Læsetid: 8 min.

Et nyt håb på Grønlands ’bagside’?

Bygden Kulusuk har som resten af Grønland store potentialer: Østkystens bedste skole, egen lufthavn og daglige afgange til Island. Så hvorfor er det, at næsten ingen af de lokale forsøger at tjene penge på turisterne?
Der er ikke meget arbejde at få i Kulusuk. Men hvert år får bygden en pulje af kommunen til at beskæftige 2-3 arbejdsløse med reparations- og oprydningsarbejde.

Emil Rottbøll

17. maj 2016

»Torsdag.

Det er torsdag i dag.

Det er fredag i morgen.«

11-årige Hansima lægger kridtet og går hen til opslagstavlen, hvor han skal sætte laminerede mærker med ord og billeder på dagen i dag:

»Fag: Dansk, matematik og idræt.«

»Vejret: Det blæser ikke. Der er sol. Det er koldt.«

Hans klassekammerat Mario har plads lige ved siden af opslagstavlen og kan ikke lade være med at kommentere Hansimas arbejde.

Læs også: Håbet om en ny grønlandsk vækkelse

Ellers er de fire specialklasseelever nu rimeligt stille. En kvinde stikker hovedet ind ad døren og siger, at Mario skal have sine piller nu.

Bygden Kulusuk har Østgrønlands bedste skole. Som den eneste bygdeskole i Grønland fører de eleverne helt op til folkeskolens afgangsprøve, og helt uhørt fik eleverne for fem år siden landets bedste gennemsnit. Ikke alene var de fra en bygd med færre end 300 indbyggere, de var også fra østkysten.

Østgrønland kaldes på vestgrønlandsk ‘Tunu’, bagsiden. Geografisk hentyder det til det barske vejr, der historisk har isoleret øst så meget fra resten af landet, at østgrønlandsk reelt er sit eget sprog, som de kan have svært ved at forstå i vest.

Men bagsiden refererer også til nogle af landets største samfundsproblemer. Den eneste større by på østkysten, Tasiilaq, er Grønlands hastigst voksende by med nu 2.000 indbyggere. Væksten handler mere om, at unge fra de affolkende bygder ikke har andre steder at tage hen, end at de har noget at tage til i Tasiilaq. Byen er mærket af arbejdsløshed, druk og vold.

Læs også: Arktiske vinterlege brander det moderne Grønland

Det er midt i denne nedslående fortælling om regionen, at skolen i Kulusuk giver håb om en bedre fremtid.

Drevet af udlændinge

Kulusuk har bestemt potentiale. Bygden rummer østkystens eneste lufthavn, som amerikanerne byggede i 1950’erne i forbindelse med en nærliggende radarstation.

Siden overtog grønlænderne lufthavnen, og i snart 50 år er der fløjet turister ind fra Island. I sommersæsonen flyver de dagligt og bringer årligt cirka 6.000 passagerer til fra Reykjavik.

En af dem er 35-årige Matt Spenceley fra Storbritannien. Han er professionel skiinstruktør og bjergbestiger og har været fuldstændig vild med Østgrønland, siden han første gang kom til Kulusuk for 16 år siden.

»Turisme er helt klart en af vejene for Østgrønland. Det er så smukt og unikt. Det er som at komme til Antarktis på få timer. Her er der også bare en tusind år gammel kultur. Det har så meget at byde på,« siger Matt Spenceley begejstret.

Han arrangerer selv skiture med sin grønlandske medejer i bygden. Otte dage for 25.000 kr.

Fra Kulusuk kan man også køre med hundeslæde, man kan tage videre ind til indlandsisen på ekspedition, og om sommeren kan man vandre i fjeldene.

Langt de fleste turister kommer her kun på éndagsture. De lander, går en tur rundt i bygden og flyver ud igen.

Kun de færreste lokale grønlændere forsøger at gøre en forretning ud af det. Hotellet er drevet af en dansker, vandrehjemmet er ejet af islændinge, og selv bygdens butik med grønlandske souvenirs er ejet af islændinge.

»For de her mennesker er tid noget helt andet. De kigger bare på turisterne og trækker på skulderen,« siger Matt Spenceley.

Manglende initiativ

Lufthavnen ligger knap fire kilometer uden for selve bygden. Også den er drevet af en dansker.

»Alle job her i lufthavnen kunne i princippet varetages af lokal arbejdskraft,« siger lufthavnschef Torben Larsen.

De lærer selv de unge op og vil helst ansætte lokale, for så er der større chance for, at de ikke flytter videre. Nogle få stykker går det godt, men ofte ender det desværre med fyringer. I Torben Larsens otte år som chef har han været nødt til at fyre 30.

»Det største problem er med en pæn beskrivelse manglende engagement og initiativ. Den ikke så pæne måde at sige det på er alkohol. Enten bliver man væk, eller også præsenterer man en brandert og bliver sendt hjem. Det er ikke ualmindeligt, at vi giver 2-3 chancer,« siger Torben Larsen over en kop kaffe på kontoret.

De, der holder ved, kommer typisk fra familier, hvor de er blevet holdt i ørerne for at få en uddannelse og klare sig selv. To af dem er sønner af Matt Spenceleys grønlandske partner. Den ene har de netop sendt på brandkursus, så han en dag kan blive indsatsleder.

»Den familie ved godt, hvordan man skal tjene penge. De få gange, der har været et eller andet, hvor vi har sendt en af sønnerne hjem igen, indtil han blev frisk, så har de siddet herude,« siger Torben Larsen og peger på den lille snetildækkede plads foran lufthavnen.

»De har ikke turdet køre hjem,« siger han og griner.

Torben Larsen undrer sig over, hvorfor der ikke er flere i bygden, der prøver at arrangere noget for turisterne.

»Så kommer de herop og sælger deres tupilakker, men de kunne jo lige så godt selv smække et bord op nede i bygden. De ved, turisterne kommer hver dag klokken 11.«

En indskydelse

Fredag aften er der dansemik i bygdens forsamlingshus, så snart de er færdige med at spille indendørs fodbold.

Der kommer ikke noget musik i aften, fortæller Henrik på 21 år, der sidder og klemter lidt på et keyboard i kiosken. Han taler bedre dansk end de fleste i bygden efter at have boet to år i Danmark med sin mor. Nu er hans mor flyttet til Tasiilaq, mens han er blevet i Kulusuk med sine bedsteforældre.

Han har tidligere arbejdet i lufthavnen om sommeren, men lige nu har han ikke noget arbejde, fortæller han. Han vil ikke efterlade sine bedsteforældre her for at tage til Tasiilaq og søge arbejde, fortæller han.

Kort tid efter beslutter de sig alligevel for at sætte musik op. Henrik og en håndfuld andre begynder at slæbe scene, trommesæt, forstærkere, højttalere, guitar, bas og mikrofonstativer ind i salen. Klokken er langt over 22, det egentlige starttidspunkt for dansemik, før de har fået stillet op og stemt instrumenter.

Det lille tremandsband tamper en rocket version af grønlandsk polka af sted for høj volumen. Henrik spiller guitar. Engang var bandet i Island og spille for 2.500 mennesker, fortæller Michael, der sidder på stolerækken og griner. Han er 21 år og arbejder i butikken oppe i lufthavnen. Det var også ham, der serverede kaffe tidligere på dagen. Han har en Fanta i hænderne, lidt senere en isvaffel.

»Jeg har aldrig drukket alkohol. Min far siger, at det er der aldrig kommet noget godt ud af,« siger Michael uopfordret. Hans tre søskende drikker nu alligevel, fortsætter han.

»Der er mange, der prøver at få mig til at drikke. Kom nu, kom nu. Så står de i ring omkring mig. Så siger jeg, at jeg ikke har nogen penge lige nu,« fortæller han med et grin.

Hans far er fanger. Hans mor garver skind. Han har meget familie i Danmark, og har selv været et år på efterskole i Holbæk. Men han har ikke selv lyst til at flytte til Danmark. Måske Tasiilaq en dag.

På støtten

Bygdebestyrer Justus Poulsen gætter på, at det handler om manglende kapital, når det ikke er grønlændere, der driver eksempelvis souvenirbutikken i Kulusuk.

»Jeg vil tro, at nogle herfra meget gerne vil. De fleste er gode kunstnere, som laver tupilak og masker. Så sælger de deres kunst til turister på hotellet og på flypladsen. Nogle sælger til Tasiilaq også,« siger Justus Poulsen og fremhæver bygdens lille museum over grønlandsk kultur, som bliver drevet af skoleinspektøren og hendes mand, som også er lærer på skolen.

»Jeg tror, der kommer flere turister. Der er kommet flere og flere de sidste par år.«

– Hvor ser du Kulusuk om fem år?

»Det ved jeg ikke. Det samme som i dag næsten,« siger Justus Poulsen.

Om fem år kan det være slut med fly til Kulusuk. Selvstyret har besluttet at udvide heliporten i Tasiilaq til at modtage fly, og hvis det går efter planen, lukker bygdelufthavnen. Det vil være et hårdt slag for Kulusuk, og det vil ikke nødvendigvis sikre en udbyggelse af turismen i Østgrønland.

I sin ph.d.-afhandling om Grønlands bygder peger Kåre Hendriksen, lektor ved DTU, på »det kulturelt betingede manglede drive for at være iværksætter og etablere en lille turismevirksomhed«, som den største udfordring for en bedre udnyttelse af regionens turistpotentiale.

Han mener, der her mangler den omstillingsparathed, som altid har været essentiel for det grønlandske samfund for at overleve.

»Evnen til at udnytte muligheder er meget forskellig fra sted til sted. Det karakteristiske er, at der på steder, hvor samfundet på et tidspunkt er brudt sammen, næsten ingen omstillingsparathed er tilbage blandt lokalbefolkningen,« siger Kåre Hendriksen, der selv kommer jævnligt i Kulusuk.

Når han skal forklare, hvad der mangler i bygden og resten af distriktet, peger han tilbage til 1884, hvor Danmark med den såkaldte konebådsekspedition for første gang fik kontakt til denne isolerede del af den grønlandske befolkning.

»Da de fandt dem, var de nær døden af sult. Nordmændene havde taget alle sælerne i storisen, og siden dengang har distriktet ikke kunnet få det til at fungere med at brødføde sig selv.«

»Distriktet havde en økonomisk opblomstring med torskefiskeri og produktion af tørfisk i efterkrigsårene, men torsken forsvandt – formodentlig på grund af overfiskeri i Nordatlanten udenfor Storisen.«

Når levegrundlaget forsvinder, flytter de ressourcestærke væk. Det har man set flere steder i Grønland. Det absurde i Østgrønland er, at der nu begynder at komme hellefisk og makrel, og der er sæler igen, men der er ikke drivet til at udnytte det, siger Kåre Hendriksen:

»Problemet er, at de har levet af danske subsidier stort set hele perioden siden 1884.«

Vi er for dovne

Kornelius Poulsen på 19 år er en af dem, der er produktet af den strikse skolegang i Kulusuk. Lige nu går han i 2.g på gymnasiet i Nuuk ligesom sin bror Viggo på 23.

Når han er færdig med gymnasiet vil han tage en seks måneders uddannelse til arktisk turistguide og vende tilbage til Kulusuk eller Tasiilaq og arbejde.

»Kulusuk er min hjemby. Jeg har ikke tænkt mig at flytte mig. Jeg kan bedst lige at være der, mest på grund af naturen,« siger Kornelius Poulsen.

Hans bror vil gerne være trafikoperatør og senere pilot. De er de første i familien, der går på gymnasiet. Deres far, bygdebestyreren, arbejder på fritidshjemmet, deres mor er i butikken.

– Hvorfor tror I, det ikke er lokale, som sælger souvenirs eller driver vandrehjemmet i Kulusuk?

»Jeg tror, vi er for dovne,« udbryder Viggo Poulsen. Kornelius kigger på ham og griner.

»Der er ikke nogen, der har uddannelse til det,« siger han.

– Hvor er I om fem år?

»I Kulusuk,« svarer Kornelius.

»Hvis det går som planen, vil jeg sidde oppe i tårnet i Kastrup Lufthavn som trafikoperatør. Det vil jeg ønske,« siger Viggo.

– Og hvor er Kulusuk om fem år?

»Hvis de bygger den nye lufthavn i Tasiilaq, tror jeg, de fleste vil flytte,« siger Viggo.

»Så er der ikke meget at lave i Kulusuk. Det er der i forvejen ikke.«

 

Serie

Grønland leder efter svar

Råstofpengene kom aldrig og rettede op på Grønlands skrantende økonomi. Nu står det mere klart end nogensinde, at landets største ressource er de mennesker, der bor der. I denne serie møder Information grønlandske unge, der på hver deres plan har taget stilling til deres egen og Grønlands fremtid.

Information var i Grønland 10.-19. november. Turen var støttet af Nordisk Råds Journaliststipendium.

Seneste artikler

  • Håbet om en ny grønlandsk vækkelse

    28. april 2016
    Grønland er et forbillede. Den pointe er vigtig at holde fast i for studenterformand Vivi Vold, som sammen med sin organisation i stigende grad er begyndt at blande sig i politik. Den samme pointe bruger hun til at forklare, hvorfor Grønland bliver nødt til at kigge ud over København, hvis grønlænderne vil tage ansvar for eget land
  • Måske skal de blive i bygden

    12. marts 2016
    Et nyt uddannelsesprojekt skulle skubbe Grønlands unge videre i deres liv og ud af bygderne. To et halvt år efter, Information besøgte Attu, er 26-årige Karina Karlsen og 24-årige Nuka-Dorthe Wæver vendt tilbage til bygden. De har aldrig tænkt sig at forlade den igen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Jongberg

Maaske de bare ikke vil det dér "turisteri" ... taenk bare, hvis det var rigtigt. Skulle vi saa ikke bare lade dem vaere i fred ?

Dan Johannesson

Kan det tænkes at vestens sindssygdom kaldet "endeløs vækst" og "rovdyrskapitalisme" simpelthen blot endnu ikke har smittet disse mennesker, og at de i stedet bruger deres tid på at leve af deres land, og nyde et liv i et mere roligt tempo, med tid til at eksistere, danse, elske og fortælle røverhistorier? Det mener jeg ikke kan udelukkes.

I stedet for at spørge dem hvorfor de endnu ikke er blevet smittet af vores sindssygdom, kunne man måske mere konstruktivt spørge: Hvorfor bliver turisterne ikke smittet af deres fornuft og mere balancerede livsstil?

Per Jongberg, Lise Lotte Rahbek, Holger Madsen, Jette M. Abildgaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Dan Johannesson, jeg har arbejdet i Grønland, og jeg blev faktisk smittet. Desværre kom jeg på kant med den racistiske danskerkoloni, og valgte derfor at rejse hjem, da kontrakten sluttede. Men jeg har efter bedste evne forsøgt at fastholde en balanceret livsstil lige siden.

Jette M. Abildgaard og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar
Alexander K. von und zu Klein

Ja, hvorfor er en bygd med 246 mennesker ikke en turistmetropol? De har da altid deroppe - isbjørne, kulde og træhytter. Lige det folk holder ferie for - nemlig ikke at skulle ud af en dør.

Per Jongberg, Jette M. Abildgaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Dan Johannesson

Niels Nielsen, godt for dig. Håber du deler ud af det til dem omkring dig, der er brug for den slags overlat for tiden er mit indtryk. :)

Niels Duus Nielsen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Anders Hede

En artikel i Information som implicit indikerer at overførselsindkomster giver dovenskab. Nu har man set det med.

Ellers en fremragende og spændende artikel.

Søren Kristensen

Når det kommer til turisme er de fleste grønlændere vist nok stadig et naturfolk og det er da også på mange måder noget kunstigt noget, det der turisme. Omvendt kan det være næsten for oplagt at profitere af den storslåede natur og andre steder i verden ser man jo tit at selv naturfolk overgiver sig til ussel mammon. Så mon ikke det kun er et spørgsmål om tid, før grønlænderne enten får bugt med deres alkohol og hash problemer ( måske med hjælp fra en anden kulturkreds end den danske) eller går nedenom og hjem.

Lise Lotte Rahbek

Hvorfor laver de ikke tupilakker, smækker en bod op og deltager i konkurrencesamfundet
eller tager ud og fiske en masse torsk
og tjener en masse penge,
så de kan få råd til at forbruge og tage på ferie og bygge et fedt hus og købe nogle flasker whisky?

Jah.. hvorfor mon