Læsetid: 6 min.

Spanske kooperativer klarer sig bedre end private virksomheder

Mindre ustabilitet og lavere chancer for fyringer er ifølge forskere kendetegnende for kooperative virksomheder. Mondragon i Baskerlandet har gjort sig til eksperter i demokratisk fordeling af kapitalen
Mens virksomheder gik ned under krisen andre steder, slap kooperativerne samlet i Mondragon – med centrum i byen af samme navn og ejet af koncernens arbejdere – nådigt, selvom en af koncernens vigtigste virksomheder, Fagor, gik ned med flaget. Foto: Javier Larrea/Polfoto

Mens virksomheder gik ned under krisen andre steder, slap kooperativerne samlet i Mondragon – med centrum i byen af samme navn og ejet af koncernens arbejdere – nådigt, selvom en af koncernens vigtigste virksomheder, Fagor, gik ned med flaget. Foto: Javier Larrea/Polfoto

19. april 2016

Hovedvejen fra Bilbao til Mondragon løber gennem et landskab af grønne bjerge og brusende floder. Ro, ekstremsport og regnvand kunne være tre af Baskerlandets største eksportvarer. Men faktisk er dette et af Spaniens vigtigste industriområder, kendt for sin sværindustri med bl.a. produktion af metalelementer til BMW, Volkswagen, fly, tog og brillestel. Men Baskerlandets industrielle hovedsæde er også arnested for et af verdens mest revolutionerende demokratiske eksperimenter. Frit oversat betyder Mondragon dragebjerget, og her i byen har de deres egne dragehistorier. Hvor europæisk mytologi fortæller om den tapre Sct. George, der slår den sicilianske drage ihjel og redder prinsessen fra døden, foretrækker de her en anden version:

»Vi siger, at det ikke er ridderen Skt. George, der alene slog dragen ihjel. Det var derimod en gruppe af helte, en gruppe af arbejdere. Det var altså en kollektiv helteindsats,« fortæller Ander Etxeberria, kommunikationsansvarlig i den kooperative koncern Mondragon.

Et kooperativ er en virksomhed, der på demokratisk vis ejes og drives af dens medlemmer, og målet er at tilgodese medlemmernes brede interesser frem for bare at skabe økonomisk overskud.

Den model har de i Mondragon haft så stor succes med, at de lokale i spøg kalder bjerget »det hellige bjerg« på grund af koncernens imponerende udvikling og magtfulde position i lokalområdet.

»Hvis du samler fem mennesker fra Mondragon, vil tre af dem være medarbejderejere i et kooperativ,« siger Mikel Lezamiz, kooperativets tidligere kommunikationsansvarlig.  

I hele dalen, inklusiv byerne Bergara, Onati og Aretxabaleta med i alt 60.000 indbyggere, er omtrent halvdelen medlemmer af et kooperativ, fortæller han.

I Mondragon begyndte den kooperative udvikling for alvor kort tid efter den spanske borgerkrigs afslutning, da den unge præst José Maria Arizmendi i 1942 ankom til den lille industriby. Arizmendi var mere interesseret i at sikre arbejderne på fabrikkerne bedre vilkår og social opstigning end i den katolske katekismus. Et af midlerne blev uddannelse og kooperativ virksomhedsdrift.

»Arizmendi yndede at sige: for at demokratisere magten må vi socialisere viden,« fortæller Ander.

Straks efter sin ankomst til bjerglandet åbnede Arizmendi en skole, derpå et universitet, og senere i 1952 så Mondragons første kooperativ Ulgor dagens lys.

Siden er udviklingen gået stærkt. I dag spreder koncernen af kooperativer sig over 250 firmaer, en bank, en forsikringsvirksomhed, et forskningsinstitut og et verdensomspændende konsulenthus.

I omegnen af 75.000 medarbejdere har deres dagligdag i Mondragons mange firmaer, der producerer
alt fra nøgler over bremseklodser til højteknologiske maskiner tilmedicinalindustrien. I 2014 var omsætningen på ca. 90 milliarder kroner, hvilket er tre gange så meget som Lego og større end Dan- marks næststørste firma, Novo Nordisk.

