Klokken er seks om morgenen, da den marokkanske betjent giver os vores pas tilbage og lader os stige på bussen igen. Nattens tredje forhør, der har varet en hel time, er netop slut.
Da vi kører fra det sidste checkpoint, har vi efter en 12 timers bustur fra det sydlige marokko klaret udfordringen at rejse ind i det besatte Vestsahara.
Vestsahara-kyndige ngo’er og journalister, som vi har talt med, har alle fortalt, at det er umuligt at komme over grænsen som journalist. Så det er med et spinkelt alibi, at vi forsøger at overbevise myndighederne om, at vi er kommet for at opleve det golde ørkenområdes turistattraktioner.
Minutiøs overvågning
Solen står op, og en by vokser frem i det øde landskab, hvor øjet længe kun har hvilet på sand og klippevægge. I Vestsaharas hovedstad, El Aaiún, vajer marokkanske flag overalt fra de mørkerøde huse som for at styrke Marokkos påstand om, at det annekterede område er en del af et ’historisk Stormarokko’.
Der er ikke mange mennesker på gaderne, men militær- og FN-biler i de fleste sidegader.
Da en mand tilbyder at følge os til vores hotel, går det op for os, at det er en af de civilbetjente, som var til stede ved en af morgenens afhøringer, og vores forestillinger om minutiøs overvågning bliver hurtigt bekræftet.
Fra hotellet ringer vi for første gang til vores fixer, som hjælper os med at lave aftaler og oversætte, mens vi er i Vestsahara.
»Bliver I forfulgt nu? Det er sikrest at mødes om aftenen. Jeg finder et sted, der er godt af hensyn til både min og jeres sikkerhed. Indtil da skal I være ude på gaden og se ud, som om I er turister,« siger han.
En time senere sidder vi på en café i en anden ende af byen, da to biler stopper, og fire civilklædte mænd kommer ud: »Politi – vi skal se jeres pas.«
De fortæller, at vi er i fare for at blive kidnappet, og tager os med til vores hotel, hvor vi skal pakke vores ting. Men kort efter står vi omringet af 10-15 politifolk ved det samme checkpoint, som vi forlod få timer forinden.
»Vi ved, I har snakket med politiske aktivister, og at I skal mødes med dem. I er ikke turister, I har ikke noget at gøre her,«, siger den ene vredt, mens de andre filmer os, knipser løs på deres kameraer og stopper en tilfældig forbipasserende personbil.
De har muligvis aflyttet fixerens telefon. Selv om vi ringede fra et nyt, lokalt simkort og ikke sagde vores navne, var der heller ikke så mange andre udlændinge i byen, som politiet kunne mistænke. Vi bliver mast ind i bilen, selv om der allerede sidder fem personer. Efter seks timer i Vestsahara bliver vi deporteret og skal køre 12 timer tilbage gennem den sydmarokkanske ørken.
Fem års fængsel
Marokkanske myndigheders deportationer tilbage til enten Marokko eller Europa er ikke unormalt og har været stigende de seneste par år.
I januar blev knap 70 europæere, deriblandt lederne af samtlige norske ungdomspartier, deporteret fra Vestsahara, hvor de skulle have deltaget i møder med menneskerettigheds- og naturressourceaktivister fra det oprindelige folk, saharawierne.
I begyndelsen af april blev en gruppe advokater, dommere og juraprofessorer fra en europæisk kirkesammenslutning mod tortur sat på fly til Europa, efter de havde villet mødes med advokater for sultestrejkende saharawier, som sidder fængslet efter lange domme ved marokkanske militærdomstole. Et par dage forinden var to franske journalister blevet udvist.
»Inden for de seneste par år har det bestemt været sværere åbent at kritisere marokkansk politik. For både marokkanske journalister og udenlandsk presse er det samtidig blevet gjort klart, at der er tre røde linjer, man ikke må krydse og stille sig kritisk over for: monarkiet, islam og marokkansk territorium, hvor det sidste altså refererer til Vestsahara,« siger Yasmine Kacha, der er leder af Reporters Without Borders’ Nordafrika-afdeling.
I øjeblikket står den frihedsprisbelønnede chefredaktør for det marokkanske nyhedswebsite Lakome2.com, Ali Anouzla, anklaget for at overtræde den del af den marokkanske presselov, der omhandler »skade af territorial integritet« – en paragraf, der ifølge Human Rights Watch er »designet til at straffe alle, som stiller spørgsmål til Marokkos ret til Vestsahara«.
Anouzlas forseelse var at referere til »det besatte Vestsahara« i et interview med den tyske avis Bild. Selv fastholder han, at han er blevet fejloversat og kun har sagt »Sahara«, men bliver det ikke accepteret i retten, står han til op til fem års fængsel.
Arabisk vinter
Stramningerne foregår ikke kun i relation til Vestsahara. Det marokkanske kongedømme, der ofte omtales som moderat og reformvenligt, er i løbet af det seneste år blevet voldsomt kritiseret af både Amnesty International, Human Rights Watch og den danske ngo International Media Support for en stigende undertrykkelse af pressefrihed og menneskerettighedsforkæmperes ytringsfrihed.
Omkring Det Arabiske Forår i 2011 indførte Marokko en række vidtgående reformer af landets forfatning, men kritikere peger nu på, at det ikke har haft megen effekt i praksis.
Mens nye lovforslag til ændringer af presselovgivningen er blevet modtaget positivt af civilsamfundsorganisationer, foregår der i øjeblikket en stigning i retssager mod marokkanske pressefolk, der i kraft af borgerjournalistiske projekter og regeringskritiske artikler blandt andet er anklaget for at »underminere statens sikkerhed«.
»Marokko er ligesom de fleste andre lande i regionen gået i en anden retning siden 2011. Det kan både være, fordi der ikke længere er det samme regionale pres for at åbne op, og fordi regionens øgede sikkerhedstrussel får regeringerne til at slå ned på politiske afvigere. Og så har det også indflydelse, hvor meget Marokkos internationale partnere kritiserer disse tendenser og presser dem i en anden retning. Lige nu prioriteres samarbejdet om migration og sikkerhed højere hos disse partnere,« forklarer Amnesty Internationals Marokko- og Vestsahara-researcher, Sirine Rached.
Fjender af staten
Vi får ikke lov til at stå af deportationsbilen, før vi har tilbagelagt den 12 timers lange køretur til den marokkanske by Agadir.
Når vi de efterfølgende dage forlader vores hotelværelse, kører biler med tonede ruder op på siden af os. Ruden rulles ned, og en mand med solbriller kigger på os, inden vinduet rulles op, og han sætter farten op igen.
Mænd, der ikke virker til rigtigt at læse i deres aviser, sætter sig ved siden af os på cafeer med udsyn til vores computerskærme.
Ifølge Sirine Rached er overvågning af udlændinge »standarden i Vestsahara og ikke unormalt i Marokko«. Flere journalister og ngo’er bekræfter, at det især foregår, når man har vist interesse for Vestsahara.
Marokkansk straffelov siger ifølge Human Rights Watch, at enhver marokkaner eller udlænding, som påtager sig at »skade Marokkos territoriale integritet, er skyldig i at skade ekstern statssikkerhed«. Det har en straframme på fem til 20 års fængsel.
Vi ender med ikke at mødes med nogen Vestsahara-aktivister i Marokko.
Information har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den marokkanske ambassade i Danmark.
Rejsen var støttet af Dansk Journalistforbund og Læger uden Grænsers journaliststipendium til dækning af oversete humanitære kriser
