Baggrund
Læsetid: 10 min.

USA’s dronekrig trækker et spor af lidelser efter sig

Angrebene varer få sekunder, men konsekvenserne lever de efterladte med resten af livet. Tre familier, der blev ofre for ’utilsigtede følgeskader’ fortæller, hvordan præsident Obamas hemmelige dronekrig har smadret deres tilværelse og ladt dem tilbage med traumer, uforløst vrede og spørgsmålet: Hvorfor skulle vores familiemedlemmer slås ihjel?
Udland
30. april 2016
Niårige Nabila Rehman arbejdede i familiens køkkenhave, da en drone affyrede sine missiler og dræbte og sårede flere familiemedlemmer. Nabila selv fik sin hånd såret af granatsplinter.

Nabila Rehmans kæreste erindringer om sin bedstemor handler om bryllupper. Det spillede ikke nogen rolle, hvem der blev gift – familie eller naboer. Altid var hendes bedstemor, Mamana, i forreste række.

Mamana var lige så ivrig efter at deltage i forberedelser, som hun var efter at feste. Skønt uden formel uddannelse var hun den foretrukne lokale jordemor. Hun trådte også gerne til som improviseret praktiserende læge, ja selv som dyrlæge, når behovet opstod.

En eftermiddag i efteråret 2012 havde Mamana bedt Nabila og en flok af hendes søskende og fætre om at samles ude på familiens okramark, en del af deres frodige køkkenhave i Pakistans stammeområde. Det var tid for eidfesten, så Rehmans familie måtte i gang med at tilberede grøntsager. Nabila, ni år, arbejdede i køkkenhaven, da dronen affyrede sine missiler.

En mørk sky af støv steg op fra haven og blandede sig med skarp røg. Takket være røgtæppet slap Nabila og de andre børn for synet af deres bedstemors lemlæstede lig.

Hendes ældre fætre ilede til for at hjælpe de skrigende børn. Nabilas hånd var såret af granatsplinter. Hendes treårige bror, Safdar, der havde betragtet høstarbejdet fra taget af deres hjem, var styrtet til jorden og havde brækket knogler i sit bryst og sine skuldre. Hendes ældre søskende fik Nabila og nogle af de andre af vejen, da de næste missiler slog ned i det, som i CIA-fagsprog kaldes et ’dobbeltprik’ og skal sikre likvidationen af de udpegede mål.

Amerikanske droneangreb er omgærdet af hemmeligholdelse, sættes ind mod fjerntliggende eller farlige lokaliteter og målrettes mennesker, der formodes at være terrorister. Derfor hører amerikanerne sjældent fra de overlevende eller deres pårørende. Men et tema går igen i de samtaler, som The Guardian har gennemført med over en halv snes overlevende fra droneangreb: Den psykiske smerte efter angrebet varer ved. Og hemmeligholdelsespolitikken gør det umuligt at lade traumet bag sig.

Ifølge seks personer i Pakistan og Yemen, der har mistet brødre, sønner og bedsteforældre i droneangreb, varer selve angrebet kun et kort øjeblik, men konsekvenserne forfølger de overlevende for livet. Nogle af dem har teorier om, hvem USA kan have ønsket at ramme. Andre er helt i vildrede om, hvad målet kan have været.

De mennesker, som lades tilbage, er forarmede, forpinte og fulde af vrede. Retfærdighed eller bare undskyldninger udebliver, om end en beskeden sum blodpenge tilflyder dem fra lokalregeringer.

USA, som dyrker selvbilledet af en nation, der arbejder for retfærdighed i verden, er for dem en fjern magt, der har bragt døden ind i deres liv og reduceret dem til undermennesker, der uden videre kan likvideres. Desuden lever mange nu i permanent frygt for, at en ny drone kan komme efter dem når som helst.

Her følger tre familiers historier om, hvad der sker under og efter et droneangreb.

Tog bare blaffere op

Det var om aftenen den 23. januar 2013. Mohammed, i dag 43 år, hastede af sted til den kraterdækkede vej øst for den yemenitiske hovedstad Sanaa, hvor hans bror og fætter netop var blevet dræbt i en missileksplosion. Han fandt Ali, hans 34-årige bror, sprængt i stumper og stykker.

Efter at være besvimet af sorg, bragte Mohammed sin brors kropsdele til det lokale hospital som forberedelse til begravelse. Da han vendte tilbage næste morgen, hørte han, at resterne af Ali ikke længere fandtes her. Mohammed skulle henvende sig på et militærhospital. Dette var første tegn på, at hans brors måde at dø på skulle resultere i bureaukratiske komplikationer, i forhold til hvordan han skulle stedes til hvile.

Militæret henviste Mohammed til guvernøren i Sanaa-provinsen. Guvernøren var respektfuld, tilbød en formel undskyldning – og penge.

»Først ville jeg ikke acceptere det,« siger Mohammed. »Det ville svare til at indrømme, at Ali og hans fætter, Salim, havde været terrorister. Men de blev kun dræbt, fordi de opsamlede blaffere.«

Om eftermiddagen var Ali og Salim taget på markedet for at indkøbe dagligvarer, da Ali var færdig på den skole, hvor han underviste. Det skete jævnligt, at de brugte deres Toyota Hilux som taxa for at tjene lidt ekstra penge. Den dag var de blevet prajet af en fremmed ved navn Rabia og hans kammerat. Mohammed forklarer, at Yemen har sin egen særlige blafferkultur, hvor det er almindelig høflighed, at bilister tilbyder kørelejlighed til dem, der har brug for det.

Rabia og hans ven bad Ali og Salim om at køre dem gennem et område, hvor vejen snor sig gennem militære checkpoints. Da de stoppede ved deres bestemmelsessted for at sætte de to passager af, blev alle dræbt af Hellfire-missiler fra en amerikansk drone.

Mohammed tror, at Rabia var målet. Rabia mistænkes for at have arbejdet som livvagt for en person fra al-Qaeda på Den Arabiske Halvø. I årevis har CIA og det amerikanske militærs Joint Special Operations Command angrebet denne gruppe med droner. Al-Qawli-fætrenes død var bare collateral damage.

»Alle yemenitter ved i dag, at disse droneangreb medfører en masse civile ofre. De er ikke præcise. Der gøres ikke forskel på civile og kombattanter,« siger Mohammed.

Pludselig blev Alis familie Mohammeds ansvar. Mohammed måtte lukke sit lille bilværksted for at finde bedre betalte job, så han kunne forsørge dem. Men hans familietragedie har politiseret ham. Året efter stiftede han Den Nationale Organisation for Droneofre, Yemens første civilsamfundsgruppe, der søger at håndtere eftervirkningerne af dronedrab.

Den yemenitiske regering gjorde et nyt forsøg på at tilbyde støtte. Gennem en særlig komité tilbød man Mohammed en attest, der fastslog, at Ali og Salem var uskyldige ofre for en ulykke, »hvor målet var kriminelle« foruden, hvad der ifølge Muhammed var »et ganske lille beløb til dækning af begravelsesomkostninger«. I januar 2015 faldt Yemens regering ved et kup, Saudi-Arabien indledte en ny bombekampagne med amerikansk opbakning, og siden har resultatet været kaos og problemer for Mohammed og hans landsmænd.

Dræbt under ramadanen

Som så mange andre i det nordlige Waziristan, epicenter for droneangreb i Barack Obamas første embedsperiode, fik Ramazan Khan betaling for materielle skader, men ikke for lemlæstelsen af sit barnebarn og hans efterfølgende død.

Angrebet skete 7. september 2009 uden for Khans hjem. Det var under ramadanen, og hans familie var samlet en til middag for at bryde fasten. Khan og nogle af hans slægtninge havde begivet sig ud på en spadseretur for at nyde lidt tobak og fordøje måltidet. Pludselig så de en drone flyve i lav højde hen over deres hoveder og affyre missiler mod Khan- familiens hus.

Tre af Ramazans brødres sønner blev dræbt under angrebet, mens hans barnebarn Sadaullah, en stille, flittig 14-årig dreng, blev hårdt såret. Sadaullahs foretrukne tidsfordriv var at tage sine bøger med op på bakken i nærheden af deres hus for at læse udendørs efter skole.

Sadaullahs knuste ben krævede amputation. Granatsplinter kostede ham synet på venstre øje. Udgifterne til lægebehandling drev Ramazan ud i konkurs: »Jeg tog penge fra alt andet for at kunne betale hans regninger og forsøgte at give ham en tilværelse. Men siden angrebet har livet været svært, og det er det stadig.« Sadaullah døde i oktober 2012.

Bureaukratiet i det nordlige Waziristan fik efter et år behandlet de formularer færdig, som Ramazan Khan havde indsendt. Han fik hverken undskyldning, forklaring eller kompensation. Dog gav myndighederne gav ham et par tusinde dollar til at genopbygge sit hus.

I juni 2014 invaderede Pakistans hær det nordlige Waziristan i en antiterroroperation, der fortsætter den dag i dag. Ramazan Khan er blandt den ene million mennesker, der er blevet fordrevet fra deres hjem. I en parallel til kaosset i Yemen har pashtunerne fra stammeområdernes grænseland byttet en dronekrig, der på sit højdepunkt i 2010 førte til dronedrab hver tredje dag, ud mod elendigheden ved at leve som internt fordreven. Subsistensløs aner han i dag ikke, hvornår han kan vende hjem, og må bestandig begræde tabet af sit barnebarn og sine nevøer.

De døde er de heldige

I nærheden af Datta Khel i det nordlige Waziristan ligger et skovklædt bjerg, der indeholder aflejringer af krom. Både Manzar Khel og Mada Khel-stammen bedrev skovhugst og minedrift på bjerget og havde brug for en afgørelse af, hvem der ejede hvad. Den 17. marts 2011 mødtes stammerne på Datta Khel for at tage del i en jirga, en traditionel forsamling for konfliktløsning, der skulle tage stilling til parternes respektive krav. Ahmed Jan var der også.

Jan fortæller, at mæglerne og stammelederne pludselig hørte droner i luftrummet over den. Han husker, at der var »mindst tre« droner. Fire missiler blev affyret direkte ind i forsamlingen. Jan så kropsdele af sine venner ligge på det sted, hvor missilerne slog ned. Selv havde han fået smadret begge ben. Granatsplinter havde gennemboret hans mave, hans næse var flået af, hans øjne var såret, og hans hørelse ødelagt. Omkring 40 mennesker blev dræbt.

Ingen ved denne jirga var terrorister, siger Ahmed Jan, der aldrig har talt om angrebet med nogen journalist. »De var alle mine stammelederes frænder. Jeg kender deres forældre, jeg kender deres bedsteforældre,« siger han.

Jan, en lastbilchauffør, der ser ældre ud end sine 55 år, lever i dag som subsistensløs. For at finansiere sine lægeregninger har han opbrugt hele sin livsopsparing og siden hen også solgt al sin jord. Han har fået en stang indsat i sit venstre ben, men hans venstre fod er stadig tæt på ubrugelig.

De sidste fem år har han også været på angstdæmpende medicin. Hans underkrop er begyndt at gøre ondt, og rystelser løber gennem hans venstre ben de gange efter angrebet, hvor han hørt den hvinende lyd af en dronemotor. For ham var de døde de heldige.

»Smerten fortsætter, drone efter drone. Man er værre tilredt end som død. Man er nødt til at leve med smerten og de fortsatte lidelser,« siger han.

Den smerte, Ahmed Jan lider af, sættes yderligere i relief af den sociale katastrofe, som angrebet på jirgaen skabte.

På et øjeblik mistede Manzar Khel- og Mada Khel-stammerne en hel generations lederskab. De mænd, som deltog i jirgaen havde ikke arvet deres position. Ifølge Jan havde de opnået dem ved at udvise den visdom i praksis, som er nødvendig for at nå retfærdige beslutninger, og fastholdt dem ved et fortsat klogt lederskab. »Drabet på dem har efterladt et stort tomrum,« siger Jan.

Tomrummet har ikke blot gjort det sværere at bilægge interne tvister. De stammeældste var også kontaktpersoner til den lokale regering og militæret. Tabet af mænd af den statur betyder, at stammerne har mistet indflydelse.

»Den unge, der har erstattet dem, mangler erfaring og position til at skaffe fællesskabet flere fordele. Det er et tab, vi har aldrig rigtig har forvundet«, siger Jan.

Måske, han undrede sig, kunne de ældste, der blev dræbt, have været i stand til bedre at forhandle fordele for de stammer, der siden blev fordrevet af den pakistanske hærs invasion. Måske kunne de have været i stand til at forebygge eller afbøde invasionen i første omgang. Alt, Ahmed Jan har, er spørgsmål.

»På omtrent samme tid som angrebet blev sat ind mod jirgaen, så vi også begravelsesoptog, bagerier og moskeer blive angrebet. Det føltes, som om USA ikke vil lade nogen del af waziriernes liv uberørt. Som om de vil smadre alle dele af vores tilværelse«, siger Jan.

Behandlet som dyr

Det Hvide Hus har meddelt, at man inden længe vil offentliggøre en første optælling af dræbte ved droneangreb. Pårørende til døde og overlevende fra angrebene har dog ikke høje forventninger til, at den vil blive retvisende. Ligesom de tvivler på, at den vil blive ledsaget af de offentlige undskyldninger, de ønsker sig – især fordi en talsmand fra Barack Obamas inderkreds for nylig udtalte til The Atlantic, at præsidenten »ikke så meget som i et sekund har fortrudt sin brug af droner«.

CIA har ikke ønsket at bidrage med kommentarer til denne artikel. Ned Price, talsmand for USA’s nationale sikkerhedsråd, siger dog: »Det forholder sig på ingen måde sådan, at vi anser menneskeliv af bestemte nationaliteter for mere værdifulde for os end andre. Derimod er det korrekt, at præsidenten har sagt (...), at det amerikanske folk har brug for informationer for at kunne drage deres regering til ansvar. Og dette er til dels forklaringen på, at vi har stræbt efter særlig transparens, når det gælder amerikanske statsborgeres dødsfald.«

Price siger desuden til The Guardian, at den amerikanske regering tager alle troværdige meldinger om drab på ikkekombattanter »meget alvorligt« og føler sig »forpligtet til at være så åben som muligt om sine terrorbekæmpelsesoperationer«.

Han siger desuden, at USA i visse tilfælde kondolerer og yder kompensation til sårede og familierne til de dræbte.

»USA går ekstraordinært langt for at undgå tab af ikkekombattanter i likvidationsoperationer. Vi går langt ud over den beskyttelse, som kræves i international lovgivning om væbnede konflikter,« tilføjer han. »I modsætning til vore fjender, som bevidst og forsætligt overtræder loven om væbnet konflikt, gør USA sig den største omhu at holde sig til de grundlæggende loves princip om at skelne militære mål fra civile, der foreskriver, at civile personer og civile objekter ikke må være mål for angreb.«

Nabilas far og Mamanas søn, Rafiq ur-Rehman, har ikke samme syn på sagen. »Hvis Amerika dræber en vesterlænding, en af deres egne, hvide mennesker, så undskylder de og betaler kompensation. Men hvis det er pakistanere som os, er de ligeglade. Efter min mening behandler Amerika os værre end dyr.«

Raya Jalabi bidrog til denne artikel.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg vil gerne anbefale denne artikel

Morten Larsen

Jeg kørte i gennem Nordpakistan fra Kina på motorcykel i 2012. Og denne artikel er lige i øjet, og beskriver nøjagtigt mine oplevelser, jeg boede i øvrigt i samme by som Bin Laden, dog uden at vide det. Vi fjerner måske en terrorist, men vi skaber potentielt 10.000 nye......Men det er måske nøjagtigt taktikken ? En win win situation ? For konflikter og krige skaber jo ikke sig selv, der skal arbejdes for at holde " krigsgryden i kog " Som jo efterhånden er USA's eneste rigtige industri....

Torben Selch, Torben Jørgensen, Sup Aya Laya, Ib Christensen, Bill Atkins, Aksel Gasbjerg, Jørgen Steen Andersen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Det er perverst og patologisk at bruge krigsførelse som et middel til at øge den globale vækst.
Det viser hvor kynisk og menneskefjendsk den politiske ledelse i realiteten er og har hele medieindustrien til massiv opbakning.
Machiavelli havde den opfattelse, at det er den økonomiske magt og den politiske magt som har overherredømmet i verden, og derfor bliver der naturligvis ikke ændret på magtstrukturerne.

Torben Jørgensen, Sup Aya Laya, Flemming Berger, Claus Oreskov, Bill Atkins og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar

Amerikansk (kapitalistisk) udenrigspolitik er: Er der ressourcer ude i verden er det vores hvis ikke de lokale kan forsvare dem...

Torben Selch, Per Jongberg, Ib Christensen, Claus Oreskov og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Uhyggelig læsning om menneskets dumhed begær og manglende empati.
Droner er i krigstjeneste en simpel forbandelse, da ingen kan gøres direkte ansvarlig for drab.Her har Obama med sine udtalelser vist sin onde side.

Torben Selch, Ib Christensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Det er egentlig besynderligt. Når der begås overgreb på civile i ikke vestlige lande af vestlige regeringer skaber det terrorister. Når der begåes overgreb på civile i vestlige lande af terrorister skabes der ikke terrorister. Og så er det ovenikøbet vores egen skyld. Hvorfor har civile i ikke vestlige lande aldrig nogen skyld?

Lars,
jeg ved nu ikke, hvor besynderligt det er. Forskellen er jo, at det i dit første tilfælde er regeringer (hvilket af mange opfattes som hele landet og ikke kun folkene i regeringen), der er terroristerne, mens det i dit andet tilfælde er (undskyld det af mig her misbrugte udtryk) "ngo'er", der er terrorister.

@Erik Karlsen. Så hvis man lever i et demokratisk samfund er man automatisk medskyldig i alt hvad ens regering finder på?

Ib Christensen

@Lars.
I princippet ja.
Under alle omstændigheder har danskerne mere travlt med, ikke at ville bidrage, til danske medborgere end de har travlt med, ikke at ville bidrage, til våben og krig.

Tag nu de skatte huller, der blev fundet, de store fisk havde benyttet sig af. Ser du noget der tyder på at ansvaret ligger andre steder end hos os alle sammen?

Hvor mange har USA mon myrdet de seneste to aar ? Eller kalder USA det henrettelser ?

@Ib Christensen. Jeg har godt nok aldrig spekuleret over at jeg er medskyldig i skatteunddragelse. Men jeg har tit spekuleret over hvorfor folk er så sure over det. Specielt de gange jeg har været forbi en tysk grænsebutik.

Niels Christensen

Det vil klæde Information om de en dag ville kunne tage sig sammen og offentligøre en artikel der har et mere nuanceret syn på anvendelsen af droner. Man kan let finde en af Christina Fair. Den her artikel er i sin human touch approach en ensidig tilgang til problemet.
Med hensyn til Pakistan skal man i alle tilfælde huske 1) at USA aktiviteter er aftalt med den pakistanske regering - og iøvrigt har været stærkt faldende de sidste år 2) den pakistanske regering bruge selv droner og 3) det kan være svært for ofrene og 'tilskuere' at skelne mellem om det er en drone eller et jagerfly der sender raketter af sted.

Morten Larsen

Niels ...
For det første er pakistanere og afghanere ret ligeglade med hvilket flag der (ikke er) på den drone som dræber deres familie etc, for det andet har den officielle Pakistanske regering meget længe blot været en USA styret majorinet, så forskellen er den samme.

Per Jongberg, Torben Selch og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Niels Christensen, nuanceret syn? Christina Fair?

"In the fall of 2011, Fair received a $330,000 grant from the U.S. Embassy in Islamabad Office of Public Affairs. A year later, she received another approximately $330,000 grant from the same agency, to do a “survey of Pakistanis to understand the connection between media consumption and views towards Islamist militancy in Pakistan.”"

HVis man ønsker at kende den amerikanske regerings udlægning af droneprogrammets velsignelser, er Fair nok den rigtige at gå til, men at kalde hendes propaganda for "nuanceret" er at stramme den.

"I asked Greenwald what he thought about Fair’s work with the U.S. government. “I think that what destroys her credibility are her arguments and her claims, not her funding sources,” he said. “But it is incredibly ironic that the person who runs around impugning everyone else’s ‘objectivity’ and credibility has her own research funded by the U.S. Embassy in Pakistan, something she invariably forgets to mention when she’s maligning everyone else as biased.”"

http://www.salon.com/2015/11/04/i_am_a_rambo_bch_meet_the_drone_defender...

Torben Selch og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

@Lars Hansen.
Heller ikke jeg. Men spørgsmålet var om du kunne se hvem der havde ansvaret, ikke om du følte dig ansvarlig.
Det er det der er problemet med ansvars fralæggelse. :)
Vi kan ikke nøjes med at "vælge" den sjældne gang vi står ved stemmeurnerne, og derefter blot stå mål for at vi fortjener de politikerer vi har valgt.
Tiden mellem stemmeurnerne skal også bruges til at vælge sine handlinger.

Niels Henrik Højbjerg

jeg mener at alle krige trækker lidelser efter sig.
det er vil ikke kun det amerikanerne gør.

Niels Henrik Højbjerg

der skulle stå vel - ikke vil!
linie to tredje ord.

Bill Atkins

niels henrik højbjerg, artiklens præmis er at USA's kriger er retfærdige

USA, som dyrker selvbilledet af en nation, der arbejder for retfærdighed i verden...