Læsetid: 5 min.

En af formand Maos 20 procent dårlige handlinger

For 50 år siden indledte Mao Zedong den Store Proletariske Kulturrevolution. En politisk massebevægelse, der forførte en hel generation både inden for og uden for Kinas grænser. Selv om Kinas Kommunistiske Parti officielt har taget afstand til Kulturrevolutionens tragiske tiår, er et endegyldigt opgør udeblevet
Denne 37 meter høje guldfarvede statue af Mao Zedong i Tongxu i det centrale Kinas Henan-provins blev i januar i år revet ned efter, at den havde vakt voldsom debat. Kulturrevolutionen, som Mao igangsatte for 50 år siden, og som kostede millioner af menneskeliv har det officielle Kina dog ikke gjort endegyldigt op med.
14. maj 2016

På mandag den 16. maj er det nøjagtigt 50 år siden, at Politbureauets Centralkomité vedtog et særligt direktiv formuleret af formanden Mao Zedong. I direktivet angreb han kapitalistiske afvigere i partiet og opfordrede til, at studenter, bønder og arbejdere skulle integreres i Folkets Befrielseshær. Det blev ifølge flere historikere starten på Kulturrevolutionen.

En generation af unge rebeller blev forført til at kæmpe imod partiledere som Liu Shaoqi og Deng Xiaoping og genskabe partiet i Maos eget billede. På den ene side blev unge opfordret til at »kæmpe med ord, ikke med vold«, men på den anden side fik de at vide, at »revolution er ikke noget middagsselskab« og »uden destruktion, ingen konstruktion«.

Der skulle brydes med »de fire gamle«: Gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gammeldags tænkemåde.

Læs også: ’Jeg lukkede øjnene for alvoren i det’

Kulturrevolutionen varede i ti år. Ifølge estimater kostede den mere end én million menneskeliv, endnu flere ofre for fysisk og psykisk terror samt omfattende ødelæggelser af kulturhistoriske objekter.

Kulturrevolutionen bliver ofte beskrevet som formand Maos forsøg på at genvinde kontrollen med Kinas Kommunistiske Parti. Sammen med den legendariske Firebanden har han fået skylden for at styre landet ud i en vild strøm af grusomhed og forræderi.

Men det totale omfang af kulturrevolutionens forbrydelser er endnu en velbevaret hemmelighed. Et omfattende retsopgør, som vi kender det fra Tyskland er også udeblevet. Gerningsmænd til forbrydelser går frit omkring, og i partiets rækker findes stadig nulevende ledere, som med politiske kampråb i ryggen var involveret i voldsforbrydelser og psykisk ydmygelse.

Officielt var håbet med kulturrevolutionen, at den ville bringe Kina frem til kommunismen.

I dag er der en opfattelse af, at den fik den modsatte effekt og banede vejen for landets kapitalistiske eventyr i 1980’erne:

»Kulturrevolutionen var så stor en katastrofe, at det fremprovokerede en endnu mere omfattende kulturel revolution, netop den som Mao ønskede at forhindre,« skriver Kinaforskerne Roderick MacFarquhar og Michael Schoenhals i introduktionen til deres omfattende historiske værk om perioden Mao’s Last Revolution.

Revolutionen

Kulturrevolutionen har rødder tilbage til den omfattende Antihøjre Kampagne i 1957. Et angreb på hundredtusinder af intellektuelle, som udfordrede partiet. Efter ’det store spring fremad’, der udløste en omfattende sultkatastrofe på landet, blev Mao sat ud på et sidespor og gik i 1964 målrettet i gang med at planlægge Kulturrevolutionen som et modtræk mod det, han så som udviklingen af ’revisionisme’ i Kina og i det tidligere Sovjet.

Kulturrevolutionens to første år adskiller sig markant som rødgardisternes tid, hvor stridende rødgardistfraktioner markerede deres opgør mod autoriteterne gennem både fysisk og psykisk vold.

Grupper af teenagere med røde armbånd huserede i gaderne i Kinas storbyer og irettesatte dem der havde tillagt sig ’bourgeois’ vaner, dem med relationer til udlandet og højreafvigere.

Partikadrer, lærere, læger og intellektuelle, selv naboer og familiemedlemmer blev ofre for offentlige ydmygelseskampagner. Vold og psykisk terror og mord. Blodet flod.

Efter de indledende kampagner ledet af forskellige fraktioner af studenter spredte kaos sig ud på arbejdspladserne og udviklede sig til borgerkrigslignende tilstande.

Alene i Beijing mistede 1.800 mennesker livet mellem august og september 1966.

I sommeren 1968 blev Folkets Befrielseshær sat ind for at genetablere en vis form for orden, men især efter den 9. partikongres i 1969 begynder normaliteten tilsyneladende at vende tilbage til det ødelagte partiapparat. Det var i den periode, at millioner af unge fra byerne blev sendt på landet til »genuddannelse«.

Mao Zedongs officielt udpegede efterfølger, forsvarsminister Lin Biaos angivelige flugtforsøg og død i 1971 vidner om, at der fortsat var uro i partitoppen.

Derefter blev der etableret en vis form for normalitet.

Kulturrevolutionen sluttede officielt med Maos død den 9. september 1976. Han blev 82 år og havde ledet Kinas kommunistiske parti til sejr over nationalistpartiet i 1949.

Opgøret med revolutionen

Efter Maos død gjorde partiet forsøg på at bearbejde periodens rædsler. Nogle blev straffet andre blev rehabiliteret. Men det helt store juridiske opgør med perioden er udeblevet. Forskere og journalister er blevet frarådet at dykke ned i partiets ubehagelige sandheder.

I 1981 konkluderede Kinas Kommunistiske Parti, at Kulturrevolutionen var »fejlagtigt iværksat«, »ødelæggende« og skabte »intern turbulens«, og det blev officielt vedtaget, at kulturrevolutionen var blandt de tyve procent af Maos handlinger, der var dårlige.

Efter Maos død indledtes en omfattende kampagne mod Firebanden, der angiveligt skulle have orkestreret det revolutionære kaos. Et af bandemedlemmerne var Maos kone Jiang Qing, som blev dømt til døden i 1981. En dom der senere blev ændret til fængsel på livstid. I 1991 hængte hun sig selv.

Nutidens politiske ledere har oplevet Kulturrevolutionen på tæt hold. Kinas præsident Xi Jinping var en ung teenager, da Kulturrevolutionen begyndte.

Derfor er et officielt opgør omfattet af stor risiko for partiet. For hvor mange kan ærligt sige, at de ikke løb med?

I kinesisk litteratur er kulturrevolutionen et tilbagevendende tema, fortæller professor emerita i kinesiske litteratur, Anne Wedell-Weddellsborg: »Lige efter kulturrevolutionen var litteraturen fokuseret på ofrene for de frygtelige forbrydelser. Men det rigtige litterære opgør kommer senere med forfattere som begyndte at grave i de dybereliggende årsager til tragedien. Her fokuserede forfatterne på, hvad det er for nogle kræfter i Kinas historie, der gør, at det kunne ske.«

»Selvom man officielt godt kan tale om kulturrevolutionen, så er perioden fuld af tabuer. Det betyder, at det stadig svært at få lov til at udfolde en fuldstændig personlig og kritisk samfundsmæssig erindring, der er anderledes end den officielle.«

Genoplivelse af revolutionen

I begyndelsen af maj vakte det opsigt, da en koncert med sange som »Socialisme er godt«, »Uden det kommunistiske parti ville der ikke være et nyt Kina« og »At sejle på havene afhænger af den store rorgænger« blev opført i Folkets Store Sal i hjertet af Beijing.

Både repertoire og timingen kort før 50-året for kulturrevolutionen sendte signaler om nostalgi frem for afstandtagen til tiårets politiske kaos. I et brev, der er blevet cirkuleret på nettet, skriver Ma Xiaoli, datter af Ma Wenri som blev straffet for at lede en »antipartiklike« om sin bekymring:

»Vi skal styrke vores årvågenhed over for kulturrevolutionens genkomst og den ekstreme venstreorienterede ideologi, der bølger frem igen.«

Den bekymring forsøgte den kinesiske partiavis Global Times at mane i jorden torsdag:

»Et mindretal af radikale venstrefløjstilhængere holder mindebegivenheder for at udfordre den mangeårige dom, der definerer bevægelsen som ’10 års katastrofe’, et årti som eksperter ikke tror vil blive gentaget i Kina.«

Su Wei, professor ved Partiskolen under Kinas Kommunistiske Partis kongres i Chongqing, sagde til Global Times:

»Venstrefløjstilhængerne ser kulturrevolutionen som en folkelig bevægelse mod bureaukratiet og længes efter at få det tilbage. Andre sætter spørgsmålstegn ved Partiets lederskab ved at tilskynde til en såkaldt radikal refleksion.«

»Begge parter afviger fra den officielle definition af Kulturrevolutionen og skal ikke tilskyndes.«

Global Times afviser, at der var officiel opbakning til koncerten og henviser til, at Kinas Kommunistiske Parti i 1981 konkluderede, at Kulturrevolutionen var en »alvorlig fejl«.

»Dette standpunkt vil ikke ændre sig. Og der er ikke noget officielt ministerium, der vil gå i mod det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Carstensen
Jens Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bent Nielsen

Kulturrevolutionen sluttede officielt i april 1969 på den 9. partikonference, hvor Mao erklærede, at kulturrevolutionen var slut og, at den havde været en success. Da Deng Xiaoping og hans allierede var kommet til magten efter Maos død i 1976, blev kulturrevolutionen fastsat til perioden 1966-76, så man kunne starte på en frisk. Det, Dombernowsky beskriver som "en omfattende kampagne mod Firebanden", var i realiteten et militærkup. Det er også værd at erindre, at historien om Kina i perioden 1966-76 er skrevet af folkene bag dette militærkup. De havde behov for at legitimere både kuppet og den kursændring, Kina blev ledt ind på med Deng Xiaopings nye politik. I øvrigt var Dengs vurdering af Maos gode og dårlige handlinger 70 % og 30 %!
Bent Nielsen, lektor, Kbh. Univ.