Place de la Republique er besat på tredje uge

»Vi er her bare for at forsøge at finde hoved og hale på det hele. Faktisk aner vi ikke, om den nye lov er god eller ej.«

Suzanne på 23 er troppet op på Place de la Republique i Paris med to veninder, og det er den franske regerings lovforslag om nye regler for arbejdsmarkedet, El Khomri-loven, opkaldt efter arbejdsminister Myriam El Khomri, de tre veninder prøver at tage stilling til.

Det franske arbejdsmarked kendetegnes ved meget rigide arbejdskontrakter, der i høj grad beskytter de ansatte.

Det er næsten umuligt at fyre en person ansat på en CDI-kontrakt på ubestemt tid. Til gengæld er man ekstremt udsat, hvis man kun har en tidsbegrænset kontrakt. F.eks. kan man hverken opnå banklån eller kontrakt på en lejlighed. Hele det franske samfund er bygget op omkring meget faste ansættelser.

El Khomri-loven er den socialistiske regerings overraskende forsøg på at gøre det franske arbejdsmarked fleksibelt. Arbejdsgiverforeningen bifalder loven. Til gengæld har især studerende i mere end en måned aktioneret på gymnasier og universiteter. De unge føler, at deres fremtid er truet.

Suzanne, Iris og Alice har ikke været med til at protestere før. Men i aften er de kommet for at forstå.

»Helt ærligt kan jeg ikke bare sige, at det er åndssvagt at ændre arbejdsmarkedsloven,« siger Iris, som studerer industrielt design. »Jeg kan godt forstå, at vi er nødt til at beskytte arbejdere på store virksomheder. Samtidig kender vi så også alle nogen, der bare udnytter den nuværende lov. Hvis du først er ansat, kan din arbejdsgiver ikke fyre dig.«

Hverken hun eller nogen af de andre unge på pladsen ønsker at oplyse deres efternavn, og de er generelt meget skeptiske over for pressen.

Suzanne nikker, og Alice tilføjer:

»Jeg har tjent til studierne ved at arbejde i en bagerbutik og har godt set, hvad det betyder for sådan en lille arbejdsgiver, når nogen lader sig ansætte og så bare skrider. Det kan nærmest få sådan en lille virksomhed til at gå fallit.«

Siden den store demonstration mod loven den 31. marts har demonstranterne samlet sig på den nyistandsatte Place de la Republique. Stearinlysene for terrorofrene er slukket og blomsterne falmet omkring den graffitiprydede statue. Til gengæld er der samtaler i gang overalt på pladsen.

Samtaler om verdens tilstand

Bevægelsen kalder sig Nuit Debout (Oppe om natten, red.). Sådan foregår det i bogstaveligste forstand. Der er agoraer og talerstole overalt i mørket og sammenkrøbne »generalforsamlinger« med verdens tilstand på dagsordenen.

I en spontant opstået feministisk kreds diskuteres det, om kvinder med slør skal have taleret.

»Vil du ikke godt lade være med at stå på nakken af mig,« siger Laure med en afværgende bevægelse til en mand, der står klos op ad hende og har taget ordet uden at være skrevet på talerlisten. Han har insisterende forklaret, at den virkelige fare er islam, som vil dominere kvinder, og har nærmest været ved at trampe Laure ned. Det var ellers hendes tur til at tale.

Leder man efter en talsmand, har man til gengæld intet forstået, forklarer de unge mennesker ved den interimistiske ’modtagelse’ midt på pladsen.

»Jeg kan fortælle dig, hvilke generalforsamlinger der er i aften,« forklarer Pascal til gengæld venligt.

Denne dag er det den 42. marts. På Place de la Republique har de lavet ny tidsregning og nye regler for, hvordan forsamlinger skal foregå. Det kaldes ’generalforsamlinger’, og der er mange af dem.

De boder, som er bygget op på pladsen gennem en uge, er blevet pillet ned af politiet samme morgen. Men en ny tilladelse til at demonstrere er godkendt, og en ny rutine har indfundet sig. Pladsen er demonstranternes mellem klokken 17 og 24, det hele bygges op hver aften. Rundt omkring ses politibiler, det stærkt bevæbnede militær holder sig mere i baggrunden. Der er undtagelsestilstand i Frankrig og en mærkelig tøven omkring forsamlingen.

Ideer fra et nyt sted

Bag Suzanne og hendes veninder sidder hundredvis af mennesker af alle aldre og typer stille på brostenene og lytter til en taler. Han har gang i en lang udredning om, at reklamer bør afskaffes.

Når folk er enige, ryster de tavst begge hænder ved siden af deres ansigter, når man er uenig, knytter de hænderne over hovedet – en gestik, de har arvet fra andre sociale bevægelser som Occupy Wall Street.

En reporter fra BFM TV interviewer en slipseklædt mand midt på pladsen. Hun styrer både lys, mikrofon og kamera i den sø af lys, der pludselig opstår på den ellers så intime plads.

Pascal vil gerne tale videre, efter at lyset er slukket.

»Jeg er kommet her lige fra starten og kan bare sige, at vi er nødt til at protestere nu. Jeg er økonomisk rådgiver i et stort firma lige her i nærheden. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle protestere sammen med den her bunke hippier, men jeg tror slet ikke, vi ved, hvad der foregår i øjeblikket. Jeg troede virkelig, Hollande ville gøre noget andet. Det, jeg føler, kan ikke engang kaldes skuffelse. Jeg er iskold. Jeg tror hverken på fagforeninger eller de politiske partier. Ideerne må komme et andet sted fra.«

Hischam har lyttet og blander sig i samtalen. De to giver hinanden hånden.

»Jeg er revisor, og nu skal jeg fortælle Dem, hvad det er, Hollande har gang i,« forklarer han henvendt til Informations udsendte, som henvendte han sig til verdenspressen.

»Ser De, hvis denne lov bliver gennemført, vil arbejdsløshedskurven for en tid knække. Man vil kunne ansætte uden risiko, og det vil ske. Det vil for en tid se godt ud. Det er derfor, Hollande gør det lige nu. Men virkeligheden for de ansatte bliver en stoledans. De flytter hele tiden én stol. De flytter den til andre dele af verden, hvor det er billigere.«

Suzanne, Iris og Alice står nu og lytter til en mand, der har taget ordet og bringer emnet op, om vold kan være nødvendig i en revolution.

»Jeg kan stadig simpelthen ikke finde ud af det,« siger Alice og griner.

»Jeg tror bare, jeg vil gå hjem og sove.«