Læsetid 4 min.

I Kina slår de kvinder

Over hver fjerde gifte kvinde i Kina lever i et voldeligt forhold. Mange sager om vold mod kvinder er svære at løfte i retten, fordi der mangler beviser og vidner. Ny lov skal øge fokus på problemet og gøre det lettere at blive skilt
En mor kysser sit barn i ventehallen på Hefei-togstationen i Anhui-provinsen. En ny lov skal dæmme op for den vold, som hver fjerde gifte kinesiske kvinde ifølge det nationale kinesiske Kvindeforbund oplever

En mor kysser sit barn i ventehallen på Hefei-togstationen i Anhui-provinsen. En ny lov skal dæmme op for den vold, som hver fjerde gifte kinesiske kvinde ifølge det nationale kinesiske Kvindeforbund oplever

Du Yu
12. april 2016

Vold i hjemmet er så udbredt et problem i Kina, at flere end hver fjerde gifte kinesiske kvinde lever i et voldeligt ægteskab. Statistik fra det nationale kinesiske Kvindeforbund viser ifølge nyhedsbureauet Xinhua, at ud af 270 millioner familier har 30 procent gifte kvinder oplevet vold i hjemmet.

Kvindeforbundet vurderer samtidig, at mellem 40.000 og 50.000 sager ender i retten, men langt flere lever med volden.

Siden vedtagelsen af Kinas ægteskabslov i 2001 har vold i hjemmet været strafbart ved lov. Ægteskabsloven blev siden fulgt op med en specialiseret lovgivning om beskyttelse af kvinder og børns rettigheder. Men først i år har Kina vedtaget en lov, der specifikt har til hensigt, at »forebygge og stoppe vold i hjemme, beskytte familiemedlemmernes juridiske rettigheder og forsvare et ligestillet, harmonisk og civiliseret familieforhold«.

Loven, der blev vedtaget på dette års Nationale Folkekongres i marts, er ikke i sig selv med til at forhindre undertrykkelse af kvinder, men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, mener Zhu Wencai, der har 20 års erfaring som skilsmisseadvokat i Beijing. Loven er især vigtig for at kunne lave en bedre bevisførelse, forklarer han. For hvordan beviser man, at de blå mærker på armene, sæbeøjet eller den blodige næse ikke bare er sket ved et uheld?

Ofte mangler der beviser og vidner, der vil stå frem. Den nye lov fastslår, at vold i hjemmet ikke bare er et familieanliggende. Det er også samfundets ansvar.

Politiet skal rykke ud med det samme for at standse vold. De skal finde beviser og hjælpe offeret med at få lægebehandling og identificere skader. Nu står det sort på vidt, at både politimænd og læger skal føre journal, som kan bruges i en retssag.

Svære sager

Sager om vold i hjemmet er svære at føre, siger Zhu Wencai. Ofte handler det både om, hvor barnet skal bo, og hvordan boet skal deles. Det er spørgsmål, som er omfattet af både økonomiske og følelsesmæssige interesser. Derfor er hans bedste råd:

»Gør alt, hvad du kan for at undgå skilsmisse.«

»Det er ulykkeligt, når et ægteskab går i stykker. De fleste sager om vold i hjemmet skyldes manglende rummelighed fra begge parters side. Meget kan reddes ved at acceptere hinandens fejl og lytte til hinanden,« siger han, men tilføjer: »Det betyder ikke, at kvinder skal finde sig i hvad som helst, eller at de skal blive i et voldeligt forhold. Der er grænser for, hvad man kan løse ved dialog.«

Zhu Wencai erkender, at kvinderne står med et vanskeligt valg. Hvis de går fra manden kan de risikere at stå i en væsentligt dårligere økonomisk situation:

»De er nødt til at afgøre med sig selv, om den økonomiske tryghed, som manden kan give, er vigtigere end et liv uden vold.«

Skilsmisseadvokaten oplever således ofte, at kvinderne ikke har besluttet sig for, om de er villige til at gå fra manden.

»Jeg havde en klient, der kom flere gange og sad her og græd sammen med sine forældre. Hun kunne ikke finde ud af at tage beslutningen om skilsmisse. Til sidst sagde jeg til hende, at hun var virkelig uærbødig over for sine forældre,« fortæller han.

Læs også: ’Jeg nåede ikke at fatte, hvad der skete, før han slog ...’

Zhu Wencai forklarede hende, at det var respektløst at gøre hendes forældre så bekymrede. Lave stor alarm for ingenting. Enten måtte hun have modet til at forlade sin mand og acceptere de konsekvenser, det ville få, eller også måtte hun bide det i sig og arbejde på at forbedre forholdet. »Så enkelt er det,« siger Zhu Wencai.

Kender ikke deres ret

Professor Feng Yuan, der er stifter af Center for Kvindestudier ved Shantou Universitet, er uenig i denne opfattelse af et voldeligt parforhold.

»Det er udtryk for en konservativ holdning til forholdet mellem kønnene og vidner om en manglende indsigt i, hvad vold i hjemmet betyder for kvinderne,« siger hun.

I en årrække har Feng Yuan arbejdet med bekæmpelse af vold mod kvinder, og hun oplever, at kvinderne ofte er usikre efter at have levet i et ulige og usundt forhold. De kender ikke deres rettigheder og er bange for, hvilke konsekvenser en skilsmisse vil få.

»Hvis den nye lov skal have nogen effekt, skal læger, politimænd, advokater og dommere efteruddannes, så de kan sætte sig bedre ind i kvindernes situation,« siger Feng Yuan.

Det kan være med at med til at undgå at kvinderne bliver mødt med fordomme og formanende råd om at holde sammen på familien, mener den kvindelige forsker.

Den store medieopmærksomhed, der har været i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af »Folkerepublikken Kinas Lov mod Vold i Hjemmet« er et skridt på vejen til at skabe større bevidsthed om kvinders rettigheder. Det er vigtigt, siger Feng Yuan:

»Kvinder er nødt til at kende deres rettigheder og vide, hvordan samfundet kan hjælpe dem for at kunne beskytte sig selv,« siger hun.

Den nye lov foreskriver, at der skal mere oplysningsarbejde til for at bekæmpe vold i hjemmet. Fagforeninger, kvindeforbund, medier og uddannelsesinstitutioner skal i henhold til loven »oplyse om familiære dyder, udbrede viden om antivold i hjemmet og styrke befolkningens bevidsthed imod vold i hjemmet«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tina Sommer

Steen Nielsen

Tillad mig at komme med en rettelse: I Danmark begår mænd vold mod kvinder, og kvinder begår vold mod mænd. Færdig.

Jeg kan se, at der er fart over feltet, og at du allerede fra start af ønsker at afspore emnet fra at handle om vold mod kvinder i Kina til at handle om vold mod mænd i Danmark.
Den afsporingsplade bliver sgu sat på, HVER gang en artikel omhandler specifikke problemstillinger for kvinder. "Hvad med mændene?! Denne artikel der handler om kvinder, hvorfor handler den ikke om mænd!? ......og hvis den handler om mænd så husk nu: IKKE ALLE MÆND."

Hvorfor dog ikke bare gå all in med afsporingen og i stedet afspore med problematikker helt uden for relation til artiklen? Jeg skal f.eks. til frisør på fredag, og jeg kan simpelthen ikke bestemme mig for, om jeg skal have lavet lyse striber eller ej. Nogen input?

Brugerbillede for Tina Sommer

Steen Nielsen:

Jeg vil da helst ikke tro, at du antyder, at mænd ikke begår vold mod kvinder i Danmark? Hvis det er tilfældet, så er jeg sgu ikke sikker på, at vi bor i det samme land.

Brugerbillede for Morten Jespersen
Morten Jespersen

Hvis kvindeforbundet har målt på samme måde som man plejer indenfor området, så er tallet imponerende lavt.

Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

Problemet er garanteret større end 1 ud af 4. Især hvis man benytter den dansk målestok for hvornår der er tale om vold i hjemmet. Det er ligesom med den europæiske måling, der viste at Danmark havde et forholdsvist stort problem, fordi danskere inkluderer mere i definitionen end andre landes befolkninger gør.
Jeg ser mange ting her i Kina som jeg ville kalde vold men som de lokale ikke anser for at være det.
Dernæst er der et problem i forhold til privatlivets fred samt at tabe ansigt. Langt de færreste vil nogensinde vidne og langt færre vil gribe ind, ligesom de færreste ofre er klar til at søge hjælp da det ikke er noget man blander andre ind i.
Der skal desværre en rigtig stor kulturændring til før lovtiltagene får nogen betydelig indvirkning på problemet.
De 40-50.000 sager kan være en begyndelse, men når ofrene taber i så store tal som de gør nu og skal betale sagsomkostningerne i de civile sager om skilsmisser og erstatning, så vil det nok nærmere afholde mange fra at søge hjælp.

Brugerbillede for Mads Jakobsen
Mads Jakobsen

Hvorfor bliver vold mod mænd sammenlignet med vold mod kvinder i disse ligestillingsdebatter? Er det afsporing?

Ja og nej.

For nogle betyder ligestilling at mænd og kvinder bliver stillet lige. For dem er det relevant at påpege f.eks. at der er mere vold mod mænd eller der er flere mænd der begår selvmord, og at vold mod kvinder eller kvinders selvmord derfor nok kan være et (relativt mindre) problem, men at det ikke er et LIGEstillings problem.

For andre betyder ligestilling at der ikke må ske noget ondt mod kvinder og at det er samfundets pligt at sørge for det. For dem er det en afsporing, et forsøg på at undslå sig mænds beskytterrolle, når mænd sammenligner deres forhold med kvinders.