Nyhed
Læsetid: 6 min.

Panama retter ind, sådan da

Fra 2018 tilslutter Panama sig internationale skatteoplysningsstandarder. Umiddelbart en sejr for skattejægerne og en følge af det pres de, sammen med mediernes dækning udsætter skattelyene for. Ren sminke, siger kritikere
Udland
24. maj 2016
Formand for FN’s general-forsamling, Mogens Lykketoft, har et forslag til, hvordan man kan komme skatteunddragelse til livs: 
 ’Jeg har sagt lidt som en morsomhed, hvis nu det var Cayman Islands, så kunne man jo lade et krigsskib ankre op ved stranden, bare til at lægge pres. Det er jo muligt.’

Cicilie S. Andersen

Efter at have været i den internationale skatteorkans øje ovenpå kæmpelækket #Panama Papers, retter det lille centralamerikanske land nu ind.

I sidste måned annoncerede Panamas præsident, Juan Carlos Varela, at Panama i 2018 indfører internationale skattestandarder for skatterapportering og vil deltage i automatisk udveksling af skatteinformationer med andre lande. Umiddelbart en sejr for gennemsigtigheden og skattejægerne.

»Det er et godt eksempel på, at sådanne lækager lægger pres på disse lande,« siger formand for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft, fra Washington.

»Der er en fremdrift i OECD’s arbejde med at få lande til at udlevere oplysninger. Det her er et gennembrud i at skabe en fornemmelse af, at ingen er sikre længere.«

Han er glad for, at Panama retter ind, men andre stiller spørgsmålstegn ved effekten af udmeldingen.

Ifølge CBS-professor Brooke Harrington, der tidligere har kaldt det globale netværk af rige mennesker, formuerådgivere og politikere for »et stort symbiotisk økosystem«, er Panamas »retten ind« kun makeup.

»Det lyder ikke, som om Panama vil gøre noget af betydning … efter hver eneste (læk) er der et stort offentligt krav om ændringer; det eneste du får, hvis du er heldig, er kosmetiske ændringer,« siger hun til Information.

Læs også: Topøkonomer: Nu må vi gøre op med skattely

Hun forklarer, at der i større lande og det internationale samfund er alt for mange interesser på spil, både nationale og personlige. Kun i små homogene samfund kan der ske markante forandringer, siger hun og udtrykker generel skepsis over for forandring fra toppen.

»Dem, der sidder i regering som f.eks. britiske David Cameron, har kæmpeinteresser på spil, og de tjener penge på det. Det er alle disse institutionelle kræfter, der betyder, at lande tjener mange penge på det.«

En nedgang i den indtjening er ikke noget, der er stemmer i, ræsonnerer Harrington.

OECD’s generalsekretær, José Ángel Gurriá, mener dog, at der er fremskridt at spore.

»Vi ser en bevægelse, der ikke kan bremses, hen imod informationsudveksling, baseret på et grundlag udviklet af OECD, og støttet af det internationale samfund … handlinger må tale højere end ord,« siger Gurriá til Information.

Og ord er imidlertid det eneste, der hidtil er kommet fra den britiske premierminister, David Cameron.

Hvidvaskning i London

Under sidste uges antikorruptionskonference i London, afholdt af netop David Cameron, var opmærksomheden på Londons virke som hvidvaskningscentral mindst lige så stor som opmærksomheden på antikorruption.

Londons boligmarked er – som Information for nylig har beskrevet – i stigende grad blevet genstand for russiske oligarkers opmærksomhed og pengestrømme, og Information kunne i sidste uge beskrive, hvordan den britiske lovgivning gør det muligt at hemmeligholde, hvem der ejer diverse ejendomme, »hvorfor London er blevet en af verdens mest attraktive storbyer at hvidvaske penge«.

Den britiske premierminister er blevet beskyldt for ikke at have vilje til at gøre noget ved problemet, og folk fra hans eget politiske bagland har givet ammunition til kritikerne.

Læs også: Her er overklassen butlere for de allerrigeste

I et lækket brev fra tidligere indenrigsminister David McLean, som Cameron adlede i 2011, forklarer McLean regeringen på Cayman Islands, at Camerons initiativer mod skatteundgåelse blot er spil for galleriet. Ingen grund til bekymring.

