Baggrund
Læsetid: 6 min.

Håbet om fred lever på Cypern

42 år efter delingen af Cypern forhandles der nu intenst mellem tyrkisk- og græsktalende. Det skaber optimisme og fornyet tro på, at en endelig fred er mulig, selv om de største knaster stadig venter forude. Information har besøgt den delte ø
Cyprioter på en café i Nicosia op ad FN’s fortificerede bufferzone. Lederne af de to dele af Cypern gør meget ud af at fremvise deres venskab, men der er mange knaster tilbage i forhandlingerne.

Petros Karadjias

Udland
25. april 2016

Når de to nord- og sydcypriotiske præsidenter, Mustafa Akinci fra nord og Nikos Anastasiades fra syd, i dag mødes til nye runder fredsforhandlinger, har begge et mål om, at Cypern ikke længere skal være delt af pigtråd, mure og sandsække hen over øen og gennem den gamle by i Nicosia, der er hovedstad for begge østater. Og som går under betegnelsen ’den sidste delte hovedstad i Europa’, efter at muren faldt i Berlin.

Står det til de to præsidenter, skal fremtidens Cypern bestå af en ny føderal stat, hvor delstaterne Nordcypern og Sydcypern skal have fælles præsident, højesteret og regering, noget der har manglet, siden øen i 1974 blev delt ved en kort og blodig krig. Dengang var begge de nuværende præsidenter 27 år gamle og boede i den samme by, Limassol. Selv om de i 42 år har levet i hver deres land, gør de i dag alt for at ligne gamle venner, der nok skal få samlet landet igen, når de mødes på cafeerne i Nicosia for at sende signalet om, at stemningen imellem dem er åben, konstruktiv og anerkendende.

Det står i kontrast til de mange ar fra delingskrigen, der er tydelige for de op mod 200.000 græsktalende der forlod hjemmene i nord, mens 60.000 tyrkisk-cyprioterne måtte rejse fra den sydlige del. Moskeer, kirker og boliger blev lukket ned, familier delt, venskaber opløst, og naboskabet blev gjort umuligt, for i 30 år var det umuligt at rejse mellem de to dele af øen, fortæller Kyriakos Pachoulides, formand for Home for Cooperation, et samarbejdsprojekt for græsrødder på begge sider af grænsen.

»Jeg har for nylig været med mine forældre i Kyrenia i Nordcypern, hvor de boede frem til krigen. De flygtede, da jeg selv var to år gammel. De kan næsten ikke genkende landsbyen mere, fordi der er kommet store luksushoteller til. De vil egentlig gerne beholde deres hus for at bevare en forbindelse til hjemstavnen, men de er 74 og 75 år gamle og vil ikke flytte nordpå, selv om det skulle blive muligt.«

Forhandlinger i øjenhøjde

Og det er et typisk scenarie, for selv om op mod firefemtedele af alle ejendomme i Nordcypern ejes af personer fra syd, kan det reelt ende med, at kun få vil flytte, tror Kyriakos Pachoulides, hvis forening holder til i en renoveret funkisbygning i bufferzonen, hvor der også står ruiner fra krigen i 1974, mens hotellet overfor, Ledra Palace, der engang var byens fornemste, i dag er FN-kaserne, hvor soldaterne sidder på balkonerne i solen.

For det er FN-soldater, som nu i knap 42 år holdt de stridende parter adskilt.

Da Republikken Cypern i 2004 blev optaget i EU, blev Nordcypern undtaget, fordi befolkningen i syd afviste en genforening. Især fordi Tyrkiet ikke ville trække sine soldater væk fra øen. I dag kan der være mere pragmatiske grunde til at sige ja til genforeningen, hvis folkeafstemningen kommer i år eller til næste år, når forhandlingerne er afsluttet, mener Kyriakos Pachoulides.

Læs også: En dyr genforening

»Det er i dag lettere for folk i den sydlige del at sige ja til en genforening, fordi den økonomiske krise i de senere år har gjort et stort indhug i manges formuer. Derfor ser man frem til den økonomiske vækst, som man tror vil komme, efter genforeningen.«

En af dem der roser forhandlingsforløbet, er Hubert Faustmann, lektor i historie på University of Nicosia og leder af Cypern-kontoret for den tyske tænketank Friedrich-Ebert Stiftung.

»Forhandlingerne foregår i et klima, der egentlig ikke kunne være bedre: Parterne er i øjenhøjde, de møder hinanden med tillid, de omgås meget hjerteligt med hinanden, og det er alt sammen temmelig nyt, det er helt modsat af, hvordan vi tidligere har set det.«

I maj måned skal der været parlamentsvalg i den sydlige del, hvorfor det bliver svært at skabe gennembrud før til juni, siger Hubert Faustmann. Selv om han mener, at chancerne for, at freden lykkes, aldrig har været bedre, forholder han sig afventende til, om parterne nu også opnår enighed.

»En stor del af forhandlingerne er hemmelige, så officielt ved ingen, hvor langt vi er. Alligevel mener jeg, ud fra hvad jeg erfarer, at forhandlingerne lige nu er kørt fast. Det handler om, at man nu er kommet til de hårdeste emner: spørgsmålet om kompensation for tabte ejendomme, der på begge sider udgør de største hindringer. Det er de sidste 10 procent af forhandlingsmassen, men det er nu engang de afgørende 10 procent.«

Regningen for at udbetale erstatninger kan i sidste ende løbe op i størrelsesordenen 25 mia. euro, der i så fald skal komme fra internationale partnere, men det er ren ønsketænkning, mener Hubert Faustmann:

»Det er helt urealistisk, og derfor holder disse fremskridt i forhandlingerne egentlig kun så længe, man kan finde pengene fra partnere som IMF eller EU. Og selv om mange udefra naturligvis gerne vil støtte permanente fredstiltag i en urolig region, vil det slet ikke være på det niveau.«

Spørger man den Cypern-baserede økonom Fiona Mullen, skal Cypern være mere end tilfredse, hvis de kan skaffe omkring fem milliarder euro fra internationale pengegivere, og det kan ske i form af lån, der kan betales af med indtægter fra de naturgasfund, der er gjort i farvandet syd for Cypern.

»Kunne gassen tilmed flyde i retning af Tyrkiet, kunne det også indgå som en strategisk gevinst for Tyrkiet, der derfor nemmere ville kunne motiveres til at sige ja til en Cypern-aftale,« siger hun til Information i Nicosia.

Ngo’eren Kyriakos Pachoulides håber at en fredsaftale allerede senere i år kan sendes til folkeafstemning på begge sider af grænsen.

»Der er to grundlæggende synspunkter – det ene er ønsket om at befri ens land og finde fred. Det er det politisk korrekte svar. Det andet er at acceptere delingen som permanent. Det synspunkt finder man ikke særlig ofte i det offentlige rum, men man hører det langt oftere under private samtaler. Jeg håber, at vi kan føre en offentlig debat, så begge synspunkter kommer frem, ellers får vi en skævvredet kampagne, hvor vi ikke kan tale åbent om positionerne,« siger han.

Unge mest afvisende

En af vennerne, der også er aktiv i Home for Cooperation, er Marios Epaminondas, der arbejder i undervisningsministeriet i syd. Han har arbejdet på at indføre en mere afbalanceret fortælling om Cyperns smertefulde moderne historie i folkeskolerne, sammen med kolleger i nord: »På Sydcypern er fortællingen, at man længes efter at vende tilbage til det fortabte land, mens man på Nordcypern er blevet fortalt, at man kan glemme alt om at vende tilbage til huset sydpå og hellere skal koncentrere sig om finde sig tilrette i sit nye hjem.«

Marios Epaminondas’ familie flygtede selv sydpå, da han var ét år gammel, og han er ikke så bekymret for en afstemning, når han ser på den ældre generation, mens de unge oftest har mere firkantede holdninger.

»Bekymrende undersøgelser viser, at mange af de ældre har affundet sig med deres nye hjem, at de personligt kender tyrkisktalende som nuancerede mennesker, mens en del unge, der aldrig har kendt det gamle hjem i nord, typisk er mere firkantede og stejle over for de tyrkisktalende, fordi de ikke har prøvet at leve sammen med dem.«

Kyriakos Pachoulides mener, at det også kan blive et tab, at sige farvel til den evige strid mellem nord og syd.

»Vi er vant til at se livet her, som en konstant strid mellem de tyrkisk- og de græsktalende. Men dagen efter, at vi får en aftale, får vi et system, der fordrer samarbejde. Der er derfor behov for at ændre sit syn grundlæggende.«

Han mener, at befolkningerne meget grundigt skal have forklaret, hvad en kommende aftale står for, og at det vil være svært at gøre alle tilfredse. For der er personer i nord, der vil miste privilegier, fordi de bor i huse, der blev forladt, da krigen sendte folk på flugt.

»Hvis de føler sig mere trygge uden en permanent løsning, så er der ikke meget man kan gøre ved det.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Soll Sunde

Fingers crossed for at det lykkes for cyprioterne at få genforenet øen.

Det er klart, at spørgsmålet om kompensation for tabt ejendom er af stor betydning - og vi andre må til lommen - men hvis cyprioterne drømmer € 25 mia, så bliver de nok skuffede.
Men hvad så end beløbet ender med at blive, burde vi i EU kunne klare betalingen uden IMF. Det hører sig ikke til, at resten af verden skal betale for at løse vore problemer.

IMF har rigeligt at bruge pengene til i den 3. verden.

Michael Kongstad Nielsen

Det var de velhavende græsk-cypriotere, der afviste Annan-planen.
Senere blev de fældet af bankskandaler.
Cypern skulle aldrig have været optaget i EU, før helingen var var sket.