Læsetid: 5 min.

Slår det filippinske oprør mod eliten over i fascisme?

Filippinerens kommende præsident er både blevet kaldt Asiens svar på Donald Trump og på Hugo Chavez. Rodrigo Dutertes hårde retorik har samlet proteststemmer fra både højre og venstre, og selv hvis hans disrespekt for menneskerettigheder kun bliver ved bragesnakken, har han sat en skræmmende bevægelse i gang, mener kritikere
17. maj 2016

Da et overvældende antal filippinere mandag 9.maj stemte på de to ’stærke mænd’ Rodrigo Duterte, der blev valgt til præsidentposten, og Ferdinand ’Bongbong’ Marcos Jr. – den tidligere diktators søn – der nær var blevet valgt til vicepræsident, var det en protest.

»Men en protest mod hvad?« spurgte en tidligere højtplaceret aktivist i maoisternes National Democratic Front, Ryan Quimpo, i en facebookpost, der gik viralt. Ryan Quimpos eget svar er, at det først og fremmest var en protest mod »elitedemokratiet og dets institutioner«.

Samtlige regeringer efter Marcos-diktaturets fald i 1986 har ført neoliberale økonomiske politikker, »der har forstærket arbejdsløshed og korttidskontrakt-systemet, fattigdom og sult samt udplyndring af vores skov- og bjergområder,« skriver Ryan Quimpo.

Historikeren Patricio Abinales mener også, at stemmeafgivelsen ikke mindst er udtryk for et opgør med Daang Matuwid – ’Den lige vej’ som den koalition, der støtter den nuværende administration under Benigno ’Noynoy’ Aquino, kalder sig.

»En stor del af forklaringen på Dutertes succes er ironisk nok, at præsident Aquino har formået at vende den økonomiske situation i Filippinerne,« siger Abinales.

Læs også: Afstrafferen på vej mod magten

»På den ene side er der nu næsten syv procents årlig vækst i BNP, hvilket ikke mindst skyldes hjemsendte penge fra filippinere, der arbejder i udlandet, og de mange call centre, der er kommet de senere år. Problemet er, at denne vækst ikke kan mærkes af de fattige. Omkring hver tredje filippiner lever fortsat i dyb fattigdom. De stigende indkomstforskelle har også gjort klasseskellene mere tydelige.«

Dertil kommer, siger Abinales, at Filippinerne fortsat er et af de mest korrupte lande i verden, og at Aquino har virket handlingslammet over for de forskellige væbnede konflikter i landet. Den stigende indkomstulighed, den fortsatte korruption og den militariserede situation flere steder i landet gør livet vanskeligt for flertallet af befolkningen.

»Det er denne kontekst, der har gjort det muligt for Duterte at brænde igennem som præsidentpotentiale,« siger Abinales.

Maoister og Marcos-diktatur

I alt har godt 38 procent, svarende til 16 millioner filippinere, stemt på Duterte, der har lovet at komme kriminalitet til livs bl.a. ved summariske henrettelser. Duterte er også kendt for sine nære forbindelser til ledende medlemmer af det maoistiske CPP, samt dets væbnede gren NPA. CPP-NPA’s eksilerede grundlægger, José Maria ’Joma’ Sison har grebet muligheden for at relancere sig selv som politisk væsentlig aktør med en offensiv og medieorienteret kampagne. Blandt andet har han udtalt, at Duterte snarere end Asiens Trump kan blive Asiens Hugo Chavez.

Ifølge nyhedsmediet GMA gav Duterte i weekenden Joma Sison frit lejde til at vende hjem til Filippinerne, og tilbød samtidig CPP ministerierne for landbrugsreform og miljø- og naturressourcer samt udviklings- og socialministeriet og ministeriet for arbejde og beskæftigelse.

Susan F. Quimpo – søster til Ryan Quimpo og forfatter til kollektiv-biografien Subversive Lives om Quimpo-familiens oplevelser under Marcos-diktaturet – understreger, at det maoistiske CPP-NPA i dag kun udgør en lille del af den filippinske venstrefløj, og at mange andre grupperinger er stærkt skeptiske over for Duterte. Selv har hun brugt valgkampsperioden på at undervise elever i highschool og college om menneskeretskrænkelser under Marcos-diktaturet, fordi hun er bekymret over, at folk ikke tager menneskerettigheder alvorligt.

»De unge generationer i Filippinerne, som udgør en stor andel af vælgerne, aner ikke, hvad der reelt foregik under Marcos. Derfor tager de det heller ikke alvorligt, når en mand som Duterte praler med sin disrespekt for menneskerettigheder,« siger Susan F. Quimpo.

»Når de hører om torturen under Marcos, om hvordan vi som studerende kunne blive anholdt for at læse lektier sammen på campus, fordi alle offentlige forsamlinger på flere end to personer var ulovlige, så bliver de chokerede. Det er der aldrig nogen, der har fortalt dem om – ofte springer deres lærere blot årtierne frem til Marcos’ fald i 1986 over. Men det virkelig skræmmende er, at Dutertes mest indædte støtter er ligeglade. Fakta rører dem ikke.«

Aries Arugay, der er politolog ved University of the Philippines, mener, at Duterte forsøger at etablere en forskel mellem menneskerettigheder for almindelige mennesker og for kriminelle.

»Og det er de sidste, som ikke har nogen rettigheder i Dutertes verden. Den skelnen er hans vælgere enige i.«

Duterte har også truet med at opløse Kongressen, hvis den etablerede politiske klasse udfordrer ham, efter han har indtaget præsidentposten. Det mener Aries Arugay, at man skal forstå som et oprør mod en demokratiform, hvor »spillet er manipuleret på forhånd – til fordel for eliten«. Derfor skal man heller ikke nødvendigvis forstå det som en trussel om at genindføre diktaturet, siger Aries Arugay.

Uretfærdighed mod folket

Det er fortsat uklart, hvad Dutertes politiske program konkret indebærer. Patricio Abinales fremhæver derudover, at Duterte som borgmester har styrket kvinders rettigheder, og er fortaler for lgbt-rettigheder. Han har også vundet opbakning på et løfte om at stoppe korttidskontraktsystemet, der gør det muligt for virksomheder at slippe for at betale løntillæg, sundhedsforsikringer osv. ved at fyre folk ca. hvert halve år, en praksis Duterte har kaldt »en uretfærdighed begået mod det filippinske folk«. Som borgmester har han imidlertid selv brugt kontraktarbejdere i stor stil.

»Jeg håber, at han mener det, når han siger, at han er de fattige filippinere, de arbejdende filippineres præsident,« siger Susan F. Quimpo.

»Men det har han til gode at bevise i praksis. Hvis man ser på hans måde at bekæmpe kriminalitet i Davao, er det påfaldende, at det altid er fattige, det går ud over. Det er ikke rigmanden, som tjener penge på narkohandel, men den unge knægt, der løber ærinder for narkohandlerne, der bliver slået ihjel.«

Dutertes støtter er tiltalt af hans slogan ’Forandringen er på vej’.

»Det vækker genklang, fordi det er sandt,« skriver Quimpo, der imidlertid ikke tror, at forandringen bliver i form af omfordeling, retfærdighed, og decentralisering af magten: »Det, jorden lige nu er gødet for, er en populistisk og neo-fascistisk bevægelse.«

Patricio Abinales er ikke så bekymret, og mener, at Dutertes »hårde retorik« skal tages med et gran salt: »Det er bragesnak, han udgør ikke nogen trussel for almindelige filippinere.«

Susan F. Quimpo påpeger imidlertid, at selv hvis Duterte primært har det i munden, kan det få alvorlige følger.

»Han har åbnet rummet for, hvad der er acceptabelt,« siger Susan F. Quimpo, »f.eks. at gøre voldtægt til en joke, og at løse sociale problemer med vold. Selv hvis Duterte ikke selv udfører sine trusler, har han ingen mulighed for at kontrollere dem, der støtter ham. Den bevægelse, han har sat i gang, er skræmmende, meget skræmmende.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu