It’s the economy, stupid!

Da OECD’s generalsekretær, Angel Gurría, forleden besøgte London, var det med en besked, som briterne efterhånden har hørt en del gange i den seneste måneds tid.

»Brexit vil – ligesom en skat – ramme britiske borgeres lommer og deres velvære. Men modsat de fleste skatter vil denne ikke finansiere offentlige servicer eller lukke det finansielle underskud. Brexit-skatten vil være rent tab; en udgift uden nogen økonomisk fordel. Og denne skat er ikke en engangsopkrævning. Briterne vil skulle betale den i mange år fremover,« sagde Gurría i en tale på London School of Economics ved præsentationen af rapporten The Economic Consequenses of Brexit – a Taxing decision.

I de seneste uger har briterne hørt lignende konklusioner fra økonomerne i Den Internationale Valutafond (IMF), det uafhængige britiske Office for Budget Responsibility, Bank of England, det britiske finansministerium, universiteter som LSE og Warwick m.fl.

»Vi vurderer i et Brexit-scenarie, at BNP pr. husstand i 2030 vil blive mindst 3.200 pund lavere og op til 5.000 pund lavere i det mest pessimistiske scenario,« tilføjede Gurría, hvilket betyder, at organisationens bud ligger cirka i midten sammenlignet med de øvrige udregninger, der har rangeret mellem 1 og 9,5 procent BNP-tab på længere sigt.

»Hvor end du kigger – hvad end det er universiteter, tænketanke, institutter, internationale institutioner – er det overvældende flertal af seriøse analyser af det synspunkt, at den økonomiske pris for at forlade EU vil være ekstrem høj,« tilføjer professor og økonom Nicholas Stern under debatten på LSE.

Med en så enslydende konklusion er det næppe nogen overraskelse, at premierminister David Cameron og hans kampagne for at forblive medlem af EU har gjort økonomien til deres hovedbudskab op til folkeafstemningen den 23. juni. Som i de fleste britiske parlamentsvalg, såvel som i den skotske folkeafstemning om uafhængighed i 2014, er det økonomien der, når det kommer til stykket, bekymrer folk mest, når de skal sætte deres kryds.

Nej-siden afviser

Brexit-lejren har imidlertid ikke smidt håndklædet i ringen og accepteret den økonomiske konsensus. Tværtimod har EU-modstanderne udfordret den.

De afviser pure OECD, IMF og det britiske finansministeriums vurdering af både de kortsigtede og de langsigtede negative konsekvenser af Brexit.

På kort sigt siger OECD’s Angel Gurría imidlertid, at Storbritannien ved Brexit vil opleve »større økonomisk usikkerhed med skadelige konsekvenser«.

»Brexit vil føre til afhændelse af værdier og en skarp stigning i risikopræmier. Forbrugertilliden vil falde på linje med erhvervslivets tillid og investeringer og dermed holde væksten tilbage,« siger han og påpeger, at Storbritannien »ikke kun vil opgive sin fulde adgang til fællesmarkedet, men også vil miste fordelene ved de handelsaftaler, der dækker 53 markeder, som det i øjeblikket nyder godt af«.

På længere sigt vil manglende medlemskab af fællesmarkedet reducere landets »tiltrækningskraft«, som i øjeblikket betyder, at Storbritannien er det land i Europa, der tiltrækker flest udenlandske investeringer.

»Færre investeringer, en reduceret strøm af varer og mennesker, dyrere kredit og mindre adgang til ideer og færdigheder på tværs af grænser vil i sidste ende underminere produktiviteten og den langsigtede økonomiske kapacitet i den britiske økonomi,« argumenterer han og kalder det for en »illusion«, at det vil være muligt at forhandle bedre og mere liberale handelsaftaler på plads bilateralt med lande rundt om i verden.

»Bilaterale og regionale handelsaftaler tager år at forhandle på plads og absorberer væsentlig energi og ressourcer. Storbritannien vil skulle starte fra bunden,« tilføjer han og henviser bl.a. til præsident Obamas udtalelse under sit besøg i Downing Street i forrige uge, hvor han sagde, at briterne vil komme »bagest i køen«, fordi USA har større forhandlinger i spil med bl.a. EU.

Minimal betydning

For Bernard Jenkin, en af de oprindelige konservative Maastricht-rebeller, der gjorde livet surt for den forhenværende konservative premierminister John Major i 1990’erne, er den slags udtalelser og argumenter dog blot en del af en valgkampagne, hvor man ikke kan stole på alt, hvad bliver sagt.

Kilde: The Economic Consequenses of Brexit: A taxing question

»De fleste lande i verden er ikke medlemmer af EU, og de klarer sig fint. Mange ikke-EU-lande handler med EU og med stor succes. Omkring 50 lande har frihandelsaftaler med EU. Hvorfor skulle EU ikke indgå en frihandelsaftale med Storbritannien,« spørger han under en debat arrangeret af The UK in a Changing Europe på King’s College i London.

Brexit-lejren ville længe ikke udtale sig om, hvorvidt den ville anbefale, at Storbritannien efter udmeldelse af EU skulle indgå en aftale om adgang til fællesmarkedet på linje med Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Årsagen til stilheden var, at fuld adgang vil betyde, at briterne skulle acceptere fri bevægelighed for personer, og netop en begrænsning af EU-migrationen er et af nej-sidens hovedargumenter.

Nej-lejren har derfor besluttet, at den ikke vil kræve fuld adgang, men i stedet vil forhandle enten en frihandelsaftale på plads – a la den EU er i gang med at forhandle med Canada – eller blot handle på baggrund af Verdenshandelsorganisationen WTO’s regler.

Det er udregninger på baggrund af disse to muligheder, der får bl.a. OECD til at forudse store BNP-tab, men Jenkin mener, at Storbritannien som verdens femtestørste økonomi nok skal sikre sig en god aftale med EU og samtidig åbne op for mere handel med resten af verden.

»Det er i alles interesse at indgå en handelsaftale. Handlen vil fortsætte ligegyldigt hvilket arrangement, der indgås mellem EU og Storbritannien,« siger Jenkin og påpeger, at briterne for eksempel producerer alle vingerne til Airbus’ flyproduktion i Europa.

»Vil de pludselig stoppe med at købe vores vinger? Nej, de vil ønske at fortsætte med at modtage vingerne toldfrit, fordi det gør deres fly mere konkurrencedygtige. Lad os være fornuftige, når vi diskuterer det her,« tilføjer han og påpeger, at EU er en handelsblok i tilbagegang.

»Hovedparten af vores handel er nu uden for EU, og den del vokser meget hurtigere end vores eksport til EU. Om noget fordrejer EU vores handel kunstigt og begrænser vores handelsrelationer med andre dele af verden.«

Jenkin påpeger også, at Storbritannien hvert år betaler 10 mia. pund i bidrag til EU – efter at det har fået landbrugsstøtte, forskningsstøtte osv. tilbage – og derfor reelt »støtter vores relativt velstående EU-konkurrenter«.

»Den økonomiske risiko er virkelig marginal,« mener Jenkin, »se blot på den prognose, regeringen fremlagde i sidste uge. Under alle scenarier vil vores økonomi vokse væsentlig og vil generere millioner af nye job. De økonomiske argumenter er faktisk hverken her eller der.«

Sammenligning

Den konklusion er Nicholas Stern på LSE – på den anden side af vejen fra King’s College – imidlertid langtfra enig i. Han påpeger, at de analyser LSE, OECD, IMF osv. har produceret, ikke er prognoser i traditionel forstand.

»Det er en sammenligning af, hvor vi kan være om 10-15 års tid i forhold til, hvor vi kan være, hvis vi forlader EU. Det kan være, at vi oplever høj vækst, det kan være, at vi får lav vækst; hvad analysen siger, er, at ligegyldig hvilken vækst vi får, så vil vores BNP være 4-5 procent lavere (ved Brexit, red.),« forklarer Stern.

»Det er grunden til, at det er så nyttigt at beskrive det som en skat. Rapporten siger ikke, hvor vi vil være, men at vi vil miste noget. Og at det er en skat, hvor vi ikke får noget igen.«

At selv de mest optimistiske scenarier skulle være »marginale«, er han også dybt uenig i.

»Vores medlemskontingent – det vi betaler ind til EU – er lidt mindre end 0,5 procent af BNP. Prisen (for Brexit, 2.) er omkring 10 gange eller mere end dét, hvis vi taler om 5-6 procent. Det er en meget stor regning,« siger han, men erkender, at ikke alle stemmer med de økonomiske konsekvenser i tankerne.

»Hvad folk stemmer, er op til dem, men det er ekstremt vigtigt, at det står klart, at alle disse tal – fra bedste til værste scenarie – alle er stærkt negative.«

Kilde: The Economic Consequenses of Brexit: A taxing question

Andre emner

Meningsmålinger viser, at briterne er blevet påvirket af det økonomiske argument.

Ifølge YouGov mente 29 procent af briterne i februar, at landet ville klare sig dårligere økonomisk ved at forlade i EU, mens 27 procent mente, at landet ville blive rigere uden for EU. De tal er nu henholdsvis 35 procent mod 22 procent.

Imidlertid viser målingerne også, at denne voksende forståelse for de økonomiske konsekvenser ikke for alvor har rykket ved folks mening. Der er stadig dødt løb mellem de to fløje.

»Uge efter uge ser det ud til, at ja-kampagnen vinder det økonomiske argument over Brexit. Alligevel har det ikke rykket stemmer,« skriver Stephan Shakespeare, medstifter af YouGov, og Anthony Wells, YouGov-direktør, i en analyse i The Times.

»Måske er det fordi, effekten bliver udlignet af andre argumenter, der er lige så stærke som økonomien. Brexit-kampagnen har overbevist offentligheden om, at en exit fra EU virkelig vil reducere immigrationen koblet med ideen om, at migranter virkelig er en byrde for de offentlige servicer, især sundhedsvæsenet,« fortsætter de og peger på, at de grupper, der er mest tilbøjelige til at stemme, er ældre vælgere, der er mere euroskeptiske, mindre bekymrede over jobsituationen og mere bekymrede over sundhedsvæsenet.

Bernard Jenkins besked til dem er da også, at økonomien ikke er det vigtigste spørgsmål.

»Der er en fare for, at vi i denne debat lader os absorbere i for mange detaljer, især økonomiske detaljer,« siger han.

»Om vi er inden for eller uden for fællesmarkedet, eller hvorvidt økonomerne mener, at vækstraten vil blive en smule højere eller lavere, hvis vi er medlem eller står uden for EU, er at miste forståelsen for det store spørgsmål om hele nationens skæbne,« siger Jenkin.

»Det store spørgsmål handler om den konstitutionelle retning og om demokrati, gennemsigtighed og nationalstatens status,« siger han og afviser derfor Obama og alle de andre, der kommer udefra og blander sig i briternes afstemning.

Angel Gurría mener dog, at det i høj grad er OECD’s rolle at blande sig, idet »Brexit vil få konsekvenser for ikke kun hver eneste brites velfærd, men for folk på tværs af EU og OECD«.

»Så det er et utroligt stort ansvar, der påhviler briterne den 23. juni. Det vil blive et spørgsmål om ansvarlighed mellem generationerne,« siger Gurría.