Baggrund
Læsetid: 4 min.

Den nølende hovedperson

Labour-formand Jeremy Corbyn sidder med nøglen til et ja til fortsat EU-medlemskab i folkeafstemningen til juni. Men det kan vise sig at være politisk selvmord at bruge den, påpeger iagttagere
’Der er brug for forandring i Europa. Men denne forandring kan kun komme ved, at vi arbejder sammen med vores allierede i EU,’ sagde en noget lunken Jeremy Corbyn i går, da han officielt skød Labours ja-kampagne i gang.

Kirsty Wigglesworth

Udland
15. april 2016

Det var langtfra en entusiastisk forestilling. Ej heller var det de mest hårdtslående argumenter, den britiske Labour-formand, Jeremy Corbyn, leverede i går, da han – forud for den officielle start på EU-valgkampen i dag og efter over en måneds stilhed – i en tale i London opfordrede Labours støtter til at stemme ja til fortsat EU-medlemskab i juni.

»Over årene har jeg været kritisk over for mange beslutninger truffet af EU, og jeg forbliver kritisk over for dets mangler,« sagde Labour-formanden, der stemte nej til medlemskab i folkeafstemningen i 1975 og stemte imod både Maastricht- og Lissabon-traktaterne.

»Så der er brug for forandring i Europa. Men denne forandring kan kun komme ved, at vi arbejder sammen med vores allierede i EU. Det er absolut muligt at være kritisk og stadig være overbevist om, at vi bør forblive medlem,« tilføjede han i et roligt tonefald.

Trods manglen på passion fik Corbyns tale en varm modtagelse i den proeuropæiske lejr. Selv den konservative premierminister, David Cameron, sagde i går, at han »absolut byder Jeremy Corbyns intervention velkommen«.

Det gør han, fordi han ved, at det er helt nødvendigt at mobilisere Labours vælgere, hvis folkeafstemningen skal vindes. Over 50 procent af alle de briter, der siger, at de støtter fortsat medlemskab af EU, er ifølge meningsmålingerne Labour-vælgere.

»Corbyns tale handler om at få dem til at møde op og stemme,« siger professor Simon Hix fra London School of Economics’ europæiske afdeling på en briefing for den internationale presse.

»Han har længe sagt: Hvis alle mine vælgere allerede ved, at de vil stemme for at blive i EU, så behøver jeg ikke gå ud og blive set, som om jeg støtter Cameron. Men mange har sagt til ham, at det handler om valgdeltagelse; det handler om at give disse Labour-vælgere en grund til at stemme, som ikke er at støtte Cameron,« tilføjer Hix.

Død løb

Den seneste meningsmåling fra YouGov viser, at de to lejre står helt lige med 39 procent for at blive i og 39 procent for at forlade EU. Og Peter Kellner, netop afgået direktør for YouGov, er enig i, at valgdeltagelsen vil være afgørende for resultatet.

»Jo højere valgdeltagelsen er, jo større er sandsynligheden for, at Storbritannien bliver i EU. Hvis valgdeltagelsen er nede omkring 50 procent, vil det sandsynligvis betyde Brexit,« sagde han i Londons Foreign Press Association tidligere på ugen, med henvisning til at Brexit-lejren er mere lidenskabelige i sin modstand end de proeuropæiske vælgere er i deres opbakning til EU-medlemskabet. Kellner mener derfor, at Corbyns tale kan få betydning.

»Det vil gøre en forskel, hvis han bakker helhjertet op for at blive, for der er mange vælgere, som har behov for at blive overbevist om, at der er en progressiv fremtid inden for EU, og at det ikke handler om at redde Cameron,« sagde Kellner forud for talen, hvor Corbyn netop slog fast, at han fremlagde de »stærke socialistiske argumenter for at blive« i EU.

Bl.a. understregede han behovet for at samarbejde om store udfordringer som klimaforandring og bekæmpelse af skatteunddragelse, ligesom han fremhævede EU’s medvirken i at sikre britiske arbejdere bedre sociale rettigheder.

Simon Hix påpeger, at Corbyns argumenter netop er designet til at »appellere til yngre vælgere på venstrefløjen«, der ifølge målinger er mere tilbøjelige til at stemme for at blive i EU.

»Det klassiske Cameron-argument handler om økonomisk risiko, omfanget af landets handel med EU, at vi kan kontrollere vores grænser. Miljøregulering, sociale rettigheder, regulering af kapitalismen bliver ikke nævnt,« siger han og påpeger, at Corbyn bevidst fremstiller den socialdemokratiske sag for EU-medlemskab.

Frygt for fremtiden

Selv om Corbyn er blevet kritiseret for sit lunkne engagement i kampagnen, er der nemlig også en anden årsag til hans lave profil. For mens han er fuldt ud klar over, at han sidder med nøglen til et ja den 23. juni, så er han også klar over, at han risikerer at begå politisk selvmord ved at bruge den.

»Labour-politikere er ekstremt bekymrede over konsekvensen af at kæmpe en helhjertet kampagne for at blive. De er selv proeuropæiske, men de har ikke lyst til at sige det på dørtrinet, hvis de lavtlønnede vælgere, som er bekymrede over immigration, går ud og stemmer for Brexit. For dagen derpå vil UKIP gå rundt til disse vælgere og sige: ’Du stemte imod Labour for første gang i dit liv; du stemte med os’. Hvilket præcis var, hvad der skete i Skotland,« siger Simon Hix med henvisning til, at Labour efter at have kæmpet imod skotsk selvstændighed sammen med de konservative tabte 40 ud af 41 mandater til det Skotske Nationale Parti (SNP) ved det efterfølgende parlamentsvalg.

Ifølge meningsmålingerne støtter 75 procent af Labours vælgere fortsat medlemskab, men 25 procent siger, at de vil stemme for Brexit.

»Labour er bange for, at de vinder slaget, men at de taber krigen,« siger han.

UKIP’s næstformand, Paul Nuttall, var da også hurtig til at udnytte det, han mener er Corbyns kovending i forhold til EU.

»Nu, hvor han ikke længere har brug for almindelige menneskers støtte, dropper han dem,« skrev han i går i The Telegraph og tilføjede, at Corbyn nu kun bekymrer sig om at bevare sit job som formand.

Simon Hix giver Nuttall ret i, at det for nogle Labour-politikere handler om deres egen fremtid mere end landets, og at de kommende lokalvalg den 5. maj kan få stor betydning for, hvor hårdt Labour vil kæmpe for et ja op til folkeafstemningen.

»Hvis Labour oplever en nedsmeltning i lokalvalgene i Nordengland, så vil der opstå endnu større pres fra disse områders parlamentarikere, som er nervøse over at miste deres sæder ved næste parlamentsvalg,« siger Hix.

»De vil hellere helt undlade at kæmpe nogen kampagne forud for folkeafstemningen, for hvis de får valget mellem at vinde deres sæde ved næste parlamentsvalg eller vinde EU-afstemningen, så vil de til enhver tid vælge deres Westminster-sæde.«

Serie

Brexit: Briternes valg – Europas fremtid

Den 23. juni 2016 skal briterne stemme om landets medlemskab af EU.

Information vil op til afstemningen besøge vælgerne i et stadig mere splittet Storbritannien og undersøge de potentielle konsekvenser af Brexit for Storbritannien og for resten af Europa.

Seneste artikler

  • Ud

    23. juni 2016
    Engang var John Hancock ’Årets Unge Fisker’ i Storbritannien. I dag har han mistet sine både og er blevet fiskeimportør, og det er EU’s skyld. Remain-vælgerne har ikke oplevet recessionen, siger han
  • Ind

    23. juni 2016
    Den 26-årige ph.d.-studerende Lizzie Norris troede, at det ville blive en let sejr for alle, der fortsat ønsker medlemskab. For de fleste er det da utvivlsomt bedre at blive i EU, siger hun
  • Storbritannien er splittet som aldrig før over Europa

    23. juni 2016
    Aldrig før har der eksisteret så dybe skel mellem briterne som i spørgsmålet om Europa. Det vil skabe problemer i mange år frem i tiden uanset resultatet af dagens EU-afstemning
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stem Nej.

Anders Barfod

Store banker som Goldman Sachs kämper for et britisk ja til EU og ikke et Brexit ...

Kald mig simple og halvdum, men det er grund nok for mig, for et britisk nej...

Anders Barfod

simpel