Læsetid: 4 min.

’Oliegiganterne må tilpasse sig – eller dø’

Multinationale energiselskaber som Shell og BP styrer mod deres egen undergang, hvis de ikke inden for ti år får udviklet en ny forretningsmodel, spår energiekspert
Internationale olieselskaber som Shell og BP vil kke længere være i stand til at leve op til deres egne målsætninger, medmindre de ændrer kurs, siger forskeren Paul Stephens fra Chatham House.

Elaine Thompson

11. maj 2016

Internationale olieselskaber som Shell og BP må enten ændre deres forretningsmodel fuldstændigt eller imødese en »beskidt, brutal og hurtig undergang« inden for 10 år, lyder advarslen fra en af ​​Storbritanniens mest indflydelsesrige energieksperter.

Paul Stephens, forsker og docent ved tænketanken Chatham House, hævder i en forskningsrapport, at ’oliegiganterne’ ikke længere er i stand til at leve op til deres egne målsætninger efter at være blevet hårdt ramt af de lave råoliepriser, de stadig strammere foranstaltninger til bekæmpelse af klimaforandringer – foruden af deres egne hovedløse strategier.

I rapporten argumenterer Stephens for, at vejen fremad for virksomhederne alene kan ligge i at diversificere deres aktiviteter hen imod massiv udbygning med grøn energi, drastisk at reducere deres operationer og konsolidere sig selv gennem megafusioner.

»Prognosen for de internationale olieselskaber var i forvejen dyster, før verdens regeringer blev seriøse med hensyn til at sætte ind mod klimaforandringer, og oliepriserne kollapsede. Nu ligger deres gamle forretningsmodel for døden,« siger Stephens, der også er gæsteprofessor ved University College London.

»I den nye verden, vi ser vokse frem nu, er den eneste realistiske mulighed at omstrukturere og frasælge mange af deres aktiver, hvis de da fortsat ønsker at kunne udbetale udbytte til deres aktionærer.«

Den truende død for de centrale udbydere af fossile brændstoffer vil være en dramatisk nedtur for magtfulde selskaber, der tidligere er blevet beskyldt for at være klimaforandrings-benægtere – og for at instrumentalisere, hvis ikke ligefrem at udforme, de større vestlige magters udenrigspolitik.

Selskaberne, der nu i stigende grad mødes med krav fra mange af deres aktionærer om at tage mere hensyn til miljøet, har også hørt til de største spillere på aktiemarkederne og været vigtige leverandører af udbytte til pensionsfonde.

Stephens vurderer, at virksomhederne har brugt for meget tid på at forsøge at maksimere værdien for aktionærerne ved at finde og udvikle flere energireserver, alt imens de har outsourcet nogle af deres vigtigste operationer.

Intet håb om prisstigninger

Prisfaldet på råolie ned til godt 45 dollar per tønde har forværret problemerne for branchen, men Chatham House-eksperten siger, at der ikke findes gode grunde til at håbe på endsige satse på større prisopsving i fremtiden. Han siger, at disse virksomheder har 10 år til enten at ændre deres strategi eller dø.

»Det betyder uundgåeligt, at de må snævre deres resterende aktiviteter ind, funktionelt og geografisk, til de områder, hvor de stadig kan tjene et acceptabelt afkast.«

»Det vil kræve en større ændring i virksomhedskulturen hos energigiganterne. Det er stadig uvist, om deres øverste ledelse vil kunne håndtere så grundlæggende et paradigmeskifte. Hvis de kan, vil giganterne kunne nøjes med en blød nedgang, hvor det i sidste ende lykkes dem at sikre deres egen overlevelse, om end i en langt mindre målestok. Hvis de ikke ændrer på deres forretningsmodel, vil det, som resterer af deres levetid, blive en grim, brutal og kortvarig affære«.

Opfordringen til at omstille grønt og radikalt kommer blot en dag, efter at en anden tænketank, Carbon Tracker Initiative, ligeledes har opfordret olieselskaber til at slanke deres aktiviteter og udvikle nye forretningsmodeller orienteret imod at bidrage til at nå målsætningerne for bekæmpelse af den globale opvarmning.

De store olieselskaber, herunder amerikanske virksomheder som Exxon Mobil og Chevron, må indse, at de præsiderer over »strandede aktiver« af kulstof, der aldrig kan brændes, hvis verden er fast besluttet på at holde den globale gennemsnitlige temperaturstigning på under to grader over førindustrielt niveau.

COP21 skal føres ud i livet

Men fremtiden for de internationale klimastrategier – og følgelig for kulstofemissioner – vil dog stadig i høj grad afhænge af, om landene gennemfører de nødvendige politikker, som blev vedtaget med FN-forhandlingerne i Paris i december sidste år.

En række udviklinger kan influere på dette. Afgørende bliver det ikke mindst, om USA i år vil vælge en præsident, der er lige så engageret i at sætte en kulstofreducerende dagsorden, som Barack Obama har været. Donald Trump, den republikanske kandidat, vil ikke følge i Obamas spor.

Stephens siger, at han til grund for sin vurdering har lagt, at COP21-aftalen i Paris vitterligt bliver ført ud i livet, således at verden langsomt, men sikkert kan bevæge sig ind i en mindre kulstofforbrugende fase.

Der er enkelte, isolerede tegn på, at nogle energigiganter er i færd med at træffe foranstaltninger til at ændre på deres forretningsmodel. Steller har således fusioneret med konkurrenten BG og har trukket sig ud af de omkostningstunge og miljømæssigt udfordrende boringer i det arktiske Alaska.

Chatham House-eksperten bemærker, at indflydelsen fra ​​de internationale olieselskaber er aftaget støt, siden de 25 år efter Anden Verdenskrig kontrollerede næsten hele råolieproduktionen uden for USA og kommunistiske stater.

De sad også på ejerskabet til »70 procent af al raffinaderi-kapacitet, alle de vigtigste rørledninger og omkring to tredjedele af den privatejede tankskibsflåde. I den periode bevægede den internationale råoliehandel sig fuldt inden for deres integrerede operationer eller via langsigtede kontrakter mellem dem.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Olieprisen er i dag det dobbelte af, hvad den i gennemsnit var i perioden 1985-2000. Så det er den grønne omstilling, der har økonomiske problemer pga. prisfaldet på energi og ikke olieindustrien.

Mihail Larsen

Yamani

Jeg er så gammel, at jeg kan huske, da jeg studsede over en udtalelse fra den saudiske olieminister i 1972 - som kommentar til den politik, OPEC ville føre. Han ville tvinge de vestlige, industrielt udviklede lande til at finde alternative energikilder, inden olien tørrede ud. Midlet var: At gøre brugen af olie dyr. Det fik vi en oliekrise ud af, men ikke ret megen omtanke - i al fald ikke de første årtier. Det, der nu sker, har 'vi' sådan set allerede vidst i et halvt århundrede, men politikere i vestlige demokratier har det med kun at tænke frem til næste valgdato.

PS. Mollerup
Er dine tal rensede for den almindelige inflation? Jeg tjener i dag seks-syv gange så meget i løn, som jeg gjorde for 40 år siden. og mit hus er i dag vurderet til seks-syv gange den pris, jeg købte det for i 1980. Når man sammenligner pris over en større årrække, er man selvfølgelig nødt til at tage den almindelige prisudvikling i betragtning.

Jens Kofoed, Kim Houmøller, Søren Fosberg og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Mihail Larsen
Relevant spørgsmål. Jeg tror, at det er i løbende priser, men vil undersøge det. Med den lønstigning du nævner, at du har haft, er/ har du næppe offentlig ansat. Det har jeg været. En stigning på 7% p.a. svarer til en fordobling på 10 år. En stigning på 3% p.a. på svarer til en fordobling på 25 år. Her taler vi om en periode på ca. 25 år..

Søren Fosberg

Den grønne omstilling har selvfølgelig problemer i forhold til en situation hvor fossiler ikke modtager subsidier og gratis deponi af forbrændingsprodukter i atmosfæren (eksterne omkostninger). Omkostningerne ved den fossile forurening udgør iflg IMF 5.3 Tusind milliarder dollars om året - stort set 100% som ekstern omkostning, altså ikke reflekteret i markedsprisen via skat og afgifter på forurening.

Ikke desto mindre er markedsprisen for fossiler - altså prisen uden de eksterne omkostninger - og på trods af prisfaldet på både olie og kul, under stærkt konkurrencepres fra VE som ovenikøbet bliver ved med at falde i pris.

Det utrolige er ved at ske - at VE på trods af et ekstremt skævvredent marked til fordel for fossiler kan levere energi billigere til markedet end fossiler. Enten allerede nu eller om kort tid.

Det kan derfor kun ende med fossilindustriens snarlige død og hvis firmaerne vil have en rolle i fremtidens energiforsyning skal de hurtigst muligt sadle om og blive VE producenter.

De skal være velkomne. Spørgsmålet er om de magter det.

Kim Houmøller

Olieprisen vil stige ti 65 $ uanset hvad selvbestaltede eksperter proklamerer. Prisen på olie drives op og ned af efterspørgsel.

Thomas Barfod

Børsen skriver idag, at Olieprisen har fået et skud opad, grundet nye tal for de amerikanske olielagre.
Dog ikke så meget, men tegn på at der er en afmatning i amerikansk olie produktion, tyder på et priserne vil stige, hvis ikke andre markeder ikke skruer op for produktionen. Der er blevet fracket og boret efter så meget olie i USA de sidste 5-6 år, at det har været med til at holde udbuddet oppe.
Men kurver for produktionsudviklingen viser at produktionen har toppet i 2015 for shale oil, og at den vil være kraftigt nedadgående de næste 2-3 år.
http://www.smarteranalyst.com/2015/12/11/u-s-shale-oil-production-is-col...