BMW og bremseskiver

Busturen fra Bilbao til en af Mondragons største virksomheder, Ederlan, er en rejse gennem et landskab af kooperative mastodonter. Vejen passerer hovedkvarteret for Spaniens næststørste supermarkedskæde, Eroskis. Som noget helt særligt er kæden ejet af forbrugerne og medarbejderne i forening, og ikke, som f.eks. COOP Danmark, kun af forbrugerne.

I dalen ved siden af ligger busproducenten Irizar. I de seneste år har fabrikken oplevet så kraftig vækst, at den har måttet grave sig ind i bjergsiden for at få plads nok.

En tredje er virksomheden Ederlan, der producerer bremseklodser til biler.

»Jeg føler mig som ejer af alt dette,« siger medarbejderen Inaka og slår ud med armene, da vi træder ind i den flere hundrede meter lange produktionshal. Kort tid efter er han lige ved at blive kørt ned af en gaffeltruck. Der er fart på produktionen i dag. BMW skal have leveret en stor ordre, men til trods for travlhed og metalstøv lukker produktionen alligevel ned kl. 11.

Det er dagen for den månedlige ejerforsamling. Mødelokalet er hvidmalet og fyldt med blå plastikstole – og snart medarbejdere.

»Alle medarbejdere mødes med ledelsen, og alle bliver underrettet om virksomhedens produktion, salg, økonomi, resultat, ulykker og lignende. Her har alle taletid og kan spørge ind eller foreslå nye tiltag,« siger Inaka.

I Mondragon-koncernens kooperativer er der desuden årlige generalforsamlinger, hvor strategi og de ledende bestyrelsesmedlemmer går på valg. Med andre ord kan medarbejderne udskifte chefen, hvis de skulle få lyst. Da vi forlader salen, siger Inaka glad:

»Der er en stabilitet i det at være medejer, at vide noget er dit, folk viser mere interesse for noget, man har del i ... de har mere drive.«

Klarede finanskrisen

Ederlan har klaret sig flot gennem finanskrisen, til trods for at virksomheden befinder sig i en trængt branche med stadig hårdere konkurrence fra Asien. At Ederlans resultater ikke blot er et isoleret tilfælde af kooperativ stabilitet bakkes op af Mondragons historie.

Kooperativerne i Mondragon har nemlig en imponerende succesrate. Ud af de 250 opstartede kooperativer er kun i omegnen af fire-fem lukket eller gået bankerot siden Ulgurs opstart i 1952. En succesrate på 98 procent sat i forhold til, at det ifølge Vækstfonden kun er 58 procent af nye danske privatejede virksomheder, der overlever de første tre år. Et studie fra 2010 lavet af to amerikanske universiteter i samarbejde med Mondragon Universitet viste, at Mondragon under finanskrisen havde et markant lavere fald i beskæftigede end Baskerlandet og Spanien mere generelt.

En succesrate af en sådan størrelse har hævet øjenbryn verden over. Ikke mindst i USA hvor Havard Business Review i 2013 gav en pris for bedste »management innovation« til Mondragons måde at bedrive virksomhed på.

Historien er dog ikke uden nedture. Finanskrisen tærede på den kooperative gigant, og Mondragon måtte i 2013 sige farvel til Fagor Electrodomesticos, et af de største og ældste firmaer i koncernens historie. Fagors enorme produktionshal ligger nu som en falden kæmpe midt i industriområdet. Her blev for få år siden produceret køleskabe, men bygningen lægger allerede tag til pjusket græs og små vildtvoksende buske.

»Fagors fallit var et hårdt slag for Mondragons selvforståelse som en forening af firmaer, der ikke kan gå konkurs,« fortæller Mikel.

Generelt har kooperativerne dog vist sig at være mere modstandsdygtige under finanskrisen og bedre til at sikre beskæftigelse for Europas ledige end sammenlignelige firmaer.

Ifølge den europæiske konføderation af kooperativer, CECOP, faldt beskæftigelsen i Spanien med otte procent fra 2008 til 2009 i de konventionelle firmaer, mens den kooperative sektor kunne nøjes med et fald på 4,5 pct, og allerede i 2010 begyndte kooperativerne at rejse sig efter krisen, mens de private firmaer igen var tvunget i fyringsrunder. Organisationen Co-operatives UK opgjorde i 2012 lignende resultater for Storbritannien, hvor 98 pct. af alle kooperativer stadig var funktionsdygtige efter finanskrisen sammenlignet med kun 65 pct. for alle virksomheder.

Douglas Kruse, økonomiprofessor ved Rudgers University i USA og en af medejerforskningens grand old men, mener, at der er meget at lære af finanskrisens effekt på kooperative virksomheder.

»Vores forskning viser, at der er mere stabilitet. Og ansatte rapporterer også om lavere sandsynlighed for at blive fyret end privatansatte,« siger han.

Samme tendens viser hans studie af amerikanske medarbejderejede virksomheder fra 1988 til 1999. Her havde kooperative virksomheder 27 procent større sandsynlighed for at overleve end de private virksomheder. Bl.a. fordi firmaerne var mere fokuserede på at skabe en engageret og forpligtet stab af medarbejdere, hvilket betød, at de var mere fleksible, når der opstod økonomiske udfordringer, og mere villige til at dele ideer, der kunne have betydning for virksomhedens overlevelse.   

Skaber større lighed

Men den store gevinst ved medarbejderejede virksomheder er ifølge Richard Freeman, økonom fra Harvard University, det lighedsskabende element.

»Da jeg først begyndte at undervise i økonomi, sagde jeg, at man aldrig skulle bekymre sig om økonomisk ulighed. Dengang levede vi i en slags middelklasseverden. Den er væk nu. Over de seneste 25-40 år har de rigeste taget en større andel af den totale indkomst, og kapitalens andel af den totale økonomi er øget i alle avancerede økonomier. Hvis man kunne udvikle en måde at fordele indkomsten tilbage til normale mennesker, ville det have en enorm effekt.«

Tilbage i Mondragon forklarer Mikel, at medarbejdere i Mondragons kooperativer har en løn, der er lige så høj eller højere end privatansatte, og dertil kommer deling af virksomhedens overskud.

»Her deles cirka 20 procent af overskuddet mellem medarbejderne, og resten går ind i firmaet til konsolidering og investering. Derudover er der lønskalaen. Normalen er 1:5, men i visse store firmaer stiger den til 1:8. Det vil sige, at den, der tjener mest, ikke må tjene mere end otte gange den lavestlønnede.«

Ifølge nyhedsmagasinet The Globalist er det sammenlignelige tal for store spanske virksomheder oppe på 1:127. Richard Freeman mener, at den stigende ulighed fører til en uacceptabel økonomisk udvikling: »Vi er ved at nå et kritisk punkt karakteriseret af en mere ustabil økonomi. Den grundlæggende forandring, som meget sandsynligt vil virke, er at lade folk eje en større andel af deres virksomhed og af det kapitalistiske system mere generelt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • peter fonnesbech
  • Jan Pedersen
  • Alan Strandbygaard
  • Torben K L Jensen
  • Herman Hansen
  • Ib Christensen
  • Philip B. Johnsen
  • Torben Jørgensen
  • Steffen Gliese
  • Jørgen Steen Andersen
  • Anne Eriksen
  • Trond Meiring
  • Kurt Nielsen
  • ingemaje lange
Estermarie Mandelquist, peter fonnesbech, Jan Pedersen, Alan Strandbygaard, Torben K L Jensen, Herman Hansen, Ib Christensen, Philip B. Johnsen, Torben Jørgensen, Steffen Gliese, Jørgen Steen Andersen, Anne Eriksen, Trond Meiring, Kurt Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det kan vel ikke undre nogen. Den faldende profitrate gør så fint rede for det: der er ikke råd til at finansiere et udbytte, men der er selvfølgelig råd til løn.

Bill Atkins, Herman Hansen, Ib Christensen, Philip B. Johnsen, Torben Jørgensen, Jørgen Steen Andersen, Jens Kofoed, Einar Carstensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Ja, til den her slags ting.

