Baggrund
Læsetid: 7 min.

For øjeblikket har de det herligt her på Kinas Costa del Sol

Hvert år rejser kinesiske pensionister i tusindtal til palmeøen Hainan – Kinas svar på Costa del Sol. Her er de i ly for kulde, forurening, familiens forventninger og faste forestillinger om, hvordan man bør leve sit liv
Hainan er den sydligste kinesiske provins og den eneste ø i landet, der kan tilbyde hvide sandstrande, blå bølger og varme temperaturer hele året.

Lu Bin

Udland
21. april 2016

»Vi er trækfugle. Du ved sådan nogle, som rejser væk hele vinteren,« siger 67-årige Yu Deshui og griner sammen med sine fire kammerater. Under en palme med en svag brise i ryggen har de spillet traditionelle kinesiske viser hele formiddagen.

Nu er det tid til at gå hvert til sit. Spise mad. Få en middagslur. Fordrive tiden. Holde sig ved godt helbred og bevare det gode humør. Så enkelt er det. Livet i det subtropiske. I det kinesiske pensionistparadis Sanya på Hainan-øens sydspids.

Hvert efterår strømmer pensionister fra især det nordlige Kina til Hainan. Her bor de et halvt år, indtil sommersolen har jaget kulden væk, og hjemegnen igen er til at holde ud. Omkring 100.000 pensionister har set fidusen, skriver det lokale internetmedie Hainan Nyheder. De fleste kommer til Sanya eller øens hovedby Haikou.

Hainan er den sydligste kinesiske provins og den eneste ø, der kan tilbyde hvide sandstrande, blå bølger og varme temperaturer hele året. I århundreder har øen været mest kendt for sin afsides beliggenhed midt i det Sydkinesiske Hav, som det sted »hvor himlen og havet ender«.

Men med de økonomiske reformer i 1980’erne blev der sat skub i turistindustrien på øen, og de seneste 10 år er kinesiske pensionister blevet en vigtig kundegruppe.

Det gode humør

I de seneste seks år er Yu Desheng og hans kone rejst til Sanya fra Changchun i Jilin-provinsen i det nordøstlige Kina, hvor kulden sætter en stopper for alt udeliv hele vinteren.

Yu Desheng voksede op på landet, men flyttede til byen i 1980’erne for at forsørge sin kone og tre børn med en lille biks, der solgte forskellige småting.

Ægteparret er ikke omfattet af en pensionsordning, men lever af deres private opsparing.

Det hele kan lige løbe rundt, for indtil videre er Sanya kun lidt dyrere end derhjemme.

»Vi lever sparsommeligt. Spiser os mætte i ris, grøntsager og sollys,« siger Yu Desheng.

»Livet er godt, når man bevarer sit gode humør. Jeg bliver glad af at spille musikken, så det gør jeg hver dag. Det er min gave.«

Lidt længere henne ad stranden har Ai Jingmao opstillet et lille stativ med en mikrofon. Han øver sig på sin saxofon.

»Det giver en bedre effekt, når der kommer lyd på,« forklarer han og sætter lidt kejtet mundstykket til munden og spiller den kinesiske melodi »Venner for altid«.

Egentlige venner har han ikke mange af, men saxofonen har været en trofast følgesvend i de seneste otte år. Hver dag kommer han ned til stranden. Spiller. Ser ud over havet. Kigger på folk, der kommer forbi.

»Jeg taler ikke med nogen. Jeg er her bare.«

Da Ai Jingmao fra Harbin i Heilongjiang-provinsen i det nordøstlige Kina kom til Sanya for fem år siden, var det egentlig bare meningen, han skulle være her i et par uger.

Som dagene gik, blev hans humør bedre og bedre, og til sidst ringede han hjem og fortalte, at han blev vinteren over.

Året efter kom han igen, og sådan ønsker han at fortsætte.

Som pensioneret fra et job som fuldmægtig med ansvar for ejendomme ved bystyret i Harbin mangler han ikke noget økonomisk. Hans pension på omkring 4.000 kr. er efter kinesiske standarder god.

Der er store forskelle på, hvor meget pensionister får udbetalt. Ifølge investeringsrådgivningsvirksomheden China Golds hjemmeside ligger pensionen i Beijing på mellem 1.000 og 7.550 kr.

»Tidligere brugte mange alle deres sparepenge på børnene. I dag er der flere og flere, der begynder at bruge dem på sig selv i stedet. De gør det, de selv har lyst til,« siger Ai Jingmao.

Hans kone har været på besøg, men pensionistlivet her er ikke noget for hende:

»Hun bliver rastløs af at være her. Hun vil hellere ud at rejse, så det gør hun. Jeg er ligeglad.«

»Min kone og jeg er kun sammen om sommeren. Hun vasker mit tøj og laver mad. Det er det hele. Sådan er vores forhold.«

Gamle singler

Ai Zhifeng er også rejst alene til Sanya, men der er ingen, der venter på ham hjemme i Changchun i den nordligøstlige Jilin-provins.

»Hjemme er det så koldt, at spyttet fryser til is, før det rammer jorden.«

Det var også iskoldt i forholdet mellem Ai Zhifeng og hans kone. Et arrangeret ægteskab, der aldrig bragte dem nogen lykke: »Det var et dårligt ægteskab for os begge to.«

I stedet for at lade sig gå på af de daglige irritationer, som de skabte i hinandens nærvær, valgte de at blive skilt.

Skilsmisse er endnu ikke udbredt i den ældre generation. Selv om den kinesiske skilsmisserate er steget de seneste 10 år, så er det fortsat primært unge mennesker, der opgiver ægteskabet, skriver Kinas Ungdomsforbund.

Ai Zhifengs voksne søn bor i Wuhan i det centrale Kina. Han og konen kan besøge ham hver for sig, så nu er der ingenting, der binder dem sammen.

Ai Zhifeng er alene og føler sig fri.

»Da jeg kom til Sanya den 1. oktober 2015, forelskede jeg mig med det samme i stedet. Jeg kommer helt sikkert igen.«

»Der er så meget positiv energi. Luften er ren, og man kan mærke varmen helt ind i knoglerne.«

Efter han kom til Sanya, er han blevet introduceret til et stort netværk af mænd og kvinder i 50-60-årsalderen, der ligesom han selv bor alene. De har etableret et socialt fællesskab med navnet Glædesklubben.

De fleste af vennerne i Glædesklubben er rejst hjem nu, men i højsæsonen mellem oktober og marts mødes de flere gange om ugen.

»Der er flere, der har fundet sammen og dannet par. Det er ikke lykkes for mig endnu,« siger Ai Zhifeng.

Mobilen ringer. Det er en veninde fra klubben. De aftaler at mødes, når han kommer til Beijing med toget senere på ugen.

»Gennem klubben har jeg fået venner fra hele Kina. Vi hjælper hinanden i et stort netværk,« fortæller han. »Vi deler samme indstilling til livet.«

»Du har nok ikke lagt mærke til det, men der er så mange singler her på Hainan.«

Han peger ud over en gruppe på omkring fyrre mennesker, der sidder og spiller kort eller snakker i palmernes skygge:

»Jeg tror, stort set alle dem, der sidder derovre, er kommet uden deres ægtefæller.«

De rejser alene som han selv, følges med deres gamle forældre eller ældre søskende, fortæller Ai Zhengfeng.

»Om aftenen kan de danse sammen her ved standen og møde nye venner. Der kommer flere og flere hvert år. Mange af mine venner derhjemme er blevet inspireret og følger måske trop til vinter.«

Ai Zhifeng har lejet en lille lejlighed for 900 kroner om måneden. Den er primitiv med et lille køkken på altanen. Det betyder ikke så meget, for han er kun hjemme for at spise og sove. Resten af dagen er han ude for at suge livet til sig.

Han supplerer sin pension fra Agricultural Bank of China ved at tilbyde fodbehandling om eftermiddagen. Hans familie har i generationer arbejdet med kinesisk medicin og udviklet et produkt, der kan slå neglesvamp ihjel. Det er en god niche her på øen:

»Her er mange gamle med dårlige negle,« siger han grinende.

Småhandlende

De mange pensionister fra det nordlige Kina har tiltrukket småhandlende fra hjemstavnen, som forsøger at gøre livet på øen til en forretning.

De åbner pensionater, restauranter, bagerier, frisørsaloner og tilbyder forskellige former for lægebehandling efter lokale traditioner.

En reklame fra pensionatet Qianli Yanglao, der er målrettet kinesiske pensionister, lokker med gode, rene forhold, fællesskab, sportsaktiviteter og tre måltider om dagen primært baseret på køkkenet i det nordlige Kina. Et køkken, der er kendt for sine gryderetter og stuvninger med kartofler, gulerødder og svinekød.

Måske ikke den oplagte spise på en ø med temperaturer på over 25 grader året rundt, og hvor kokosnødder, mangofrugter og bananer indgår som fast del af den lokale spise.

»De gamle fra det nordøstlige Kina vil gerne spise det, de kender hjemmefra,« fortæller Li Suqing fra Heilongjiang-provinsen, der sammen med sin mand har åbnet et lille bageri, hvor de sælger brød efter familiens traditionelle opskrift.

Det var rygterne om de mange pensionister fra det nordøstlige Kina, der fik Li Suqing og hendes mand til at pakke en kuffert og rejse til Sanya i oktober sidste år.

Modsat mange andre tilflyttere er de her primært for at tjene penge. Hjemme lever de af at sælge de grøntsager, de dyrker i landsbyen uden for Harbin i Heilongjiang-provinsen. Det løber rundt, men om vinteren er der ikke meget at sælge.

Derfor håbede de, at der ville være bedre forretningsmuligheder i Sanya.

De tog chancen og rejste til Sanya, uden at vide hvor de skulle bo, men med en plan om at starte et lille bageri. Et par dage efter ankomst fandt de en bod i en smal og travl forretningsgade.

Her er ejendommene banket op skulder ved skulder, og elledninger hænger slapt ned fra elmasterne som guirlander. Huslejen for deres lille bod er omkring 4.000 kr. om måneden, og de kan sove oven over forretningen.

Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før den primitive bebyggelse bliver revet ned og solgt til ejendomsspekulanter. For kun få hundrede meter derfra ligger store luksuriøse hoteller som perler på en snor langs Sanyas strandpromenade.

Endnu kan helt almindelige mennesker med deres sparsomme pensioner finde bolig her og danne kundegrundlag for forretninger som Li Suqings bageri.

Det er ikke nogen loppetjans at være bager – heller ikke på en tropeø. Ægteparret er i gang fra klokken 2 om natten til klokken 21 om aftenen og skiftes til at hvile sig i løbet af dagen. Til gengæld tjener de omkring 10.000 kr. om måneden.

Li Suqing drømmer om på sigt at kunne købe en lejlighed i Harbin, og komme til Hainan om vinteren.

»Vores datter bor i Beijing. Hun klarer sig selv og hendes svigermor passer vores barnebarn. Vi har ingen forpligtelser, så vi kan lige så godt komme her.«

De har indtil videre lejet forretningen for et år og planlægger at komme tilbage i slutningen af september.

»Det er der, det begynder at blive koldt derhjemme. Så er det dejligere at være her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Folkerepublikken Kina.
300 millioner kinesere er forbrugere som danskere, en del af markedsøkonomien der skaber rigdom til de få og klimaforandringer samt forurening der stopper udviklingen, der i Kina holder de resterende over 700 millioner i fattigdom, uden mulighed for at flygte fra realiteterne.

Folkestyret i Danmark.
Borger i det danske folkestyre, har også i dag en forventning om, at politikkerne ikke modarbejder befolkningen, hvilket jeg vil påstå hemmeligholdelse af omfanget af klimaforandringerne, konsekvenserne af den nuværende politiske kurs er og den der af afledt utilsreklige indsats mod klimaforandringerne, er ligeledes politisk modarbejdelse af befolkningen, en manglende fremtidig beskyttelse af borgerne, negative og omkostningstunge konsekvenser skjult for borgerne af politikkerne.

Den aktive beskyttelse af skatteunddragelse, som i DONG salget er ligeledes politisk aktivitet, der er undergravning af folkestyret.

Det er simpel berigelse af en politisk fremtvungen og beskyttet økonomisk overklasse.

Mafia.

Fra link:
"mafia, form for kriminel organisation, der foruden gangsterens almindelige virkemidler, korruption, trusler og vold, benytter sig af forbindelser i finansverdenen, i den politiske verden og i den offentlige forvaltning. Disse medskyldige beskytter mafiaen mod retsforfølgelse, sørger for, at virksomheder, der er knyttet til mafiaen, får offentlige entrepriser samt vasker sorte penge hvide."

Link: http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Italien_og_Malta/Italien_1...

Klimaforandringerne 'uden filter'.
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Phillip, i dit link om klimaforandringerne 'uden filter' er det for mig nærmest umuligt at forstå taleren. Han taler meget hurtigt og med dialekt. Er det muligt at opsummere essensen?

Ja, sidst Kina foretog et kvalitetsspring og smed mao-skoene og udskiftede barfodslægerne med hospitaler kaldtes det "kulturrevolutionen", denne gang er kvalitetsspringet styret af Dengs "Bare katten fanger mus", og det ser heller ikke kun smukt ud her fra Vesten. Men det kinesiske folk ved godt hvad de er oppe imod. De har ikke glemt den Britisk/Franske besættelse eller den Japanske annektering af Manchuriet. Først dynastiet Kina så folket.

At tro Kina bremser op fordi Vesten har placeret sin industri i Kina, og dermed (tilsyneladende) har forladt kultiden, er naivt. Kina fortsætter deres modernisering da de ellers vil ende som udbyttede subhumans, som det sker overalt på kloden omkring den Vestlige kapitalismes singularitet.

Randi Christiansen

'Den vestlige kapitalismes singularitet' - godt udtryk