Baggrund
Læsetid: 6 min.

’Vi mister indlandsisen på Grønland for altid’

Den globale opvarmning sætter i øjeblikket nye rekorder hver måned: Er det et tegn på, at vi har forpasset grænsen for det uoprettelige? Ingen kan vide det, men nogle forskere begynder at frygte, at vi er tæt på at ødelægge betingelserne for menneskeliv allerede ved udgangen af dette århundrede
grøn omstilling CO2-udledning global opvarmning grønland isen smelter

Klodens klima kan udvikle sig faretruende katastrofalt inden udgangen af dette århundrede, advarer forskere. Det vil bl.a. betyde, at isbjerge som disse fra Jakobshavn-gletscheren på Grønland kan forsvinde for evigt

Fernando Moleres

Udland
4. maj 2016

På øen Eleuthera, der er en del af Bahamas, ligger to mere end tusind ton tunge sten på stranden.

Stenene er ikke af samme geologiske materiale, man ellers kan finde på Eleuthera eller de omkringliggende øer, og forskere mener derfor, at den eneste måde, stenene kan være landet på netop Bahamas, er, ved at stenene er blevet løftet op på land af de superstorme, der prægede perioden på jordkloden for omkring 130.000 år siden.

Dengang kunne Atlanterhavets bølger rejse sig i op til 70-90 meters højde, og kræfterne var så enorme, at tonstunge sten kunne blive flyttet over lange afstande.

Sådan er verden blevet formet over millioner af år med skiftende klimaperioder, istider, vulkansk aktivitet og kontinentalpladernes konstante bevægelse.

Ændringer af landskabet finder hele tiden sted, men foregår over så lange tidshorisonter, at de knap er registrerbare i vores tid. Derfor er stenene på Eleuthera heller ikke noget, der som sådan hverken bør undre eller bekymre forskerne – men det gør de.

Det skyldes, at klodens klima i dag har kurs mod at nå samme høje temperaturer som dengang, stenene ved bølgers kraft blev slynget op på land. Det skriver blandt andre en af klimaforskningens fædre, den tidligere NASA-leder James Hansen.

I et opsigtsvækkende forskningspapir, der blev endeligt publiceret i marts i år, advarer James Hansen sammen med 18 andre klimaforskere om, at klodens klima kan udvikle sig faretruende katastrofalt inden udgangen af dette århundrede, og at alle kystnære byer vil blive ødelagt af superstorme som dem, der hærgede kloden for 130.000 år siden. Og det kan allerede ske ved en gennemsnitlig temperaturstigning på to graders celsius, som FN anbefaler som øvre grænse for den globale opvarmning.

»Jeg tror, at alle, der har kendskab til data om de tidlige perioder (som Eem-mellemistiden for 130.000 år siden, red.), nu er meget bekymrende for, at vi nærmer os – hvis ikke vi allerede har forpasset – det punkt, hvor vi har skabt nogle virkelig voldsomme forandringer for de yngre og fremtidens generationer,« sagde James Hansen i et interview med Washington Post i november sidste år, da han netop diskuterede samme artikel, der har været undervejs i mere end halvandet år, og som James Hansen selv betegner »som den vigtigste artikel«, han har skrevet.

Rekord på rekord

Årsagen til den stigende bekymring hos blandt andre James Hansen og hans medforfattere er, at forskerne over især de seneste to år har kunnet registrere stadigt hyppigere og voldsommere varmerekorder, i takt med at koncentrationen af drivhusgasser ophobes i atmosfæren.

Således blev 2015 det absolut varmeste år i den postindustrielle periode, og året var ikke bare lidt varmere end 2014, der i sig selv var rekordår. Rekorden blev slået med 0,13 grader celsius, hvilket er meget voldsomt selv i en opvarmningsperiode som den, vi befinder os i.

 

 

Fra måned til måned er der således sat nye varmerekorder de seneste 11 måneder i træk. Januar i år var den varmeste januar nogensinde, indtil februar satte ny rekord ved at ligge hele 0,2 grader celsius over sidste februar. For marts måned ses samme mønster. Ny rekord sat med endnu større margen end det spring, der sås fra februar 2015 til februar 2016.

Spørgsmålet er derfor, om den hast og voldsomhed, som kloden i øjeblikket opvarmes med, er udtryk for, at systemet selv retter op efter en kort periode med lidt lavere temperaturstigninger i luften end forventet. Eller om vi har forpasset nogle grænser, der gør, at klodens klima fra nu af udvikler sig langt mere alvorligt og hurtigere end forudset i klimamodellerne, og som James Hansen og kolleger netop advarer om.

Katrine Krogh Andersen, der er seniorforsker på Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, kan ikke sige, hvad det korrekte svar er, men blot konstatere, at der ofte vil være store variationer i temperaturen over kortere tidshorisonter. Eksempelvis på grund af fænomener som El Niño, der i år har givet ekstra høje temperaturer omkring ækvator.

Men hun understreger også, at som forsker befinder man sig i ukendt land, når man skal forsøge at svare på, om opvarmningen af kloden allerede er gået ind i en fase, hvor den i sig selv er selvforstærkende og dermed ude af menneskelig kontrol.

»Det store spørgsmål er jo, hvornår vi krydser en grænse, et tipping point, hvorfra udviklingen ikke kan stoppes. Eller om vi allerede er forbi en sådan grænse. Eksempelvis med afsmeltningen af indlandsisen. Det taler vi om som forskere, men det er ufatteligt svært at undersøge som fænomen.«

Ikkelineær udvikling

Katrine Krogh Andersen forklarer, at der er så mange faktorer, der hele tiden påvirker hinanden, at det er meget svært at sige, præcis hvordan udviklingen vil være, og hvor hurtigt det kommer til at gå.

»Indlandsisens afsmeltning, havisens forsvinden i Arktis, permafrostens optøning og havstrømningerne i Atlanterhavet er alle fænomener, der ved markante ændringer kan sætte en proces i gang, der vil ændre det samlede system radikalt,« siger Katrine Krogh Andersen.

Hun forklarer, at udviklingen i klimaet ikke er lineær og derfor nem at forudsige, men tværtimod afhænger af tusindvis af enkeltfaktorer, der både spiller sammen, og som nogle gange bliver selvforstærkende i det, der af klimaforskere kaldes ’positive feedbackmekanismer’. Afsmeltningen af ishavene omkring polerne er et simpelt eksempel på en sådan proces.

I takt med at der bliver mindre is på klodens overflade, mindskes den samlede evne til at sende solens stråler tilbage i verdensrummet. Det skyldes, at is har en meget høj såkaldt albedo-værdi, det vil sige en høj evne i til at reflektere sollys.

Men når is bliver til vand, mindskes albedo-værdien, fordi vand er mørkere end is, og størstedelen af energien fra solens stråler bliver derfor ikke længere reflekteret tilbage i rummet, men optages af det mørke havvand.

Det betyder, at havene opvarmes, hvorfor endnu mere is vil smelte, og der er dermed skabt en positiv feedbackmekanisme, hvor udviklingen er selvforstærkende og derfor vil accelerere afsmeltningen af is over tid.

Begyndelsen på enden?

En anden og mere kompleks feedbackmekanisme – som er det centrale udgangspunkt i James Hansens med fleres seneste studie – handler også om afsmeltning af isen ved polerne.

Afsmeltet ferskvand er ifølge forskerne med til at lagdele ishavene ved at lægge sig som en kappe over det mere varme saltvand, der på dybere vand æder isbjergene op nedefra. Det varme vand ophobes i de dybere lag, og afsmeltningen tager til med øget tempo, hvilket giver stadigt større mængder smeltevand i de øverste lag og stadigt større mængder varmt vand, der fanges dybere og ikke kan komme væk.

Jason Box, der er professor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, mener, at James Hansens seneste papir er et af de vigtigste inden for klimaforskning, han har læst de sidste ti år. Og selv om han ikke vil kalde sig dommedagsprofet, mener han, at det er dybt foruroligende, at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren er så høj, at vi muligvis er i gang med at passere flere tipping points.

»Med den igangværende udvikling mister vi indlandsisen på Grønland for evigt. Det går stadig meget langsomt, men det er den vej, udviklingen går,« siger James Box, der forklarer, at skal den udvikling vendes, er det ikke længere nok bare at bremse udledningerne af CO2.

»Vi er i dag oppe over på en koncentration af CO2 på over 400 ppm (parts per million) i atmosfæren og skal trække mindst 50 ppm ud, hvis vi skal stoppe afsmeltningen af indlandsisen på Grønland. Det kræver ny teknologi, der kan trække CO2 ud af atmosfæren.«

Den gode nyhed er ifølge Jason Box, at det stadig kan lade sig gøre. Også selv om løsningerne endnu ikke eksisterer.

»Men vi skal tænke på naturen, når vi tænker i løsninger. Træer optager CO2, men skal vi plante træer nok til at tage 50 ppm ud af atmosfæren, kræver det, at vi sætter træer på alt ledigt land på kloden. Derfor skal vi tænke i at udvikle andre løsninger som eksempelvis at kunne få CO2 tilbage ned i jorden. Det er vi simpelthen nødt til at finde ud af. Det er ikke længere nok bare at stoppe udledningerne,« siger Jason Box, professor ved GEUS.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

@Philip

Generelt er jeg imod at trække Troll kortet. Det ser man alt for ofte brugt, når folk løber tør for argumenter. Men ja, der er en del benægtere, som helt sikkert udnytter den almene uvidenhed.

Og ja, jeg kunne ikke lade være med at tænke at Trump kunne gå hen og blive "løsningen". Sådan forstået at han kan være den som udløser at vores art enormt hurtigt forsvandt her fra stenkuglen.

Hvis man skal se på det positive, kunne man håbe at det oprør mod etablissementet, som både Trump og Sanders er udtryk for, også fik resten af Verdens magthavere (inkl. Den Lille Svindler) til at tænke sig om. Utopisk måske, men håbet er da lysegrønt :)

Philip B. Johnsen

Morten Balling
Jeg er helt enig der skal være plads til, at være fortaler for skepticisme, men lejesoldater er også underlagt overholdelse af menneskerettighederne, derfor skal være plads til, at påtale grov uagtsomhed.

Peter Ole Kvint

Det vil tage mindst 20.000 år at smelte Grønlands indlandsis. Der menes at den næste istid begynder senest om 12.000 år, så der er ikke tid nok.

Aksel Gasbjerg

Peter Ole Kvint
"Det vil tage mindst 20.000 år at smelte Grønlands indlandsis. Der menes at den næste istid begynder senest om 12.000 år, så der er ikke tid nok."

Hvad er dine kilder til disse tal? Er tallene hevet ud af luften?
For at forudsige disse antal år skal der en lang række forudsætninger på bordet. F.eks: udviklingen i atmosfærens CO2-indhold, udviklingen i isens albedo, udviklingen i Arktis' temperatur, udviklingen i permafrosten og den deri lagrede metan, udviklingen i den arktiske havis' forsvinden, udviklingen i ishavets temperatur, samt en lang række yderligere faktorer.
Hvilke forudsætninger har dine klider lagt til grund?

Morten Balling

Ps Til alle jer økohippier som sidder derude, og godter jeg over elbilen og de veganske spisevaner:

http://www.ghgonline.org/methanerice.htm

Iflg. denne artikel er dyrkning af ris formentlig den største kilde til udledning af Methan til atmosfæren. Methan er en meget værre drivhusgas end CO2, men bla. da mængden af udledt CO2 langt overgår Methan, er det stadig CO2 mest fokus er på.

Det' ik' nemt!

Anne-Marie Krogsbøll, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

Gad vide hvor mange flygtninge der kan bo i Grønland hvis isen forsvinder?

Jens Lerdorf

Efterspil.
Hvis jeg har forstået det rigtigt, kan vand flytte store sten og at klima forskernes ”gennemsnit” målinger og temperatur konklusioner, skal tages for gode vare. En lille hvid løgn i miljøets navn er i mine øjne bestemt helt o.k. men når det så har vist sig, at de hovedsagligt stats ansatte forskere har ramt cirka 200% forkert i deres varslet forudsigelser, og det ikke er 3 grader men bare 1 grad, den globale opvarmning, forventes at stige, jamen så har Donald Trump faktisk ret, når han nu skal blandes ind i det. At den lille hvide uskyldige miljø løgn har slået meget positivt iværksætter CO2 frie tiltag fra sig, gør jo også at vi med god samvittighed og lidt stolte godt kan tillade os at bilde hinanden ind, at det sørme også er os mennesker, der har reddet planeten jorden for opvarmnings ragnarok, selv det er en opblæst løgn, der på bundlinjen så nu faktisk kun handler om verdens første internationale CO2 afgift, der set med en stats budget forvaltnings øjne, selvfølgelig er godt.

Sider