Nyhed
Læsetid: 4 min.

Hollands ’nee’ er en begmand til EU-eliten – og til Ukraine

Et klart flertal blandt den beskedne minoritet af hollændere, der stemte, sagde nej til EU’s associeringsaftale. Det giver medvind til EU-modstandere, vurderer iagttagere – men også anledning til kritik og selvransagelse i Ukraine
Ukraines præsident Petro Porosjenko siger, at hans land vil at fortsætte med at tilnærme sig EU trods det hollandske nej.

Yves Logghe

Udland
8. april 2016

I EU’s gemakker i Bruxelles og i regeringskontoret i Haag er man ikke i tvivl: Det hollandske nee til EU’s associeringsaftale er endnu en skidt nyhed for Europa – efter det danske nej i december til at ophæve retsforbeholdet – og en køn suppedas for den hollandske regering.

At kravet om en stemmeprocent på over 30 for at afstemningen kunne være gyldig kun blev nået marginalt med 32,2 procent (hvoraf 61 procent stemte nej), og at der kun var tale om en vejledende afstemning, er kun en ringe trøst.

Og at aftalen allerede er implementeret per 1. januar 2016 – officielt dog kun »provisorisk« – efter enstemmig vedtagelse blandt de 28 EU-lande og med majoritet i Europa-Parlamentet, kan heller ikke fjerne de bekymrede miner.

Bekymringen retter sig dels imod en mulig afsmittende virkning på Brexit-afstemningen – Storbritanniens folkeafstemning den 23. juni om mulig udtræden af unionen.

Men også forholdet til Rusland kan blive påvirket, og mange kommentatorer hæfter sig ved, at Kreml, som er lidenskabelig modstander af aftalen mellem Kijev og Bruxelles, har udråbt udfaldet af hollændernes afstemning til en symbolsk sejr for Vladimir Putin.

Mere begejstrede reaktioner er der forventeligt fra de britiske EU-modstandere. I forvejen var den hollandske folkeafstemning – det medgiver dens initiativtager, den EU-fjendtlige borgergruppe GeenStijl – langt mere motiveret af at give en begmand til EU end af ønsket om at afspore en tættere ukrainsk tilknytning til unionen.

UKIP-partileder Nigel Farage twittede således et »Hooray« og udlægger det hollandske nej som begyndelsen til et større folkeligt europæisk nej til EU. GeenStijl har da også tilbudt af bistå Farage og den øvrige britiske nejfløj i deres kampagne for et Brexit. Også den hollandske højrepopulist, Geert Wilders gnider sig i hænderne: »Denne trodsighed over for eliterne i Bruxelles og Haag kan blive begyndelsen til enden for EU.«

Ligeledes fryder Marine Le Pen, leder af det franske højrepopulistiske Front National, sig over »endnu et skridt imod et Fædrelandenes Europa«.

Stor betydning for Ukraine

En officiel stillingtagen til, hvad man vil stille op med nej’et, foreligger endnu ikke, men premierminister Mark Rutte indrømmer, at hans regering, der havde ført kampagne for et ja, nu ikke bare uden videre kan gå videre med ratificeringen af associeringsaftalen, hvis provisoriske gyldighed ikke blot kan forlænges på ubestemt tid. Ratificerer Haag ikke, kan Holland blive indklaget for Den Europæiske Unions Domstol.

Donald Tusk, præsidenten for Det Europæiske Råd, tager de hollandske vælgeres afgørelse »til efterretning« og vil tage kontakt til Rutte for »at høre hvilke konklusioner, hans regering vil drage, og hvad hans videre intentioner er«.

Aarron Matta, forsker ved tænketanken Hague Institute for Global Justice, vurderer i avisen Le Monde, at Rutte enten kan forsøge at forhandle sig frem til en undtagelsesprotokol, der fritager Holland fra at honorere dele af associeringsaftalen, eller forsøge at få tilføjet nye bestemmelser til denne, der imødekommer nej-lejren, f.eks. en skærpet indsats mod korruption.

Men hvad med Ukraine, hvis ‘Euromaidan-opstand’ i vinteren 2013-14 jo netop var affødt af bred folkelig misnøje med den daværende præsident Viktor Janukovitjs nej til associeringsaftalen?

Over 100 ukrainere gik trods alt i døden ‘for Europa’, som det blev hævdet af eurofile ukrainske kommentatorer og vestlige tilhængere af tilnærmelsen til Ukraine. Hvad angår Ukraines præsident, Petro Porosjenko, så siger han, at hans land agter at fortsætte med at tilnærme sig EU på trods af den hollandske folkeafstemning.

En personlig anklage

Associeringsaftalen skal efter planen knytte Ukraine tættere til EU både politisk og økonomisk, blandt andet i form af en omfattende frihandelsaftale. Samtidig indeholder aftalen tidsplaner for en stribe demokratiske reformer i Ukraine og stiller ukrainerne visumfri adgang til EU i udsigt.

