de gode, der kæmper mod de onde, er der ingen grund til debat, da det er selvindlysende, at de gode kæmper mod de onde (man kan så selvfølgelig diskutere om vi er så gode, som vi selv tror, og om de onde er så onde, som vi tror). Men hvis det er mere kompliceret, kalder det jo netop på en debat, for komplikationen må nødvendigvis være, at vi ikke entydigt er de gode, og de onde ikke entydigt er de onde, for ellers ville det jo netop ikke være kompliceret. Komplikationer kalder altid på diskussioner, for hvis vi ikke er de gode, der kæmper mod de onde, og vil indrette et bedre samfund efter sejren - hvorfor kæmper vi så?

I øvrigt passer det ikke, at der ikke har været debat. Jeg og mange andre har da galpet op i tide og utide og skældt ud på den aktivistiske udenrigspolitik, så det er da ikke fordi der ikke er modstand mod krigen - snarere er det fordi politikere og journalister ikke har fundet det nødvendigt at oplyse befolkningen om, hvad de har gang i. Den offentlige debats gatekeepers sikrer, at der ikke bliver debat.

Man får fornemmelsen af, at krigsindsatsen og den manglende debat er resultatet af en lokumsaftale et eller andet sted, siden beslutningen listes ind ad bagdøren på den måde. Information har ryddet forsiden, men det er så vidt jeg kan se også det eneste medie, der gør det til hovedhistorien i dag.

Hvor mange almindelige mennesker, altså folk, der primært har travlt med arbejde, familie og fritidsinteresser, og ikke går specielt meget op i politik, mon egentlig ved, at Danmark igen er i krig?

Vi var engang et oplyst lille land, det er vi ikke mere.

Laust Persson, Hanne Ribens, Peter Ole Kvint, Flemming Berger, erling jensen, Kurt Nielsen, Thomas Faisst, Toke Andersen, Lars Jørgensen, Janus Agerbo, Philip B. Johnsen, Carsten Mortensen, Christel Gruner-Olesen, Jørgen Steen Andersen, Odin Rasmussen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Det er håbløst - Folketinget skal tage beslutning uden de ved hvem de egenlig skal slås for . Heller ikke nogen aftale om hvad de danske soldater skal stille op med evt. krigsfanger osv.........
Der er så mange løse ender - hvor nogle kunne været udredet hvis Irak-kommissionen havde fået lov at gøre deres arbejde færdigt.

Laust Persson, Peter Ole Kvint, Kurt Nielsen, Thomas Faisst, Janus Agerbo og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

For hver krig vi deltager i er risikoen for terror herhjemme større. Vi bestemmer ikke hvor krigen skal føres.
Samtidig med vi skærer ned på midler til de svageste øger vi midlerne til krigs-industrien og medierne er krigsmagernes lovrende håndlangere.
Der er langt flere der lider under nød og elendighed end der er ofre for IS.

Flemming Berger, erling jensen, Kurt Nielsen, Herman Hansen, Thomas Faisst, Lars Jørgensen, Carsten Mortensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Er der slet ikke nogle af de folketingspolitikkere, der i dag stemmer for aktiv dansk krigsførelse i Syrien, der spørger sig selv om: Gik det godt i Afghanistan? Gik det godt i Irak? Gik det godt i Libyen? Nej , nej og nej. Nå, men så må vi hellere prøve igen. Det kan jo ikke gå skidt hver gang. Tag jer nu sammen. Se på USA, hvor mange gange de har forsøgt uden at det er gået godt? Hvorfor skal vi opføre os så dumt? Tror I virkelig verden bliver et bedre sted ved, at vi deltager i krigshandlingerne i Mellemøsten? Tak til Alternativet og Enhedslisten for at tænke sig lidt om.

uffe hellum, erling jensen, Anders Graae, Kurt Nielsen, Herman Hansen, Thomas Faisst, Carsten Mortensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Krig har det med at eskalerer.
Det er de to verdenskrige et bevis på.

