Læsetid: 5 min.

’Gudskelov var jeg her ikke, da bomben ramte’

Krigen i Østukraine har medført enorme ødelæggelser i Slavjansk. Nogle har været heldige at få genopbygget deres hjem, andre har ikke. Mellem ruiner og skudhuller fortæller byens indbyggere om brudte løfter, destruktion og håb
Krigen i Østukraine har medført enorme ødelæggelser i Slavjansk. Nogle har været heldige at få genopbygget deres hjem, andre har ikke. Mellem ruiner og skudhuller fortæller byens indbyggere om brudte løfter, destruktion og håb

Jonathan Alpeyrie

20. april 2016

Stilheden indkapsler det tidligere psykiatriske hospital. Kun en sjælden gang imellem, når et vindstød får fat, klaprer et stykke metal mod murværket. Tilsyneladende udgjorde den løse blikplade engang en del af udluftningssystemet. Nu hænger den formålsløst mellem sværme af skudhuller og flere diameter brede kratere, som granaterne efterlod. Den ensomme raslen synes at være denne mutte og ødelagte verdens fortvivlede forsøg på at fortælle om de hændelser, der forvandlede det psykiatriske hospital her i den østukrainske by Slavjansk til en scene fra en dommedagsfilm.

Nikolaj Solotusjenko viser rundt i månelandskabet. Gruset knaser under hans fødder.

»Jeg tror ikke, de lagde miner her, men hvis der er ueksploderede granater, er det bedre at holde sig inde på stien,« advarer han.

Syv-otte bygninger hørte til komplekset, og på gangstierne mellem dem har der været fine alleer. Men geværilden savede bevoksningen ned. Nu står træerne tilbage underligt forvredne, forkullede og med knækkede toppe. Bunker af murbrokker og afsvedne bjælker ligger spredt overalt. Vinduerne er smadret med stor nidkærhed. Et sted mangler taget helt. Indenfor vidner de sønderskudte gange om, hvordan prorussiske separatister og ukrainske regeringsstyrker kæmpede fra rum til rum under slaget om Slavjansk i maj og juni 2014, da krigen om Donbass-regionens fremtid rasede.

»Forestil dig, hvor fredeligt her var inden krigen,« siger den 66-årige Nikolaj Solotusjenko og slår ud med armene. »Læger gik rundt i hvide kitler, og personalet tog sig af de syge,« siger han og fortsætter den nedslående rundtur forbi børne- og ungdomsafdelingen, hvor mindreårige fik behandling for alvorlige psykiske sygdomme.

»De var alle sammen mellem 10 og 17 år gamle. Hvem mon tager sig af dem nu,« spørger han.

Krigens væsen

Han peger over på resterne af kulturhuset, som hørte til komplekset.

»Her fandt koncerter og arrangementer sted. Prøv at se på ødelæggelserne. Hvem har brug for det? Hvem gavner det?,« spørger Nikolaj Solotusjenko, der bor klos op ad hospitalet.

Hans eget hus blev kraftig raseret under kampene. Beliggenheden på en bakke lige ved siden af hovedvejen mellem byerne Kharkiv og Rostov endte med at blive hospitalets, patienternes og Nikolaj Solotusjenkos ulykke. Stedet havde strategisk betydning. Heroppefra kan man kontrollere den vigtige færdselsåre neden for bakken. Spøgelsesbyen, som han viser rundt i her i udkanten af Slavjansk, var et af de største og bedste steder til behandling af psykiske sygdomme i hele regionen. Silhuetterne af de smadrede og gennemhullede bygninger blotlægger noget af krigens væsen, og hvordan det volder dobbelt skade. Hospitalet blev ødelagt, samtidig med at indbyggerne i Slavjansk fik allermest brug for behandling af krigstraumer.

Ifølge flere medierapporter gemte patienter og personale sig i kælderen, da morterregnen begyndte. Mirakuløst blev ingen ansatte eller syge dræbt. Nikolajs nabo mener at vide, hvad der blev af hospitalets patienter.

»De blev evakueret til deres hjembyer i oplandet,« fortæller den 63-årige Alla Tjepiga står mellem sit eget og Solotusjenkos hus og udpeger skader efter bombardementerne.

En ensom skikkelse kommer gående på vejen for enden af indkørslen.

»Bortset fra den unge fyr dér. Han havde ingen steder at tage hen og holder stadig til oppe mellem ruinerne,« fortæller hun.

