Baggrund
Læsetid: 7 min.

Shiamilitser fylder tomrummet efter den irakiske stat

Iranskstøttede militser vinder indflydelse i Irak, men ikke kun i kampen mod Islamisk Stat. Militserne gør sig også som kontorkrigere, der hjælper borgerne med at søge om socialhjælp. De udnytter, at de irakiske politikere, som Vesten har allieret sig med i Bagdad, har mistet grebet om landet. Rapport fra en shiamilits’ hovedkvarter i Sydirak
Den 1. maj fejrede  iranskstøttede shiamuslimske milits Ansar Allah i Irak arbejdernes internationale kampdag.

Waleed Safi

Udland
26. maj 2016

Mænd med kalasjnikovrifler og klædt i kakifarvet tøj beordrer endnu en gang folkemassen til at respektere køen.

I 40 graders varme har de utålmodige folk fra byen al-Amarah siden formiddagen stået i kø foran hovedkvarteret for den iranskstøttede shiamuslimske milits Ansar Allah (Guds Loyale Tilhængere). De bruger aviser, mapper og store konvolutter som vifter for at køle kroppen ned. Mange er kommet for at søge om hjælp.

»Jeg beder dig, sønnike! Vil du ikke nok udfylde denne ansøgning for mig? Jeg kan muligvis få socialhjælp, hvis ansøgningen udfyldes inden weekenden,« siger en ældre herre nærmest bønfaldende til en af militssoldaterne foran porten.

I et forsøg på at komme den stigende utilfredshed blandt irakerne til livs, har landets regering netop lovet at udbetale en ny form for socialhjælp til borgere, som opfylder en række specifikke krav.

Men de forvildede borgere i al-Amarah ved ikke, hvordan man udfylder ansøgninger. Og der er ingen hjælp at hente i byens korrupte kommune. I stedet søger borgerne hjælp hos Ansar Allah.

Læs også: Fallujah splitter irakerne

De irakiske statsinstitutioner, som amerikanerne skabte efter invasionen i 2003 med hjælp fra Danmark, er tilsyneladende ved at miste deres relevans mange steder i Irak. Flere af de irakere, som Information taler med ved militsens hovedkvarter i al-Amarah, mener slet ikke, at staten eksisterer længere.

»Stat? Hvilken stat? Har vi en stat?« kommer det fra en af mændene i køen som med vanlig irakisk sans for sort humor lige kigger sig under bagdelen for at bekræfte, at staten i hvert fald ikke gemmer sig under hans ene røvballe.

Folkemassen foran porten morer sig over mandens absurde forsøg på at forklare, hvad der er blevet af den irakiske stat. Flere i køen påpeger, at hele ideen om at stå i kø for at ansøge om socialhjælp i sig selv er absurd. Mange er overbeviste om, at de aldrig kommer til at høre fra myndighederne. Men alligevel har de valgt at sende en ansøgning.

»Det er lidt ligesom at købe en lottokupon. Tænk nu, hvis staten reagerer, og vi rent faktisk ender med at få socialhjælp. Det ville da være herligt, ikke?« siger en tildækket kvinde i køen, som lovpriser militsen for at hjælpe med vejledning til deres ansøgninger.

’Vi er folket’

Militsens administrationschef, Abu Fatima, tager imod Information ved hovedkvarterets bagindgang. Han vil gerne undgå den utålmodige folkemasse. I 00’erne kæmpede Abu Fatima en bitter krig mod briterne i det sydlige Irak.

I mange år var han eftersøgt af koalitionsstyrkerne. Primært fordi han i en overgang var en del af en militsenhed, som planlagde bagholdsangreb og plantede vejsidebomber mod briterne.

I dag er der dog ikke meget kriger over ham.

Den 45-årige Abu Fatima er en høj, glatbarberet mand med døsige øjne og langso

mme kropsbevægelser. Han taler monotont og slentrer med tunge skridt gennem hovedkvarterets farveløse gange. Inden han træder ind på sit kontor, beder han sin assistent sende en mail ud til medarbejderne med en påmindelse om dagens vagtmøde. Inde på kontoret står en stak dokumenter, som venter på at blive behandlet.

Den tidligere kriger ligner på mange måder en ganske almindelig fuldmægtig, der lever i en bureaukratisk verden med daglige møder, notater og administrative opgaver.

»Vi kan ikke bare sidde og vente på, at staten genopstår fra døden. Staten er gået bort. Amerikanerne gjorde det af med den for længst. Så nu griber vi ind og opbygger noget, som rent faktisk fungerer. Mit job er at sørge for, at det bliver gjort ordentligt,« siger Abu Fatima.

Læs også: Intern shia-strid underminerer krigen mod IS

Da administrationschefen viser rundt i militsens hovedkvarter, forstår man straks, hvorfor de lokale kalder militsen for al-Haraka, som betyder ’Bevægelsen’.

Det treetager store hovedkvarter har flere afdelinger og kontorer. ’Økonomi og it’, står der på et af dørskiltene. ’Kultur og uddannelse’, står der på et andet. ’Beskæftigelsesafdelingen’ på det tredje.

Så er der de mere excentriske dørskilte: ’Afdeling for Martyrernes anliggender’, ’Antikorruptionskomiteen’ og ’Krigsradioen’. Sidstnævnte fungerer som talerør for militsen.

Der er også et såkaldt ’Arbejdernes Kontor’. Ifølge Abu Fatima har kontoret til formål at sørge for de bedst mulige arbejdsforhold for medlemmerne. Den 1. maj fejrede militsen arbejdernes internationale kampdag. Det gør den hvert år.

»Mange ynder at kalde os for dødsmilitser, bander, mordere og alt muligt andet nedladende. Men det er blot, fordi de ønsker at underminere os. Vores bevægelse repræsenterer folket i al-Amarah. Bare se på masserne udenfor. Vi er folket!« lyder det fra Abu Fatima.

Ude foran hovedkvarteret er der igen ballade med køen. Abu Fatima rejser sig fra stolen og går hen til vinduet for at betragte det lille drama, der udspiller sig ved porten. Fra sit kontor kan han se, hvordan de kakiklædte mænd på ny forsøger at skabe orden.

Den 45-årige administrationschef lægger ikke skjul på, hvorfor ’Bevægelsen’ ønsker at hjælpe borgerne med ansøgninger.

»Vi er nødt til at udfylde tomrummet. Irakerne har brug for orden. De skal vide, at der er et alternativ. Desuden er regeringens løfte om socialhjælp bare tom snak. Derfor skal politikerne udstilles. Når vi hjælper folket med ansøgningerne, demonstrerer vi, at regeringen er fuld af lort,« kommer det tørt fra Abu Fatima.

’Folkets tjenere’

Nede i stueetagen er nogle af militssoldaterne i fuld gang med at vejlede borgerne i, hvordan man udfylder ansøgninger. Hovedkvarteret minder mere om et dansk jobcenter i et socialt belastet område end et hovedkvarter for en shiamuslimsk milits i Irak. Militsmændene – mange af dem på orlov fra krigen mod Islamisk Stat – farer rundt i hovedkvarteret og leger jobkonsulenter.

»Politikerne i Bagdad burde skamme sig. Disse unge mænd drager i krig, og i deres ferie skal de arbejde som rådgivere,« siger den tildækkede kvinde, som endelig har fået udfyldt sin ansøgning.

Ingen af de borgere, som Information taler med ved hovedkvarteret, har noget tilovers for Iraks politiske elite. De fleste hylder militssoldaterne for deres »heltemodige indsats« på slagmarken og for deres »administrative kundskaber«. Om al rosen blot skyldes, at folkene gerne vil sikre sig militsens hjælp, er dog ikke helt til at blive klog på.

Men militsens ledelse nyder denne hyldest. Og de bruger den aktivt i propagandaen.

I militsens såkaldte ’Krigsradio’ i stueetagen inviterer radioværterne en af borgerne ind i studiet. Radioværterne har en klar dagsorden: Gæsten skal nedsable de statslige institutioner og hylde militsen for dens indsats.

»Røvere! I er alle sammen en flok røvere!« råber gæsten ind i mikrofonen med henvisning til magthaverne i Bagdad.

Mens gæsten tordner mod Iraks politikere, blinker radioværterne flere gange til hinanden. En vred og indebrændt mand, som ikke holder igen med kritik af Bagdad, er lige, hvad radioværterne har brug for.

Gæsten afslutter med en takketale, hvori han blandt andet hylder militsen for at være »folkets rigtige tjenere«. De tilfredse radioværter klapper manden på skulderen, og eskorterer ham ud af hovedkvarterets bagindgang.

’Irans kanonføde’

I byen al-Amarah er det ingen hemmelighed, at militsen Ansar Allah støttes af Irans magtfulde Revolutionsgarde. De fleste indbyggere er desuden klar over, at militsens ledelse går ind for etableringen af et præstestyre som i Iran.

På de plakater, som pryder gaderne i byen, sidder militsens generalsekretær ofte sammen med Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei. Mange af de mennesker, som Information taler med, virker tilsyneladende ubekymrede over militsens politiske ståsted og ideologi.

Nogle er der dog, der udtrykker bekymring over, at de iranskstøttede militser i dag buldrer frem på bekostning af den irakiske stat.

»Problemet er, at de fleste mennesker i byen er beskedne. Der er alt for mange simple og fattige, som bare ønsker, at livet bliver nemmere. Så længe Iraks korrupte stat efterlader et vakuum, vil disse ikkestatslige aktører have vind i sejlene,« siger 28-årige Haider al-Basim, der kalder sig selv politisk aktivist.

Læs også: Shiamilitserne er Iraks nye magthavere

Siden den amerikanskledede invasion væltede Saddam Husseins regime, har Iran haft et godt tag på politikerne i Bagdad. Men nu, to år efter Islamisk Stat indledte sin hærgen, har iranerne fået endnu større manøvrerum. Midt i kaosset opbygger iranerne stadig flere stedfortræder-grupper som Ansar Allah-militsen.

»Det sørgelige er, at disse grupper hele tiden rekrutterer irakiske unge mænd til at kæmpe for Irans strategiske interesser i Levanten. Men de færreste irakere modsætter sig dette,« siger Haider al-Basim.

Ansar Allah er i dag blot én ud af et dusin iranskstøttede militser i Irak. På nuværende tidspunkt har militsen 3.000 mand til rådighed. Den ene halvdel kæmper mod Islamisk Stat ved Fallujah i Irak, mens den anden kæmper side om side med Bashar al-Assads soldater mod de syriske oprørere ved Aleppo.

»Jeg synes, det er i orden at sende krigere til Fallujah. Det er jo en irakisk by. Men at unge irakiske mænd skal være Irans kanonføde i Syrien er bare bedrøveligt,« siger aktivisten.

Tilbage foran hovedkvarteret sidder en lille gruppe af mennesker fortsat og venter i køen. De vifter ikke længere med aviser, mapper eller store konvolutter. Solen er gået ned, og der er netop blevet kaldt til aftenbøn fra byens minerater.

En gammel mand med trætte øjne sidder blandt de modløse borgere og reciterer et digt om den håbløse tilstand i Irak.

»Kære moderland. De kalder dig for civilisationens vugge, men dine sønner dør barbarisk! Du er landet mellem floderne, men dine sønner dør af tørst! De siger, at du er rigdommenes land, men hvorfor er vi alle sammen tiggere? Og er du egentlig ikke moder til kong Hammurabi af Babylon, som engang opfandt loven? Hvorfor føder du så kun lovløshed? Selv Biblen siger, at du engang var et frodigt paradis. Og nu giver du os ild og død? Kære moderland, sig mig engang, er du også blevet bestikkelig?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Davidsen

Hvem er manden i midten af billedet?