Flemming Berger, Kurt Nielsen og Herman Hansen anbefalede denne kommentar

Egentlig tror jeg slet ikke, at Danmark har hverken mål eller konsekvensberegninger for at føre disse krige, - og det har heller ikke fremgået af den offentlige debat.

På mange områder tror jeg, danske regeringer udelukkende går efter at lefle for de store, og her er det USA. Desuden indebærer det, at Danmark kan bevare sit "forsvar" på dette høje niveau, samt holde personalet trænede på en helt anden måde end simulerede øvelser. Alternativet er jo, at man ellers må reducere forsvarets personale til en rimelig størrelse.

Men jeg tror selvfølgelig slet ikke på, at det også handler om korruption og/eller returkommission til hemmelige bankkonti i forbindelse med "nødvendige" indkøb af militært isenkram for mange mia. DKK. Selv om dette i øvrigt er helt sædvanligt i denne branche, og i øvrigt også kan forklare, hvorfor Danmark har betalt utroligt mange penge hvert år til et ikke-eksisterende kampfly siden starten af 2000-tallet. - Og vel og mærke et kampfly, som der ikke er taget nogen form for beslutning om at købe, da det først skal udvikles.

Anne Eriksen, Kurt Nielsen, Carsten Mortensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Bo Jørgensen

@Jørgen Steen Andersen,

2. Verdenskrig er et bevis på, at en krig eskalerer, fordi man for længe tillader et ondt, fascistisk system at udvikle sig. Hvis IS som et tilsvarende ondt, fascistisk system tillades at udvikle sig, så bevægelsen får held til at virkeliggøre sin ambition om at etablere sit kalifat, bliver vi vidne til uhørte grusomheder mod menneskeheden - specielt kvinder.

IS skal nedkæmpes.

Jørgen Steen Andersen

Bo Jørgensen 08:38
"fordi man for længe tillader et ondt, fascistisk system at udvikle sig."
Det er lige nøjagtig pointen!
Terrororganisationer skal aldrig tillades at kunne vokse, men skal nedkæmpes hurtigt og effektivt, så der bliver sendt det signal, at det ikke kan betale sig overhovedet at tænke på den slags.
Der går alt for lang tid inden der bliver gjort noget.
Chamberlain fløj tilbage til England efter et møde med Hitler og deklamerede :"fred i vor tid."
Og om Tjekkoslovakiet: " This far away country of which we know so little." , da Hitler invaderede landet.
Krigens indbyggede inerti skal imødegås med stor beslutsomhed, effektivitet og hurtighed.

Niels Duus Nielsen

anne bach: "Gik det godt i Afghanistan? Gik det godt i Irak? Gik det godt i Libyen? Nej , nej og nej."

Men bare rolig, politikerne har en plan: Operation Insanity.

https://www.youtube.com/watch?v=LguWH0Yto44&index=45&list=RD3WHSkbM9zAU

"It will catch them off guard - doing exactly what we have done eighteen times before is exactly the last thing, they will expect us to do this time".

Laust Persson, uffe hellum, Lars-Bo Abdullah Jensen, Flemming Berger, erling jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Folketinget har ingen plan for krigen i Syrien, Folketinget har ingen, at aflever militært nedkæmpede områder til i Syrien, jeg gentager Folketinget har ingen plan for krigen i Syrien.

Hvad har Folketinget, at lade 'andre radikaliserede' at høre, Folketinget kan på det grundlag ikke påstå, at Folketinget selv er demokratisk.

De civile vil blive dræbt, det er terror!

Torben Jørgensen, Anne Eriksen, Hanne Ribens, erling jensen, Kurt Nielsen, Thomas Faisst og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

IS skal nedkæmpes.....hvilket vanvittigt mantra, det ville svare til at man sagde nazismen skal nedkæmpes. Man kan ikke nedkæmpe en idé. Man kan imødegå den med noget som er bedre.
Flere bomber vil med garanti flytte krigen.....måske også hertil.

Torben Jørgensen, Lars-Bo Abdullah Jensen, Anne Eriksen, Flemming Berger, erling jensen, Kurt Nielsen, Lars Jørgensen, Philip B. Johnsen, Jørgen Steen Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

God analyse af professoren.

