Læsetid: 6 min.

På flugt til den belejrede by

Borgerkrige og blodige magtkampe har sendt millioner på flugt i Mellemøsten og Nordafrika. Én gruppe mennesker har ikke haft andet valg end at flygte til den belejrede Gazastribe
Iyad Yousef Shehata har mistet synet under krigen. Han ved ikke, hvad det skyldes, fordi han ikke har kunnet få det ordentligt tjekket af en læge.

Lena Odgaard

18. maj 2016

Syvårige Mohammed tager sin blinde far, Iyad Yousef Shehata, i hånden og fører ham gennem en snæver gyde ind ad en dør og op på førstesalen, hvor hans mor, bedstemor, faster og onkel sidder på madrasser spredt ud over gulvet langs væggene.

Vi er i Beit Lahiya i det nordlige Gaza, og familien er alle palæstinensere, men indtil for få år siden havde de boet hele deres liv i Syrien i flygtningelejren Jaramana. I marts 2013 vurderede Iyad Yousef Shehata, at situationen var for farlig og besluttede, at han måtte få sin familie ud af landet. Men hvorhen?

Mens de arabiske nabolande i stigende grad nægtede at åbne deres døre for palæstinensisk-syriske flygtninge, havde Iyad Yousef Shehata hørt rygter om, at nogle i stedet tog til Gazastriben. For ham var det en anledning til ikke kun at søge i sikkerhed, men også vende tilbage til det land, hans bedsteforældre flygtede fra i 1948.

Familien kom ind i Gaza gennem smuglertunneler fra Egypten, men det blev langt fra den eventyrlige hjemkomst, Iyad Yousef Shehata havde håbet på. Blot et år efter familiens ankomst måtte de igen søge ly fra bomber og eksplosioner under krigen mellem Israel og Gazas Hamas-styre i sommeren 2014.

»Vi flygtede fra Syrien, men befandt os blot i en ny krig,« siger han.

»Børnene var bange, men samtidig så vant til at se krig og elendighed, at du tænker, at det må have ødelagt noget inden i dem.«

Iyad Yousef Shehata fortryder ikke at være taget til det, han ser som sit hjemland. Men han er skuffet over myndighedernes – både Gazas magthavere, Hamas, og det Palæstinensiske Selvstyre – manglende støtte.

»De palæstinensiske politikere taler hele tiden om vores ret til at vende tilbage, men når vi så gør det, er der ingen hjælp at hente,« siger Iyad Yousef Shehata.

I begyndelsen modtog familien en mindre økonomisk assistance fra Hamas-regeringen, og da familien allerede i Syrien var registreret under FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, fik de hjælp til at få børnene i skole og til at leje en bolig. Men efter at krigen i 2014 efterlod mange af Gazas skoler og hospitaler i ruiner, titusinder uden tag over hovedet og hundredtusinder afhængige af nødhjælp, måtte de nye flygtninge som Shehata-familien stille sig bagest i køen.

»Spørg mig ikke, hvordan vi får mad på bordet. Nogle gange nødhjælpsorganisationer, andre gange naboer, men sidst på måneden er der aldrig nok,« siger Iyad Yousef Shehata, der et par måneder efter krigen pludselig mistede synet. Uden adgang til ordentlig lægehjælp, aner han stadig ikke hvorfor.

»Det er Guds vilje,« siger han og trækker på skuldrene.

Familien Shehata er ikke de eneste, der har valgt at tage fra én konfliktzone til en anden.

450 familier

På anden sal i en ny bygning i Jabalia-kvarteret i Gaza by, ligger kontoret til organisationen, ’Al Haqi’ – arabisk for ’vores ret’. Bygningen er stadig under opførsel, hvilket en åben elevatorskakt med træstilladser bærer vidne om.

Al Haqi er også helt ny, for dens formål er at hjælpe flygtninge, der kommer til Gaza fra krigshærgede områder – og det var utænkeligt for blot få år siden.

Der er næsten ingen møbler i Al Haqis lokaler. Fire kvinder sidder på brune plastikstole i midten af rummet. To af dem med børn på skødet. De snakker lavt sammen, men betonvæggene og klinkerne i det tomme rum får deres stemmer til at lyde som en brummen. Kvinderne er alle fra den palæstinensiske flygtningelejr Yamouk i Syrien og er taget hen til Al Haqi i håbet om, at organisationen kan hjælpe dem med en sundhedsforsikring.

Ifølge Al Haqi er omkring 450 flygtningefamilier – omtrent 1.800 personer – kommet til Gaza som konsekvens af konflikterne i Mellemøsten. Over halvdelen er fra Syrien, men organisationen repræsenterer også flygtninge fra Libyen og en lille gruppe fra Yemen. Kun få er syrere med syrisk baggrund, mens størstedelen er palæstinensere, der ligesom Iyad Yousef Shehata er vokset op i syriske flygtningelejre.

Andre forlod Gaza i 1960’erne, -70’erne og -80’erne af politiske årsager for at studere eller finde arbejde. Mange stiftede familie og vendte aldrig tilbage.

»I 17 år var jeg ikke i stand til at besøge Gaza, fordi Egypten (under tidligere præsident Hosni Mubarak, red.) ikke lod os passere,« siger Abdel-Kareem Abu Owaimer, der repræsenterer organisationens medlemmer fra Libyen. Her boede han og hans familie indtil 2011, hvor revolutionen tvang dem på flugt.

»Da var der intet valg – der var krig på hvert et gadehjørne,« siger han og forklarer, at de krydsede over 30 checkpoints bemandet af enten den daværende leder, Muammar Gaddafis styrker eller oprørerne, før de nåede Tunesien. Her tog familien et fly til Egypten, hvor de havde håbet at blive, men i lufthavnen blev de gennet til side af egyptisk politi og sat på en bus direkte til grænsen til Gaza.

»Vi nåede frem uden at sætte en fod på egyptisk jord en eneste gang,« siger han og fortæller, at mange flygtninge har lignende historier. Derfor er det svært at vide, hvor mange der er endt i Gaza af egen fri vilje, og hvor mange der er blevet tvunget af de egyptiske myndigheder.

Iyad Yousef Shehatas familie er flygtet til Gaza. Her er det hans mor, Khadra på 70 år, til venstre. Hans kone, Ibtisam, 36 år, sidder midtfor, og hans niece Oula på 20 sidder til højre med Iyad Yousef Shehatas søn Mohammed.

Lena Odgaard

Sidste mulighed

Ifølge en rapport fra den internationale menneskerettighedsgruppe Human Rights Watch er palæstinensiske flygtninge særligt udsatte, fordi de oplever diskrimination, når de søger tilflugt i flere af de omkringliggende arabiske lande.

Siden 2012 har Jordan forment adgang for palæstinensiske flygtninge. Samtidig begyndte også Libanon at indskrænke adgangen og indførte fra 2014 officielt restriktioner og begyndte at tvangsudvise grupper af palæstinensiske flygtninge tilbage til Syrien.

Rapporten anklager Egypten for ikke at lade palæstinensere registrere sig ved FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der udsteder opholdstilladelse, madrationer, lægehjælp m.m., men i stedet udvise dem til Libanon, Syrien eller Gaza. Som konsekvens har mange palæstinensiske flygtninge taget chancen og søgt mod Europa ad farlige og risikofyldte ruter.

»De, som ender i Gaza, har ikke andre muligheder,« forklarer Abu Owaimer, men selv om de ved, at Gaza ikke er det bedste sted at tage til, er mange alligevel chokerede over tilstandene.

Næsten 10 år under israelsk blokade har efterladt det lille område i voldsom økonomisk krise med en arbejdsløshed på over halvtreds procent. Kun få af flygtningene har derfor fundet arbejde, mens krigen i 2014 gjorde det sværere og dyrere at finde et sted at bo.

»I starten var der en smule hjælp, men nu får vi at vide, at alle ressourcer skal gå til ofrene for krigen i 2014 – vi fortæller dem, at vi også er ofre for krig,« siger Abu Owaimer og forklarer, at da mange af flygtningene ikke har palæstinensiske id-papirer, har de svært ved at søge om nødhjælp, lægehjælp eller nye boliger til dem, som fik ødelagt deres hjem under krigen.

For at gøre opmærksom på flygtninges situation besluttede Abu Owaida og en række andre af Gazas nye flygtninge at oprette ’Al Haqi’ – men selv det at få organisationen godkendt af de palæstinensiske myndigheder var en kamp, netop fordi ingen af dem havde de rette dokumenter og id-papirer.

»Jeg er farmaceut, og i mit fag taler vi om ’anerkendt’ og ’ikke anerkendt’ medicin – vi er de ikkeanerkendte mennesker i myndighedernes øjne,« siger Abu Owaida.

Ghazi Hammad, der er agerende viceudenrigsminister ved Gazas Hamas-regering, insisterer på, at myndighederne hjælper flygtningene med både jobs og med at finde et sted at bo.

»Da (flygtningene, red.) begyndte at ankomme, diskuterede vi i regeringen, hvad vi skulle gøre,« siger Hammad:

»På grund af den israelske blokade og de økonomiske og politiske omstændigheder er det naturligvis ikke nemt at absorbere et stort antal flygtninge, men vi besluttede at byde alle velkommen, der ville komme.«

Hammad understreger dog, at situationen i Gaza er svær for alle palæstinensere, og at de nyankomne flygtninge oplever samme udfordringer som alle andre.

I Beit Lahiya fastholder Iyad Yousef Shehata, at familien tog den rigtige beslutning ved at vende ’hjem’ til Palæstina.

Hans 70-årige mor, Khadra, er dog knap så sikker. Givet muligheden vil hun helst tilbage til Syrien.

»Der er ingen fremtid for os her. Jeg efterlod flere af mine sønner, døtre og børnebørn. Jeg savner dem – vi er nu en splittet familie,« siger hun og vender hovedet væk, mens tårerne triller ned ad kinderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu