Læsetid: 5 min.

Kineserne har glemt, hvad en krise er

Yngre kinesere har ikke oplevet en økonomisk recession. Det vil, ifølge en anerkendt økonomiprofessor, gøre, at krisen kan ramme ekstra hårdt, når den rammer Kina. Spørgsmålet er, hvornår og hvordan det sker
Unge piger på gaden i Shanghai

Unge piger på gaden i Shanghai

Polfoto

11. maj 2016

Man kan inddele udefrakommendes syn på kinesisk økonomi i tre faser: ave, respekt, og senest, skepsis. Ave var forbeholdt 00’erne, da man talte om tæt på tocifret vækst og kinesisk verdensdominans. Respekten kom efter finanskrisen, hvor kinesisk økonomi voksede tilsyneladende upåvirket af omverdenens fald. Respekten tilfaldt de teknokrater i Beijing, der formåede at styre en kolos af en økonomi uden om en recession.

Den respekt er dog blevet fulgt af skepsis, i takt med at teknokraterne ikke har villet give slip på den formel, der vakte respekten: massive investeringer. Formlen for at komme uden om finanskrisen har været baseret på ekspansiv finanspolitik. En politik, der dog har ført en anden konsekvens med sig: gæld.

Barry Naughton, professor ved University of California, San Diego, er en af verdens førende økonomer, når det kommer til kinesisk økonomi. Han kigger først til gælden, når snakken falder på bekymringer om kinesisk økonomi i dag:

»Problemet med hele gældsopsætningen i Kina er, at den er uigennemsigtig. Du har folk, der låner penge for så at låne dem videre. Det er enormt svært at vide, hvor der er risiko. Selv folk, der umiddelbart før finanskrisen i USA vidste, at lånemarkedet var noget hø, blev overraskede, da det hele faldt sammen. Det kinesiske gældsmarked er om noget endnu mere uigennemskueligt.«

I løbet af et årti er den kinesiske ’gæld til BNP’-ratio vokset fra 150 til 260 procent, hvilket er på niveau med ’gældsplagede’ Europa. I en rapport fra januar skrev Goldman Sachs, at den kinesiske gældsforøgelse var en af de hidsigste i nyere tid.

»Hvert eneste større land, der har oplevet den form for gældsforøgelse, er efterfølgende blevet ramt af en finansiel krise eller et længerevarende fald i BNP,« stod der i investeringsbankens rapport.

Den konklusion har der været relativ enighed om blandt de finanshuse, der udgiver den slags rapporter. Man kan ikke belåne sig med den hastighed, som Kina har gjort det, uden at blive ramt i nakken.

Men gæld er ikke en entydig størrelse. Japans ’gæld til BNP’-niveau er over 500 procent, Spaniens over 400 og USA’s på niveau med Kina.

Først- og sidstnævnte lever, og har overlevet, med den slags gælds-ratio. Så kan Kina, som verdens næststørste økonomi, ikke leve videre med samme niveau?

»Det er heller ikke usandsynligt, at den kan det,« siger Barry Naughton.

»Der er dog et par problemer.« Renterne er højere i Kina, og ifølge The Economist bliver 40 procent af den nyudstedte gæld brugt til at betale af på eksisterende gæld i stedet for at finde vej til nye investeringer.

»Dertil kommer, at vi ikke kan se nok af det kinesiske gældslandskab til at vide, hvor ligene ligger begravet. Hvor forsvinder pengene hen? Hvem sidder med risikoen?«

Den kinesiske skyggebanksektor er forsøgt afdækket flere gange, og størrelsen af den varierer nok fra estimat til estimat, til at den har fortjent sit præfix. En af grundene til, at der er skabt så meget gæld inden for så relativ kort tid i Kina, er, at det er blevet sværere for de mange milliarder at finde vej til noget, der i sidste ende bliver talt med i vækstregnskabet:

Før finanskrisen blev et lån på én yuan til én yuans vækst. I dag kræver det et lån på fire yuan at opnå samme økonomisk vækst. Ifølge Barry Naughton kan det blive et problem, hvis regeringen lægger sig fast på, at væksten skal blive omkring de syv procent. Og han har netop fået en ny metafor foræret til at forklare hvorfor:

»Du kan se på den kinesisk økonomi som en flyvemaskine, der flyver for meget op mod vinden, så den til sidst staller (holder stille i luften, red.). Derfra er spørgsmålet til piloten, om du retter snuden nedad igen og glider ned mod jorden, eller om du insisterer på den nuværende kurs og ender med at falde med bagdelen først, hvis det mislykkedes.«

Landingen

I de seneste år har der været, og er fortsat, en disputs omkring, hvordan kinesisk økonomi klarer sig. Hvor meget sminker regeringen tallene? Og hvad bliver sminket?

»Alle har forstået, at økonomien vokser i et lavere tempo i forhold til tidligere. Spørgsmålet er nu, hvordan den lander igen,« siger Barry Naughton, da Information spørger til den kontrovers.

I økonomikredse diskuteres det, om Kina får en hård eller blød landing. Hvis man tror på en hård landing, vil Kina blive ramt af en fuldgyldig finanskrise. Hvis man er på den bløde af slagsen, mener man, at teknokraterne i Beijing vil være i stand til at få økonomien ned på et lavere, mere realistisk vækstniveau – uden alt for store problemer.

En del af processen mod den bløde landing er den igangværende bevægelse fra industri til service. Fra kuludvinding til manicures. Men selv en blød landing vil komme til at gøre ondt, siger Barry Naughton.

»Vi ser allerede, at industriproduktionen formentlig har toppet. Kinesisk tungindustri har i dag sværere ved at finde frem til at finde penge til investering.«

Det er ikke noget, man skal være alt for bekymret omkring, siger Barry Naughton, der henviser til, at privatforbruget er i voldsom vækst. Problemerne i tungindustrien har dog nogle afledte konsekvenser på økonomien, som han tror, kan føre anden dårligdom med sig.

»Der kan opstå en dominoeffekt: Hvis tungindustrien kommer i krise, vil det have en psykologisk påvirkning på hele befolkning. Kinesere under 30 har aldrig oplevet en recession,« siger Barry Naughton. Hans tese er baseret på, at den yngre generation aldrig har oplevet andet end vækst og derfor ikke har forventning til andet end vækst.

Og det kan lede til et kritisk sammenfald af flere faktorer, hvis krisen kommer: De stopper med at forbruge, investeringer tørrer ud, og de begynder at trække penge ud af bankerne. Faktorer, der vil intensivere en krise.

Hvor sandsynligt det er, at den krise kommer, vil Barry Naughton ikke spå om. Han mener, at situationen i bund og grund er »håndterbar«.

»Men det kræver, at regeringen har en klar og handlekraftig politik på spørgermålet omkring gæld. I stedet har dens politik det seneste år skabt mere usikkerhed,« siger Barry Naughton.

Usikkerheden bunder blandt andet i, regeringens intervention i aktiemarkedet tilbage i august og igen i januar, hvilket har medført, at regeringen nu har over 200 milliarder dollar stående i kinesiske aktier, som afholder folk fra at investere. Læg dertil massiv kapitalflugt og postyret omkring den kinesiske valuta og regeringens forsøg på at holde den oppe over for dollaren, og du har et tilpas mudret billede til, at Barry Naughtons optimisme er til at stikke i.

– Så vil du anbefale danske pensionister at investere i Kina?

»For Guds skyld nej.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu