Læsetid: 5 min.

Trump på strandhugst hos Clintons vælgere

Den republikanske præsidentkandidats modstand mod at privatisere folkepension og sygesikring for seniorer samt hans afstandtagen fra frihandelsaftaler er beregnet på at tiltrække arbejderklassevælgere i svingstater, der kan afgøre valgets udfald
Donald Trump til et valgmøde i Pennsylvania, en stat han helst skal erobre fra Hillary Clinton, hvis han skal blive præsident – men hvor han også pt. gør fremskridt.

Julio Cortez

17. maj 2016

Republikaneren Donald Trumps bedste chance for at slå demokraten Hillary Clinton ved præsidentvalget i november er at gå på jagt efter traditionelt demokratiske vælgere i nogle få traditionelle svingstater.

Det antyder nye meningsmålinger, hvor Trump enten er ved at indhente eller har overhalet Clinton i delstaterne Florida, Ohio og Pennsylvania, hvor hun tidligere lå langt foran. I landsdækkende målinger tiltrækker Trump i gennemsnit kun 40 pct. af tilslutningen, mens Clinton står til at vinde 47 pct., hvis valget havde fundet sted i denne uge.

I det amerikanske valgsystem er sejrherren i et præsidentvalg, den der vinder flest valgmænd i de 50 delstater. Han kan indtage Det Hvide Hus uden at have vundet et flertal af de afgivne stemmer i hele USA. De få gange, det er sket i historien, har det været med 48-49 pct. af stemmerne.

Så Trump skal nå at trække 10 procentpoints eller 12-13 mio. vælgere over på sin side inden valgdagen 8. november. Hvis det lykkes, og han samtidig scorer Ohio, Florida og Pennsylvania eller blot to af disse tre delstater, bliver han USA’s næste præsident.

Denne meget snævre, farbare vej til Det Hvide Hus bliver gjort lettere af det forhold, at der i Ohio og Pennsylvania findes uforholdsmæssigt mange vælgere, der dels er tiltrukket af hans nationalistiske og protektionistiske budskab og dels vender sig imod de konservative republikaneres sparepolitik. Det er ikke nyt, at ejendomsmagnaten ideologisk set ligger til venstre for den konservative elite i det republikanske parti, der ledes af Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus.

Torsdag i sidste uge røg de to politikere fredspibe under et møde i Washington efter en ugelang ideologisk strid på twitter og tv om partiets program under efterårets valg til Det Hvide Hus og Kongressen. Tilsyneladende blev de enige om at forblive uenige, dog vil de arbejde sammen om at forene partiet.

Flertalslederen i Senatet, Mitch McConnell, har erklæret uforbeholden støtte til Trump. Det samme har flere og flere republikanske lovgivere i Kongressen gjort, efter at de to sidste rivaler, Ted Cruz og John Kasich, opgav deres kampagner.

Clinton taget på sengen

Uenigheden mellem den konservative Ryan og Trump drejer sig om pensions- og sundhedspolitik, frihandel, skattelettelser, mindstelønnen og værdipolitiske emner som kvinders adgang til abort samt homoseksuelles og transkønnedes rettigheder. I udenrigspolitik adskiller Trumps nyisolationistiske linje sig fra alle fløje i partiet, undtagen den libertære.

Byggematadorens moderate budskab på disse fronter er ikke resultatet af en nylig opportunistisk begrundet omvendelse. Det er holdninger, Trump har advokeret for i årevis i interviews og i sit tv-program The Apprentice, mens han ventede i skyggen på at stille op til et præsidentvalg.

For demokraterne er Trumps forsøg på at stjæle deres vælgere en overraskelse – især fordi de indtil for nogle måneder siden ikke tog Trumps kandidatur seriøst.

Det er først for nylig, det er begyndt at gå op for Clintons kampagnehold – og Bernie Sanders unge venstreorienterede tilhængere – at Trumps tiltrækningskraft til en vis grad skyldes hans valgløfte om at skåne pensionsordningen, Social Security, og sundhedsforsorgen for seniorer, Medicare, for nedskæringer.

Selv den gratis sundhedsforsorg for amerikanere med lav indkomst – Medicaid – lover Trump ikke at røre ved. Ordningen tilgodeser især mindretal, dog også mange hvide amerikanere.

Hos de konservative i partiledelsen bliver Trumps pensions- og sundhedspolitik anset for at være kætteri. De vil gennemføre drastiske besparelser af Medicare, Social Security og Medicaid gennem reformtiltag, der af demokraterne og Trump bliver kaldt en privatisering ad bagdøren.