Under den mest voldsomme del af slaget flygtede Alla selv op til sin datter i Kharkiv.

»Mine hænder begyndte at ryste, da jeg kom tilbage og så ødelæggelserne,« siger den ældre kvinde og uddyber: »Vores tag var væk. Derovre rev en granat hele hjørnet af huset.«

Flere af naboerne holdt til i kælderen under det månedlange slag, hvor de levede af konserves og sylte.

»De fleste her er pensionister, så pengene til genopbygning er små. EU hjalp meget, særligt en tjekkisk nødhjælpsorganisation. Lokale volontører byggede murene op igen,« siger Alla, idet hun peger hen mod store plamager af frisk og mørkegrå mørtel, hvor granathullerne er blevet lukket.

Talrige skudhuller sidder dog stadig hen langs facaden bag Nikolajs hustru, Tamara Solotusjenko, der sidder på en bænk foran deres hus.

»Vi håber bare, der kommer fred snart. Det er det vigtigste,« siger den 66-årige kvinde og suppleres af sin mand:

»Nogle gang tænker jeg: Hvorfor lige Ukraine, hvorfor lige Donbass, hvorfor lige Slavjansk og hvorfor lige vores hus? I 44 år har vi boet i det her hus.«

På kanten af samfundet

Blandt beboerne i kvarteret hersker udbredt harme mod den ukrainske regering. De føler sig ladt i stikken af landets politikere, der tog initiativ til at drive separatisterne ud af Slavjansk, men ifølge beboerne ikke rørte en finger, da byen skulle bygges op igen.

Langtfra alle har modtaget hjælp til at genopbygge deres hjem. Et stort banner på et af de sønderbombede huse spørger direkte:

»Kære præsident og premierminister i Ukraine, skammer I jer ikke over de tomme løfter om genopbygning af boliger?«

Et andet sted i nabolaget står Jelena Gretjukhova midt i en bunke murbrokker, der engang udgjorde hendes hjem. Krigen greb voldsomt ind i hendes tilværelse.

»Alt brændte, alle mine ejendele brændte,« fortæller den 45-årige kvinde.

Selv om det snart er to år siden, at bombardementet ødelagde bygningen, hvor der boede i alt 12 familier, er hun stadig hjemløs.

»Myndighederne lovede at kompensere mig for tabet af min bolig, men det har de ikke gjort,« siger Jelena Gretjukhova, der holder til på et slags kollegium, hvor hun har fået stillet en sengeplads til rådighed. At hun tilmed mistede sit arbejde som følge af kamphandlingerne, skubber hende helt ud på kanten af samfundet i det krigshærgede Østukraine.

»Jeg kunne lide mit job på byens brødfabrik, men jeg blev fyret. Fabrikken har ikke længere brug for så mange ansatte, fordi den eksporterede meget til Donetsk og Rusland. Den handelsforbindelse blev kappet på grund af krigen,« forklarer Jelena.

Da hun flygtede ud af Slavjansk under de værste kampe, var hun bekymret for, om nogen mon ville bryde ind i hendes lejlighed.

»Men så havde der i det mindste været vægge at vende tilbage til,« siger hun og stiller sig over i hjørnet af brandtomten. Stumper af mursten og knust eternit skrider under hendes føder og klirrer hårdt.

»Her er mine vinduer,« siger hun stille. Rammerne mangler helt. Kun to gabende huller sidder tilbage. At mindes krigens konsekvenser fremkalder stærke følelser.

»Gudskelov var jeg her ikke, da bomben ramte. Hvis jeg havde set mit hus brænde, var jeg nok blevet skør.«

Tårerne triller fra øjenkrogene ned under hagen og laver små mørke plamager på dynejakken. Ligesom sine naboer i de andre lejligheder satte Jelena stor pris på sit hjem. Inden krigen begyndte i Donbass, lagde de et stort arbejde i at sætte det i stand.

»Vi møblerede og reparerede det, udskiftede vinduer og døre. Vi gav huset hele vores sjæl. Nu har jeg mistet alt håb om nogensinde at kunne flytte ind igen,« siger hun.

Der er ingen aktuelle planer om at genopbygge hverken Jelena Gretjukhovas hjem eller det psykiatriske hospital i Slavjansk. Ødelæggelserne på hospitalets område er så store, at det sandsynligvis bedre kan betale sig at opføre et helt nyt hospital.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu