Håbet om en ny grønlandsk vækkelse

Grønland er et forbillede. Den pointe er vigtig at holde fast i for studenterformand Vivi Vold, som sammen med sin organisation i stigende grad er begyndt at blande sig i politik. Den samme pointe bruger hun til at forklare, hvorfor Grønland bliver nødt til at kigge ud over København, hvis grønlænderne vil tage ansvar for eget land
Hvor det politiske liv har gennemgået en stor udvikling siden Hjemmestyrets indførelse i 1979, mener den grønlandske studenterformand Vivi Vold, at det er, som om hjemtagelsen af grønlandske samfundsforhold er gået hen over hovedet på embedsværket i Grønland, hvor der stadig er langt flest etniske danskere og dansksprogede grønlændere. 

Hvor det politiske liv har gennemgået en stor udvikling siden Hjemmestyrets indførelse i 1979, mener den grønlandske studenterformand Vivi Vold, at det er, som om hjemtagelsen af grønlandske samfundsforhold er gået hen over hovedet på embedsværket i Grønland, hvor der stadig er langt flest etniske danskere og dansksprogede grønlændere. 

ANDREW TESTA

Udland
28. april 2016

Når studenterformand Vivi Vold taler om, hvad hun håber for Grønland, og hvad hun ønsker at skabe med sin studenterorganisation, drager hun paralleller til den store politiske vækkelse, Grønland oplevede i 1970’erne, i årene inden Hjemmestyret.

»Der var nærmest revolution. Her er vi i en anden tid, men vi kan også stille krav. Jeg vil gerne være med til at vække den forståelse, at vi kan gøre tingene anderledes, at vi også har en stemme,« siger hun.

– Taler du om en ny revolution?

»Min hensigt er ikke at sprede splid. Jeg vil ikke på nogen måde have danskerne ud. Min hensigt er at vække en nysgerrighed for, hvad det så er, vi vil. Vi må selv tage ansvar for vores eget land, og der mener jeg, der er nogle ting, vi må ændre på.«

Vivi Vold tager imod i sin kollegielejlighed i Nuuk en søndag aften, efter hendes børn på seks og ni år er lagt i seng. Det blev lidt sent, børnene kunne godt mærke, der skulle ske noget, så de var svære at lægge i dag.

Vi sætter os ved et langbord af barkede planker, hvor hun byder på hjemmelavede kanelsnegle med hvid glasur, som hendes børn har lavet. På væggen kører et enormt fladskærmsfjernsyn uden lyd.

Efter planen bliver den 34-årige studerende til sommer bachelor i kultur- og samfundshistorie ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, og så har hun siden maj sidste år været formand for studenterorganisationen Ili Ili, der i stigende grad gør sig gældende i den politiske debat, også ud over uddannelsespolitikken.

Et andet udblik

Mange grønlændere er medlem af et politisk parti, men at flere igen blander sig i samfundsdebatten er relativt nyt. Ifølge flere samfundsdebattører hænger det muligvis sammen med det trods alt stigende uddannelsesniveau, hvor flere og flere har studeret på universitetet og lært at sætte spørgsmålstegn ved det bestående. Den udvikling har Vivi Vold i høj grad selv observeret.

»Når man bliver uddannet, får man viden, og viden er magt. Så jo mere viden der er i samfundet, jo mere kan man også se, hvad der er forkert. Man kan sætte sig selv ud over sit eget lille samfund og se det i perspektiv til andre.«

Vivi Vold stillede selv op til formand med vægt på at styrke det internationale samarbejde med andre oprindelige folk som eksempelvis inuitter i Canada og samere i Finland.

»De oprindelige folk har måske ikke den samme historie, men vi har oplevet noget af den samme kolonialisering, og i dag kæmper vi med nogle af de samme spørgsmål i forhold til vores rettigheder, der er blevet overtrådt i en eller anden grad.«

Ideen er, at det nogle gange giver bedre mening at kigge mod andre steder i verden, når man skal udvikle det grønlandske samfund, end at kigge mod København.

»Samarbejdet med EU og Danmark, og nu repræsentationen i Washington, er en stor hjælp, og jeg vil slet ikke cutte det af. Det er det, som mange misforstår og er bange for i den debat. Men der er nogle udfordringer, som vi kun kan løse ved at kigge andre steder hen, hvor man har lignende udfordringer.«

Det handler om i højere grad at få samfundet til at afspejle folkets vilje og værdier, mener Vivi Vold og peger på sproget som eksempel.

Interviewet foregår på dansk, andet har aldrig været på tale. Vivi Vold er selv tosproget og har nemmest ved at tale dansk. Hvis ikke hun mestrede det flydende, ville hun aldrig være kommet så langt i uddannelsessystemet.

Men landets officielle sprog er grønlandsk. Til irritation for nogle står mange ting som vejskilte også stadig på dansk. I virkeligheden gælder det om at bevare begge dele, så man eksempelvis også bevarer de uddannelses- og jobmuligheder i Skandinavien, som det danske sprog giver, siger Vivi Vold.

»Vi er i en proces, hvor det grønlandske prioriteres mere og mere, og hvor vi måske ikke er nået helt i mål endnu. Vi skal ikke glemme, hvor vi var, og jeg vil ikke skære det danske væk. Men jeg vil gerne prioritere det grønlandske sprog. Det har jeg også ret til. Det er min ret. I forhold til oprindelige folks rettigheder, er selvbestemmelse også eget sprog.«

Et glemt tabu

Vivi Vold er født i Nuuk, datter af en norsk far og en mor fra Grønlands sydligste bygd, Nasarmijit. Hun har en baggrund inden for IT og multimedier, og en del af sit arbejdsliv har hun tilbragt i Aarhus, hvor hun lavede projekter for udsatte grønlændere på Kofoeds Skole.

Efter arbejde var hun med til at stifte en forening, Iserfik Nutaaq, som er grønlandsk for ’et nyt sted at komme ind til’. Der skulle være et sted, hvor familier og andre grønlændere kunne mødes og være sammen uden alkohol, og det fandtes ikke før, fortæller Vivi Vold.

Det var her, hun indså, at hvis hun skulle gøre en forskel for Grønland og grønlændere, var hun nødt til at tage tilbage og uddanne sig og tage fat på det helt grundlæggende i systemet.

Læs også: Måske skal de blive i bygden

»Grønland er et af de lande, der nyder stor respekt fra andre lande med oprindelige folk. Vi er sådan næsten selvstændige. Vi er dem, de venter på, ’hvornår bliver de det så helt’.«

Men hvor det politiske liv har gennemgået en stor udvikling siden Hjemmestyrets indførelse i 1979, mener Vivi Vold, at det er, som om hjemtagelsen af grønlandske samfundsforhold er gået hen over hovedet på embedsværket i Grønland, hvor der stadig er langt flest etniske danskere og dansksprogede grønlændere.

»Det er gået i glemmebogen og er lidt tabu. Jeg tør næsten ikke sige det højt, fordi man hurtigt bliver sat i bås som racist. Som om man ikke kan lide dansktalende grønlændere. Det har ikke noget med det at gøre. Men jeg synes, at nogle ting kan gøre anderledes i centraladministrationen.«

Tidligere har professor Minik Rosing på samme måde luftet tanken om, at man måske ikke behøver at bevare det administrative Grønland i det danske forbillede, som det er skabt efter, da de faktiske forhold adskiller sig væsentligt.

Vivi Vold har ingen konkrete svar på, hvad der skal laves om, men man bliver nødt til at diskutere det på tværs af de mange forskellige måder at leve på, der findes på Grønlands tusinder af kvadratkilometer.

»Nogle gange tror vi, at vi er de eneste, der har det sådan her. Men hvis vi kigger ud over verden, er der mange oprindelige folk med mange forskellige aftaler som commonwealth og free association. Det skal vi i større grad diskutere. Jeg har ikke en formel, så ville det bare være min måde at gøre det på. Vi er så mangfoldigt et land, selv om vi er så få mennesker, så det er vigtigt at høre befolkningen.«

Et nyt håb

Borgerinddragelse har i forvejen været et varmt emne i Grønland, når det eksempelvis kommer til uranudvinding i Sydgrønland. Men det får et element af skindemokrati, når man skærer beslutningen ned til et ’ja’ eller ’nej’ til uran, mener Vivi Vold. I stedet burde man starte diskussionen på et andet plan.

»Når borgerinddragelsen sker så langt nede i beslutningsprocessen, så fokuserer man slet ikke på de andre muligheder, der måtte være. På hvordan vi generelt kan udvikle Sydgrønland. I stedet bliver det kogt ned til, at hvis vi skal overleve, så skal vi gøre sådan.«

Med Vivi Volds ord har Grønland enormt mange udfordringer, men også enormt mange ressourcer på andre områder. Det handler om at bringe dem i spil. Som eksempel nævner hun et projekt af Minik Rosing og tidligere selvstyreformand Kuupik Kleist, Greenland Perspective, hvor det blandt andet gælder om at anerkende den viden, folk har allerede, selv om de måske ikke har uddannelsespapirer på det.

»Mange har en stor grundlæggende viden om de lokale forhold, som kan være vigtigt i forhold til turisme. Hvordan vejret er, kan man tage ud nu? Nogle har viden om at ordne en sæl for nu at sige det meget karikeret. Men der er vores system igen nærmest kopieret fra det danske, og ikke helt bygget ud fra vores eget samfund, så vi ikke kan passe folks kvalifikationer ned i de her givne kasser.«

En del af øvelsen er også at gøre det klart for folk, at Grønland er et land, som andre oprindelige folk ser op til. At man allerede er kommet langt, og at nye landvindinger i den grønlandske udvikling ikke kun vil komme det grønlandske folk til gode.

»Jeg tænker, at andre folk for fremtiden vil kunne bruge den viden fra os. Vi vil blive anerkendt meget, når vi indser, hvor ressourcestærke vi også er. Vi har så mange udfordringer, vi er et af de lande med flest selvmord i verden. Det er jo virkeligt triste tal. Det er noget, som jeg personligt er berørt af hvert år, næsten hver måned. Så er der nogle, der kender nogle. Men det er som om, det fylder så meget, at vi faktisk underkender, hvor meget vi har af viden og ressourcer. For det er det, der skal løse det andet.«

Grønland leder efter svar

Råstofpengene kom aldrig og rettede op på Grønlands skrantende økonomi. Nu står det mere klart end nogensinde, at landets største ressource er de mennesker, der bor der. I denne serie møder Information grønlandske unge, der på hver deres plan har taget stilling til deres egen og Grønlands fremtid.

Information var i Grønland 10.-19. november. Turen var støttet af Nordisk Råds Journaliststipendium.

Seneste artikler

  • Et nyt håb på Grønlands ’bagside’?

    17. maj 2016
    Bygden Kulusuk har som resten af Grønland store potentialer: Østkystens bedste skole, egen lufthavn og daglige afgange til Island. Så hvorfor er det, at næsten ingen af de lokale forsøger at tjene penge på turisterne?
  • Måske skal de blive i bygden

    12. marts 2016
    Et nyt uddannelsesprojekt skulle skubbe Grønlands unge videre i deres liv og ud af bygderne. To et halvt år efter, Information besøgte Attu, er 26-årige Karina Karlsen og 24-årige Nuka-Dorthe Wæver vendt tilbage til bygden. De har aldrig tænkt sig at forlade den igen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her