Men i ukrainsk offentlighed tager ikke alle den hollandske afvisning med samme knusende ro. I Kiyv Post skriver kommentator Leonid Bershidsky:

»Det er for let at afvise den hollandske afstemning om Ukraines associeringsaftale med, at det bare var endnu et tegn på en minoritets ubehag ved det europæiske projekt. Afstemningen har større betydning end som så, især for Ukraine. Vores vaklende stat har ikke været i stand til at mobilisere støtte blandt almindelige europæere, og det har vi kun os selv at takke for.«

Bershidsky, der er stærkt kritisk over for demokratiseringsprocessen og de beskedne fremskridt i korruptionsbekæmpelsen i sit hjemland, skriver videre:

»Det ville være for let at sige, at hollænderne ikke kender til eller ikke bekymrer sig for Ukraine. I juli 2014, da et malaysisk passagerfly blev skudt ned i Østukraine, efter alt at dømme af prorussiske rebeller, var de 193 af de omkomne hollændere. Det er en af de største tragedier i nyere hollandsk historie, så hollænderne ved udmærket, hvad der foregår i det ukrainske samfund i dag.«

På linje med Bershidsky ligger Mustafa Nayyem, en proeuroæisk ukrainsk parlamentariker, der tolker resultatet som en »personlig anklage mod Porosjenko«:

»Dette er en anklage mod en præsident, som skønt han har alle de magtbeføjelser, forfatningen giver ham, igennem to år systematisk har foretrukket at vende sig mod fortiden fremfor mod fremtiden. Som imod befolkningens ønsker og sine egne erklærede slagord har foretrukket elite-oligarker som sine partnere – ikke civilsamfundet og den nye generation.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er perverst og et slet skjult forsøg på manipulation af befolkningen, at kalde det hollandske nej til associeringsaftalen med Ukraine, for en sejr til Putin.
Derimod bør nejet opfattes som en svær kritik af den arrogante, aggressive og stupide vest-europæiske vrangforestilling, der uden nogen som helst sans for strategi, den prækære geopolitiske virkelighed i Europa eller et totalt splittet Ukraine, har ønsket at forhaste en udvidelse af egne markeder og indflydelsessfærer igennem.

Det er noget lort at være nabo til en vred og skræmt bjørn. Men idiotisk, udover en hver rimelig grænse, at tirre bjørnen ved hver given lejlighed.

VÅGN NU OP !!!

Vi har ikke brug for mere konflikt på dette anstrengte kontinent. Lad ukrainere og russere komme til os i eget tempo. Det er jo ikke tvivl om bevægelsen, den er bare begrænset af betydelig social og ideologisk inerti.

Anders Barfod, Torben Selch, Jacob Jensen, Aksel Gasbjerg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Kasper Kjær

"Lad ukrainere og russere komme til os i eget tempo. "

Nu var det Ukraine, der i sin tid bad om en frihandelsaftale med EU, hvilket EU imødekom til Putins raseri - med alle de forfærdelige følger i Krim og Østukraine.

Så det er Ukraine, der sætter tempoet - også da Janukovitj pludselig aflyste ratificeringen i 2014.

Det ville da være meget nemmere for os, hvis de resterende Østeuropæiske lande bare gjorde som Hvide Rusland og Armenien; nemlig føjer sig under Putin.
EU har så rigeligt med problemer at slås med allerede.

Men hvis et europæisk land tør udsætte sig for Ruslands vrede ved at bede om en frihandelsaftale med EU - og på langt sigt optagelse - så bør vi imødekomme anmodningen, også selv om Putin bliver noget så rasende.

Klaus Carsten Pedersen

Lad os lige holde fast i, at det var 20 procent af de hollandske vælgere, der i en vejledende folkeafstemning sagde nej til Ukraine. Man bør vist holde sig fra meget vidtgående konklusioner.

Er i øvrigt fuldkommen enig med Torben Lindegaard.

Trond Meiring

Undskyld, men hvordan bliver 20% af vælgerne til et flertal? Menes der stemmeberettigede?
Hvor lav deltagelse skal der være, for at et valgresultat vurderes illegitimt?

Niels Duus Nielsen

Trond Meiring, i den pågældende afstemning skulle der møde mindst 30% af de stemmeberettigede op. Og det gjorde der lige akkurat, og to tredjedele af dem stemte nej.

De 70%, der blev hjemme, var vel ligeglade. Ellers var de vel mødt frem?

Eller skal den lave valgdeltagelse ses som en protest? I så fald, mod hvad?

Jeg gætter på at hollænderne lider af politikerlede, og at de føler, at de alligevel ikke har nogen indflydelse, selv om de lever i et såkaldt demokrati.

Torben Lindegaard,
En korrupt regering i et splittet Ukraine kan næppe tilskrives den autoritet du henviser til.
Ukraine har været dybt splittet mellem øst og vest, længe før Maidan.

Forført af drømme og løfter om hurtigt vækst og udvikling ved tættere associering til EU, glemte de ukrainske politikere 1) at store dele af befolkning i øst-Ukraine slet ikke støtter denne bevægelse. 2) at Krim udgjorde et uoverskueligt grundlag for konflikt med Rusland. 3) at Rusland er en stor skræmt bjørn man ikke skal forvente det store rationelle overblik fra. 4) at borgfreden siden 89 netop har været baseret på en uformel aftale om ikke presse østlandene til store skridt væk fra Rusland.

Jeg siger ikke at dette er rimeligt. Hverken overfor vestligt orienterede slavere eller den ønskede europæiske udvikling. Det var en nødvendig tilpasning til forskelligheder for at undgå nye konflikter i Europa.
Denne nye aggressive stil blev til fordi man mærkede at Rusland var i knæ og forestillede sig at det kunne presses igennem.
Naivt, helt ufatteligt naivt!

Rusland har været udsat for Vestens fordømmelser i 100 år. Russerne forstår det ikke, men trækker på skulderen. Vil til enhver tid gerne række Europæerne en hånd, men det mås vi ikke for det siger USA.
Uanset om Rusland er med eller ikke med - får de skylden. Nu hænger EU på Ukraine, selv om næppe mange normale borgere i EU har lyst til en 10-15 millioner nye jobsøgende - og det skal Rusland så have skylden for. Iøvrigt en vestlig Ukrainsk befolkning hvor omkring 15-20% tilhører tilhængere fascistiske grupperinger - i større og mindre grad af gruopvækkende manifestationer som ikke lader nazismen noget at høre.
Ala den her.. hvorfor ikke skyde en skole i smadder.. bare for sjov og uden anledning.
https://www.facebook.com/inter.video.ru/videos/1710845715852499/

Torben Lindegaard

@Kasper Kjær

"at borgfreden siden 89 netop har været baseret på en uformel aftale om ikke presse østlandene til store skridt væk fra Rusland."

Der er ingen - ingen overhovedet - der presser Ukraine væk fra Rusland.

Ukraine anmodede om forhandling af en frihandelsaftale, hvilket blev imødekommet.
Ukraine ønskede så ikke at ratificere den færdige aftale, så den faldt bort.

Efterfølgende har Ukraine så anmodet om fornyede forhandlinger og en frihandelsaftale er provisorisk trådt i kraft pr. 1.1.2016.
Aftalen er blevet godkendt i 27 EU lande; men forkastet i Holland.

Dette er den nøgne historie med bl. a. et uhyggeligt stort antal dødsfald udeladt.

Pokker ved hvad, der nu skal ske.

Men det er altså ikke EU, der presser Ukraine til noget som helst.

Torben Selch, det du skriver om Ukraine mht. facist grupperinger kunne lige så være skrevet om Rusland. Rusland har haft alle alle muligheder for at hjælpe Ukraine på rette spor, siden start 90'erne, men har ikke gjort det. I stedet har Rusland givet Ukraine korruption, oligarker, facisme og økonomisk støttet de præsidentkandidater der er prorussiske.

Torben Lindegaard

@Niels Nielsen

"Jeg gætter på at hollænderne lider af politikerlede, og at de føler, at de alligevel ikke har nogen indflydelse, selv om de lever i et såkaldt demokrati."

Det er måske forklaringen.

I hvert fald argumenterer Anders Vistisen, EP fra DF, på samme linie i sin blog i JP d. 7.4. med overskriften "Endnu en kæmpe fuckfinger til EU":

http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/andersvistisen/ECE8564564/endnu-en...

Geen Peil har i hvert fald fået smæk for skillingen - hold da helt op.

Jeg kan godt se komikken i fuckfingeren til EU-parnasset; men jeg indrømmer, at jeg er mest bekymret over den fuckfinger, vi giver Ukraine.

Niels Duus Nielsen

Torben Lindegaard, min bekymring gælder eroderingen af det parlamentariske styres folkelige opbakning. Jeg er selv ramt af en ubeskrivelig politikerlede, og har fuld forståelse for alle de medborgere, der er trætte af løgn, bedrag og misinformation fra "folkets repræsentanter".

Men samtidig har jeg en vis historisk indsigt, der siger mig, at det kan gå hen og blive ganske farligt med al denne politikerlede. Hvis alle blot var trætte af de samme politikere, som jeg er, ville det jo ikke være noget problem, men befolkningen har delt sig i to (tre) lejre: En rabiat højrefløj og en rabiat venstrefløj, der ikke kan blive enige om ret meget andet end at give de moderate centrumsøgende kræfter (den tredje, stadig mindre lejr) en begmand, og så for resten af pengene bekriger hinanden.

Det er vigtigt at give fuckfingeren til EU-parnasset, men det er farligt, hvis vi i processen giver fuckfingeren til det parlamentariske system. I stedet for at svække det, burde vi styrke det, men det er svært at oparbejde den store entusiasme for "folkestyret", når de mennesker, der reelt styrer, i alt hvad de gør giver fuckfingeren til folket.

Og nej, jeg har ikke de viises sten, men det har Lars Lokke Rasmussen og verdens måske mest stupide parti ved grød heller ikke, tværtimod.

"Ned med den her slags ting"

https://www.information.dk/moti/2016/04/billedsprog-slags-ting