Ansvaret for investeringen af en del pensionsbidrag skal ifølge de konservative varetages af modtagerne selv. Pensionister skal endvidere bemyndiges til at finde deres eget sygesikringsselskab på det frie marked og betale præmien med et fast månedligt støttebeløb ydet af forbundsstaten.

Siden 2008 er disse ideer er blevet omskrevet til lovforslag og vedtaget fem gange af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus. Men de er aldrig blevet til lov på grund af modstand i Senatet og fra præsident Obama.

I primærvalgene var Trump den eneste republikanske kandidat ud af 17, der lå på linje med et flertal af partiets vælgere, der vender sig mod besparelser og partiets forslag til en reform af pension- og sundhedsforsorgen. En undersøgelse foretaget af Kaiser Foundation i 2015 viste, at helt op til 70 pct. af alle amerikanske vælgere er modstandere af republikanernes reformforslag.

Mindsteløn og frihandel

Også i økonomisk politik adskiller Trump sig væsentligt fra mainstream i partiet.

Det gælder f.eks. en forhøjelse af mindstelønnen. Tidligt i valgkampen sagde han i en tv-debat, at en forhøjelse af den føderale mindsteløn på 7,25 dollar i timen risikerer at bringe amerikanske virksomheder i vanskeligheder i konkurrencen med firmaer i lavtlønslande.

»Jeg sympatiserer ikke med dem, der demonstrerer for en højere mindsteløn (i fast food-branchen, red.). Vores skatter er for høje. Vores løn er for høj. Vi kan ikke konkurrere med verden: Jeg har en dårlig nyhed. Der skal ikke ændres på mindstelønnen,« sagde han i november.

Det synspunkt stemmer perfekt overens med republikanske lovgiveres. De har gang på gang nedstemt præsident Obamas og demokraters forslag om en forhøjelse til 10 dollar i timen. I USA bliver mindstelønnen ikke dyrtidsreguleret automatisk. Sidste forhøjelse var i 2009, da demokraterne havde flertal i begge Kongressens kamre.

Men for nylig udtrykte Trump sympati for amerikanere, der bliver nødt til at tage to eller tre jobs for at klare sig med en mindsteløn på 7,25 dollar i timen.

»Jeg ved ikke, hvordan folk klarer det. Så jeg kunne godt tænke mig en forhøjelse. Men frem for at lade forbundsstaten gøre det, foretrækker jeg at overlade det til delstaterne,« sagde han til tv-stationen NBC i starten af denne måned.

I de seneste par år har 29 delstater hævet deres mindsteløn til et niveau, der er højere end 7,25 dollar i timen. Delstaten New Yorks guvernør dekreterede for nylig, at mindstelønnen vil stige til 15 dollar i timen fra 2018. Hillary Clinton agiterer for en føderal mindsteløn på 12 dollar; Bernie Sanders foreslår 15 dollar.

Et klart flertal blandt demokratiske, republikanske og partiløse vælgere ønsker en højere mindsteløn. At Trump bryder med partilinjen kan derfor give gevinst, når demokratisk-sindede vælgere skal afgøre, hvem de vil stemme på til november.

Trumps mest opsigtsvækkende brud med konventionel republikansk tænkning er i spørgsmålet om frihandelsaftaler. Han har kritiseret aftalen med Mexico og Canada (NAFTA), som blev vedtaget under præsident Bill Clinton. Han vil også omforhandle TTP med Stillehavslandene.

Det bringer Hillary Clinton ud på glat is, fordi hun i sin tid støttede NAFTA og som udenrigsminister advokerede for TTP. Hvide arbejderklassevælgere og utvivlsomt også en del sorte og latinoer, der føler sig utrygge ved globaliseringen, forventes at blive tiltrukket af Trumps budskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Thøgersen

"...uden at have vundet et flertal af de afgivne stemmer i hele USA. De få gange det er sket i historien, har det været med 48-49 pct af stemmerne"

Det er så ikke helt korrekt, når der er 3 eller flere "levedygtige" kandidater kan det blive meget lavere.

Lincoln vandt fx i 1860 med 39.8% af stemmerne - men de var så også 4 kandidater.

Og Woodrow Wilson vandt i 1912 med 41.4% af stemmerne

Vibeke Rasmussen

Interessant, hvordan en korrespondent på en angiveligt(?) venstreorienteret avis synes langt mere optaget af Republikanernes præsidentkandidat og af hans muligheder for at slå Demokraternes end omvendt.