Nyhed
Læsetid: 4 min.

EU lover støtte til Libyen

Det internationale samfund gør alt for at legitimere den nye regering i Libyen i forsøget på at bremse flygtningetilstrømningen til Europa samt IS’ forsøg på at ekspandere langs Middelhavet
Udland
20. april 2016

Lederen af forsøget på at indsætte en funktionsdygtig regering i Libyen, Faiez al-Serraj, anmoder om international hjælp til at genopbygge den libyske stat. Mandag talte al-Serraj via et videolink fra Tripoli, hvor hans regering har barrikaderet sig på en flådebase, med EU’s udenrigs- og forsvarsministre, som var samlet i Luxembourg for at drøfte situationen i det nordafrikanske land:

»Vi gentog vores løfte om at yde en pakke af øjeblikkelige og substantielle tiltag for i alt 100 millioner euro fordelt på en række forskellige områder til støtte for samlingsregeringen og det libyske folk,« udtalte EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, på det efterfølgende pressemøde, »og vi er også klar til at hjælpe samlingsregeringen med at håndtere migration og asyl.«

Al-Serraj, som havde været i eksil i Marokko, ankom i slutningen af marts til Tripoli. Af sikkerhedshensyn var han nødt til at benytte vandvejen, og hans regering er endnu ikke blevet godkendt ved tillidsafstemninger i det internationalt anerkendte parlament, som har søgt tilflugt i havnebyen Tobruk tæt ved grænsen til Egypten. Men det internationale samfund gør alt for at legitimere al-Serrajs hypotetiske regering.

Alle udenlandske ambassader i Tripoli har været lukket i over et år, men nu er en række lande angiveligt parate til at genåbne deres repræsentationer i den libyske hovedstad. Udenrigsministrene fra Italien, Frankrig, Storbritannien og Tyskland har alle været på besøg efter al-Serrajs ankomst. Den britiske udenrigsminister, Phillip Hammond, udtrykker forhåbning om, at libyerne efter fem års blodig borgerkrig nu vil begrave stridsøksen. Han betegner forløbet siden 2011, hvor en international koalition støttede et oprør mod Muammar Gaddafis regime, som »en katarsisk proces«:

»Jeg kan mærke, at det libyske folk er klar til forsoning og til en regering, der vil gøre dem i stand til at samarbejde,« siger Hammond til BBC, »dels fordi de simpelthen er trætte af at bekæmpe hinanden, og dels fordi Daesh (Islamisk Stat, red.) har en galvaniserende effekt.«

Klog manøvre

IS har benyttet sig af det libyske kaos til at etablere en filial i området omkring Gaddafis fødeby, Sirte. Det er dog kun én blandt flere islamistiske grupperinger i Libyen, som modsætter sig den nationale forsoningsproces:

»Det er et problem, at der er mere end 100 stammer, der alle har hver deres interesser inden for smugling af mennesker, olie, våben og narkotika,« udtaler Luigi Binelli Mantelli, tidligere øverstkommanderende i det italienske forsvar, til nyhedssitet euobserver.com og tilføjer:

»Folk siger, at vi skal tale med den eller den regering, men ingen har ikke magt til kontrollere stammerne.«

Men IS’ tilstedeværelse får de lande, der stod bag interventionen i 2011, til at overveje en ny indsats i Libyen for at forebygge terroranslag mod Europa og dæmme op for flygtningestrømmen. Det er et følsomt emne, da udenlandsk indblanding kan risikere at forhindre, at der opstår konsensus omkring samlingsregeringen. Derfor bærer udmeldingerne præg af stor forsigtighed.

Specialstyrker fra flere lande har dog opereret i Libyen i flere måneder, rapporterer The Guardian og flere andre medier. De forsøger blandt andet at beskytte de libyske oliefelter, som er genstand for IS’ angreb. Tre oliefelter i den østlige del af landet blev i sidste uge evakueret, efter at IS dræbte 12 arbejdere fra oliebranchen i februar:

»Strategien er at isolere oliefelterne for at afbryde produktionen og forsyningen,« skriver oilprices.com i en analyse, »det er en klog manøvre med en række følger i det herskende kaos i Libyen. Det udtynder landets olieindtægter yderligere, og siden Gaddafis fald har Libyen kun produceret en femtedel af den normale produktion. Det øger spændingerne, mens de rivaliserende parter forsøger at indgå en aftale om at dele magten, der især handler om, hvem der kontrollerer olien. Og det gør arbejderne på oliefelterne nervøse, så hvis de ikke bliver evakueret, strejker de.«

Flygtningefrygt

Risikoen for en øget flygtningetilstrømning fra Libyen er dog nok den største bekymring for regeringerne i EU-landene. Efter aftalen mellem EU og Tyrkiet om at tilbagesende flygtninge, der ankommer til Grækenland, er tilstrømningen fra Libyen til Italien stigende. Det drejer sig navnlig om afghanere og irakere, der ikke er omfattet af aftalen om udveksling af flygtninge mellem EU og Tyrkiet, som kun gælder for syrere. Det skønnes, at mellem en halv og en hel million flygtninge og migranter venter i lejre i Libyen på at forsøge at nå til Europa.

Samtidig med mødet i Luxembourg indløb de første rapporter om, at hundredvis af bådflygtninge, som var stævnet ud fra Tobruk, har mistet livet. Det er muligvis den største ulykke, siden 800 mennesker omkom i farvandet syd for Sicilien for præcis et år siden. Oplysningerne er dog endnu ikke officielt bekræftet. Som reaktion på ulykken sidste forår iværksatte EU en flådeoperation for at bekæmpe menneskesmugling. Hvis al-Serrajs regering bliver godkendt, kan den give EU’s fartøjer tilladelse til at operere i libysk territorialfarvand.

Mogherini meddelte, at al-Serraj havde understreget behovet for »at samarbejde om at styre migrationsstrømmene«, og at navnlig Libyens kystvagt har brug for hjælp. Hun forsikrede også om, at det kun vil ske i tæt samarbejde UNHCR og IOM – selv om flygtninge- og migrantorganisationerne har været stærkt kritiske over for EU’s aftale med Tyrkiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Regeringen har barrikaderet sig på en flådebase og parlamentet gemmer sig i Tobruk. Det må derfor antages, at deres legitimitet og mulighed for at udøve suverænitet er tæt på nul, da Libyen har 1770 km kystlinie til middelhavet.

EU vil sende penge til disse "institutioner" for at håndtere flygtninge- og migrantkrisen?

Hvilken parallel fantasiverden lever EU i, hvis de tror det hjælper noget som helst på krisen?