Læsetid: 5 min.

Place de la Republique er besat på tredje uge

Protester i Paris mod en ny fransk arbejdsmarkedslov er blevet til en folkebevægelse, der på tredje uge besætter Place de la Republique, og som er dybt poetisk, men trues af voldelige elementer og højrefløjens protester
Den centrale parisiske plads Place de la Republique er blevet arena for mange natlige demonstrationer mod den franske regerings lovforslag om nye regler for arbejdsmarkedet.

Thibault Camus

21. april 2016

»Vi er her bare for at forsøge at finde hoved og hale på det hele. Faktisk aner vi ikke, om den nye lov er god eller ej.«

Suzanne på 23 er troppet op på Place de la Republique i Paris med to veninder, og det er den franske regerings lovforslag om nye regler for arbejdsmarkedet, El Khomri-loven, opkaldt efter arbejdsminister Myriam El Khomri, de tre veninder prøver at tage stilling til.

Det franske arbejdsmarked kendetegnes ved meget rigide arbejdskontrakter, der i høj grad beskytter de ansatte.

Det er næsten umuligt at fyre en person ansat på en CDI-kontrakt på ubestemt tid. Til gengæld er man ekstremt udsat, hvis man kun har en tidsbegrænset kontrakt. F.eks. kan man hverken opnå banklån eller kontrakt på en lejlighed. Hele det franske samfund er bygget op omkring meget faste ansættelser.

El Khomri-loven er den socialistiske regerings overraskende forsøg på at gøre det franske arbejdsmarked fleksibelt. Arbejdsgiverforeningen bifalder loven. Til gengæld har især studerende i mere end en måned aktioneret på gymnasier og universiteter. De unge føler, at deres fremtid er truet.

Suzanne, Iris og Alice har ikke været med til at protestere før. Men i aften er de kommet for at forstå.

»Helt ærligt kan jeg ikke bare sige, at det er åndssvagt at ændre arbejdsmarkedsloven,« siger Iris, som studerer industrielt design. »Jeg kan godt forstå, at vi er nødt til at beskytte arbejdere på store virksomheder. Samtidig kender vi så også alle nogen, der bare udnytter den nuværende lov. Hvis du først er ansat, kan din arbejdsgiver ikke fyre dig.«

Hverken hun eller nogen af de andre unge på pladsen ønsker at oplyse deres efternavn, og de er generelt meget skeptiske over for pressen.

Suzanne nikker, og Alice tilføjer:

»Jeg har tjent til studierne ved at arbejde i en bagerbutik og har godt set, hvad det betyder for sådan en lille arbejdsgiver, når nogen lader sig ansætte og så bare skrider. Det kan nærmest få sådan en lille virksomhed til at gå fallit.«

Siden den store demonstration mod loven den 31. marts har demonstranterne samlet sig på den nyistandsatte Place de la Republique. Stearinlysene for terrorofrene er slukket og blomsterne falmet omkring den graffitiprydede statue. Til gengæld er der samtaler i gang overalt på pladsen.

Samtaler om verdens tilstand

Bevægelsen kalder sig Nuit Debout (Oppe om natten, red.). Sådan foregår det i bogstaveligste forstand. Der er agoraer og talerstole overalt i mørket og sammenkrøbne »generalforsamlinger« med verdens tilstand på dagsordenen.

I en spontant opstået feministisk kreds diskuteres det, om kvinder med slør skal have taleret.

»Vil du ikke godt lade være med at stå på nakken af mig,« siger Laure med en afværgende bevægelse til en mand, der står klos op ad hende og har taget ordet uden at være skrevet på talerlisten. Han har insisterende forklaret, at den virkelige fare er islam, som vil dominere kvinder, og har nærmest været ved at trampe Laure ned. Det var ellers hendes tur til at tale.

Leder man efter en talsmand, har man til gengæld intet forstået, forklarer de unge mennesker ved den interimistiske ’modtagelse’ midt på pladsen.

»Jeg kan fortælle dig, hvilke generalforsamlinger der er i aften,« forklarer Pascal til gengæld venligt.

Denne dag er det den 42. marts. På Place de la Republique har de lavet ny tidsregning og nye regler for, hvordan forsamlinger skal foregå. Det kaldes ’generalforsamlinger’, og der er mange af dem.

De boder, som er bygget op på pladsen gennem en uge, er blevet pillet ned af politiet samme morgen. Men en ny tilladelse til at demonstrere er godkendt, og en ny rutine har indfundet sig. Pladsen er demonstranternes mellem klokken 17 og 24, det hele bygges op hver aften. Rundt omkring ses politibiler, det stærkt bevæbnede militær holder sig mere i baggrunden. Der er undtagelsestilstand i Frankrig og en mærkelig tøven omkring forsamlingen.

Ideer fra et nyt sted

Bag Suzanne og hendes veninder sidder hundredvis af mennesker af alle aldre og typer stille på brostenene og lytter til en taler. Han har gang i en lang udredning om, at reklamer bør afskaffes.

