Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kinesiske læger under pres

Yngre kinesiske læger vender ryggen til offentlige kinesiske hospitaler. Det skyldes ikke kun lave lønninger, men også ekstrem travlhed og stor risiko for utilfredse patienter. Offentlige hospitaler har for travlt til at opbygge tillid mellem læger og patienter
Udland
26. april 2016
Mange kinesiske læger er utilfredse med deres arbejdssituation, viser flere kinesiske undersøgelser. Samtidig nærer mange patienter mistillid til det kinesiske sundhedssystem.

Lu Wangsheng er neurokirurg. En af Kinas bedste. Sidste år blev han headhuntet af det amerikanskejede Tiantan Puhua Hospital, der har speciale i neurologi.

Dermed afsluttede han 20 års karriere på et af Kinas største militærhospitaler og skriver sig ind i en tendens blandt især yngre kinesiske læger til at forlade offentlige hospitaler til fordel for private.

Med skiftet til privathospitalet fordoblede han sin løn og reducerede arbejdspresset markant. Han gik fra at have 300 operationer om året på militærhospitalet til omkring 130.

Pengene er vigtige, siger han. Men det vigtigste er, at han har fået mere frihed og tid. Tid til at informere hver patient om risici og fordele ved forskellige former for behandling. Tid til at sørge for, at patienten føler sig tryg. Tid til at skabe tillid.

Lu Wangsheng har fået glæden ved lægegerningen tilbage.

I takt med de økonomiske reformer har den kinesiske stat spillet en aktiv rolle i opbygningen af kinesiske professioner gennem uddannelse og etablering af professionelle institutioner. De skulle tjene partistaten ved at bidrage med ekspertviden. Men i stedet for at give professionelle mere autonomi melder kinesiske professionelle om kontrol og manglende tillid.

Især lægerne er utilfredse med deres arbejdssituation, viser flere kinesiske undersøgelser.

De føler sig stressede, sover dårligt om natten og har ikke overskud til at motionere. Den seneste undersøgelse, lavet af Institut for Offentlig Sundhed på Peking Union Medical College peger i samme retning. Undersøgelsen omfatter 86.000 patienter og sygehuspersonale fra 136 hospitaler over hele Kina.

Det står så grelt til i professionen, at kun omkring hver tiende ønsker, at deres børn bliver læger.

For de rige

Lu Wangsheng viser stolt rundt i privathospitalets lyse gange. Han er tilfreds med udstyret, kollegaerne, arbejdsforholdene, kommunikationen med patienterne og ikke mindst lønnen.

Her er der det hele. Caféområde, gårdhave, smilende læger og rummelige enkeltmandsstuer med gode senge og tv fra omkring 1.500 kroner om dagen eksklusive forplejning.

Her er ro og ordnede forhold. Alt stråler af overskud. Det gør også den nyindkøbte GE Discovery IGS 730, der kan lave tydelige scanninger af skader i hjernens blodårer.

Patienterne på Puhua Hospital er dem med pengepungen i orden. Regningen er minimum 30 procent dyrere end på et offentligt hospital og kan ikke dækkes af den offentlige sundhedsforsikring. Dertil kommer større udgifter i forbindelse med en indlæggelse.

Selv om den kinesiske stats udgifter til sundhedssystemet er steget i løbet af det seneste årti fra 4,8 procent af BNP i 2002 til 5,6 procent af BNP i 2013, er kinesiske patienter stadig pålagt en stor egenbetaling.

Tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 2013 viser, at den kinesiske stat står for knap 56 procent af de samlede udgifter til sundhed mod 44 procent egenbetaling.

De fleste patienter, der er omfattet af den offentlige sundhedsforsikring i Beijing, kan få dækket omkring 80 procent af hospitalsomkostningerne, men dækningen for patienter fra Kinas landområder er meget lavere, da langtfra alle er omfattet af en sundhedsordning.

For at få adgang til behandling skal der betales ved kasse et. Kun i sjældne tilfælde tillader hospitaler, at patienterne betaler regningen senere.

For de fattige

100 meter fra privathospitalet ligger Tiantan Hospital, der rangerer som Kinas bedste offentlige hospital med speciale i neurologi.

Privathospitalets placering er ikke tilfældig. For specialisterne fra det offentlige hospital bliver jævnligt inviteret til at hjælpe til på nabogrunden.

Vi træder ind i det offentlige hospitals dunkle gange. Triste rester af guirlander fra det kinesiske nytår hænger ned fra loftet. De opvejer kun delvis de knækkede fliser og slidte vægge. Her er nusset. Måske direkte uhygiejnisk.

Bag en dør gemmer sig en sovesal med omkring 30 senge fyldt med patienter, medbragt mad, elkedler og stativer til drop.

Rummet er overfyldt, men patienterne her er blandt de heldige, der har fået en sengeplads i et aflukket rum. Resten er forvist til hospitalets gange og ventesale.

Vi zigzagger os vej mellem patienter og pårørende. En rundtur, der føles som at vade rundt i folks sygesenge.

En vagt spørger, hvad jeg laver, men i selskab med Lu Wangsheng får jeg lov til at gå videre: »Hun er bare med mig,« siger han og lader som ingenting.

Vagten er ikke truende, og hans henvendelse er måske nærmere en påmindelse om at tage hensyn til patienternes privatliv.

I skarp kontrast til de slidte forhold i venteværelser og patientstuer er operationsstuerne bemandet af Kinas bedste neurokirurger og det mest avancerede udstyr.

Lønnen på offentlige kinesiske hospitaler ligger på godt 10.000 kroner om måneden. Dertil kommer pension, sundhedsforsikring og i nogle tilfælde tildeling af en bolig. Selv om det ikke i sig selv er alarmerende dårlige vilkår, viser flere kinesiske undersøgelser, at kinesiske læger ikke føler, at lønnen står mål med den arbejdsindsats, de lægger på hospitalerne, og det ansvar, de har for patienternes helbred.

Kø til specialisterne

Trods de fine faciliteter og det smilende personale på Puhua Hospital savner privathospitaler stadig bred offentlig anerkendelse i Kina:

»Nogle patienter stoler ikke på, at lægerne på privathospitaler er dygtige nok, fordi de har færre patienter og ikke opnår den samme ekspertise som på de offentlige hospitaler,« siger Lu Wangsheng.

I stedet står patienter med hjernesvulster og andre neurologiske lidelser, der kræver operation, hver morgen i kø i modtagelseslokalet på Tiantan Hospital. De kommer fra hele Kina i håb om at få en konsultation og dermed adgang til operationsgangens eksperter.

De er nødt til at komme tidligt, hvis de vil til samme dag.

»Før klokken syv bliver hospitalet fyldt af støj som lyden fra en flok krager,« siger Lu Wangsheng.

Det er ikke nogen pæn beskrivelse, men for Lu Wangsheng repræsenterer de mange patienter det umættelige behov for lægelig behandling. De minder ham om det stressede arbejdsliv på et offentligt hospital.

Modsat Danmark, hvor patienternes første møde med sundhedssystemet går gennem de praktiserende læger eller skadestuerne, kan kinesiske patienter på eget initiativ opsøge lægefaglige specialister på hospitalerne.

Det betyder, at patienter fra hele Kina rejser til de bedste hospitaler i Beijing, Shanghai, Guangzhou, Nanjing og Xian.

»Selv med den mest simple sygdom kan en patient i princippet opsøge en ekspert ved at trække på sine forbindelser. I lægens øjne er en patient en patient, og han er forpligtet til at behandle ham, uanset hvor alvorlig sygdommen er.«

»Jo dygtigere en læge du er, jo mere travlt får du, fordi alle opsøger de bedste,« siger Lu Wangsheng.

Mistillid til læger

Kinesiske patienter har ikke tillid til sundhedssystemet. De mistænker lægerne for at udskrive dyrere medicin end nødvendigt, mange giver lægerne pengegaver før en operation for at være sikre på, at de får den bedste behandling, og de opsøger landets bedste eksperter, uanset hvad de fejler, og hvor alvorlige deres sygdomme er.

Mistilliden er ikke fuldstændig ubegrundet, indrømmer Lu Wangsheng. Der er brodne kar. Læger, der forsøger at tjene penge på salg af medicin eller opkræver ekstra betaling for at modtage patienter. Men i det store og hele ser han kinesiske læger som hårdtarbejdende og pligtopfyldende.

Der er flere eksempler på, at manglende tillid til systemet har fået alvorlige følger. Der er flere sager om vold og brutal opkrævning af erstatning for lægefejl.

Den 21. marts blev en mandlig læge i Huaibei Anhui-provinsen stukket ihjel af en patient. Selv om overfaldsmanden i kinesiske medier bliver beskrevet som sindssyg, vidner sagen om det skrøbelige forhold mellem patienter og læger i Kina.

I stedet for at gå igennem det eksisterende kinesiske patientklagesystem ender de fleste patientklager som retssager mellem patienter og læger, siger Li Gangtong fra Det Japansk-Kinesiske Venskabshospital i Beijing til Xinhua.

Reformer af det kinesiske patientklagesystem blev diskuteret i forbindelse med dette års møder i Kinas Politiske Konsultative Konference og den Nationale Folkekongres.

Med sin nye stilling på privathospitalet er Lu Wangsheng skånet for det pres, som folkemængden repræsenterer. Men denne privilegerede position piner ham.

Han ønsker ikke at blive på privathospitalet resten af sit arbejdsliv. I stedet håber han at finde en ordning, hvor han kan arbejde halvdelen af tiden på et offentligt hospital.

Det handler om idealisme, siger han. For det er kun patienter med rigeligt på bankkontoen, der har råd til privathospitalernes luksus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tænk at det kinesiske og danske sundhedssystem har så meget til fælles!

"Men det vigtigste er, at han har fået mere frihed og tid. Tid til at informere hver patient om risici og fordele ved forskellige former for behandling. Tid til at sørge for, at patienten føler sig tryg. Tid til at skabe tillid." Det er der ingen fare for at læger i det offentlige danske sundhedssystem har.
Og lige som landbefolkningen i Kina, kan danskere uden sundhedsforsikring godt indstille sig på langstrakt andenrangs behandling.
Selvfølgelig ikke indenfor kræftbehandlingen - hvor medicinalindustrien støtter lobbyvirksomheden Kræftens Bekæmpelse massivt. Dér er der medicinske behandling til alle ... til den pris medicin-drengene fastsætter.