For selv om der på overfladen sker ændringer, som f.eks. Storbritanniens løfte om at indføre regler der kræver, at virksomheder offentliggør information om ejerskab i et centralt register, så er det ikke noget, der imponerer Andres Knobel fra organisationen Tax Justice Network.

»Bevares, det er fremgang selvfølgelig, men internationale standarder er fyldt med smuthuller,« siger han til Information.

Han mener ikke, at kampen mod skatteundgåelse går godt, tværtimod. Ny forskning foretaget for ngo’en viser en stigning i kapital flyttet offshore.

Gennemsigtighed på tværs

For Tax Justice Network er øget gennemsigtighed en af nøglerne til at nedbringe antallet af skatte-undvigere, men det kræver mere end bare det.

»De bedste løsninger indebærer et centralt register med åbent ejerskabsinformation for alle typer ejere,« siger Knobel.

Hans kollega og forfatter til bogen Skatteparadis i Tyskland Markus Meinzer peger på data, der viser, at verdensøkonomien, alene i USA alene, taber omkring 650 milliarder dollar om året som konsekvens af multinationale selskaber, der flytter overskud rundt internt i virksomhederne.

»Men den vitale pointe er, at uden offentlig tilgængeligt land for land-rapportering, kan vi ikke se, hvor stort problemet er. Og om det vokser,« siger Meizner.

Den land for land-rapportering Meinzer henviser til, blev introduceret på den storpolitiske scene i 2013 ved et G8-topmøde, og her blev landene enige om at arbejde mod »en fælles skabelon for multinationale selskabers rapportering om hvor de skaber profit og betaler deres skat i verden«.

I praksis: Hvor meget tjener en virksomhed i et givent land, og hvor meget betaler de i skat i det pågældende land.

Ideen er forsøgt legemliggjort via EU-Kommissionen, men på utilfredsstillende vis, ifølge Meinzer: »… EU-Kommissionen har igen præsenteret et udvandet og fundamentalt set fejlbehæftet forslag i 2015, hvilket risikerer at øge, fremfor at modarbejde flytning af profitten.«

De store må gå forrest

Mogens Lykketoft hylder også gennemsigtighed og fremhæver mediernes vitale rolle i afsløringer som #Panama Papers, men for Lykketoft er pres på skattelyene bydende nødvendigt.

»Det er klart, at et land som Panama, det er et meget lille land, har grund til at rette ind. Hvis ikke, så kommer der for eksempel restriktioner fra USA. Så det er jo muligt at presse de små lande, hvis nu de store lægger pres på.«

Han fremhæver ledere som Barack Obama og OECD’s generalsekretær, Angel Gurriá, som vigtige foregangsmænd. Men netop USA får drøje hug af Andres Knobler.

Læs også: Forklaringen på Panama ligger i USA

»USA forlanger en masse af alle mulige andre, men de gør ikke selv, hvad de forlanger (af andre),« siger Knobler, der forklarer, hvordan det stadig er muligt at oprette selskaber anonymt i flere amerikanske stater.

Brooke Harrington mener heller ikke, at magthaverne kan drive forandringen igennem.

»Mit håb ligger hos græsrødderne,« siger hun. De rige kan man ifølge Harrington ikke ramme, de flytter bare pengene til et andet land. Hvad man kan gøre, er at ramme eksperterne, der hjælper verdens rigeste.

»Formueforvalterne er nemmere at ramme, fratage licenser osv. … Hvad folk ikke forstår, er, at de rige ikke skaber disse skattely selv, det kræver et hold af eksperter. Hvis du lukker ned for eksperterne, vil det nedbringe mængden af skatteunddragelse,« siger Harrington.

Kanoner rettet mod skattely

Mogens Lykketoft mener, at der er fremskridt at spore og roser især OECD’s arbejde med at finde frem til forsvundne skatteindtægter. »Det her kører godt fremad med det tekniske arbejde, OECD laver, og det trækker FN på,« siger Lykketoft og fortæller, at OECD’s generalsekretær, Angel Gurriá, har fortalt ham, at OECD har fundet et par hundrede milliarder dollar.

»Det er det bedste, vi har lige nu,« siger Lykketoft.

Helt enig er Brooke Harrington dog ikke. Hun har svært ved at se et internationalt organ, der kan lede vejen.

»Hvem har den moralske myndighed til at lede dette korstog? OECD gik til de små offshore-skattely, og de små lande sagde: ’Hvem giver jer ret til at blande jer? I prædiker fordelene ved konkurrence’. Derfor måtte OECD trække sig, fordi de brød med deres egen ideologi,« siger Harrington.

Generalsekretær Gurriá mener dog godt, at OECD kan føre an i korstoget, og håber, at flere lande vil tilslutte sig.

»Jeg opfordrer de lande, der endnu ikke har skrevet under på den Multilaterale konvention om fælles administrativ assistance i skatteforhold, som vi har udviklet til at skrive under for at gøre det muligt for så mange lande som muligt at drage fordel af et mere gennemsigtigt miljø,« siger han til Information.

Hvis øget gennemsigtighed, pres fra græsrødderne eller strengere straffe til formueforvalterne ikke virker, så har Mogens Lykketoft et helt andet forslag til, hvordan man kan komme skatteunddragelse til livs.

»Jeg har sagt lidt som en morsomhed, hvis nu det var Cayman Islands, så kunne man jo lade et krigsskib ankre op ved stranden, bare til at lægge pres. Det er jo muligt.«

Verdens øjne og skattejægernes kanoner er rettet mod skattelyene, men uden politisk velvilje og lederskab ser skattelyene ud til at kunne sminke sig ud af krisen. Igen.

Kilder: The Guardian, Foreign Affairs, Financial Review, ICIJ

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Nielsen

Ahh. Nu forstår jeg mekanikken:

Jo flere 'leaks', jo mere reklame for skattely. Så bliver næste skandale endnu større til glæde for pressen. Og Mogens Lykketoft.

Hurra, hurra.

Anne-Marie Krogsbøll

Netop nu diskuteres forslag om at aflyse besparelser i SKAT i folketingssalen: http://www.ft.dk/webtv/video/20151/salen/100.aspx

Det forekommer mig, at S ikke vil stemme for det forslag.

Bjarne Andersen, Torben Selch, Anne Eriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Kun den enkelte Statsmagt kan håndtere kapitalflugten. Internationale aftaler er kun at trække tiden ud og lege kispus med kapitalkoncentrationerne og offentligheden. Styrket statskontrol og hårde straffe er det eneste der virker. At Danmark i den forbindelse har halveret landets skatteforvaltning og baserer kontrollen på stikprøver, er landsforræderi.

Uden whisleblowers havde offentligheden kun haft mistanken at reagere på, og de internationale aftaler har endnu ikke sat noget i stedet for whistleblowerns. Den dag ubrydelig kryptering bliver en del af skattelypakken, så er internationale aftaler om bekæmpelse af skatteflugt kastet tilbage i dybt mørke.

En fremsynet nation afskaffer kontanter, og arbejder udelukkende med digitale pengetransaktioner.

Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Henning Lögun

@Bill Atkins
Hvad hjælper det at afskaffe kontanter når de store multinationale selskaber helt legalt kan lade være med at betale skat i de lande de genererer profit?
https://www.youtube.com/watch?v=Pn10cEm8X_E

Anne-Marie Krogsbøll

Rune Lund taler lige nu, og fortæller, at det, på trods af gentagne henvendelser, ikke er lykkedes at få et svar fra skatteministeren om, hvor meget hver ansat i SKAT kradser ind.

Hvad er dog forklaringen på det (spurgte hun naivt)? Det lyder da ikke som militærhemmeligheder, eller som noget, der kan være til fare for statens sikkerhed på anden måde?

Måske højst til fare for regeringens sikkerhed, hvis det kommer frem, hvor tåbelig deres modstand mod at opnormere SKAT er?

Bjarne Andersen, Bill Atkins og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Jeg er endt med fornemmelsen af at der er folk på Christiansborg der arbejder på at dræne landet. Ikke for at berige sig selv, men for at bringe landet i en tilstand hvor det besværlige demokrati kan udskiftes med afdragsordninger og gældsforpligtelser. Og har skat ressourcerne til at passe deres pligter, vil det blive væsentlig sværere at fortsætte med store skattehuller og uofficielle momsfiflerier.

Hvordan går det egentlig i Grækenland for tiden?

Det er interessant, hvis Panama gør noget ved det på hjemmefronten. selv om jeg kan tvivle på, at d USA, der i øvrigt i 1921 gav Panama sin frihed, vil acceptere dette indgreb overfor store koncerner.

Men det helt interessante er jo, at hele dette skattecirkus befinder sig midt EU.

F.eks. har Jean-Claude Juncker fra Luxembourg, som nu selvfølgelig er blevet ophøjet til formand for EU-kommissionen, vist hvordan et lille land kan tjene store penge ved at hjælpe store koncerner med at snyde sig fra skattebetalinger i andre EU-lande.

Men Finanscenteret i Stor-London er tilsyneladende lodne edderkop, der sidde midt i sit gigantiske spind af skattesvindlere, og trækker i trådene. Så det er ikke underligt, at mange er gået i chok over tanken om, at Storbritannien vil forlade EU, og blive til kongedømmet England.

www.svt.se/nyheter/utrikes/har-ar-varldens-hemliga-skatteparadis

Bjarne Andersen, Jørgen Steen Andersen, Philip B. Johnsen, Kurt Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Enig, Gert Romme. Men en ting er, at der er mange huler i lovgivningen, både nationalt og internationalt. En anden ting er jo, at vi ikke engang gider ansætte de folk, der skal til for i det mindste at kunne overholde den lovgivning, der faktisk ER, og få indkradset den skat, som der faktisk ER mulighed for indenfor lovgivningen.

Det er ligesom en "dobbeltwhopper" af skattesvindlervenlighed.

Mads Berg, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Tue Romanow, Jørgen Steen Andersen, Ib Christensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Fra dit link, Gert Romme:
"Enligt John Christensen skulle en skatt på 30 procent på de tillgångarna vara tillräckligt för att utrota världsfattigdomen."

Set i det lys, så må det vel betegnes som en slags forbrydelser mod menneskeheden, som disse forbrydere begår. Og det må ligeledes være en slags forbrydelser mod menneskeheden, når magthavere lukker øjnene, og holder hånden over disse forbrydere og de mangelfulde lovgivninger, der gør deres svindel mulig.

Den manglende vilje fra politikere til at sætte effektivt ind er jo i det lys (milliarder af fattige og sultende rundt om i verden) tæt på at ligne opførslen hos de fangevogtere, der var nyttige idioter under jødeudryddelserne, for mennesker dør jo rundt om i verden i tusindvis pga. den manglende indsats mod denne omfattende skattesvindel og uberettigede koncentration af magt og midler i toppen af verdenseliten.

Det er lige før, der er stof til nogle moderne Nürnberg-processer for medvirken via passivitet til disse forbrydelser mod menneskeheden..

Mads Berg, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen, Philip B. Johnsen, Ib Christensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Anne-Marie Krogsbøll

Du har så evigt ret, Folketinget fylder borgerne med løgn, ingen i dette fora vil kunne tilbagevise de fakta, jeg nu vil fremføre.

Der tales om "fremskridt at spore" det er løgn fra ende til anden intet andet.

De samme politikere tillader b.la. skatteunddragelse og brug af off-shore fup firmaer med hemmelige ejere, brugt i DONG handlen, for ikke at tale om de klima konsekvenser, det får ikke at kontrollere afvikling og stop for eftersøgning efter nye olie og gas reserver i et allerede i dag, opbrugt klimaregnskab, hvor vores redning nu i dag står og falder med teknologi til, at suge CO2 ud af atmosfæren, der ikke er opfundet, kun stop i forbruget er reelt en mulig redning, da der ikke er teknologi til, at levere energi til vores livstil i dag og da slet ikke i fremtiden.

Folketingets DR levere politisk TV propaganda for en illusion om, at f.eks. atomkraft kan retfærdiggøre en forøgelse af forbruget og forhindre en ekstrem klimakatestrofe udvikling, er et eksempel på denne vendekåbe folketings DONG salgs fremmende fantast politik, der skal sælges til borgerne, som var der mening med galskaben.

Fakta er f.eks. for atomkraft, at atomkraft er ikke nogen løsning hvilket branchen selv tilkendegiver, atomkraft er i dag ansvarlig for 2,5 % af verdens energi forbrug, for at nå 7,5 % i 2050, der skal der bygges 2500 atomkraftværker og så skal infrastruktur tillægges energi regnestykket, det er branchens eget mulige realistiske mål.

For at nå 7,5 % af vores 'nuværende forbrug'.

Det løser ikke CO2 problemet på udledningsregnskabet og er kun, hvis noget overhoved, en lille hjælp, der skal 'reduktion af forbrugt' til for, at løse problemet.

Desuden er 20% af vores forbrug bundet til elektrisk energi 80% er ikke elektrisk, det skal der naturligvis også ændres på hurtigt b.la. med el-biler mm.

Vores Folketingets flertal, der foruden at være dybt radikaliseret højrenationalister, det første af sin slags ved magten siden 1938 bedriver landsskadelig virksomhed mod befolkningen på alle de omtalte områder.

Vores eneste chance er at fravælge de nuværende, desuden også bund korrupte politikere og stemme på nogle andre.

Korrupte folketings politikere.
Link: http://pengeklubberne.dk

Folketinget's løgn om CO2 udledning.
Klimaforandringerne 'uden filter'.
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

Per Jongberg

" ... så har Mogens Lykketoft et helt andet forslag til, hvordan man kan komme skatteunddragelse til livs.

»Jeg har sagt lidt som en morsomhed, hvis nu det var Cayman Islands, så kunne man jo lade et krigsskib ankre op ved stranden, bare til at lægge pres. Det er jo muligt.«"

Ja saadan, hvad/ hvem forhindre "os" i at gaa lidt haandfast til vaerks ? Krg mod skattesvindel og lignende, du er enten med os eller imod os, der er ingen mellemveje.

Torben Selch

Tåler vel en gentagelse - og USA bryder sig ikke om konkurrence:
Verdens nye favorit skattely: USA
men men .. Lykketoft nyder jo nok sit otiumjob i det New Yorkske..

http://www.bloomberg.com/news/articles/2016-01-27/the-world-s-favorite-n...

Torben Selch

Do what we say - not as we do .. vist rettet imod en af præsidenterne.. eller snarer dem alle, siden JFK

Jonathan Smith

Med fare for at gentage mig selv, behøver det være så avanceret:

Må jeg en ekstra gang opfordre til at læse nedenstående artikel. Den identificerer en måde at imødegå skattely, med en metode som USA har anvendt i mange dekader internt, da der også der er forskellige selskabsskatsatser i hver stat. Så kan den vel ikke være helt uduelig:

http://www.theguardian.com/commentisfree/2015/oct/11/inequality-will-con...

Her et væsentligt uddrag:
"Apple made $50bn in profits globally last year: this figure is known and hard to manipulate; it is the right starting point. We then need to find a way to allocate profits to each country. One easy way is to allocate profits proportionally to where sales are made. Let’s imagine that Apple made 10% of its sales in the United Kingdom. Therefore, 10% of its global profits, or $5bn, would be taxable in the UK.
Corporations can move their profits all over the world, but they can’t move their customers: they are in the US, the UK or Germany, not in Bermuda. That’s the beauty of the reformed corporate tax system, known as formula apportionment, that I’m supporting.
Is this idle fantasy? Not at all: this is exactly how US states tax US companies with activities across the country.
Profits within the United States are apportioned to California or New Jersey based on the share of US sales made in these states. In this way, a corporation can’t claim that its profits were all made in tiny Delaware (population 935,000), where the corporate tax rate is 0%.
No tax system is perfect and America’s is no exception. However, it has been in place for decades, has a reasonably good track record and no one would ever imagine abandoning it in favour of the international transfer pricing model supported by the OECD.
Extending the US system to the international stage would make it impossible for Bermuda or Luxembourg to steal the tax bases of countries where economic activity actually takes place.
How do we get there? The UK could tomorrow unilaterally decide to tax multinational firms using an apportionment formula, without asking permission from anyone. The relevant information already exists: we know the global profits and sales of firms and it is easy to track the location of their sales. In that sense, corporate tax reform does not require a great deal of international co-operation."

Anne-Marie Krogsbøll og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Jonathan Smith
Dit link virker ikke, men det er vist denne artikel du mener.

Link: http://www.theguardian.com/commentisfree/2015/oct/11/inequality-will-con...

Peter Sterling

Skat herhjemme er efterhånden et kadaver som gribbene frit kan lænse for de sørgelige rester.

Skatteeksperter siger at det er pærelet at lænse Skat, som reelt ikke har en politisk uafhængig ledelse. De danske politikere har på vegne af magteliten bevidst kvalt Skat, tusinde af milliarder er havnet i de rigeste lommer., politikerne er butlere for de allerrigeste.

Nedskæringspolitikken har minimalstaten som mål, alle institutionerne får kappet arme og ben, det er danmarks vej fra socialstat til sociopat-stat. Tiden er inde til at skrive nekrologen over det danske velfærdssystem - RIP - en æra er slut.

Lars Jørgensen, Kurt Nielsen, Mads Berg, Anne-Marie Krogsbøll, Bjarne Andersen, Bill Atkins og Per Jongberg anbefalede denne kommentar
Jonathan Smith

Tak, Philip, ja det var den.

Bill Atkins

Henning Lögun, En altomfattende registrering af pengestrømme i samfundet vil kunne udrede hvor mange enheder, der er solgt og passende en afgift kan opkræves. At det multinationale firma påstår at der ikke er profit ved salget, er ikke Statens problem. Begrebet hedder også "told". ...et fyord i denne neoliberale verden.

Kurt Nielsen, Philip B. Johnsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Henning Lögun, En altomfattende registrering af pengestrømme i samfundet vil kunne udrede hvor mange enheder, der er solgt og passende en afgift kan opkræves. At det multinationale firma påstår at der ikke er profit ved salget, er ikke Statens problem. Begrebet hedder også "told". ...et fyord i denne neoliberale verden.

Bill Atkins

Ib Christensen: der er folk på Christiansborg der arbejder på at dræne landet. Ikke for at berige sig selv...

Hvor ved du det fra, at det ikke er for at berige sig selv?

Langt størstedelen af de udbetalte mia. i udbytteskat faldt i perioden EFTER, at skat havde erkendt problemet fuldt og helt og informeret skatteudvalget.

SKAT's fejlagtige udbetalinger af udbytteskat og momsrefusion har været og er så massive, systematiske og langvarige, at en intern udnyttelse ikke kan, udelukkes i en undersøgelse.

Kurt Nielsen, Philip B. Johnsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Dagens "Vi er til grin"-nyhed i Politiken handler om, at over 72000 virksomheder simpelthen har droppet revisionen - for de bliver alligevel aldrig kontrollerede af SKAT!

Philip B. Johnsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Flere "vi er til grin"-nyheder på DR2: Eik bank kræver, hvad der svar til ca. 55 milliarder kroner, tilbage i skat for nedskrevne lån!

Hjælp mig, nogen kyndige folk, til at forstå dette.

Kurt Nielsen, Philip B. Johnsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

K. 14.10 i dag på DR2 har man chancen for at se/v/gense de fantastiske dokumentarer "De ekstremt rige og os andre", hvis man ikke fik set dem i første ombæring. Værd at bruge et par timer på - og evt. optage og gemme.
https://www.dr.dk/tv/oversigt
https://en.wikipedia.org/wiki/Jacques_Peretti
http://www.independent.co.uk/voices/comment/what-i-learnt-about-inequali...

Anne-Marie Krogsbøll

Korrektion til mit EIK-spørgsmål kl. 8.03:

Der er ikke tale om et fradrag på 55 milliarder, men om et fradrag på ca. 500 millioner, hvilket OMREGNET til danske forhold ville svare til ca. 50 milliarder - hvorved det kan dræne den færøske landskasse - og derudover lyder det i følge indslaget temmelig mystisk med dette fradrag:
Ca. 50 minutter inde i morgenes udsendelse: https://www.dr.dk/tv/se/dr2-morgen/dr2-morgen-2016-05-17-2#!/