Når folk er enige, ryster de tavst begge hænder ved siden af deres ansigter, når man er uenig, knytter de hænderne over hovedet – en gestik, de har arvet fra andre sociale bevægelser som Occupy Wall Street.

En reporter fra BFM TV interviewer en slipseklædt mand midt på pladsen. Hun styrer både lys, mikrofon og kamera i den sø af lys, der pludselig opstår på den ellers så intime plads.

Pascal vil gerne tale videre, efter at lyset er slukket.

»Jeg er kommet her lige fra starten og kan bare sige, at vi er nødt til at protestere nu. Jeg er økonomisk rådgiver i et stort firma lige her i nærheden. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle protestere sammen med den her bunke hippier, men jeg tror slet ikke, vi ved, hvad der foregår i øjeblikket. Jeg troede virkelig, Hollande ville gøre noget andet. Det, jeg føler, kan ikke engang kaldes skuffelse. Jeg er iskold. Jeg tror hverken på fagforeninger eller de politiske partier. Ideerne må komme et andet sted fra.«

Hischam har lyttet og blander sig i samtalen. De to giver hinanden hånden.

»Jeg er revisor, og nu skal jeg fortælle Dem, hvad det er, Hollande har gang i,« forklarer han henvendt til Informations udsendte, som henvendte han sig til verdenspressen.

»Ser De, hvis denne lov bliver gennemført, vil arbejdsløshedskurven for en tid knække. Man vil kunne ansætte uden risiko, og det vil ske. Det vil for en tid se godt ud. Det er derfor, Hollande gør det lige nu. Men virkeligheden for de ansatte bliver en stoledans. De flytter hele tiden én stol. De flytter den til andre dele af verden, hvor det er billigere.«

Suzanne, Iris og Alice står nu og lytter til en mand, der har taget ordet og bringer emnet op, om vold kan være nødvendig i en revolution.

»Jeg kan stadig simpelthen ikke finde ud af det,« siger Alice og griner.

»Jeg tror bare, jeg vil gå hjem og sove.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Steen Andersen
  • Anne Eriksen
  • Kurt Nielsen
Jørgen Steen Andersen, Anne Eriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herman Hansen

Samtidig sidder vi i Danmark alle sammen bekvemt hjemme i sofaen og glor, mens den blå svindler regering ødelægger det danske samfund og sammenhængskraften som det har taget over 100 år at opbygge.

...2015 har ifølge DA og DI and-so-on været et behageligt og roligt år. Det fortæller vel alt.

Kurt Nielsen, Leif Høybye, Jørgen Steen Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Særligt Dansk Folkeparties vælgere synes, at nu er der da godt styr på det hele. Ha ha ha - Det bliver spændende den dag de (DF vælgere) vågner op fra deres realitets bedøvelse.

Nu er Margrete, Helle og Bjarne Corydong har ikke mere - hvorfor lade som om, at det kun er DF og vælgerne, der ikke kan finde ud af det?

Kurt Nielsen, Herman Hansen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Der var engang et arabisk forår - nu er det måske et europæisk forår, der er på vej. Jeg håber det. Spændende at se, hvad det udvikler sig til. Jeg er desværre 79 år og dårligt gående - ellers ville jeg gerne deltage, for den udvikling, vores samfund har gang i nu, skal stoppes.

Anne Eriksen, Kurt Nielsen, ingemaje lange og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den forkerte kamp. Kun ved at gøre arbejde/arbejdsløshed til en udramatisk forskel - eller måske ligefrem gøre uafhængighed til den platform, fra hvilket man kan arbejde, fordi man er garanteret en social sikkerhed - slipper vi ud af dette unødvendige angreb på den sociale fred (jeg taler om "arbejdet", ikke reaktionerne på forværringerne).
Hollande gør nu, hvad Nyrup reelt gjorde i Danmark, og som vi har fortsat, og som har haft fuldkommen surrealistisk ødelæggende virkninger på økonomi, samfundets opretholdelse, udviklingen.
Men det er menneskers velbefindende og ikke en stadig voksende rigdom, det må komme an på i et demokratisk samfund.

Bestemmelserne på det stive og absurd regulerede franske arbejdsmarked er en væsentlig årsag til, at Frankrig er blevet et relativt fattigere samfund med få fremtidsmuligheder for de unge. Det er lidt svært for danskere at forstå hvor absurde reglerne er. En nyansat i et fast job kan på sin første arbejdsdag gå hjem med en forklaring om, at han ikke har det helt godt for aldrig nogensinde reelt at udføre en dags arbejde for firmaet, som ikke desto mindre er forpligtet til at udbetale fuld løn i en længere årrække. Det kræver kun et misbrug af denne slags for at knække halsen på et mindre firma.

Jeg har selv familie i Sydfrankrig, som driver erhvervsvirksomhed indenfor reparation af fiskebåde og biler. De kunne ikke drømme om at fastansætte nogen uden for den nære familie netop på grund af frygten for misbrug. I stedet benyttes korte kontraktansættelser i stort omfang.