Baggrund
Læsetid: 7 min.

Ti timer i egyptisk politis forhørslokale

På vej til at dække en demonstration i Kairo blev den danske journalist Stefan Weichert anholdt og afhørt i ti timer af egyptisk politi og efterretningstjeneste. Til sidst måtte han i al hast forlade landet. Arrestationen af ham var blot én blandt mange, og ifølge eksperter undertrykker regimet befolkningen og pressen hårdere end før revolutionen
journalist Stefan Weichert
Udland
4. maj 2016

Betjentens hånd rammer min venstre kind som en pisk og får mig til at miste orienteringen. Den unge betjent er sammen med to andre svært utilfreds med mine svar på en række spørgsmål om min anholdelse nær en demonstration. Vi står over for hinanden i et forhørslokale på en politistation i bydelen Dokki i den egyptiske hovedstad Kairo, og han er rasende. Han virker klar til endnu et slag, før en anden betjent griber ind.

Jeg er blevet anholdt i forbindelse med en demonstration den 25. april, som jeg skulle dække for Information. Jeg nåede aldrig derhen.

Mere end en kilometer fra demonstrationen omringede civilklædte personer mig pludselig, greb mine arme, tog mit pas og bragte mig til en betjent tæt på, der stod for selve anholdelsen.

Læs også: Pressen har svære kår i Egypten

Jeg er ikke klar over, hvad jeg blev anholdt for. Jeg vidste, at politiet kunne finde på at gå efter journalister, så jeg havde hverken kamera, blok eller andet fremme. De må have anholdt mig ud fra min hudfarve og på grund af myndighedernes udtalte nervøsitet i det politisk ustabile Egypten.

En udenlandsk kollega slap væk, men to egyptiske bekendte blev anholdt i nærheden. Den ene er stadig tilbageholdt og får lov til at sove på mudret gulv i et fængsel uden mad og drikke, fortæller kilder i Kairo.

I forhørslokalet beskylder de tre betjente mig for at lyve, da jeg siger, jeg er journalist. De mener, jeg er demonstrant og en del af den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Jeg arbejder i landet på turistvisum efter aftale med min egyptiske arbejdsplads, avisen Al-Ahram Weekly.

Især den hårdføre betjent holder sig ikke tilbage. Han truer mig med, at han vil »fucke mig op« eller decideret »fucke mig« i et andet lokale, hvis jeg ikke taler sandt.

Betjentene taler udelukkende arabisk gennem store dele af forhøret.

»Du forstår udmærket det hele« lyder det fra den unge betjent på engelsk, når jeg opgivende forklarer, at jeg ikke forstår, hvad de siger.

Egyptisk uro

Min anholdelse var én blandt mindst 286, som gruppen Fronten for Beskyttelse af Egyptiske Demonstranter, der består af advokater og aktivister, noterede sig. 33 var angiveligt journalister. I dagene op til demonstrationen blev mindst 88 personer anholdt landet over, da politiet ransagede lejligheder og cafeer i et forsøg på at dæmme op for de planlagte demonstrationer.

To uger tidligere havde 3.000 mennesker demonstreret i centrum af Kairo, den største demonstration siden præsident Abdel Fattah el-Sisi kom til magten i 2014.

Op til den nye demonstration havde jeg talt med flere eksperter, der kaldte demonstrationerne for betydningsfulde. De mener, de er et udslag af, at regimet undertrykker befolkningen i større omfang end før revolutionen.

Dertil kommer, at Egyptens økonomi er i store problemer på grund af faldende indtægter fra blandt andet turisme. Det har fået prisen på fødevarer til at stige og for nyligt resulteret i en 14 procent devaluering af den egyptiske pund.

Den konkrete udløser af demonstrationerne kom, da Egypten overdrog øerne Tiran and Sanafir, der ligger øst for feriebyen Sharm el-Sheikh på Sinai-Halvøen, til Saudi-Arabien. Under et besøg i Kairo aftalte el-Sisi med Saudi Arabiens kong Salman at bygge en bro fra Sharm el-Sheikh til Saudi-Arabien, og Kong Salman lovede at investere mindst 16 milliarder dollar i Egypten. Det fik flere til at antyde, at øerne er blevet solgt, hvilket præsidenten afviser.

Lang tid fængsel

På et tidspunkt står den lavest rangerede af de tre betjente foran mig. Langsomt lader han en shotgun, mens han sporadisk holder øjenkontakt, og smilet breder sig på hans læber.

Jeg beder om lov til at snakke med den danske ambassade, men får at vide, at jeg »ingen rettigheder har«. De har konfiskeret alle mine ejendele, og mine tanker løber rundt i hovedet. Ved mine venner, at jeg er væk?

Klimaet i forhørslokalet er utrygt. Jeg kan ikke få drejet de tre betjente væk fra deres teorier. De forsøger at få mig til at snakke om præsidenten eller politik i det hele taget, mens jeg drejer samtalen over på mindre sprængfarlige emner.

De er meget interesset i min mobil og gennemgår mine billeder, der blandt andet indeholder nogle fra en tidligere demonstration. De skriver også til folk på min Facebook. Senere finder jeg ud af, at beskederne fejlagtigt får mine venner udenfor til at tro, at jeg er blevet frigivet igen. Rygtet spreder sig helt til Danmark via Twitter. Reelt er der usikkerhed om, hvor jeg er på nuværende tidspunkt.

»Du er i meget store problemer« får jeg at vide, og de gør opmærksom på, at jeg kan ende i fængsel i »meget lang tid«. Vi går slavisk igennem mine kontakter, mens jeg forsøger at beskytte mine kilder.

Tankerne flyver frem og tilbage, for det egyptiske politi er kendt for at være hårde. Jeg har før talt med ofre for tortur, og jeg ved derfor, hvad de kan finde på, og at vestlige ikke er fredet.

Organisation CPJ, der beskytter journalister, rangerede i december Egypten som verdens andet værste land for journalister målt på antallet af fængslede.

I januar forsvandt italieneren Giulio Regeni, som var kandidatstuderende på det Amerikanske Universitet i Kairo. Han blev ifølge Reuters taget af egyptisk politi foran en metrostation i centrum. Italieneren blev fundet otte dage senere i en vejside ikke langt fra Kairo – død og med sikre tegn på tortur. Beskyldningerne afvises af den egyptiske regering, der selv mener at have dræbt italienerens bortførere. Det har Italien sat spørgsmålstegn ved.

Ifølge tal fra det Egyptiske Center for Økonomisk og Sociale Rettigheder (ECESR) blev 40.000 arresteret i el-Sisis første år ved magten. Flere eksperter mener, at den nuværende præsident er mere voldelig end hans forgængere.

Den schweiziske menneskerettighedsorganisation ’Alkarama’ har registreret en tredobling af dødsfald i egyptiske fængsler på grund af tortur og manglende lægehjælp siden 2013.

Under overvågning

Cirka halvanden time inde i forhøret tager en civilklædt, engelsktalende forhørsleder over og identificerer sig, uden uddybning, som »en eller anden«. Han afhører mig i omkring otte timer, hvor jeg nægtes mulighed for at kontakte ambassaden. Den civilklædte forhørsleder spørger i modsætning til de tre betjente mere systematisk ind til mine kontakter, mens teorierne om CIA droppes. Jeg bliver stadig beskyldt for at lyve, og han vil have, at jeg forklarer alt, som jeg har lavet i landet, »som var det en film«. Det strækker sig helt tilbage til mit udlandsophold på det Amerikanske Universitet i foråret 2015, og når jeg er færdig med at forklare, begynder vi forfra.

Omkring midnat mandag beder de mig skrive under på, at jeg er blevet behandlet ordentligt. Derefter bliver jeg løsladt og transporteret til den danske ambassade. Jeg er fri til at gå, lyder det, og politimesteren giver mig tilmed en undskyldning.

I de næste timer er jeg i kontakt med ambassaden, flere lokale kilder, samt min egyptiske arbejdsgiver, avisen Al-Ahram Weekly. Jeg får at vide, at min telefon og profil på sociale medier højst sandsynligt bliver aflyttet, og at jeg nok også bliver skygget på gaden. Det gør det umuligt for mig at besøge mine egyptiske og udenlandske venner, som jeg frygter at sætte i unødig fare. Jeg er fanget i min lejlighed, og isolationen er drænende fra første sekund.

Tirsdag aften modtager ambassaden et opkald fra egyptisk politi, der beder mig om at forlade landet. Jeg får at vide fra kilder med forstand på militærregimet, at jeg skal opfatte det som en advarsel, der kan få store konsekvenser, hvis jeg ikke adlyder. Jeg booker en flybillet ud af landet til fredag, da jeg har brug for tid til at opsige min lejlighed, pakke mine ting og beskytte kilder.

I disse dage holder jeg mig inde i lejligheden det meste af tiden. Jeg kan ikke risikere hverken min egen eller venners sikkerhed, hvis jeg besøger nogen. Situationen og usikkerheden får lejligheden til at føles som et fængsel, hvor du bare venter på besøg fra egyptiske politi. Torsdag eftermiddag kommer en arabisk mand også forbi og vil have adgang til lejligheden for at søge efter en egypter. Efter en længere diskussion afviser jeg ham, og han vælger at gå.

I lufthavnen på vej til Danmark opstår der igen problemer. Politiet vil ikke lade mig gå og begynder at granske mit pas, mens de tager noter og taler i telefon. En fra ambassaden er med og forsøger at få dem til at lade mig gå, men det virker håbløst. Som tiden går, indstiller vi os på, at jeg måske bliver nødt til at blive i landet, selv om jeg ikke længere er velkommen. Flyet letter snart, og bare tanken om, at det bliver uden mig, får hårene til at rejse sig. For hvorfor er det præcis, at de nu ikke vil lade mig rejse?

Fem minutter før dørene lukker, får jeg mit pas igen af en betjent. Jeg løber til gaten, hvor jeg akkurat når flyet. Da jeg sidder trygt i flyet, tjekker jeg mit slidte, rødbedefarvede danske pas og konstaterer, at jeg ikke fik et udrejsestempel. Officielt har jeg endnu ikke forladt landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Selvfølgelig gør styret det, nu har det jo fået en voldsom opvågnen i forhold til sin egen popularitet og de kræfter, der kan fjerne det.

Lennart Kampmann

Ægypten er på min personlige liste over lande jeg ikke rejser til. Fortællinger som denne får mig til at fastholde den vurdering.
Med venlig hilsen
Lennart

Hans Larsen, Hans Aagaard og Niels Kristian Jensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Den beretning vil forhåbenligt få danskere på de rigtige tanker om hvad revolution er. Jer har hørt fra begyndenlse at revolution er : ikke Islamister I magten, arbejde til alle,dagpenge og den slags. Men I virkligheden en revolution starter med friheden til folket til at tale frit og skrive frit. Således kan folket bidrage til reformer, som er mange, I politiet, statsadministrationen, fagrorening, osv. Frihed til at tale og skrive er opnået I Tunesien men for mange danskere som jeg hørte det er ikke sagen .Det skal først eliminere Islamisterne. Så væresågod så er der et Sekulairt styre i Egypten men uden frihed.

Robert Kroll

Er lidt overrasket over at det ægyptiske politi mente at have "fanget" en person, der arbejdede for CIA.

Jeg troede, at den nuværende ægyptiske regering (når det kom til stykket ) faktisk havde det ret godt med CIA ?

Mon der er "lommer" i det ægyptiske sikkerhedsapparat, som "uautoriseret" går efter alt (herunder CIA-agenter) , der kan vanskeliggøre det muslimske broderskabs tilbagevenden til magten ?

Ægyptens magtstrukturer er internt ( som i mange andre mellemøstlige stater ) i høj grad præget af dobbeltspil og intriger .

Touhami Bennour

Egypten er kent i den arabiske verden som et land, der fra Faraonernes tidikke har for forandret sig : At have en leder og kun en leder. Intriger er en opfindelse, der ikke passer til Egypten.

Netop ved denne begivenhed blev en række vestlige journalister "tilbageholdt" på lignende måde. Og nogle, bl.a. en svensk kvindelig journalist blev gennembanket, i forsøg på at få hendes mandlige fotograf til at indrømme "noget" der virkelige kan give straffe i nutidens Egypten.

I øvrigt er ret omgående kontakt med eget lands ambassade er internationalt vedtaget krav, som alle tilbageholdte har - i øvrigt uanset grunden til tilbageholdelsen.

Jeg kan forestille mig journalist Stefan Weicherts situation. Jeg blev for mange år siden anholdt i en Rumænsk havneby under lignende omstændigheder. Og jeg blev også beskyldt for at arbejde for et amerikansk nyhedsbureau - i øvrigt et, jeg senere blev klar over, var et dække for CIA. Også jeg blev også nægtet kontakt med den danske ambassade i Bukarest min tilbageholdelse.