Læsetid: 3 min.

Kan demokratiet klare omstillingen?

Demokratiet har problemer nok. Krig, terror, finanskrise, flygtninge. Og så er der lige den der grønne omstilling, vi også burde få styr på. Nogle gange kunne man godt drømme sig tilbage til kunfucianismen
4. maj 2016

Kan du mærke, hvor hurtigt voldsomme forandringer i dag foregår i verden? Og hvor håbløst bagefter dette forandringstempo vores demokratier i EU er?

I 2008 kom den globale finanskrise som et lyn fra en klar himmel – næsten ingen havde forudset den (og dem, der havde, lyttede ingen til). Den flyttede på uhyggelig kort tid ufattelige pengemængder fra os alle over i lommerne på nogle få meget rige personer og nogle spekulationsbanker – som vi som skatteborgere holdt hånden under via vores regeringer. Det kunne være gået værre, men EU er endnu i dag ikke for alvor ude af denne finanskrises eftervirkninger. Og hvor er de penge, vi skal bruge til for eksempel omstillingen? De er i private formuer og formentlig delvist i skattely – vores regeringer har dem ikke.

Så kom krigene i det østlige Ukraine og i Syrien og andre steder i Mellemøsten – i begge tilfælde er det i dag Putins Rusland, der har sat sig på dagsordenen, og hvad gør EU og USA? Vi gør ikke så meget og ved helt tydeligt heller ikke rigtig, hvad vi skal – og måske kan vi faktisk ikke gøre noget særligt, selv om vi udgør langt den rigeste del af verden og har langt de største militære ressourcer. Men vi tør ikke rigtig handle (og hånden på hjertet, erfaringerne er jo heller ikke så gode, vel?).

Kaos i Mellemøsten og i store dele af Afrika skabte for ca. et år siden en voldsom flygtningestrøm til EU – godt en million mennesker til et område med 500 millioner indbyggere, der er blandt de rigeste i verden. Det medførte totalt kaos i EU, og nu kan vi dårligt finde vores egne ben. Samtidig har vi stigende problemer med terrorisme, ikke så meget fra Mellemøsten som fra hjemmegroede fanatikere i vores egne parallelsamfund, som vi i mange dele af EU har negligeret groft i årtier. Samtidig kan vi læse i aviserne, at vores politi og efterretningsvæsener har svært ved at samarbejde, så de kan forebygge denne terror effektivt.

Alternativ til demokratiet?

Det går sgu ikke særlig godt, vel? Samtidig skal vi så lige have omstillet vores samfund til bæredygtighed, CO2-neutralitet med meget mere på få årtier. For cirka 100 år siden styrede og dominerede Vesten faktisk hele verden, men i dag er det en anden sag. Er det så sært, at befolkningerne mister tilliden til deres ledere, og populismen florerer? Nej, for populisme betyder jo bare, at alle borgere ved deres fulde fem kan se, at deres ledere ikke kan finde ud af at håndtere problemerne – men hvem kan så?

Er vi ikke snart nødt til at se på, om vores demokratiske samfund og institutioner reelt er gearet til den aktuelle virkelighed her og nu eller faktisk er ved at bryde sammen? Er der et alternativ til demokratiet, som vi kender det? Ja, der er faktisk det såkaldte meritokrati, kendt fra især Singapore og i høj grad også søgt praktiseret i Kina. Dette meritokrati er ikke en ny opfindelse, men bygger på Konfucius’ statsfilosofi, som i al beskedenhed har ca. 2.500 år på bagen og baserer sig på en embedsstand med et ekstremt højt niveau af kompetencer og moral – en embedsstand, der blev uddannet på særlige skoler og universiteter med tårnhøj prestige til deres ansvarsfulde hverv med at styre det kinesiske kejserrige. Det gik så godt, at det kinesiske kejserrige har eksisteret lige siden og har klaret et utal af omskiftelser. I dag er styret kommunistisk, men tag ikke fejl, det er stadig den konfucianske tradition, der reelt holder sammen på tingene. Som sammenligning holdt det romerske kejserrige i ca. 500 år, før det reelt brød sammen indefra.

Måske skulle vi kigge lidt på meritokratiet og den konfucianske tradition, inden det går helt galt? Eller skal vi i stedet forsøge at transformere vores demokrati til noget mere kompetent og handlekraftigt?

Henrik Kærgaard er udviklingschef på tværs i Niras

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu gik det ikke så godt for Højgaardkredsen under krigen - så lad dem bare gentage stuntet med en tilsvarende Niraskreds ...

Michael Kongstad Nielsen

Desværre var Sokrates jo inde på det samme. Man kan ikke sætte passagererne til at styre et skib, det må man have sagkyndige til. Navigare necesse est, som romerne sagde, men hvorfor ikke stemme om, hvad vej. Efter renæssancen fandt de oplysende filosoffer frem til, at det græske demokrati dog var den bedste styreform, og selvom børnesygdommene ligner noget kronisk, kan man med fuld ret samtykke i Winston Churchills ord:
"Demokrati er den værst tænkelige styreform - når man ser bort fra alle de andre..."