Bill Atkins, Karen Grue, Alan Strandbygaard, Herman Hansen, Philip B. Johnsen, Torben Jørgensen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

Vi har verken råd til eller brug for ledere, chefer, mafia og den slags ting. Nej!
Ja til kooperation.

Bill Atkins, Kurt Nielsen, Alan Strandbygaard, Herman Hansen, Philip B. Johnsen og Torben Jørgensen anbefalede denne kommentar

Der findes flere former for kooperation, og arbejderkooperation er absolut ikke nogen ny tanke. F.eks. tvang stor arbejdsløshed ledige bagere til at danne Danmarks største brødfabrik, ledige bryggeriarbejdere til at etablerede Bryggeriet Stjernen, ledige mejerister til at etablere Mejeriet Trifolium og så videre, - ja selv ledige skræddere skabte egen stor arbejdsplads.

I nutidens Danmark vil en arbejdskooperativ virksomhed, der består af flere brancher, være mest velegnet. Dette vil kunne foregå som et økonomisk fællesskab, hvor fællesskabet ejer produktionsmidlerne, og hvor en del af omsætningen i første omgang går i en fælles kasse. Herved vil fællesskabet kunne støtte hinanden i f.eks. sæsonsvingninger.

http://spip.modkraft.dk/tidsskriftcentret/tidslinje/article/1886#18861111

https://tidsskrift.dk/index.php/nationaloekonomisktidsskrift/article/vie...

Bill Atkins, Torben Selch, Kurt Nielsen, Herman Hansen, Philip B. Johnsen, Steffen Gliese og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Helena Sørensen

Det lyder meget a la den danske andelsbevægelse.

Bill Atkins, David Hajek, Kurt Nielsen, Alan Strandbygaard, Herman Hansen, Philip B. Johnsen, Torben Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Alene reglen om, at ingen må tjene mere end 5 gange mere end den lavest lønnede ville gøre underværker.

Hvis chefen vil tjene en million, så må rengøringen tjene 200.000,-
Hvis det princip blev indført i Danske Bank, ville der være en lang kø ved ledige rengøringsstillinger :-)

Bill Atkins, Kurt Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Herman Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Pedersen

BREAKINGS NEWS!
Undersøgelse viser, at en virksomhed hvor medarbejderne får del i overskud og det resterende overskud investeres i firmaets fremtidige overlevelse og fremdrift, samt lav løndifference imellem ledelse og medarbejdere, har højere medarbejdertilfredshed og mere engagement end en nærliggende virksomhed, hvor medarbejdernes indsats udmønter sig i afkast til passive investorer og bonusudbetalinger til ledelsen.
Erhvervsforskere er målløse over dette, som strider imod alle kendte teorier om fordele ved skånselsløs udbytning.

Det eneste 'breaking' ved dette er gud hjælpe mig at det betragtes som 'breaking'.

Bill Atkins, Torben Selch, Estermarie Mandelquist, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Michal Bagger, Torsten Jacobsen, Alan Strandbygaard, Herman Hansen, Tue Romanow, Ib Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Virker kun så længe der ikke sidder en et sted med patentet gemt væk i skuffen.
Med patentdomstolen, er der fremtidsmuligheder for, at man kan have alt maskinel og alle de hænder man kunne ønske, men ikke retten til at drage nytte af nogen af delene.

Herman Hansen

...Ding DONG og Corydon, tral la la la og laaa.

Sammen med den danske andelsbevægelse kunne man udemærket sætte de offentlige serviceydelser oven i sammenligningen med de omtalte kooperativer. Hvis alle inverstreringer gik til aktiv udvikling af en virksomhed frem for passiv spekulation og penge ophobning hos verdens økonomiske magt elite, samt skattely naturligvis.

Alt godt for almindelige mennesker, det absolut store flertal, synes alt at skulle brydes ned af det blå tankesæt.

...Det må og skal stoppes. Hallo Socialdemokratiet, hvor er i henne?

Herman Hansen

Glemte lig :-)

, samt skattely naturligvis, ville der kunne skabes i titusindvis af attraktive, sikre og konkurencedygtige arbejdspladser.

Estermarie Mandelquist og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Trond Meiring, 19. april, 2016 - 14:49:

"Vi har verken råd til eller brug for ledere, chefer, mafia og den slags ting. Nej!"

Du glemte: Aktionærer og banker.

Bill Atkins, Torben Selch, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Spørgsmålet er hvorfor det ikke sker mere - eller er sket - i Danmark.

Er der praktiske grunde?
Er der kulturelle eller traditionsbundne betingelser?
Er der modvilje fra fx fagbevægelse?
Skræmmer sporene fra OD/ØD - og er venstrefløjen overhovedet med på ideen?

Med den danske andelsbevægelse og foreningstradition in mente, burde vi have alle forudsætninger for at fyre en række forsøg igang.

Per Torbensen, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Så pludselig er vi enige om at nationaløkonomer, besatte af tal og finanser, skal definere ideologien og moralen - så snart nogen siger at der kan være penge i at stjæle ejendom.

Artiklen beskriver meget klart nogle af de økonomiske fordele ved lokalpatriotisme, nationalisme, og en økonomi baseret på fascistiske principper, som et værn mod den 'udenlandske storkapital'.
Selvfølgelig kan man narre fascistiske arbejdere til at arbejde hårdere i et fascistisk samfund, og gennem diskrimination og racisme skaber man stabilitet og økonomisk slagkraft - men man gør dette på bekostning af friheden og ejendomsretten, der i sig selv bidrager til en velfungerende økonomi (som bonus, vel at mærke).
Derudover skal man jo vurdere om kooperativerne er grunden til den økonomiske tilvækst, hvorfor de evt. er det (måske har der været alternativer?), og om de er blevet styrket pga. en forhenværende, regional økonomisk styrke? Det har altså også noget at gøre med de historiske omstændigheder i Spanien, at der findes uhensigtsmæssige økonomiske traditioner i landet.

Nogle kommentarer indikerer at kooperativerne er mere konkurrencedygtige, fordi man ikke behøver nogen aktionærer. Her glemmer man dog at det er konkurrencelovgivning der burde sikre at markedet fungerer, og dvs. at man ikke skal bruge konfiskering af ejendom som redskab til at fremme konkurrence. Man glemmer også at der ikke bare er udbytter til aktionærer: i mange tilfælde bliver disse nemlig beskattet af div. stater, og selskabet bliver også straffet/beskattet. Gennem dobbeltbeskatningen diskriminerer man selskaberne og ejerne, for at på denne måde forankre virksomhederne i det omkringliggende samfund (nationalstaten). Til gengæld får arbejderne (vælgerne!) en fordel gennem en beskatning der er for lav.

Virksomheder er ikke til for at levere arbejdspladser eller for at tjene fællesskabets interesser!
At lukke økonomier gennem kooperativer er meget udlændingefjendtligt - sådan noget som socialister og fodboldbøller støtter - og det eneste alternativ er at knuse disse bevægelser.
Det er ikke kun i Spanien: i Danmark mangler vi stadigvæk at gøre en masse for at fjerne de store rester af andelsbevægelsen og tilsvarende, lukkede institutioner.

Servir al Pueblo kunne man for nylig læse om i The Guardian. Problemet er det samme, uanset om menneskerne går i habit eller hættetrøje!

Steffen Gliese

Din dødens ideologi er ved at tage livet af menneskelig værdighed og alt, hvad der er af virkelig og blivende værdi i verden. Alle skriver om det for tiden, det er den, der skaber racismen, nationalismen og hadet, fordi den tror på konkurrence. Vi andre tror på samarbejde - og Lo and Behold! det er selvfølgelig det, der er den største værdi i, både når det kommer til output, fornyelse og inklusion.
Et samfund kan ikke tillade sig at gøre folk til tabere, for samfundet tilhører alle, der lever i det.

Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Trond Meiring og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Andelsbevægelsen er den mest åbne ejerform, man har, og i sin bedste form genererer den også kun minimalt overskud og rimelig løn, som kan beskattes.

Steffen Gliese

Nej, det er at stramme den, Trond Meiring. Men jeg synes, det er interessant, at "David Hajek" så forfriskende lige ud af posen afslører sit perverterede samfundssyn, som desværre er det, der i et par årtier har styret os.
Så lad os sætte en stopper for det, mens vi kan.

Flere - desværre størstedelen - af kommentatorerne glemmer eller ved ikke flg.:

1) Kooperationen er ikke det samme som andelsbevægelsen. Og de har helt forskellige grundlæggende formål og funktioner. Et andelsselskab ejes typisk af leverandørerne, og de fokuserer på betalingen for deres råvareleverancer. Dvs. at et evt. overskud ikke har selvstændig mening, for det er bare den del af afregningsprisen på råvareleverancerne, som andelshaverne ikke (endnu) har fået udbetalt. Et almindeligt kommercielt selskab er profitmaksimerende (af hensyn til aktionærerne) et andelsselskab arbejder for at maksimere råvareprisen (afregningsprisen). Dvs. råvareleverandørerne ejer profitten og fordeler den mellem sig i forhold til deres leverede mængde. I et andelsselskab er medarbejderne lige så meget "lønslaver" (om man vil), som i et børsnoteret aktieselskab. Der findes i DK et antal meget succesrige og meget store andelsselskaber (fx Arla, Danish Crown m.fl.), som har vist stor evne til værdiskabelse, overlevelse og vækst.

2) Der har i DK været et antal kooperative virksomheder (Bryggeriet Stjernen og også mejerier, brødfabrikker, avisudgivere, entreprenørvirksomheder). Karakteristisk for dem er, at de alle er gået konkurs eller på anden måde lukket. Og det på trods af, at de ikke var tvunget til at udlodde overskud til fæle, cigarrygende kapitalejere, men kunne beholde hele overskuddet til at sikre konsolidering, udvikling og vækst. Problemet var, at der ikke var noget overskud - og det var faktisk endda ikke fordi medarbejderne så til gengæld scorede toplønninger! Men da alle disse kooperative virksomheder kollapsede - blev medarbejderne sendt på gaden. Alle dem, der efterspørger kooperative virksomheder kan så begynde at fundere over, hvordan det gik til, at de fæle kapitalistiske virksomheder (i modsætning til de kooperative) kunne (og kan) betale både overenskomstmæssige lønninger og overskud til kapitalejerne - mens kooperativerne ikke kunne nogen af delene!

Hvad vil en bryggeriarbejder helst: være fyret fordi Bryggeriet Stjernen lukkede - eller være ansat på overenskomstmæssig løn ved Carlsberg (vel vidende, at kapitalejerne i Carlsberg forventer at få udbetalt udbytte)?

Steffen Gliese

Jeg kan berolige dig med, Jens Winther, at det er kooperativer, der er tale om her. Det er der jo også rigtig god erfaring med i meget store dele af Sydeuropa, således er stort set hele den sicilianske vindyrkning kooperativer.
Også i et videre perspektiv er kooperativer noget, der har et visionært fokus: www.sanpatrignano.org.

Jeg er helt rolig, Steffen Gliese, men hvis du dyrker sagen lidt, vil du finde ud af, at de franske, spanske og italienske vinkooperativer fungerer præcis som de danske andelsmejerier. Dvs. de selvstændige vinbønder afleverer deres høst og får for det en afregningspris samt deres forholdsmæssige andel af "kooperativets" overskud (opgjort efter indleveret volumen). Altså et andelsselskab!

Det er hverken medarbejderne i "kooperativet" eller hos de selvstændige vinbønder, der ejer "kooperativet" eller får udbetalt "overskuddet".

Steffen Gliese

Selvfølgelig har du ret derhen, Jens Winther, at det er fællesejede produktionsapparater, der modtager afgrøden; men du tager alligevel også fejl, fordi vi taler om noget, der ligner danske andelsselskaber, som de var indtil de store fusioner i firserne.

Ikke for at være krakilsk, Steffen Gliese, men det eneste, der er sket med andelsselskaberne siden '80-erne er, at de er blevet større. Dvs. de har flere andelshavere og i fx Arla's tilfælde andelshavere flere lande. Men de fungerer på præcis samme måde, som da de blev startet for næsten 150 år siden.

Det er fair nok, hvis du bedre kan lide små virksomheder end store - men det har faktisk ikke noget med sagen at gøre i denne sammenhæng.

Steffen Gliese

Det har det faktisk, Jens Winther, for store virksomheder som Arla nærmer sig monopolet og også et langt mere industrielt produktionsapparat (de følges ad, sjovt nok) med vægt på standardisering.
Selv foretrækker jeg små virksomheder, der dag for dag forsøger at gøre det lidt bedre eller anderledes, kort sagt med muligheden for at improvisere. Måske ikke så meget i mælkeproduktionen som med osten.

Now you talk sense, Mr Gliese! Med mælk er det ligegyldigt, men Arla har i årtier også flyttet produktionen af oste fra de små overtagne mejerier til store centrale ostefabrikker. Dvs. før var der 5-10 danbo-oste, som smagte forskelligt alt efter hvilket mejeri, osten kom fra. Nu smager stort set alle gule oste ens - og kedeligt. Det er ikke længere egnsspecialiteter, men industristandard. Først indenfor de allerseneste år begynder de så småt at forsøge sig med interessante oste igen. Men det er op ad bakke, for der er forsvundet meget viden undervejs.
Se til Frankrig - der kan man stadig få over 300 forskellige oste.
Det var en tangent fra kooperativer og andelsselskaber....

I råddenskabens skatkammer kan man finde alt muligt interessant: andelsselskaber, gjensidige selskaber, erhvervsdrivende foreninger, erhvervsdrivende fonde, kommanditselskaber og flere ting.
Selv i aktieselskaber kan man indsætte bestemmelser der tilsidesætter ejendomsretten ved at forhindre salg af aktier udenom den ønskede folkegruppe. Et eksempel er Arbejdernes Landsbank, men aktionæroverenskomster bruges også af mange typiske 'kapitalister'.
Skatkammeret beskyttes fra den farlige, udenlandske kapital (vampyren, finansgribben): det betyder at samfundet reelt er neomerkantilistisk, selv om man formelt er en del af det frie marked.

Efter resultatet af Anden Verdenskrig gik gamle A.P. Møller f.eks. i panik over frihedsbølgen, der evt. ville modvirke at selskabet blev bevaret og beskyttet fra fjendtlige opkøb. Fondsejet var et naturligt valg, og vi har stadigvæk en flot tradition for den slags...

Det er helt fint, Jens Winther, at du pointerer arbejderkollektivets svagheder (det er interessant). Der er sikkert nogen, der synes at andelsselskaber ikke er rigtige kooperativer. Dog opfatter man normalt andelsselskaberne som værende kooperativer, uanset om det er producenter, konsumenter eller arbejdere der er 'ejere'.
Personligt ville jeg nok kalde hele råddenskabets skatkammer for kooperativer eller kollektiver. Selv den erhvervsdrivende fond skaber et kollektiv - et bånd mellem samfundet og virksomheden.
Disse virksomhedsformer er altid afhængige af kollektivet, og de beskytter virksomheden/samfundet fra det frie marked. Også som en form af legaliseret kartelvirksomhed, som bl.a. Steffen Gliese siger.

Spænde diskussion om produktions- og ejerskabsformer. Det vigtigste må være, at medarbejderne har majoriteten i virksomhedens bestyrelse. Medarbejderejede virksomheder er jo marxismens endemål og det kommunistiske samfunds grundelement.

I øvrigt er David Hajek's kommentarer særdeles vigtige, da de på en meget autentisk måde beskriver de holdninger og den retorik, der hersker i arbejdsgiverorganisationenerne. Arbejdsgiverne - eller rettere arbejdskøberne - er jo ganske klar over at konkurrencen fra kooperationer gør det svært for dem at presse prisen på arbejdskraften.