Læsetid: 9 min.

Indiens rugemoderindustri omsætter for milliarder

Den indiske regering forsøger at begrænse brugen af rugemødre til indiske par – men branchen er stort set ureguleret, og for Indiens fattige kvinder, der i nogle tilfælde tvinges af mænd eller alfonser, er der store penge at tjene ved at udleje sin livmoder
En sygeplejerske undersøger en rugemor på en klinik i Indien. Godt 12.000 udlændinge kommer til Indien hvert år for at finde surrogatmødre, en stor del af dem fra Europa. 
 Arkiv

Allison Joyce

14. april 2016

I Ahmedabad, Gujarat, er min chauffør på udkig efter en af ​​byens IVF-klinikker. Kort efter at vi er drejet af fra den travle hovedvej, får jeg øje på et skilt på en smuldrende væg: »Reagensglas-babyer«, står der.

Jeg går op ad en beskidt trappeopgang og ind i et lille mørkt receptionsområde. I et tilstødende værelse står opstillet en hospitalsbåre, og bag den er der hylder, som er fulde af petriskåle af metal, pincetter og kanyler.

Dr. Rana* fører mig ind i sit vinduesløse kontor. Endnu før vi når at sætte os, fortæller han mig om de seneste ændringer i Indiens rugemoder-politik.

I oktober sidste år gav den indiske regering alle landets fertilitetsklinikker ordre til at indstille alle surrogatæg-oplægninger til udlændinge – et skridt, der sker som opfølgning på en ny lov, der begrænser brugen af rugemødre til indiske par – eller i det mindste par, hvor mindst den ene ansøger har indisk pas og opholdstilladelse.

Da dr. Rana har konstateret, at hverken jeg selv eller den kvinde ved min side, der giver sig ud for at være min mands søster, ejer et indisk pas, råder han mig til at tage til Thailand.

»Det koster ganske vist det dobbelte af den pris, du skal betale her,« siger Rana, »men så får du også mulighed for kønsudvælgelse. Derfor får de mange kunder fra Indien.«

Efter at have hørt adskillige historier om, hvor helt almindeligt det er blevet at outsource graviditet og reproduktion, er jeg taget til Indien for at undersøge landets ’lej en livmoder’-industri.

Som feminist og aktivist i kampen mod sexmisbrug af kvinder og især sexhandel har jeg svært ved ikke at føle kvalme over den blotte idé om at at leje sin livmoder ud.

Mens jeg sidder her på klinikken, ser jeg flere velklædte kvinder blandt de klienter, der ønsker adgang til dens fertilitetstjenester. Men alt, hvad jeg kan tænke på, er, hvor desperat en kvinde må være for at tage penge for at bære andre mennerskers barn i sin mave.

Jeg ved fra andre aktivister mod livmoderhandel, at mange rugemødre tvinges ud i at blive det af deres voldelige ægtemænd eller alfonser. Når jeg ser den smilende receptionist udfylde formularer på vegne af de par, der afgiver deres bestilling, spekulererer jeg på, hvor stor elendighed og hvor megen smerte, de kvinder, som er reduceret til at være en ren foster-container, må opleve.

Stigmatisering er sjældent et problem for dem, der outsourcer graviditet til fattige, desperate kvinder i Indien. For rugemødre er den et generelt vilkår. Mange vælger at forlade hjemmet under deres graviditet, da det ikke ses som en respektabel måde at tjene penge på, især hvis de kommer Indiens landdistrikter.

Ulovligt i mange lande

Kommerciel rugemodervirksomhed er ulovlig i mange lande – Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien blandt dem. I Indien derimod er dette forretningsområde – opbygget omkring et køns-, race- og klassehierarki – ikke blot lovligt, men skønnes også at omsætte for over 1 milliard dollars om året.

Rugemødre får udbetalt, hvad der svarer til godt 45.000 kr. for at udleje deres livmoder på denne særlige klinik – en enorm sum i et land, hvor den gennemsnitlige månedsløn i 2012 lå på 215 dollars (omkring 1.400 kr.) og en femtedel af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse.

Klinikkerne kan tjene op til, hvad der svarer til 180.000 på bestillinger fra par, der vil være forældre.

Mens rugemødre i reglen kommer fra fattige kår, udvælges de æg, der skal implanteres, som oftest fra kvinder, der er høtuddannede, ikke over 25 og screenet for arvelige sygdomme.

Alle surrogatmødre, der passerer igennem disse klinikker, får at vide, hvad og hvornår du skal spise og drikke og overvåges med henblik på at sikre, at de tager deres medicin og holder deres personlige hygiejne.

De får endog mulighed for at bo i et ’bofællesskab’, sponseret af flere fertilitetsklinikker, hvor op til 10 surrogatmødre kan bo, så længe deres graviditet forløber.

Jeg beslutter at besøge fire klinikker i Gujarat, en af ​​Indiens mest religiøse stater og kendt som højborgen for landets rugemodervirksomhed. Jeg udgiver mig for at være kvinde, der er interesseret i at hyre en rugemor og en ægdonor, for at få adgang til de mennesker, der leverer disse tjenester.

Mit mål er, at jeg bliver i stand til at tale ud fra erfaringer om de menneskerettighedsovergreb, der følger af denne praksis, så jeg kan engagere mig desto stærkere i den internationale kampagne for at afskaffe den.

Jeg får at vide det er almindelig praksis at opsætte embryoner i to eller flere rugemødre og gennemføre aborter, hvis mere end én graviditet sætter ind. Tilsvarende gælder, at hvis flere embryoner implanteres i samme rugemoder med multipel graviditet til følge, vil de uønskede fostre ofte blive aborteret.

Godt 12.000 udlændinge kommer til Indien hvert år for at finde surrogatmødre, en stor del af dem fra Europa.

Den anden klinik, jeg besøger, ligger i et roligt kvarter i en forstad til Ahmedabad, den største by i staten.

Efter at have talt med receptionisten, bliver jeg introduceret for en administrator, der tager min coverhistorie for gode varer. Jeg fortæller hende, at jeg ønsker at få adgang til rugemødre- og ægdonationstjenester, og hun fortæller mig, at de »gør alt dette«.

Jeg spørger, om rugemødrene bor på et herberg under graviditeten, som jeg har set på tv derhjemme, og hun ryster på hovedet. Jeg får at vide, at jeg godt kan betale for at få min rugemoder indkvarteret i ni måneder, men »hvis jeg vil spare penge«, kan jeg også bare sende hende hjem.

I hver af de klinikker, jeg besøger, spørger jeg, hvor meget rugemødrene er betalt. Ingen ville give mig et nøjagtigt tal, men en læge fortalte mig, at kvinder tjener seks års indtægt for ni måneders arbejde.

Via anonym donor

Klokken 23, dagen før diwali, den gamle hinduistiske lysfestival, er der travl aktivitet på den klinik, jeg besøger. Flere kvinder søger om at blive rugemødre – nogle af dem er tilsyneladende analfabeter, for de beder receptionisten om at udfylde formularer for dem.

Andre er velklædte, smilende, og ledsaget af deres mænd, imens de venter på, at det bliver deres tur. Mindst 150 kvinder søger hver måned adgang til IVF-behandling på denne klinik.

Jeg spørger, om klinikken kan gøre noget for mig.

»På grund af menneskerettighederne vil regeringen nu lukke rugemodertjenester. Måske er det, fordi børnene ikke bliver behandlet godt,« siger en af ​​lægerne.

Jeg har aldrig tidligere hørt om tilfælde af rugemoderfødte børn, der skulle blive omsorgssvigtet af de forældre, der har bestilt og betalt for dem, men der har været tilfælde, hvor børn er blevet forladt og efterladt i Indien hos deres biologiske mor. I 2012 efterlod et australsk par den ene af ​​de tvillinger, som en indisk rugemor havde født til dem – efter sigende fordi de ikke havde råd til at opfostre to børn.

Den næste morgen har jeg et aftalt et rådgivende møde på en tredje klinik med Dr. Mehta *.

Efter at have udfyldt adskillige formularer med spørgsmål om min infertilitetshistorik, betaler jeg mine 1.500 rupees (150 kr.) for en konsultation.

Jeg fortæller Mehta, at min ven Lisa, som jeg rejser sammen med, er af indisk oprindelse og vil være klar til at stå som den forælder, der formelt afgiver bestillingen og derefter afleverer barnet til mig. Jeg forhører mig om ægdonation, og om hvordan jeg skal vælge min donor.

»Ægdonation foregår via en anonym donor. Du kan angive dine præferencer, såsom højde og hårfarve, men du bliver nødt til at stole på os,« siger Mehta. »Donoren får ikke at vide, til hvem hendes æg er givet, og du får ikke at vide, hvis æg de er. Rugemoderen derimod kommer du til at møde. Vi viser dig et katalog, og så kan du selv udvælge hende derfra.«

Alle de fire læger, jeg møder i Gujarat fortæller mig, at det vil være skidt for kvinderne, hvis de skal indkvarteres og fjernes fra deres eget hjem i graviditetsperioden, men alle er villige til at arrangere det. For en pris.

»Vi kan godt gøre det, hvis du gerne vil have det, men så bliver du nødt til at betale for det,« siger Mehta. »Vi vil helst ikke adskille rugemoderen fra hendes familie, for hvis hun i to til ni måneder skal bo et helt andet sted i et helt andet miljø, kan det godt påvirke hendes mentale sundhed.«

Jeg har hørt flere historier om kvinder, der bliver tvunget ud i rugemodervirksomhed af ægtemænd eller endda alfonser, og spørger Mehta, om hun kender til, at den slags sker.

»Uden samtykke fra ægtemændene medvirker vi ikke. Vi udbetaler først pengene ved leveringen. Vi får dem fra dig, men giver dem først til rugemoderen, når hun overlader barnet til dig. Vi giver hende dem i rater, så vi ved, at hun leverer sin baby uden ballade.«

Mehta siger, at de forsøger at undgå, at rugemødrene knytter sig følelsesmæssigt til barnet ved at give dem medicin, der stopper amning. »Så vil hun ikke producere nogen mælk overhovedet, og siden får hun heller ikke babyen at se.«

Nogle af kvinderne sælger deres brystmælk, ekstraheret ved en pumpe på klinikken og leverer dem til de forældre, som har afgivet bestillingen. Andre bliver enige om at betale moderen for at få barnet ammet, trods faren for, at hun så knytter sig til det.

Millioner i dollar i branchen

Det Indiske Selskab for Assisteret Reproduktion agter at udfordre den indiske regering om den nye lovgivning på området.

»Der er millioner af dollar i IVF-branchen,« siger Rana.

På endnu en klinik i det østlige Ahmedabad mødes jeg med dr. Amin* i en nedslidt bygning, der ligger skjult mellem en garage og butik, der sælger elektrisk udstyr. Det rodede kontor er uden vinduer. Væggene er dækket af fotografier af nyfødte og takkekort fra bestillingsgivende forældre.

Amin rækker mig nogle fotografier af potentielle rugemødre og forklarer samtidig gebyrerne for ægdonation – »kaukasiske donorer« koster mellem 25.000 og 30.000 kr., mens en indisk donor kan fås for 10.000 kr.

Rugemødre ne bliver i deres eget hjem under graviditeten, men overvåges dagligt.

»Jeg tillader ikke kvinder til at bo i et særligt rugemoderhus,« siger Amin. »Manden er efter min mening den bedste vogter. Han er selv involveret i programmet – han ved, hvordan han skal tage sig af sin kvinde. Hvis hun indkvarteres uden for alene, får hun et renderi af venner, som det vil være svært mig at styre. Selv hvis jeg sætter dem på et herberg, ved jeg aldrig helt, hvad der kan foregå der.«

Jeg spørger, om kvinderne nogensinde oplever vold i hjemmet under graviditeten.

»Sjældent, men vi har set eksempler på det,« indrømmer Amin. »Sidste år hørte vi, at manden til en surrogatmor bankede hende. Hun kom grædende til os, så vi fandt et andet sted til hende, hvor hun kunne bo. Da barnet var født, sendte vi hende tilbage.«

Ifølge Amin kommer de rugemødre, hun hyrer, fra middel- eller endda overklassen.

»For nylig har vi hyret tre brahminpiger (højkaste, red.), alle uddannede. Vi har omkring 25 procent fra denne klasse. Ca. 85 procent af alle rugemødre ser ganske godt ud.«

Jeg har mistanke om, at dette er løgn. Forskning gennemført af lobbygruppen Stop Surrogacy har vist, at bortset fra sjældne undtalgelser er det som hovedregel altid de fattigste kvinder fra de laveste kaster, der bliver rugemødre.

Vi diskuterer den seneste ændring i politikken, og Amin fortæller mig om en rugemoderklinik i Hyderabad, som producerede fem børn til homoseksuelle par fra fem individuelle rugemødre.

Par af samme køn har været udelukket fra at få adgang til rugemodertjenester i Indien siden 2013, men, som en klinikassistent fortæller: »Det foregår stadig i Delhi og andre steder, fordi det ikke er en reguleret branche.«

Da vi forlader klinikken, peger Amin på et fotografi på væggen af ​​en hvid kvinde, der holder om en brun baby.

»Hun bad om en indisk ægdonor.« Jeg spørger hvorfor. Havde hun da en indisk partner, for eksempel?« Nej, hun ønskede sig et barn med sort hår,« siger Amin med et strålende smil, imens hun tager imod mine 1.500 rupier, som er gebyret for vejledningssamtalen, og viser mig ud ad døren.

*) Alle navne i artiklen er blevet ændret.

Julie Bindel britisk forfatter, feminist og medstifter af Justice for Women.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu