Læsetid: 4 min.

Nedsmeltning forstærket i Zimbabwe

Plasticpenge og hjemmelavede dollarsedler skal redde regeringen fra manglen på ægte penge
9. maj 2016

Zimbabwere af alle klasser væltede i onsdags ind i bankerne og hævede alt, de kunne. Årsagen var nationalbankdirektørens meddelelse tidligere på dagen om, at landet igen vil trykke egne pengesedler. Af samme grund gik mange forgæves: Ikke bare bankerne, men hele landet løber tør for kontanter.

Efter Zimbabwes møntfod, Zimbabwe Dollar, i slutningen af 2008 var blevet værdiløs, opgav det i februar 2009 at bruge egne penge. Lige siden har eneste gangbare mønt været udenlandsk valuta, især amerikanske pengesedler.

Seddelpressen havde de forgående år kørt med svimlende hastighed, mens præsident Robert Mugabes styre var under hidtil uhørt pres fra en effektiv opposition. Inflationen toppede i november 2008 på 89.700.000.000.000.000.000.000 procent, da 1 US$ kostede 10 trillioner zim$. Kort efter brød valutaen sammen.

Under en samlingsregering fra 2009 lykkedes oppositionspolitikeren Tendai Biti som finansminister med at få genoprettet økonomien. Ved et omhyggeligt arrangeret valg i 2013 vippede Mugabes parti, ZANU-PF, oppositionen ud, hvorefter økonomien igen gik i opløsning: Eksporten står ikke mål med importen, hullet er blevet lukket med lån. Verden har ringe tillid til ZANU-PF, som kun kan låne småpenge.

Information beskrev i marts panikkens første bølge blandt bankkunder, fordi de ikke længere kunne hæve så mange kontanter, som de havde penge på kontoen. Pengeautomater kunne være tomme i dagevis. Staten havde siden november haft svært ved at betale sine forpligtelser, så Nationalbanken begyndte at tømme bankernes interne clearingskonti med deres udenlandske partnere for at kunne stoppe egne huller. Det fik virksomhederne til at holde på deres kontanter for at kunne betale importudgifter til f.eks. råvarer. Strømmen af kontanter ind i bankerne tørrede langsomt ud og de begyndte at begrænse udbetalinger.

Plasticpenge

I de forløbne to måneder er krisen forværret, og nationalbankens krumspring for at holde krisen fra døren er blevet stadig mere offentligt synlige. De handler alle om at vinde tid, det vil sige at skubbe andres pengefordringer ud i fremtiden, så statens kan opfyldes først.

»Formelt tager det to dage at overføre penge til mine udenlandske leverandører,« forklarer en forretningsmand til Information. »Reelt går der nu mindst to uger, oftest tre, før de har pengene.«

Nationalbanken meddelte i onsdags en lang række nye tiltag, der på samme måde udsætter eller ændrer andres fordringer. Nogle af dem giver et fascinerende indblik i, hvorledes de højt besungne afrikanske mobilpenge kan anvendes af anløbne regimer til at købe tid. ’Plasticpenge’ er blevet Mugabes vigtigste livline.

Tusinder af småbønder bringer i disse måneder årets høst af tobak, deres vigtigste pengeafgrøde, til auktion. I april meddelte banken, at de ikke får kontant afregning, men skulle oprette en bankkonto og derefter bruge hævekort. Nu hvor hæveautomaterne er ved at være tomme, følger næste logiske skridt: Først blandt nationalbankdirektørens initiativer er et krav om, at alle butikker opsætter betalingsterminaler, så en større del af pengeomløbet bliver elektronisk, det vil sige uden kontanter.

»Fra sidste måned begyndte jeg også at betale mine arbejdere med plastic,« fortæller forretningsmanden, der foretrækker anonymitet. Zimbabwe har et veludviklet mobilnet, og brugen af elektroniske penge er allerede udbredt til overførsler mellem land og by og fra familiemedlemmer i udlandet.

Zimbabwe har siden 00’ernes hyperinflation haft et veludviklet parallelt system af private finanshuse, der formidler penge. Her handles kontanter nu mod en overpris på op til fire procent, det dobbelt af raten i marts.

»Jeg holder godt fast i hver eneste ægte dollar, jeg får i hænderne,« fortsætter forretningsmanden: Hans nødvendige import af råvarer kan ikke betales med plastic; han skal levere penge i banken dollar for dollar.

Hjemmelavede dollarsedler

Nationalbankdirektøren forsikrede forleden, at de nye pengesedler, der formelt er US$, og som skal lægges i pengeautomaterne, er sikret med ægte penge: Nationalbanken optager et lån på 200 mio. dollar i The African Export and Import Bank, der har opbakning i den Afrikanske Udviklingsbank og afrikanske nationalbanker, hvorefter den udsteder lokale dollarsedler inden for samme beløb.

Når folk styrtede i banken efter US$ skyldes det mistillid til, at ZANU-regeringen nøjes med at trykke sedler for bare $200. Hver eneste måned skal regering f.eks. udbetale løn for 300 mio. dollar til offentlige ansatte.

»Beløbet undrer,« siger forretningsmanden, »for det forslår jo intet.«

Den anerkendte økonom John Robertson siger, at ’obligationssedlerne’, som de kaldes, kunne »udskyde økonomisk genopretning, fordi de ikke er ægte penge«.

ZANU-regeringen har mange års erfaring i at skubbe problemer foran sig for siden at finde en løsning. Det har store forhåbninger om et snarligt kæmpelån fra IMF. Først skal den dog tilbagebetale udeståender på 1,8 mia. dollar til IMF, Den Afrikanske Udviklingsbank og Verdensbanken. De nye tiltag er del af en kompliceret manøvre for at samle sikkerhed for at låne kommercielt til det store afdrag.

IMF vil dog kræve skrappe økonomiske reformer, især nedskæring i antallet af offentligt ansatte, der æder op mod 90 procent af det offentlige budget. Opfyldelse af kravet er vanskeligt for en regering, der har brugt offentlige stillinger til at købe opbakning og stemmer ved valgene. I 2015 voksede lønudgifterne med 16,5 procent sammenlignet med en vækst i bruttonationalproduktet på 1,9 procent.

Netop et valg lurer i 2018. ZANU-PF håber på udbetaling af IMF-lånet allerede før jul.

»Jeg tror på et økonomisk sammenbrud forinden,« siger forretningsmanden. »Det kan kun gå for langsomt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nielsen

Ak ja... Det er en skam med Zimbabwe, der havde alle muligheder for at skabe et godt økonomisk fundament for fremtidig vækst i levestandard. desværre blev alle hvide farmere, enten myrdet eller på anden vis truet til at opgive deres landbrug og forlade landet. Næste skridt var at omfordele landet til gode gamle krigsveteraner, og se Zimbabwes position som Afrikas største landsbrugseksportør forvandle sig til at være importør.
Korruption har altid været Afrikas lænke om foden, og vi betaler gladeligt for gildet.