En lettere omskrivning af Descartes "Jeg slår ihjel, altså er jeg".
Krokodillen Leviathan (fra Thomas Hobbes værk) ringede, den vil gerne have sin identitet tilbage.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Som situationen er blevet, jo, så skal IS bekæmpes. Men tænk den situation, at grundlaget for IS slet ikke var opstået? Og handel så derefter for fremtiden.

...Det ville være et fremskridt i den ellers fejlslagende politik gennem de sidste årtier - Og bedre sent ind aldrig.

Kurt Nielsen, Ib Christensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas Faisst

Det er måske værd at bemærke, at der er lukket ned for informationerne om hvilke grupper vi støtter.
Har regeringen, og dele af folketinget, så ikke muligheden for at indlede en reel angrebskrig på Assad - i første omgang gennem mellemmænd - men den slags kan jo eskalerer!
Er vi ved at blive ført bag lyset, endnu engang?

uffe hellum, Anne Eriksen, Peter Ole Kvint, Ib Christensen, Flemming Berger, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

En lidt fejlbehæftet analyse.
I første afsnit ignoreres, at de nævnte syv kampfly, der bidrog til kampen i Irak, blev trukket hjem igen angiveligt på grund af revner. Dermed beslutter Folketinget i realiteten ikke en udvidelse men en fornyet dansk deltagelse.
Dernæst ignoreres de kritiske spørgsmål, bl.a. amerikanske og britiske medier stillede til Danmark, efter de syv kampfly var trukket hjem fra Mellemøsten. En af Danmarks største svagheder er landets egen selvforståelse.

"I dag er det et spørgsmål om, hvad IS gør her hos os. "

Det er sådan set korrekt nok, men adresseres ikke rigtigt i regeringens forslag om dansk bidrag til krigen i Syrien. Ganske vist blev fremlagt forslag om civile bidrag, men det var ikke i Europa og da slet ikke i Danmark, hvor tendensen groft skrevet går mere i retning af prioritering af politiets ressourcer på en måde, hvor politiets muligheder for efterforskning af fx. terror minimeres. Danske medier gør heller ikke meget for at fortælle, hvordan soldater og politi bruges i bl.a. Frankrig og Belgien, selvom noget antydes i nyheder om anholdelser i de to lande. Faktisk ignoreres også, at dansk politi i forvejen får hjælp fra bl.a. forsvarets ammonitionstjeneste og hjemmeværnet efter behov.

Konklusionen i sidste afsnit er vist også lidt for nem og mangelfuld. Værdipolitisk ligger Danmark for tiden tættere på Islamisk Stat end på andre vestlige og muslimske lande. Nogle af de civile bidrag, jeg har set omtalt, og som angiveligt skulle betales med penge fra udviklingsbistand, lignede mere støtte til fortsat destabilisering end til genopbygning. Ikke mindst var det noget uklart, hvordan støtte til kritiske journalister i Syrien svækker Islamisk Stat. Jeg tror snarere, det styrker Islamisk Stat.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Helt ærlig. Vi ved jo godt alle sammen, hvad alt det her til syvende og sidst går ud på - At bevare USA's og vestens magt og indflydelse over verden mest muligt.

Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Det er bare business.
Angrebene vil fremprovokere flere angreb i EU, og så vil man sende flere fly og landtropper af sted. Og så sælger våbenindustrien mere af deres afskyelige isenkram.
De er meget dygtige til at fremprovokere både konflikter og argumenter. Men det er altsammen bare business.
https://www.facebook.com/frontline/videos/10153475151796641/?pnref=story

Torben Jørgensen, Hans Larsen, Anne Eriksen, Søren Johannesen, erling jensen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Er vi imod krig.....????

Vil vi forsvare vores grænse, ligesom vi gjorde mod tyskerne!!!!!!!

Hvad er der dog iveren med en humanitær indsats istedet for og tale for fred, så kan de amerikanske imperialister kæmpe deres egen krig, det er hvad verden tidligere forventede af Danmark før Fogh.

