Læsetid: 7 min.

En ny magt træder i karakter i Østukraine

Arbejdet med at opbygge en stat skrider frem for myndighederne i Folkerepublikken Donetsk. Imens henter indbyggerne nødhjælp eller prøver at tilbringe en normal forårsaften i den belejrede by
Nationens heltemodige, frie, glade og arbejdende borgere vises på plakater langs de brede boulevarder. Stærkt idealiserede indbyggere som er en klar videreførelse af den æstetik, der blev brugt i Sovjetunionen. Mange især ældre har det hårdt, da 
 den ukrainske regering har stoppet udbetaling af pensioner i det besatte territorium.

Jens Malling

25. maj 2016

At holde deres tilkæmpede territorium pænt og rent har åbenlyst høj prioritet for de nye magthavere i Folkerepublikken Donetsk. Overalt i DNR – som statsdannelsen blot forkortes i daglig tale – støder man på orangeklædte skikkelser. Store hold vejarbejdere, gadefejere og gartnere har travlt. De lægger fliser, maler stakitter og beskærer træer.

Hvad angår forsyning af levnedsmidler, så er den delvist overtaget af DNR’s første supermarkedskæde, hvis filialer jævnligt skyder op. Kædens navn henviser til de nye politiske forhold i Donetsk: Det Første Republikanske Supermarked står der med svungne bogstaver i logoet over de automatiske glasdøre.

Prorussiske separatister besatte byen i april 2014 og gjorde den til hovedstad på deres tilkæmpede territorium. Ikke en gang Moskva anerkender dog landet, der udgør et centrum for stridighederne i Østukraine og i et større perspektiv; i konflikten mellem Rusland og Vesten.

De ukrainske regeringsstyrker står ude i forstæderne. Trods flere aftaler om våbenhvile samt det faktum at frontlinjen virker stabil, beskyder de to sider jævnligt hinanden. Ingen af parterne har tilsyneladende mulighed for eller vilje til at sætte en rigtig offensiv ind.

De dumpe drøn fra artilleriet runger ind over Donetsk. Strømmen over trolleybus nummer 14 netop blevet afbrudt. I takt med at passagererne bliver trætte af at vente på, at den måske kører videre, siver de ud i den østukrainske forårsdag.

»Den form for skyderi er ikke så slem,« siger Svetlana Karpova.

Den ældre dame har allerede rejst sig og begiver sig hen ad Kujbysjev-gaden til fods. Heldigvis ligger blokken, hvor hun bor, kun to stoppesteder herfra.

»Når det lyder sådan, betyder det, at det foregår langt væk,« forklarer Svetlana, idet endnu et ekko fra artilleriilden forstyrrer solskinsdagen.

»Det er værre, når det siger, dadadadada, dadadada, dadadada hurtigt efter hinanden.«

Med tungen gengiver hun smæld fra maskingeværer.

»Det betyder, at kampene foregår tæt på.«

Efter mere end to års voldsom konflikt formår den elskværdige kvinde hurtigt at skelne krigens lyde.

»Jeg har vænnet mig til skudsalverne. Jeg hører dem hver dag,« sukker Svetlana, der er klædt i en spættet kunstlæderjakke og har rødt, farvet hår. Trods sin fremskredne alder arbejder hun stadig med kvalitetssikring af medicin. Kampene har raset særlig voldsomt om Donetsks internationale lufthavn, der ligger fem-seks kilometer nord for Svetlanas hjem.

»Det var en flot lufthavn bygget efter alle kunstens regler. Den blev opført for at gøre indtryk på det udenlandske publikum, da Donetsk var en af værtsbyerne for europamesterskabet i fodbold i 2012,« siger hun.

»Nu er den fuldstændig ødelagt. Gad vide hvor mange, der har mistet livet derude. De skal tælles i hundreder og atter hundreder.«

Statsopbygning i praksis

Siden erklæringen om selvstændighed har de nye myndigheder åbenlyst ikke spildt tiden. Lederskabet har en stor udfordring i at holde de ukrainske styrker stanget. Alligevel ser processen med at opbygge en stat ud til at skride hurtigt frem. Flotte skilte med republikkens symbol sidder på dørene uden for de nye ministerkontorer. Den dobbelthovedet ørn omgivet af sort, rød og blå dukker ofte op i gadebilledet. Nationens heltemodige, frie og hårdtarbejdende borgere viser sig i plakatmontrer langs de brede boulevarder. Stærkt idealiserede tager indbyggerne hinanden og deres egen skæbne i hænderne.

Den professionelt udførte visuelle kampagne fortæller om de værdier, den nye stat bygger på. At dømme efter billederne ser det blandt andet ud til at være familie, selvbestemmelse samt en videreførelse af den kult, der opstod i Sovjetunionen om sejren over fascismen i Anden Verdenskrig, og som i høj grad konstituerede det sovjetiske samfund. En genoplivning af denne kult passer næsten for godt til den nuværende situation, hvor de ukrainske modstandere ovre på den anden side af frontlinjen netop iscenesættes som ’fascister’.

»Vores bedstefædre sejrede, og vi vil sejre,« siger DNR’s leder, Aleksandr Sakhartjenko, på et billboard.

Som en del af myndighedernes selvfremstilling indgår også republikkens effektivt drevne officielle site www.dnr-online.ru.

Siden opdateres flere gange dagligt med videoer, fotos og interview. Typisk oplyser den om de to vigtigste ledere Sakhartjenko og Denis Pusjilins aktiviteter. Informationsministeriet arbejder på højtryk og beskæftiger sig blandt andet med at begrænse adgangen til ukrainske nyhedsmedier for lokale internetbrugere.

»Denne ressource er blokeret på begæring af ministeriet for information og kommunikation i DNR,« lyder beskeden i ens browser, hvis man prøver at klikke sig ind på eksempelvis den progressive ukrainsk tv-station Hromadske.

Nødhjælp i fanshoppen

Langtfra alle har råd til at handle i butikker som det Første Republikanske Supermarked. Den ukrainske regering har stoppet alle udbetalinger på separatistterritoriet. Tiltaget rammer særligt den ældre del af befolkningen. Kun de pensionister, der ikke er for syge eller svage til at tilbringe flere timer i overfyldte minibusser ved de omstændige kontrolposter, kan hæve deres ydelse ovre på den ukrainske side af frontlinjen. Derefter skal det beskedne beløb veksles fra ukrainske hryvnia til russiske rubler, som er gældende valuta i DNR.

Mange må leve af nødhjælp. Den uddeles blandt andet i fornemme omgivelser under tribunen på Donbass Arena – UEFA Cup-mestrene fra 2009 FC Sjakhtar Donetsks tidligere hjemmebane. Det imponerende stadion har ikke været i brug, siden krigen brød ud. Sjakhtar spiller nu sine hjemmebanekampe i den vestukrainske by Lviv. Klubbens velynder, oligarken Rinat Akhmetov, har derfor indrettet fanshoppen til et hjælpecenter for Donetsks hårdt trængte indbyggere. Lokalet er holdt i Sjakhtars orange og sorte farver. Klubbens logo med de to hammere indgår som en del af interiøret. Langs den ene væg ligger store sække med nødhjælp stablet op.

»Prøv at mærke, hvor tunge de er,« siger en af stedets medarbejdere med et navneskilt, hvor der står Svetlana. Hun tjekker den lille seddel, der viser, at de fremmødte er berettiget til hjælp og opfordrer den næste i rækken til at snuppe en af de hvide sække.

»13 kilo vejer sådan en pose. I dag uddeler vi 900 af dem,« siger hun.

»Jeg har fået alt, hvad jeg har brug for,« siger en ældre kvinde glad. Hun pakker nødhjælpen ned i sin lille trækvogn og triller hurtigt afsted.

»Uden denne form for hjælp ville det være meget svært for os,« siger Roman Romanenko, en 45-årig vagtmand, der er mødt op for at hente nødhjælp til sin handicappede søn.

Han griber ned i posen og viser indholdet frem: Konserves, madolie, sukker og mel. Bidraget fra Akhmetovs Fond supplerer Roman af og til med nødhjælp fra Rusland. Kreml gør sit for, at Donetsk - og den ligeså oprørske naborepublik Lugansk - kan holde sig oven vande. Ifølge www.dnr-online.ru ankom 62 lastbiler til Donetsk fra Rusland bare den 21. april. I alt 780 ton nødhjælp leverede russerne ved denne lejlighed.

Den russiske soldat

Ruslands bidrag i Donbass består ikke kun af nødhjælp, men også af håndfast militær assistance. Det er den fåmælte skikkelse, der sidder alene på en bænk ved Donetsks flanerstrøg Pusjkina et eksempel på. Han nyder en friaften på boulevarden, hvor restauranter og cafeer ligger tæt.

Med musik i høretelefonerne og et bæger kaffe i hånden ser han eftertænksomt frem for sig. Træerne omkring den unge camouflageklædte mand blomstrer rosa, hvidt og lysegrønt. Lamperne lyser gult mellem grenene. Venindepar går jævnligt forbi i meget høje hæle. Deres skridt klaprer i langsom takt hen over fliserne. De lokales forsøg på at nyde en normal forårsaften i selskab med venner og familie og glemme krigen for en stund spoleres af bombardementerne, der nu tordner særlig højt hen over den mørkeblå himmel.

Soldaten tager høretelefonerne ud af ørerne. På hans venstre skulder sidder et emblem i gult, hvidt og sort. Det fortæller, at han tilhører Sparta-bataljonen. Højre skulder prydes af det karakteristiske anker, som det russiske marineinfanteri bruger.

»Jeg er ikke lokal. Jeg kommer fra Rusland,« siger den unge mand og fortæller om sin motivation for at kæmpe:

»Jeg har meldt mig frivilligt og er taget her til Donbass for at hjælpe med at forsvare børn og gamle mod de ukrainske soldater,« siger han ikke uden idealisme i stemmen.

»På den måde er det elementære menneskelige principper, der bevæger mig,« forklarer den camouflageklædte soldat, og de mørke øjne under militærkaskettens skygge virker oprigtige.

Den russiske soldat afviser at oplyse sit navn. Han vil heller ikke fortælle præcis, hvor i Rusland han kommer fra, eller om alle i Sparta-bataljonen er russere. At han snart har kæmpet her i Østukraine i 20 måneder er dog i første omgang ingen hemmelighed. Med Sparta-bataljonen har han deltaget i nogle af de mest voldsomme kampe.

»Jeg var både i Ilovajsk i august 2014 og Debaltseve januar og februar 2015,« siger han og nævner to af krigens vigtigste slag, hvor de ukrainske styrker led svære nederlag. Ukrainerne peger netop på, at russisk militær indblanding var afgørende for udfaldet.

»Ukraine mistede mange mænd de steder,« siger soldaten på bænken kort.

Senere i samtalen ændrer hans historie sig pludselig. Nu kæmper han kun kortvarigt i Donbass i en pause mellem to semestre på sin uddannelse til styrmand. Selv om det endnu er tidligt fredag aften, synes hans fritid at være forbi, og han rejser sig hurtigt.

»Jeg bliver nødt til at komme tilbage til basen,« siger han og tager høfligt afsked. For de russiske soldater er det begrænset, hvor spændende Donetsk er i weekenden. Byen var tidligere kendt for sit vilde natteliv, men det lider under udgangsforbuddet, som håndhæves mellem klokken 23 og fem om morgenen.

Skumringen lægger et slør om uniformsjakken, der forsvinder ned ad Pusjkina-strøggaden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu