Nyhed
Læsetid: 2 min.

Asien: Kinesisk søgemaskine anklages for ung mands død

Kina undersøger internetgiganten Baidu, efter at en ung mand døde af kræftbehandling fundet via søgemaskinen
Udland
7. maj 2016

Wei Zexi døde i april kun 21 år gammel af en sjælden kræftsygdom. Den unge universitetsstuderende fra Shaanxi i det nordvestlige Kina havde søgt behandling på det hospital, der rangerede øverst i søgeresultatet på Baidus søgemaskine.

Det har sat gang i en debat om Baidus etiske ansvar som Kinas største søgemaskine.

Wei Zexi fik in 2014 konstateret en kræftform, der påvirker ledene og modtog en kontroversiel behandling som Beijings Bevæbnede Politis 2. Hospital reklamerede for på Baidu.

Hospitalet havde påstået, at behandlingen med at bruge celler genereret fra patientens eget immunsystem var en del af et forskningssamarbejde med Stanford University. Det viste sig senere at være en løgn, skrev People’s Daily.

Baidu bliver ofte sammenlignet med Google, som Kinas udbyder af søgemaskine, chatfora, musik- og filmtjenester samt sociale medier.

I Kina, hvor Google er blokkeret, har Baidus søgemaskine monopollignende status med omkring 80 procent af markedet.

Kinas Cyberspace Administration iværksatte mandag en undersøgelse af Baidus praksis, skrev det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Søgeresultater til salg

Inden sin død kritiserede Wei Zexi både hospitalet og Baidus praksis i et indlæg på Zhihu — en hjemmeside hvor brugere kan skrive spørgsmål og svar til andre brugere.

Siden er internetgiganten blevet kastet ud i et stormvejr af kritik fra vrede internetbrugere, der mener, at det er søgemaskinens anvar at undersøge de virksomheder, der betaler for annoncer eller en placering i toppen af søgeresultet.

Som andre søgemaskiner tjener Baidu penge på at sælge annoncer samt høje placeringer i søgeresultatet.

Men modsat Google er annonceringen ikke altid tydeligt markeret.Det fører til vildledning af patienter, der desperat søger efter behandling, der kan redde deres liv, skrev Kinas Kommunistiske Partis talerør Folkets Dagblad i en kommentar mandag. I kommentaren påtaler Folkets Dagblad Baidus manglende etiske ansvar:

»Med stor magt kommer også stort ansvar,« skriver People’s Daily:

»Det er ikke forkert at stræbe efter profit, men det strider mod etiske standarder at sætte profit over patienters liv.«

Det statsejede China Daily tager kritikken endnu videre og udfordrer Baidus monopol:

»Den eneste måde at standse sådanne skadelige aktiviteter er at bryde Baidus monopol.«

Wei Zexis død er den anden store skandale, som Baidu oplever i år. I januar blev søgemaskinen kritiseret for at have solgt rettighederne til en onlinegruppe for bløderpatienter til en virksomhed, der derefter begyndte at fylde debatgruppen med forskellige tvivlsomme råd til behandling.

I 2015 havde Baidu en omsætning på 33 billioner kr. Estimater fra Tencent Techonology viser, at omkring en tredjedel kom fra privathospitaler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her