Hanne Ribens, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Terror forekommer i alle verdensdele, se http://www.b.dk/globalt/terror-2001-2013.
Hvorfor er USA mest interesseret i at bekæmpe terror i Mellemøsten og Nordafrika: Olie!
Hvorfor er Danmark mest interesseret i at bekæmpe IS: Forblive gode venner med USA!
Derfor bruger vi mange millioner til krigsførelse. Penge der i stedet kunne bruges til diplomatisk støtte til afslutning af den væbnede konflikt og til humanitær hjælp i nærområderne.

Hanne Ribens, Kurt Nielsen, Søren Johannesen, Herman Hansen, erling jensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

"Efter at bevægelsen har udført terrorangreb i Europa, er det svært at være modstander af en krigsindsats, siger professor Ole Wæver"

Jeg har også i længe undret mig over terroristers valg af mål!

Kurt Nielsen, Søren Wegner og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar
Søren Johannesen

FRED er den største trussel mod den gældende verdensorden, magti via frygt, så måske kan vi håbe på at det vi oplever lige nu er drengenes sidste mulighed for at lege krig. Det er som om frygt propagandaen ikke helt virker så effektivt som den har gjort tidligere ....

Det vi tror på er bestemmende for hvordan vi opfatter verden. Medierne er ikke i tvivl om hvilken verden de ønsker vi skal tro på. Jeg hælder mest til, at deres kilder er fulde af løgn og mestre i propaganda

Peter Ole Kvint

Herman Hansen:

...Helt ærlig. Vi ved jo godt alle sammen, hvad alt det her til syvende og sidst går ud på - At bevare USA's og vestens magt og indflydelse over verden mest muligt.

Dette er kun delvist rigtigt. Det er Israel som ejer USA's udenrigspolitik. Så hvis USA er kroppen, så er Israel hovedet, og Danmark hale.

Dan Johannesson

En yderst vigtig vinkel udebliver totalt fra dækningen. En vinkel omhandlende din og min families sikkerhed. Jeg forelagde spørgsmålet i nedenstående mail til Søren Søndergaard i dag, men jeg vil også blive meget glad for jeres input. Hvorfor TALER vi ikke om det her - os ALLE her i DanmarK
"Kære Søren

Jeg har læst at den danske regering i dag blev enige om at give mandat til krigshandlinger i Syrien.

Det er dybt bekymrende og jeg er i den sammenhæng nødt til at stille dig et par spørgsmål, af hensyn til min families sikkerhed.

1. Hvad er din mavefornemmelse ifht. de krigsførende partiers KONSEKVENSANALYSE? Er der bevidsthed om at denne optrapning, ved blot én uheldig træfning, kan medføre en risiko for at Rusland trækkes endnu mere ind i konflikten, og at dette har potentiale til at gøre Danmark og andre krigsførende lande til et legitimt mål for Russisk aggression?

2. Med andre ord, er der en bevidsthed om at vi, i værste fald, åbner op for en ny europæisk storkrig / verdenskrig? Er forsvaret konsulteret ifht. risikoanalyser af dette scenario, og kunne det ikke være en, ekstraordinært relevant, vinkel at få forsvaret til at vurdere denne risiko?

Jeg syntes det er dybt foruroligende at Danmark og Vesten tror de kan blive med gennem nato’s langvarrige ekspansion, der nu har spredt sig helt op til grænserne af Rusland, naivt at forestille sig at konflikten kan indkapsles og holdes til udelukkende at foregå i Syrien, når Syrien er allieret med Rusland, som i forvejen er dybt pressede af NATO’s ekspansion.

Hvad er dine tanker om ovenstående, er der overhovedet en bevidsthed om disse kollosale riscisi på Christiansborg?

Tak for din store og vigtige indsats på Christiansborg Søren.

Mange gode hilsner"

Torben Jørgensen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Henrik Brøndum
19. april, 2016 - 08:24
Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted,
min pige ville med,
ja, min pige ville med.
Det kan du ej, min ven,
jeg går i krigen hen,
og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare, så blev jeg her hos dig,
men alle Danmarks piger, de stole nu på mig.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Jørgen Steen Andersen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar