Læsetid: 7 min.

Vestsaharas unge er klar til væbnet kamp

Det besatte Vestsaharas unge har mistet troen på de forhandlinger med Marokko, der har været resultatløse i 25 år. Selv om Vestsaharas politiske ledere stadig støtter forhandlingssporet, truer en aktuel konflikt mellem Marokko og den fredsbevarende FN-mission nu våbenhvilen
Soldater fra saharawiernes hær på vej til militærparade i anledning af deres eksilstats 40-års jubilæum. Under paraden slog præsidentens øverste militære rådgiver fast, at man aldrig har indstillet den væbnede kamp mod Marokko, men vil være klar til at genoptage den, så snart det politiske lederskab ønsker det.

Emil Aagaard

13. april 2016

Et lysstofrør bryder mørket i den algeriske ørken og oplyser det lerklinede hus. Når solen er gået ned, giver bilbatteriet, der tidligere på dagen blev opladt af et solcellepanel, kun strøm til én enkelt lyskilde. Fire af Vestsaharas oprindelige folk, saharawierne, sidder på gulvet i Smara-flygtningelejren, hvor de drikker te og som så ofte diskuterer deres folks fremtid og frihed. De er alle i 20’erne og født og opvokset i de fem flygtningelejre, der udgør en slags eksilstat her i den sydøstlige algeriske ørkenen, hvor omkring 200.000 saharawier blev fordrevet til i 1975.

»Regeringen vil forhandle, men jeg vil hellere dø som martyr i kamp for uafhængighed end dø her i lejrene. Det er vores sidste mulighed. Saharawierne har altid været fredelige folk, men FN har løjet for os i 25 år,« siger 26-årige Brahim Mohamed.

Ligesom Brahim tror de fleste andre unge, Information møder i lejrene, ikke længere på en FN-ledet forhandling med Marokko, eller at den folkeafstemning om Vestsaharas fremtid, som FN har lovet i 25 år, nogensinde bliver til noget.

»I dag tror jeg, at selv vores præsident ville indrømme, at våbenhvilen var en fejltagelse. Ikke i princippet, men marokkanernes uvillighed og det internationale samfunds manglende pres for en folkeafstemning kom bag på os. Lige nu er det kun marokkanerne, der får noget ud af våbenhvilen,« siger en anden af lejrenes indfødte beboere, den 32-årige engelsklærer Mohammed Salem Werad.

Ban Ki-moon og våbenhvilen

De unges udtalelser står i skarp kontrast til den officielle støtte til våbenhvilen og en FN-faciliteret folkeafstemning, som stadig findes hos saharawiernes politiske ledere i selvstændighedsbevægelsen, Polisario, og deres eksilregering i flygtningelejrene. Men i løbet af den seneste måned er risikoen for våbenhvilens kollaps rykket tættere på.

I begyndelsen af marts, da Ban Ki-moon som den første FN-generalsekretær nogensinde besøgte saharawiernes flygtningelejre i Algeriet, brugte han ordet »besættelse« om Marokkos annektering af Vestsahara. Selv om det internationale samfund ikke anerkender Marokkos ret til området, og de fleste iagttagere – inklusive den tidligere leder af FN’s mission i Vestsahara, Kurt Mosgaard – taler om en »de facto-besættelse«, så har FN siden 1980 afholdt sig fra at bruge betegnelsen i sine resolutioner.

Marokko meldte hurtigt ud, at FN nu havde mistet sin neutralitet, og kort efter beordrede det marokkanske kongestyre 80 medarbejdere fra FN-missionen i Vestsahara, MINURSO, udvist. Missionens formål har de sidste 25 år været at sikre våbenhvilen og arbejde for en folkeafstemning.

Senere lukkede Marokko også et af missionens militærkontorer. Det fik først Ban Ki-Moons vicetalsmand, Farhan Haq, til at advare om risikoen for en opblusning af konflikten og derefter Polisario til at advare om, hvor skrøbelig våbenhvilen er.

»Når Marokko udviser FN-personale, bringer det våbenhvilen i fare, for våbenhvilen og en folkeafstemning er uadskillelige,« sagde udenrigsministeren i saharawiernes eksilregering, Mohammed Said Ould Salek, til Reuters.

I ørkenens flygtningelejre er befolkningen totalt afhængig af nødhjælp, og taler man med de unge, er der en generel frustration over, hvordan alt er overladt til mellemstatslige donorer og et passivt internationalt samfund.

»Alle de her internationale udsendinge kommer og ser på os som dyr i en zoologisk have. Så noterer de i en rapport, at man kan forlænge FN-missionen, fordi vi er fredelige og ikke overvejer krig,« siger 23-årige Habibullah Mohammed, der netop er blevet færdiguddannet på én af lejrenes engelskskoler.

26-årige Brahim Mohamed har valgt sin kandidatuddannelse fra for i stedet at slutte sig til saharawiernes hær. Flere og flere unge fra de saharawiske flygtningelejre går ind i militæret, hvor de håber på at kunne lægge et pres på den politiske ledelse og være forberedt på en fremtidig væbnet kamp mod Marokko.

Emil Aagaard

Opdraget til pacifisme

De unge, som Information møder, fremhæver, at de er blevet opdraget med et næsten pacifistisk verdenssyn, og at de hele deres liv har protesteret med ikkevoldelige metoder. Men for mange er væbnet kamp blevet den sidste udvej til at rette international opmærksomhed på den glemte konflikt.

»Jeg tror, det internationale samfund ikke handler, fordi her ikke bliver udgydt meget blod. Men når det kun er voldelige konflikter, der får opmærksomhed, opfordrer det jo folk her til at bruge vold,« siger Habibullah Mohammed.

Siden Vestsaharas eksilstat blev udråbt i ørkenen for 40 år siden, har Polisario satset stærkt på uddannelse, og det har gjort saharawierne til nogle af de bedst uddannede i regionen. Men mange unge har efterhånden oplevet, at den ældre generation kommer tilbage til lejrene uden at kunne bruge deres universitetsuddannelse til meget, og det har ført til skepsis over for selvstændighedsbevægelsens uddannelsesmantra som vejen til selvstændighed.

26-årige Brahim Mohammed er uddannet arkitekt og havde mulighed for at læse en kandidatgrad i Algeriet eller i udlandet. Men for to år siden besluttede han sig for at slutte sig til saharawiernes eksilhær.

Skismaet mellem saharawiernes unge generation og deres politiske ledere har fået mange unge til at gå ind i eksilstatens væbnede styrke, hvorfra de håber på både at kunne lægge et pres på den politiske ledelse og være forberedt på en fremtidig væbnet kamp.

»Militæret vil gerne i krig. Vi mangler bare ordren,« siger Brahim Mohamed.

Den voksende tilslutning til en militær løsning kan betyde, at et stigende antal saharawier ikke føler sig repræsenteret af deres politiske ledere, mener Mohammed Salem Werad. Selv foreslår han at give FN en frist på 18 måneder til at få arrangeret en folkeafstemning, men de fleste unge, han møder i sit arbejde som lærer, er villige til at gå i krig i morgen, forklarer han.

»Hvis politikerne bliver ved med at give FN flere chancer, og folket ikke oplever nogen fremskridt, mister politikerne efterhånden deres legitimitet. Og jeg håber det ikke, men så er jeg bange for, at vi kommer til at se individuelle initiativer – unge soldater, der selv tager til de besatte områder og starter, hvad de kan,« siger Mohammed Salem Werad.

Da Vestsahara i 1975 blev invaderet af Marokko, blev store dele af områdets oprindelige befolkning, saharawierne, fordrevet til den algeriske ørken.

I dag lever knap 200.000 saharawier i fem flygtningelejre nær den algeriske by Tindouf.

I løbet af 1980’erne byggede Marokko den 2.400 kilometer lange Berm-mur, der skulle holde de saharawiske flygtninge ude af Vestsahara.

Sofie Holm Larsen/iBureauet

Utilfredshed på den anden side

Frustrationen findes også blandt de unge saharawier, der befinder sig inde i det besatte Vestsahara bag en 2.400 kilometer lang mur, som Marokko har opført for at holde de mange flygtninge fra at vende hjem. Men her har de ringe fremtidsmuligheder en anden karakter, hvor eksklusion fra uddannelse og arbejdspladser bliver brugt som repression af de marokkanske myndigheder.

Ahmed blev smidt ud af sit gymnasium i 2002, da myndighederne beskyldte ham for at være hovedansvarlig for protester for større repræsentation af saharawisk kultur i det marokkanske skolesystem og etableringen af et universitet i Vestsahara. Han fortæller, at politiet overvågede og chikanerede folk på skolen med forbindelse til politisk aktivitet, og til sidst blev han smidt ud.

»Myndighederne sagde, at jeg kunne glemme alt om at studere, jeg ville aldrig få chancen for at læse igen,« siger han. Siden da har han, med to undtagelser, hvert år søgt ind på skoler over hele Marokko, men først 12 år senere, i 2014, blev han optaget på en bachelor i engelsk på universitetet i den sydmarokkanske by Agadir.

Ifølge Ahmed bidrager myndighedernes systematiske undertrykkelse af saharawisk kultur og de manglende rettigheder i forhold til uddannelse og arbejde også til den utålmodighed og ønsket om militær handlen, der ulmer blandt de unge. Og ligesom mange andre saharawier bekræfter han, at der i takt med fremkomsten af nye medier er opstået tættere kontakt og samarbejde mellem grupperne af unge i flygtningelejrene og i de besatte områder, hvor de blandt andet koordinerer protester og spreder dokumentation af overgreb i de besatte områder.

Fare for regional krig

Konfliktens seneste udvikling har også vakt opsigt hos danske iagttagere. Tidligere chef for FN’s mission i Vestsahara generalmajor Kurt Mosgaard vurderer, at FN hurtigst muligt må arbejde sig nærmere en løsning på konflikten, hvis man vil undgå krig.

»Jeg er utryg ved situationen. Hvis mandatforhandlingerne i MINURSO i april ikke indikerer en løsning, men snarere det modsatte, så er risikoen for en ny krig alt for høj. Selv om Polisario eller Marokko ikke ønsker det, så vil blot et par unge utilfredse mennesker med et par skud mod de marokkanske soldater kunne starte noget, som forhåbentlig kun få ønsker,« siger Kurt Mosgaard.

»Og en krig bliver ikke nødvendigvis bare i Vestsaharas ørken. Der er risiko for, at en sådan breder sig til regionen med både Marokko, Algeriet og Mauretanien, flere døde og sårede og yderligere økonomisk uføre og flygtningestrømme. Det internationale samfund kan næppe siges at have udøvet ’rettidig omhu’. Man har ladet stå til i misforstået ønske om at tækkes regimer for blandt andet regional stabilitet og handel,« tilføjer han.

Generalmajorens udtalelser stemmer godt overens med 23-årige Habibullah Mohammeds holdning til konflikten.

»De manglende fremtidsmuligheder er farlige for de unge, og vi ved, at de omkringliggende lande oplever radikalisering. De saharawiske unge kæmper stadig med fredelige midler, og lige nu er muligheden der for at belønne dem med retten til selvstændighed. I fremtiden er der måske ikke længere en sådan mulighed – og det bliver måske i en meget nær fremtid,« siger han.

Ahmed er anonymiseret af hensyn til hans sikkerhed, men redaktionen er bekendt med hans rigtige navn. Rejsen er støttet af Dansk Journalistforbund og Læger Uden Grænsers journaliststipendium til dækning af oversete humanitære kriser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ved heller ikke hvorfor, troede egentlig Marokko hørte til de bedre. Det glæder mig at så mange har forsøgt sig uden vold, og desværre er tanken om at væbnet konflikt i sig selv vil hjælpe absurd..Men det kan jo være rigtigt at de ikke voldelige oprørere begrundet eller ej glemmes netop fordi de ikke slår ihjel.

Nu gælder det bare om at FN indser at indtægterne fra salget af landets ressourcer skal investeres i Vestsahara til befolkningens gavn.

Touhami Bennour

De har ikke skabt den konflikt, den er eftervirkning af kolonitiden,Fransk og Spansk. Og især frankrig har levet ravage der, Efter 1830 og invasion af Algeriet har frankrig taget de halve af Tunesien , nemlig I Numidien fordi der er en vigtig person der ved navn Augustin Biskop I Hippo regius nu I Algerïet. Fransk ælsker kultur også når det er ikke deres. Men de slags grænse ændringer I koloni tiden kan man ikke gøre noget ved, Den er meget kompliceret og verører mange lande, det vil åbne for en lavine. Så skaber de konflikt om sahara men det er I vírkligheden en konflikt mellem Algeriet og marokko. fordi fransmænd har ógså taget noget fra Maroco. Algeriet vil have også en adgang til Atlanta havet. Alle de problemer kunne blive løst hvis de føre unionen om Maghreb ud I livet: desuden de er synes jeg begge to påstogelige. Jeg håbe FN kan fohændre en væbnet konflikt.

Niels Duus Nielsen

Touhami Bennour.

Som ungt menneske blaffede jeg til Marokko. Det var i 1974.

I Sydfrankrig blev jeg samlet op af en nyuddannet fransk geolog, som skulle til Vestsahara for at arbejde for et fransk mineselskab. Hurra, tænkte jeg.

Da vi kom til Francos Madrid, blev jeg inviteret med op at hilse på den fedeste dame, jeg på det tidspunkt havde set - hun var burgøjser og storaktionær i mineselskabet og havde hjulpet geologen med at få sin ansættelse.

Næste dag kørte vi til Malaga, hvorfra vi sejlede til Ceuta, hvor vi ikke kunne gå fra borde, fordi der var udbrudt en uformel krig mellem Spanien og Marokko. Ud på eftermiddagen ophørte krigshandlingerne dog, og vi kunne krydse grænsen til Marokko.

Geologen kørte til Vestsahara, og satte mig af i Fez, hvor jeg omgående købte en stor klump hash og begyndte at nyde livet. Efter et par uger begyndte jeg at kede mig, og begyndte at overveje, om jeg skulle prøve at komme igennem Saharas ørken til Timbuktu, som jeg jo kendte fra Anders And.

Det blev mig imidlertid frarådet af alle de lokale, jeg talte med, fordi grænsen til Algeriet var lukket, så den eneste vej til Mali var gennem Vestsahara, men krigen, som jeg midlertidigt var blevet standset af i Ceuta, var her en mere permanent affære.

Så jeg tog i stedet til Marrakech, hvor jeg var så dum at drikke noget vand fra vandhanen, hvilket førte mig i etaper tilbage til Spanien, Frankrig og endelig England, hvor man i håndkøb kunne købe nogen yderst effektive piller mod "oversea disease", som kunne stoppe min tynde mave.

Så jeg har faktisk vidst, siden 1974, at der var ugler i mosen i Vestsahara. I 1975 indgik franske mineselskaber, spansk bourgeoisi og marokansk militær et uskønt forlig, hvor de blev enige om at dele rovet på den indfødte befolknings bekostning.

En i Vesten fuldstændig overset konflikt.

Touhami Bennour

Niels Nielsen
Det var spendende tid på det tidspunkt på det kanter, Fronco snart slut og der åbnes på ny kapitel om vest sahara. Det var ugle in mosen som du siger men også lig I lasten. det er altid når det drejer sig om erhvervsforhold. Koloni époque tror jeg ikke at den har været spendende I Europa, tvertom måske lige ud et nederlag for den vestlige æra. Men du har set i hvertfald nogle som var lykkelige at være med, selvom det var i slutningen. Det er også modsætninger indenfor en klasse, den franske , den spanske og den marokkanske, det er naturlige. Oligarker i danmark har brug for loyal og pålidelig arbejdes kraft og det kan kun være den danske. Dette gælde også for den marokanske. Så begynder konflikten om vestsahara at rulle. Men godt du har havnet der og set den elendighed der skal rettes op på.