Nyhed
Læsetid: 4 min.

Afstrafferen på vej mod magten

Præsidentvalget i Filippinerne i dag kan blive en tilbagevenden til 1970’ernes autoritære regime. Favoritten Rodrigo Duterte har i sin tid som borgmester med hjælp fra bevæbnede bander henrettet stofbrugere og kriminelle i stort antal. Den aparte socialpolitik har givet rolige gader og økonomisk fremgang, og sikret Duterte tilnavnet ’The Punisher’
Rodrigo Duterte, der står til at vinde det filippinske præsidentvalg i dag, har blandt andet gjort sig bemærket med nogle ikke specielt følsomme bemærkninger om, hvor let han har ved at slå ihjel eller beordre drab på kriminelle.

Rodrigo Duterte, der står til at vinde det filippinske præsidentvalg i dag, har blandt andet gjort sig bemærket med nogle ikke specielt følsomme bemærkninger om, hvor let han har ved at slå ihjel eller beordre drab på kriminelle.

Aaron Favila

Udland
9. maj 2016

Filippinernes måske kommende præsident, Rodrigo ’Rody’ Duterte, er modsætningernes mand: Han er den første kandidat i landets historie, der kalder sig socialist, men har påkaldt sig forargelse og vrede fra menneskeretsgrupper, kvindeorganisationer og progressive katolikker.

Han kommer fra overklassen, men fremstiller sig som antielite. Han er kendt som modstander af Marcos-diktaturet, men står for den samme lov, orden og industrialiseringslinje – og har senest her i 30-året for Ferdinand Marcos’ fald gjort sig til fortaler for en forsinket heltebegravelse til generalen, der regerede pr. dekret i årtier. Måske som led i at holde forbindelsen varm til favoritten til posten som vicepræsident: generalens søn, Ferdinand Marcos Jr., også kendt som Bongbong.

»Dutertes kritikere bruger disse modsætninger imod ham, men i praksis er de hans store styrke,« siger den filippinske forsker Bonn Juego, der har sin ph.d.-grad i politisk økonomi fra Aalborg Universitet, og nu er postdoc ved University of Jyväskylä, Finland.

»Nogle fremstiller Duterte som dum, men han er tværtimod en særdeles begavet politiker, der formår at tale direkte til nærmest alle samfundsgrupper. Samtidig er han indbegrebet af populisme i Filippinerne med sin machismo, sexisme, voldsdyrkelse, manglende respekt for menneskerettigheder og begær efter orden og disciplin,« siger Bonn Juego.

Duterte, der står til at vinde præsidentvalget i dag, har ikke mindst gjort sig bemærket med »sine ufølsomme bemærkninger om, hvor let han har ved at slå ihjel eller beordre drab på ’kriminelle’,« som historikeren Patricio Abinales formulerer det.

Abinales er specialiseret i Mindanao – den del af Filippinerne, som Duterte kommer fra – og beskriver Duterte som en »bølle«, der var for skrap kost for selv faren, der ellers var en af de tre største forretningsgangstere i Davao-provinsen, hvor Duterte nu er borgmester.

Afstrafferen

Time Magazine gav for nogle år siden Duterte tilnavnet The Punisher for hans metoder til at skabe rolige gader og økonomisk fremgang i Davao City, bl.a. ved hjælp af bevæbnede bander, der ganske enkelt henretter stofbrugere og kriminelle. Han er mistænkt for at have beordret – og deltaget i – drab på mindst 700 personer, hvilket han ikke benægter. Tværtimod svarede han til journalister i forbindelse med sin opstilling til præsidentvalget, at det nok snarere løb op på 1.700.

»Menneskerettigheder er ikke en vittighed,« sagde leder af Amnesty International i Filippinerne, Ritz Lee Santos III, efterfølgende til al-Jazeera, og kaldte Dutertes udtalelser et tydeligt billede på den straffrihedskultur, der hersker i landet: »Selv om folk ved, hvad han har gjort, er der ikke blevet rejst en eneste formel anklage mod ham.«

Duterte henter ikke mindst sin støtte blandt de mere velstillede i byerne, men trækker stemmer fra alle socialklasser, såvel som fra både katolikker, protestanter og muslimer. Senest har den 1,7 millioner store menighed Iglesia ni Cristo – en kirke i den unitariske tradition, der afviser dogmet om treenigheden – offentliggjort sin officielle støtte til Duterte som præsident og Ferdinand ’Bongbong’ Marcos Jr. som vicepræsident.

En enmandsrevolution

Selv om Dutertes selverklærede venstreorientering til forveksling minder om Marcos’ paternalistiske linje – der bl.a. inkluderede drab på aktivister fra fagforeninger, der ikke underlagde sig staten – bliver hans kandidatur også støttet af ledende medlemmer af det maoistiske Communist Party of the Philippines (CPP), bl.a. fordi Duterte i Davao har ladet CPP og deres væbnede gren New People’s Army, være i fred.

Det er dog langt fra alle CPP’s medlemmer og sympatisører, der finder opbakningen til Duterte meningsfuld. Ikke desto mindre karakteriserer Abinales Dutertes forhold til venstrefløjen som »hyggeligt«.

»Der har længe eksisteret en usædvanlig ordning i Davao-provinsen, hvor kommunisterne afstår fra at organisere og agitere i byen, til gengæld for at Duterte lader dem operere frit i oplandet. Han er også inspireret af de nationalistiske tanker, som kommunistpartiets grundlægger, Jose Maria Sison, har formuleret,« fortæller Abinales.

Farlig fremgang

Både Patricio Abinales og Bonn Juego vurderer, at Duterte til trods for sin voldsdyrkelse paradoksalt nok er det bedste bud på en præsident, der vil kunne forhandle fred med landets to største væbnede oprørsgrupper: kommunistpartiet og de muslimske separatister. Dels har han gode forbindelser til flere af deres ledere, og dels har han lovet »en revolutionær regering«, der skal iværksætte en overgang til føderalisme, og dermed mere lokalt selvstyre.

CJ Chanco fra den progressive tænketank Ibon International er imidlertid ikke tryg ved denne bebudede »revolution« og skriver i magasinet Jacobin:

»Det er en revolution, som ikke lover opgør med et system, hvor kapital, statsvold og korruption tilsammen reproducerer et kaotisk politisk landskab, men som i stedet vil håndtere virkningerne af dette system med en selvtægtsregering og en militariseret krig mod småkriminelle.«

Chanco kalder det »en vision om kapitalisme på filippinsk, hvor neoliberal økonomi og en politisk autoritær styreform smelter effektivt sammen«, og konkluderer: «En enmandsrevolution ikke er en revolution – det er et diktatur, et diktatur, Duterte åbent har forsvaret som den eneste løsning på Filippinernes problemer.«

Da Cristina Palabay, generalsekretær for den filippinske menneskeretsorganisation Karapatan var i Danmark i april, beskrev hun Duterte som »meget politikeragtig og meget farlig« og sagde: »Han er ikke venstreorienteret, han er fra den herskende elite præcis som alle de andre kandidater. Dertil er han en rå gangster.«

I efteråret 2015, da Duterte var blevet opfordret til at stille op til præsidentvalget, men før han officielt havde erklæret sit kandidatur, sagde han i et tv-interview til onlinemediet Rappler:

»Jeg sagde, I skulle undgå mig. Jeg siger til det filippinske folk huwag ako (ikke mig, red.), det bliver blodigt.«

Rettelse: Ved en fejl viste billedet i en tidligere udgave af denne artikel ikke Duterte, men derimod hans modkandidat Antonio Trillanes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det kunne måske hjælpe lidt mere med en regering, der satte kapitalen stolen for døren og sikrede almindelige, rimelige levevilkår for befolkningen.