Læsetid: 4 min.

Regeringen dribler uden om krigsansvar

Blå bloks nye historiske krigsundersøgelse skal hverken beskæftige sig med Irak-krigens lovlighed, Danmarks fangeansvar, eller om Folketinget blev godt nok orienteret under krigene i Irak og Afghanistan. ’Et skridt i den rigtige retning,’ siger René Gade fra Alternativet
»Det er selvfølgelig glædeligt, at Alternativet har betinget sig, at det her ikke er et hold kæft-bolsje, som forhindrer en genoplivelse af Irak- og Afghanistan-kommissionen«, siger chefjurist i Amnesty, Claus Juul, og fortsætter »Men man kan unægtelig frygte, at det bliver en syltekrukke,« siger han. »Der er jo helt klart tale om en undersøgelse, som ikke skal genere nogen.«

»Det er selvfølgelig glædeligt, at Alternativet har betinget sig, at det her ikke er et hold kæft-bolsje, som forhindrer en genoplivelse af Irak- og Afghanistan-kommissionen«, siger chefjurist i Amnesty, Claus Juul, og fortsætter »Men man kan unægtelig frygte, at det bliver en syltekrukke,« siger han. »Der er jo helt klart tale om en undersøgelse, som ikke skal genere nogen.«

Peter Hove Olesen

26. maj 2016

»Det er en skandale.« Sådan lyder reaktionen fra Enhedslisten oven på gårsdagens overraskende politiske aftale om at iværksætte en historisk undersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo, Irak og Afghanistan i stedet for at genoplive den nedlagte Irak- og Afghanistankommission.

Med støtte fra konservative, DF, Liberal Alliance og Alternativet er det dermed lykkedes at afværge ikke bare en ny, bredere kommissionsundersøgelse, men også et Liberal Alliance-krav om offentliggørelse af de mange tusinde dokumenter, som Irak- og Afghanistankommissionen har indsamlet.

Alternativets fredsordfører, René Gade, forsvarer partiets beslutning om at støtte den historiske undersøgelse, fordi det var »et skridt i den rigtige retning og det bedste, vi kunne opnå med det nuværende folketing«.

Klogere beslutninger

Information har spurgt René Gade, hvad det egentlig er, en sådan historisk undersøgelse kan bruges til.

»Vi skal bruge forskernes gennemgang af krigene til at træffe klogere beslutninger fremover, f.eks. i forhold til vores nuværende krig i Irak og Syrien, hvor vi er med på et meget tyndt mandat,« siger han.

Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, er rystet over, at Alternativet har opgivet kravet om offentliggørelse af Irak- og Afghanistankommissionens dokumenter.

»Jeg er dybt skuffet over, at Alternativet er gået med til det her,« siger hun. »Vi kunne jo have tvundet regeringen til at fremlægge alle de her dokumenter, hvis bare de havde stået fast,« siger hun.

Men den kritik afviser Gade:

»Der var jo ingenting i den offentliggørelse. Liberal Alliance krævede jo ikke de fortrolige dele af kommissionens papirer fremlagt, så det krav var intet værd. Vi står netop fast – vi insisterer på at få alt frem. Det kan vi bare ikke få før et regeringsskifte.«

Eva Flyvholm er især vred over, at den historiske undersøgelse ikke skal beskæftige sig med juridiske spørgsmål, eller om Danmark har overholdt folkeretten.

»Den nye undersøgelse skal jo ikke beskæftige sig med noget som helst af det, der er vigtigt,« siger hun og henviser bl.a. til de nye oplysninger om Danmarks fangepolitik i Irak, som Radio24syv og Information har offentliggjort i de seneste dage.

De to medier har bl.a. fortalt, at Forsvaret ikke kan redegøre for, hvad der er sket med flertallet af de fanger, Danmark tog i Irak, og at danske soldater mindst 13 gange advarede om irakisk politis fangemishandling og tortur.

»I har jo vidst, at Forsvaret har udleveret i hundredvis af fanger til irakisk politi, selv om danske myndigheder udmærket kendte til risikoen for tortur. Det her er en skandale,« siger hun.

Læs også: Forsvaret underviste bevidst soldater i at undgå fangeansvar

René Gade beklager også, at det ikke er lykkedes at bevare fokus på fangespørgsmålet.

»Det er den største mangel,« siger han. »Men vi har på ingen måde opgivet at få genåbnet Irak- og Afghanistankommissionen, men det må vi erkende ikke er muligt med den nuværende sammensætning af Folketinget. Får vi en ny regering, skal vi naturligvis genoplive kommissionsundersøgelsen.«

Frygter syltekrukke

Hos Amnesty International, der har presset hårdt på for at få en kommissionsundersøgelse af især dansk fangepolitik i Irak, er chefjurist Claus Juul ærgerlig over aftalen.

»Det er selvfølgelig glædeligt, at Alternativet har betinget sig, at det her ikke er et hold kæft-bolsje, som forhindrer en genoplivelse af Irak- og Afghanistan-kommissionen.

»Men man kan unægtelig frygte, at det bliver en syltekrukke,« siger han. »Der er jo helt klart tale om en undersøgelse, som ikke skal genere nogen.«

René Gade afviser, at der skulle være tale om en syltekrukke:

»Der er ingen tvivl om, at regeringen ønsker, at Irak- og Afghanistankommissionen bliver gemt og glemt, men det er bestemt stadig vores mål at få den genoplivet. Men indtil det sker, mener jeg bestemt godt, at vi kan bruge den her undersøgelse til noget. Det er vigtigt, at vi får en samlet beskrivelse af den danske krigsdeltagelse, så det ikke kun er folk, der læser aktindsigter og WikiLeaks-dokumenter, der ved, hvad der er foregået.«

Hele vejen rundt

Amnesty International peger desuden på, at den nye undersøgelse har sit hovedfokus på selve krigsbeslutningerne og frygter, at den ikke kommer til at beskæftige sig med »den måde, krigene er blevet ført«. Men det mener René Gade nok, den gør.

»Den skal både se på, hvordan krigene blev besluttet, hvad der skete under krigene, og så skal den pege fremad,« siger han.

Læs også: Eksperter: Danmark har leget kispus med folkeretten

Information har forsøgt at få en kommentar til den nye aftale fra Liberal Alliances forsvarsordfører, Mette Bock, men det har ikke været muligt.

Hun siger imidlertid til Politiken, at partiet har valgt at skifte kravet om offentliggørelse af Irak- og Afghanistankommissionens dokumenter ud med den historiske undersøgelse, fordi sagen ikke er stor nok til, at partiet vil risikere at vælte regeringen.

»Vi synes jo, at det bedste ville være fuld offentlig adgang til samtlige 70.000 dokumenter plus en historisk redegørelse. Men det kan vi ikke få igennem, så nu vi tager det andet skridt, hvor der dog er nogen, der får adgang til at gå ned og ovenikøbet med kvalificerede øjne kigge på, hvad det er, der ligger,« siger Mette Bock til Politiken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Kurt Nielsen
Niels Duus Nielsen, Dorte Sørensen, Poul Anker Sørensen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Nielsen

Er det mon gemen magtliderlighed, der har ramt Alternativet?

michael parly pedersen, Niels Duus Nielsen, Vladan Cukvas, John Andersen, Poul Anker Sørensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Nu er spørgsmålet - hvem bliver udpeget til at sidde i denne historiske undersøgelse og hvem skal udpege dem. Ligeledes får de dobbelt mundkurv på, som det er ved at være skik og brug.

Men nu står det fast, at LA ikke vil trække tæppet væk for "den lille svindlers regering". Men det må være en underlig fornemmelse for Mette Bock at skulle stemme i mod ELs beslutningsforslag, der vare udformet som LAs eget.

michael parly pedersen, Sune Olsen, Vladan Cukvas, Thomas Jakobsen, John Andersen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

På trods af sine mange gode tiltag , visioner , og demokratisk græsrodsarbejde , så gnider Alternativet sig alligevel kælent op ad magtens kroede knæ i en afgørende afstemning.

Hvorfor gjorde i det ?

Kurt Nielsen, michael parly pedersen og Vladan Cukvas anbefalede denne kommentar
Rasmus Knus

Rene Gade fra Alternativet redefinerer, med sin holdning til undersøgelsen, som ikke er andet end en hvidvaskning af Irak-krigen, begrebet "nyttig idiot".

Kurt Nielsen, peter fonnesbech, Vladan Cukvas, Lars Jørgensen, Thomas Jakobsen og John Andersen anbefalede denne kommentar
michael parly pedersen

Skandale er vist et mildt ord i denne sammenhæng. Hvad alternativet får ud af dette er jo nul og niks, dette parti viser sig nu som en stor tandløs hængerøv. Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, partiet Venstre og alle de politikere og partier der har været involveret i og givet grønt lys til krigene i Afghanistan og Irak klarer nu frisag som ønsket og kan ikke blive stillet til ansvar for noget som helst, det er jo fuldstændig grotesk. Over en million mennesker er blevet slået ihjel grundet meningsløs og strategiløs krigsførelse, som hele tiden kun har udviklet sig til det værre, og så skal de fritages for ansvar - det er jo grotesk, skandaløst og himmelråbende urimelig og uretfærdigt. De samme mennesker som hårdt har holdt på, at krigsforbrydere som Slobodan Milosevic og Ratko Mladic skal domfældes og stilles til ansvar med hårde fængselsstraffe til følge for deres forbrydelser, smyger sig nu udenom ansvaret for forbrydelser der fuldt ud måler sig med disse personers forbrydelser - fuck alternativets svagpisseri.

peter fonnesbech, Lars Bo Jensen, Vladan Cukvas, Lars Jørgensen og Thomas Jakobsen anbefalede denne kommentar
Vladan Cukvas

I den politiske konstellation som vi har herhjemme vil jeg næppe forvente en uvildig undersøgelse af Irak og Afghanistan krige og Danmarks rolle, hverken nu eller i den kommende tid. Undersøgelse af en eller anden art vil måske finde sted, men under sådanne vilkår, at deres resultater ikke vil stride mod USAs egen undersøgelse, som så vidt jeg ved endnu ikke har fundet sted på trods af Mannings afsløringer og mange andres vidneudsagn.
Altså, intet vil gå imod den krigsretorik som ikke har tabt pusten og i dag er blot erstattet Irak med Syrien.

Man må spørge sig selv hvad man kan bruge denne undersøgelse til som i forvejen har begrænset rækkevidde. Med vetoret over for valg af forskere og retningslinjer udstukket af den igangværende krigsretorik er det klart, at undersøgelsen er en ”smokescreen”.

Jeg kan ikke forestille mig at der bliver gennemført en undersøgelse som, hvis den var uvildig og faglig, vil føre til muligheden for erstatning for krigsskader for den Irakiske og Afghanske befolkning og evt. juridiske konsekvenser for vores politikere for krigsforbrydelser og for selve den ulovlige krig. Jeg forventer undersøgelsen vil ende med at retfærdiggøre både den tidlige krigsdeltagelse såvel som den kommende, ligegyldigt om den er ulovlig eller ej. Den vil måske pege på visse små fejl begået undervejs, men disse fejl ville ikke tilskrives andet end manglende erfaring, menneskefaktor og tilfældigheder, noget man skal tage højde næste gang man angriber et land udenom FN mandat.

I hvert fald skal man ikke forvente, at der granskes Dansk udenrigspolitik og dennes hjørnesten – loyalitet over for USA. Der findes visse hellige steder man ikke rører ved, grænser man ikke krydser og i udenrigspolitiske sammenhæng er disse grænser lagt af andre end Danmark og de danske partier.

Imod forslaget står et parti som i politiks forstand ikke kan finde ud af at binde sine snørebånd og som har taget politisk masochisme som sit varemærke. Nu afslører Alternativet sin sande ansigt ved at anvende den samme politiske visdom som SF i sin tid gjorde, der de fik blod på tanden (plads i folketinget). Alternativets snak om genoplivning af Irak kommissionen er tom snak.
Alternativet burde i øvrigt fratages navnet for den bliver fejlagtig associeret med de mange ægte alternative politiske synspunkter og bevægelser rundt om i verden.

Men har stadigvæk den tankegang, at eftersom amerikanerne (Bush) løg over for hele verden og ikke mindst deres egen befolkning, og fik os draget ind i krigen på et falsk grundlag, kan vi ikke gøre noget så længe de virkelig skyldige ikke gøre noget ved det. I deres politiske verden findes der ikke lande som Tyskland og Frankrig og mange andre som ikke støttede krigen. Man vil til enhver tid prøve at gemme sig bag andres forbrydelser for ikke at skulle konfronteres med sine egne. Dette vidner om det etiske format som både Venstres og S regeringer og i øvrigt hele folketingets bestand har og har haft.

Lars Jørgensen

Føj, for en stinker. Det var der nok ikke nogen af dem, der stemte på Alternativet, der havde set komme. Nyttige idioter er den helt rigtige betegnelse.

Lige præcis hér døde Alternativets målsætning om at opnå en vælgertilslutning på 9,9% ved næste valg.

Niels Duus Nielsen

Ja, Alternativet har virkelig et forklaringsproblem. Måske er de blevet trætte af at blive kaldt sværmere, og ønsker nu at vise, at de både er i stand til at tænke "realpolitisk" og "tage et ansvar"? (Newspeak for: I stand til at tale magten efter munden og fralægge sig ansvaret".)

I så fald havarerer partiet, inden det kommer i luften.

Søren Kristensen

Hvis Irak-krigen var ulovlig var den selvfølgelig blevet stoppet omgående. Den var bare dum - ualmindelig dum - ja, altså helt ufattelig dum og mod dumhed kæ....

26 millioner ofrede rød blok for at få Troels Poulsen og Lars Løkke dømt for et eller andet.
Konklusionen blev kort fortalt at Troels Poulsen var skatteminister og blev derfor idømt en næse.
Det er ret ufatteligt at så mange tosser tror at en Irak kommision ville få Fogh og Per Stig Møller dømt for noget som helst. Alle i sagen har for længst sagt det de vil sige, derfor er en kommissionsundersøgelse ren politisk chikane som man ser i bananrepublikker.