Læsetid: 10 min.

Venezuela er på sammenbruddets rand

Venezuela var engang Latinamerikas rigeste nation, i dag er landet på randen af bankerot. Hvad er gået galt i landet med verdens måske største oliereserver?
Alle venter nu på, hvordan militæret vil agere i den tilspidsede situation i Venezuela, hvor folk er gået på gaden for at demonstrere mod Nicolas Maduros regering.

Fernando Llano

21. maj 2016

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke uhyggelige scenarier der kan komme til at udfolde sig i Venezuela i den nærmeste fremtid. Oppositionen, der synes at vokse hastigt i størrelse, kræver præsident Nicolas Maduro afsat ved en folkeafstemning og forsøger derfor at indsamle de nødvendige underskrifter.

Præsident Maduro og resten af Venezuelas regering prøver med alle midler at obstruere oppositionens afstemning – senest ved at indføre undtagelsestilstand i Venezuela, selv om et flertal i det oppositionskontrollerede parlament stemte nej.

Samtidig er landets økonomi i frit fald, hvilket konstant øger presset på regeringen og dens økonomiske politik. Venezuela, der sidder på nogle af verdens største oliereserver, er i løbet af Chávez-Maduro-perioden blevet stadigt mere afhængige af landets olieindtægter, og den faldende oliepris, der dog fortsat er langt højere, end da Chávez overtog magten, betyder, at statens budgetter hænger i laser.

Inflationen galopperer som følge af regeringens forsøg på at kontrollere prissætning og holde en høj kurs for landets egen valuta, og den hjemlige produktion af fødevarer og basale fornødenheder falder. Samtidig er manglen på energi så alvorlig, at regeringen er nødsaget til at holde offentlige kontorer lukket for at spare på strømmen.

Det har på det seneste fået dele af den venstrefløj, der ellers troligt har bakket op om det socialistiske eksperiment, til offentligt at kritisere Venezuelas regering.

Læs også: Venezuela - en olieøkonomi presset helt i bund

José Mujica, tidligere præsident for Uruguay, der med en fortid som guerillaleder er erklæret socialist, er en af dem, der inden for de seneste par døgn har blandet sig i den internationale debat. Han mener, at Nicolas Maduro har mistet sit folkelige mandat og bør forsone sig med oppositionen. Mujica har i den sammenhæng kaldt Maduro for »et stædigt æsel«.

Værre er tonen mellem Nicolas Maduro og generalsekretæren i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), Luis Almagro, der på det seneste stærkt har kritiseret Venezuelas regering for at overskride en lang række demokratiske spilleregler. Blandt andet har fængslingen af ledende oppositionsmedlemmer vakt generalsekretærens hårde kritik. Maduro har svaret igen ved at kalde Almagro for CIA-agent og en forræder.

Dyrkelsen af Chávez

Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad der er gået galt – og hvornår det gik galt for Venezuela og eksperimentet med den såkaldte bolivarske revolution.

»Jeg har ikke fulgt udviklingen i Venezuela helt så tæt de sidste fire-fem år, men som jeg ser det, er krisen en kombination af flere ting,« lyder det indledningsvis fra Pelle Dragsted, der igennem flere år som international sekretær for Enhedslisten har fulgt Venezuela ganske tæt og ofte deltaget i den offentlige debat om det sydamerikanske lands udvikling.

»For det første mener jeg, at styret i Venezuela har udviklet sig til en form for bureaukratisk autoritær stat, og den slags styreform har ofte svært ved at få økonomien til at fungere. Man har forsøgt at opbygge en mere decentral økonomi, men det har ikke virket. Der har formentlig været en del korruption og klientelisme, og styret har ikke formået at fastholde en demokratisk gennemsigtighed,« siger Pelle Dragsted, der samtidig peger på en over tid tiltagende polarisering af det venezuelanske samfund som et af de store problemer, der også gør politisk forsoning vanskelig:

»Der har været en meget dårlig stemning, der især fik luft med det mislykkede kupforsøg mod Chávez i 2002, ligesom regeringen har været under konstante angreb fra den gamle elite i landet. Men ønsker man en social revolution, betyder det jo, at man skal omfordele og derfor tage noget fra nogen. Det siger sig selv, at det skaber polarisering,« siger han.

»Et andet bekymrende tegn, som jeg også har nævnt og kritiseret ved flere lejligheder, har været persondyrkelsen af Hugo Chávez. Jeg var i Caracas i 2005, og der så jeg blandt andet de her store billboards med teksten »Et folk, en stat, en leder«. Det skaber nogle kedelige associationer, og min bekymring for den udvikling har altid ligget og luret,« siger Pelle Dragsted, der fortsætter kritikken.

For selv om olieprisens fald på det seneste har haft stor betydning for Venezuelas muligheder, har der tidligere været en række gode år med rekordhøje oliepriser og derfor rekordhøj indtjening. Men pengene er ikke blevet investeret.

»Man kan sige – og det er en fair kritik, synes jeg – at man fra den venezuelanske regerings side har forsømt at opbygge andre produktive sektorer. Når man kører igennem Venezuela, som er et ekstremt frodigt land, kan man ikke lade være med at tænke: Hvordan kan det være, at så rigt et landbrugsland importerer sine fødevarer? Hverken Chávez eller Maduro er lykkedes med at diversificere landets økonomi.«

Pelle Dragsted peger på, at det største og mest alvorlige problem i Venezuela har været, at den overordnede økonomiske politik simpelthen ikke har fungeret efter hensigten. Det ærgrer Pelle Dragsted, der netop igennem årene har fulgt Venezuela som et »spændende socialistisk projekt«.

»Man har jo forsøgt en række tiltag, der skulle drive en socialistisk udvikling frem: Priskontrol, statslig produktion, kooperative ejerskaber, som blev skattebegunstiget, etc. Der har været mange spændende ideer, især for os, der ønsker en anden økonomi end den markedsorienterede. Men nu ligger der selvfølgelig en stor opgave i at analysere, hvorfor det gik galt.«

Forblændet venstrefløj?

At det er gået galt i Venezuela, kan de fleste se i dag. Men hvornår begyndte det at gå galt? Pelle Dragsted mener, at det stod klart for ham omkring 2011, da Chávez begyndte at hylde Libyens Gaddafi som en folkets frihedshelt. Noget, der dengang skabte heftig debat på den internationale venstrefløj.

»Jeg sagde ciao, ciao til Chávez i 2011 i en artikel i Arbejderen. Dråben var Chávez’ støtte til Gaddafi. Den alliancepolitik og i det hele taget den udvikling, der skete på det tidspunkt, var bekymrende.«

Pelle Dragsted mener, at set i bakspejlet kan noget af fejlen i Venezuela tilskrives det faktum, at Hugo Chávez, da han indledte sit politiske projekt, ikke havde en folkelig platform under sig.

»Udfordringen har hele tiden været, at Chávez ikke havde en bevægelse bag sig, da han vandt valget for første gang. Man havde en regering uden en folkeligt forankret bevægelse. Så man kan sige, at noget gik galt allerede fra starten af. Man kan ikke forandre et samfund fra toppen af, hvis ikke der nedenunder er en folkelig bevægelse. Så chavismen blev i mine øjne født med en indbygget fejl. Jeg håbede, og det var måske for naivt, at bevægelsen ville komme.«

– Har den internationale venstrefløj været forblændet af projektet?

»Forblændet er et alt for voldsomt ord. Jeg vil hellere sige det på den måde, at der nok har været et behov for at se en anden udvikling end den, der foregik i Europa. Det betød meget for venstrefløjen. Så jeg vil ikke sige, man har været forblændet, men måske er projektet på et tidspunkt blevet talt for meget op,« siger Pelle Dragsted, der dog pointerer, at ikke alt har været skidt i det venezuelanske socialistiske projekt:

»Chávez er også symbolet på det skifte, man tog i de år i Latinamerika imod større uafhængighed fra USA. Jeg tror ikke man skal undervurdere, at mange steder i Latinamerika har det spillet en stor rolle for befolkningerne og deres selvopfattelse.«

Alligevel er Pelle Dragsted enig i, at der nok ikke er mange chancer for, at præsident Maduro kan blive siddende på magten ret meget længere.

»Hvis regeringen falder, hvad den nok gør, da der ikke længere er opbakning hos befolkningen, slutter den cirkel, som Chávez begyndte. Men jeg tror ikke, det er det sidste, vi hører til den bolivarske revolution. Den har også sat noget positivt i gang,« siger Pelle Dragsted, folketingsmedlem for Enhedslisten.

Alle venter på militæret

Spørgsmålet på alles læber i Venezuela er derfor, hvad militæret agter at gøre i den tilspidsede situation.

I et interview med det spanske dagblad El Pais siger Henrique Capriles, en af de ledende oppositionsfigurer, der også stillede op til præsidentvalget imod Maduro i 2013, at den eneste vej ud af krisen er politisk, og derfor er en afstemning om præsidentens fortsatte virke en nødvendighed. Capriles frygter social uro, hvis regeringen fortsætter med at blokere afstemningen.

»Vi er nødt til at gøre alt, hvad der står i vores magt for at undgå en gentagelse af Caracazo i 1989. Det kan nemt ske, at der opstår en situation, hvor alle mister kontrollen,« siger Henrique Capriles med reference til den folkelige opstand, der i 1989 endte med, at militæret blev sat ind for at slå folket ned.

Læs også: Man kan ikke vaske sår i olie

Der er foreløbigt ikke kommet mange udmeldinger fra de venezuelanske væbnede styrker, hvor udviklingen i landet ganske givet analyseres tæt. Eneste indikerende kommentar er kommet fra den nu tidligere general Clíver Alcalá Cordones, der til det venezuelanske dagblad Tal Cual siger, at han støtter en folkeafstemning om Maduro, der efter hans mening har tabt grebet om landet.

General Clíver Alcalá Cordones, der deltog i et mislykket statskup sammen med Hugo Chávez i 1992, peger på, at »90 procent af befolkningen ønsker et politisk skifte«.

»Selvfølgelig er jeg ikke tilfreds med den aktuelle situation, og jeg mener, at det er nødvendigt med en folkeafstemning om regeringens fortsættelse. Fordi nogle gange tager politikerne altså fejl, men det gør folket ikke. Jeg vil stemme for Maduros afsættelse, og det gør mig virkelig trist at se så mange forsøg på at stoppe folket. De skal have lov at udtrykke deres utilfredshed,« siger den nu pensionerede general, der i samme interview med Tal Cual understreger, han fortsat støtter ideerne bag Chávez’ projekt, bare ikke den siddende regering.

Hugo Chávez’ bolivarske revolution

1992: Første gang offentligheden støder på Hugo Chávez er, da han sammen med en række medsammensvorne officerer forsøger et militærkup.

Forsøget kommer efter en periode i Venezuela med stigende social uro og utilfredshed, men kuppet afblæses allerede samme dag, hvor Hugo Chávez overgiver sig og meddeler på tv, at nok mislykkedes kuppet denne gang, men at han kommer igen.

1998-1999: Hugo Chávez benådes i 1994 efter to og et halvt år i fængsel, hvor han blandt andet modtager støtte fra sin politiske mentor, Luis Miquilena, der råder ham til at lægge våbnene fra sig og i stedet satse på en politisk karriere.

Det gør Chávez, og ved valget i december 1998 vinder han stort og overraskende. Chávez indsættes som præsident for Venezuela i januar 1999, og historien om den bolivarske revolution tager sin begyndelse.

2002: Utilfredsheden med Hugo Chávez’ nye politiske toner vokser, og særligt præsidentens ønske om at tage oliepengene ud af hænderne på selskaberne og eliten for at fordele dem til folket vækker frygt hos det statslige olieselskab, PDVSA.

Chávez udsættes for et kupforsøg, der blot varer 48 timer. Han genindsættes fredeligt, da de folkelige protester tager til, og militæret skifter side til fordel for Chávez.

2004: Oppositionelle kræfter igangsætter en massiv og langvarig generalstrejke, der ender med, at oppositionen benytter en ny paragraf i landets nye forfatning, hvor det er muligt at kræve afstemning om landets præsident, hvis tilstrækkeligt med vælgere ønsker det.

Det lykkes oppositionen at få gennemført en folkeafstemning, som den dog taber. Chávez kommer styrket ud af afstemningen og reformerer det nationale olieselskab, PDVSA, ved at fyre størstedelen af de ansatte.

2007: Hugo Chávez ønsker igen at vedtage en ny forfatning for Venezuela, der skal afløse den, han selv fik gennemført kort efter sin magtovertagelse. Denne gang lyder der dog advarende toner fra Chávez’ egne rækker. Blandt andet fra landets forsvarsminister, Raul Isias Baduel, der mener, at den ny forfatning langt overskrider de demokratiske spilleregler og i princippet vil ende med at gøre staten til eneejer af alle produktionsmidler.

Raul Baduel, der i øvrigt er gudfader til Chávez’ datter, medgrundlægger af Chávez’ politiske platform og redningsmand for Chávez, da Baduel under kuppet i 2002 fik militæret til at vælge side til fordel for Chávez, afsættes som forsvarsminister og fængsles, anklaget og dømt for korruption. For mange observatører er det øjeblikket, hvor Hugo Chávez går for langt i sit politiske projekt.

2013: Hugo Chávez dør den 13. marts af cancer, men når inden da at pege på sin favorit som afløser: vicepræsident Nicolas Maduro, buschaufføren fra Caracas, der igennem flere år har vist at være en loyal og stabil politisk figur.

Maduro indsættes i første omgang som midlertidig præsident, inden der en måned senere afholdes præsidentvalg. Her vinder Maduro med 50,66 procent af stemmerne, selv om oppositionen hævder, at der er tale om fusk.

Rent faktisk fik oppositionen flest stemmer, men grundet et særligt valgsystem i Venezuela, der giver stemmer på landet mere vægt end stemmer i byerne, vinder Maduro.

2016: Tiden under præsident Maduro præges fra starten af stigende utilfredshed fra en befolkning, der stadigt mere voldsomt mærkes af den bolivarske revolutions økonomiske sammenbrud.

Flere gange kommer det til gadekampe mellem tilhængere og modstandere af den siddende regering, og i april meddeler oppositionen, at den igen vil gøre et forsøg på at samle tilstrækkeligt med underskrifter til en folkeafstemning om præsidentens fortsatte virke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Hugo Chavezs datter er i dag Venezuelas rigeste kvinde? Hvordan er hun blevet det? Svaret er, at den mest udbredte sygdom og tillige den mest udviklingshæmmende sygdom i denne verden hedder korruption.

Jan Eskildsen, Claus Nielsen, Carsten Wienholtz, Bill Atkins, Hans Aagaard og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Ole Sporring

Trist, at ideale hensigter igen igen undergraves af uduelig erhvervs- og økonomipolitik.
Pelle Dragsteds forklaringer virker påfaldende luftige … og nu er demokratiet truet.

Jan Eskildsen, Morten Simonsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Poul Petersen

Det hører med til historien, at der udover manglende investering i fremtiden også er pumpet oliesubsidier ud til diktaturer som Nicaragua og Cuba. Dragsted og EL er noget sent ude, når man betænker, at man allerede i 2011 kunne se, at den var rivende gal.

Philip B. Johnsen

Poul Petersen
Hvad Dragsted og EL måtte mene om Venezuela, skal jeg ikke kloge mig på, men at det ikke var en tøddel bedre i Venezuela for de fattige, da kapitalisterne sad på magten, det behøver man ikke være politikker for at forstå, at olie er den visse død for os alle, er det nye.

Jørgen Steen Andersen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Lasse Reinhold

Jeg troede lige, jeg havde set en artikel som jeg ville blive klogere af. Der står jo "Hvad er gået galt i landet med verdens måske største oliereserver?"

Venezuela har få indtægter udover olie. Hvorfor? Det må jo betyde, at der ikke findes ret mange andre virksomheder.

Hvordan kan det være? Er det sådan, at man - lige som Enhedslisten ønsker det - ikke har lov til at eje sin egen virksomhed? Hvordan ejes den så helt præcist, og kan det give en ligeglad bestyrelse/top i virksomheden, som forhindrer innovation?

Kunne man ikke finde nogle grafer og statistikker over virksomhedernes eksport før og efter, at de blev socialistiske?

Claus Nielsen, Thomas Andersen, Søren Lindved, Jan Eskildsen og Morten Simonsen anbefalede denne kommentar
Lasse Reinhold

@Philip: Det står altså ikke noget om korruption i artiklen, du linker til.

De snakker om at "udvikle Plumrose yderligere" og skriver så, at de fravalgte det på grund af *hyperinflation*. Ikke korruption.

Så det er et eksempel på, at socialismen har forhindret udvikling og innovation...

jens peter hansen

Pelle Dragsted peger på, at det største og mest alvorlige problem i Venezuela har været, at den overordnede økonomiske politik simpelthen ikke har fungeret efter hensigten. Det ærgrer Pelle Dragsted, der netop igennem årene har fulgt Venezuela som et »spændende socialistisk projekt«.

»Man har jo forsøgt en række tiltag, der skulle drive en socialistisk udvikling frem: Priskontrol, statslig produktion, kooperative ejerskaber, som blev skattebegunstiget, etc. Der har været mange spændende ideer, især for os, der ønsker en anden økonomi end den markedsorienterede. Men nu ligger der selvfølgelig en stor opgave i at analysere, hvorfor det gik galt.«

Ja det er rigtignok spændende for folk der bor i Venezuela, hvad man finder ud af i EL.

Finn Thøgersen, Hans Aagaard, Thomas Andersen og Martin Schou anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

Der ligger vel ikke en stor opgave i at analysere, hvorfor Dragsteds og Chavezs ideer gik galt.

Hans Aagaard, Anders Hede og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

At Hugo Chavezs har være korrupt betyder ikke at de fattigdomsbekæmpende tiltag har været forkerte.

Steffen Gliese, Carsten Wienholtz og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Højrefløjen i Venezuela er ikke markante korruptionsbekæmpere, men absolut ligeglade med uligheden i samfundet. Og det er der fronten er trukket op.

Jan Eskildsen

Artiklen er intet værd. "Jeg har ikke fulgt udviklingen i Venezuela helt så tæt de sidste fire-fem år", siger Pelle Dragsted – alligevel er artiklen et interview med ham.

Torben Selch

»Jeg sagde ciao, ciao til Chávez i 2011 i en artikel i Arbejderen. Dråben var Chávez’ støtte til Gaddafi. Den alliancepolitik og i det hele taget den udvikling, der skete på det tidspunkt, var bekymrende.«

Ja det gør man ikke ustraffet!

Philip B. Johnsen

Lasse Reinhold
Jeg vil ikke forsvare socialisterne i Venezuela og har aldrig gjort det, jeg har altid argumenteret for, at socialisterne i Venezuela på mange måder kopierede markedskapitalismens kynisme og videreførte korruptions modellen, der understøtter b.la. fortsat søgen efter nye olie resurser og anden landsskadelig virksomhed, som det danske politiske Mærsk-olie samarbejde og frasalget af DONG også repræsentere her hjemme.

Venezuela er et eksempel på, hvad der venter Europa.

Udviklingen i Venezuela har meget lidt med markedskapitalismens kynisme og/eller socialisme at gøre, ud over det er brugte politiske modeller, men det handler meget mere om det gennerelle politiske magtmisbrug i Venezuela, som korrupte danske politikere Danmark også er en del af.

Ulrik Hermann

Den politik Venezuela har ført er vandvittig. Man har isoleret landet og ødelagt erhvervslivet gennem en socialistisk politik. Socialisme betyder her som alle andre steder fattigdom og ringe fungerende samfund, det der skal til er liberale markedsreformer og at staten blander sig uden om i høj grad.

Socialister har aldrig forstået at det ikke gælder om at fordele kagen, men at kagen gerne skulle gøres større gennem økonomisk vækst, så hvis man begrænser mulighederne for erhvervslivet så bliver der mindre at fordele. Så kernen i problemet er en socialistisk tankegang, som ødelægger landet og hindrer udvikling og og sætter det i stå.

Thomas Holm

Flere faktorer der spiller ind.
- Socialisme
- Korruption
- En ekstrem modvillig højrefløj understøttet af USA (her især Bush/Cheney-årene)

Christian Sørensen

"Venezuela var engang Latinamerikas rigeste nation, i dag er landet på randen af bankerot. Hvad er gået galt i landet med verdens måske største oliereserver?"

- Socialisme.

.....men naturligvis skal der liiiige brygges en artikel med udenomssnak *suk*

Gustav Alexander

Både Dragsted og de fleste i kommentarene får Venezuelas nuværende problemer helt galt i halsen. Der er tale om en hyper liberalistisk opposition, der gør sit bedste for at underminere revolutionen. De har sågar appelleret til at andre latin amerikanske nationer skal sende tropper ind og vælte regeringen!

Problemet er at Venezuela ikke har fuldendt sin revolution. Industri er delvist blevet nationaliseret men den arbejderfjendske, kapitalejende klasse eksisterer endnu og vil gøre alt for endnu engang at fravriste landets resourcer fra folket.

Lad mig citere Jorge Martin's analyse i Venezuelaanalysis af situationen og dens nødvendigheder:

"If the Bolivarian leadership were to take firm and decisive action to address the problem of scarcity, this would rekindle a wave of revolutionary enthusiasm. Such measures would be: a monopoly of foreign trade; expropriation of the food production and distribution chain under the democratic control of the workers, communities and small peasant producers; a default on the foreign debt; expropriation of the banks and big businesses; a national democratic plan of production to satisfy the needs of the majority. This program, if implemented, would immediately provoke an even bigger clash with the Venezuelan oligarchy and its imperialist masters, but at least it would have the benefit of solidifying and extending support for it amongst the masses which would see their problems finally addressed in a serious way."

Revolutionen er i et kritisk stadie hvor den enten må indføres til fulde via total ekspropriation af storkapitalens "private" ejendom (læs: institutionaliseret tyveri fra folket) eller også må revolutionen fejle og Venezuela vil gennemgå endnu flere årtier i armod og fattigdom før pendulet endnu engang uundgåeligt vil svinge i retning af revolution og voldelig opstand. Klasse forskellene kan ikke ties ihjel eller erstattes af småborgerlige rabblerier om "menneskerettigheder" og "korruption".

Vi må huske Robespierres ord om revolutionær terror som den sandeste emanation af af dyd. Der er ikke plads til Dragsted's småborgerlige socialisme hvor vi forskrækkes af paroler som "Et folk, en stat, en leder". En voldelig opposition der ønsker at genindføre sit undertrykkende og udsultende finanskapitalistiske regime med vold, må bekæmpes med de midler der måtte være nødvendige. I modsætning til de danske hygge-socialister kan millioner af fattige venezuelanere i Barrio slummene ikke se deres liv og forhåbninger knust blot for at konformere til en vag, små borgerlig pacifisme.

Holger Madsen, Karsten Aaen, Torben Jørgensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Venezuela er præget af store indkomstforskelle. Tal fra omkring 2000 siger, at gini-koefficienten er ca. 50 (Danmark ca. 28)
https://da.wikipedia.org/wiki/Lande_rangordnet_efter_indkomstfordeling
og hvis Chavez-regeringen ikke fik gjort noget ved den ulighed, kan det være en af årsagerne.

Man får ikke meget forklaring i denne artikel. Men hvad laver den rige og ekstremt rige del af befolkningen? Godsejere i det meget frugtbar land, hvorfor kan de ikke producere fødevarer?
Der også minedrift og en ret alsidig industri. Der har så vidt jeg ved ikke været tale om nationaliseringer. Men det er jo helt hen i vejret at 80 % af landets BNP stammer fra olie

Caracas er en blanding moderne storby og ekstrem fattigdom i slumkvarterer - nogle steder uden rindende vand og sanitet. Der er blevet forsøgt at lappe lidt på forholdene under Chavez, men sikkert ikke nok.
http://www.southamerica.cl/Venezuela/Caracas.htm

Nogle mener. at eliten har planlagt landets økonomiske krise. Det ser i hvert fald skidt ud.
http://www.sbs.com.au/news/article/2016/05/21/venezuela-collapsing-and-m...

Finn Thorsen

Socialisme i praksis har endnu engang vist sin totale utilstrækkelighed...... egentlig overraskende, at Pelle Dragsted m fl ikke vil erkende det, hvor smerteligt det end måtte værre.
Hvad meget værre er, de trængsler, som den venzuelanske befolkning har måtte lide pga de våde socialistiske drømme - det er beskæmmende :(

Bill Atkins

Finn Thorsen, når vi ikke giver socialismen skylden, så er det måske fordi vi analyserer virkeligheden, som i Venezuelas tilfælde er et ekstremt økonomisk pres, orkestreret af USA og en ekstremt modarbejdende neoliberal fløj som for enhver pris vil have fingrene i olien. En fransk dokumentar som var 100% imod Chavez politik, viste at narkobander i slumkvartererne, blev overlæsset med moderne automatiskevåben af grupper i politiet. Lad os håbe vi undgår blodbadet.

Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Karsten Aaen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Finn Thorsen

@Bill
Jeg havde været overrasket, hvis der ikke netop var kommet en sang om, at det heller ikke i dette tilfælde, hvor et socialistisk eksperiment var kollapset, ville være "de andres skyld". Pudsigt som det altid sker for den samfundskonstruktion.
Vi håber, at Venezuela finder en god løsning for dets befolkning.

Claus Nielsen, Anders Hede og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Simon-Matti Hørlyck Campbell

Finn Thorsen, jeg antager at du ikke har lavet en dybdegående analyse Venezuelas nuværende situation, så at konkludere at problemet er socialisme er noget jeg forholder skeptisk overfor. At Maduro ikke har diversificeret økonomien er jo ikke et socialistisk problem. Det samme kan man se i mange Europæiske lande. Maduro er tidligere taxi chauffør så det er ikke så mærkeligt hvis hans kompetencer ikke strækker sig så langt på andre områder.

Som Pelle Dragsted skriver er landet meget polariseret og der eksisterer et dybt had mod Venezuelas Socialistiske Parti fra den traditionelle typisk hvide økonomiske elite. Race er bare endnu en del af denne konflikt; oppositionen øgenavn for Chaves var tidligere "abekat". Denne gruppe har til alle tider forsøgt at underminere regeringen, i forbindelse med denne krise har de blandt andet tilbageholde varer, præcis på samme måde som man så det i Chile. Om USA og CIA skulle være direkte involveret er der dog tvivlsomt, men der er bestemt grund til at være lidt paranoid.

Hvad angår korruption har regeringen forsøgt at bekæmpe den, hvilket også er sket i egne rækker, selvom de bestemt kunne have gjort mere. For en anden grund til varemaglen er også at en gang i mellem er de mennesker der har administreret de offentlige fødevarer distribution i stedet har solgt den til en højere pris på det sorte marked.

Det er også på sin plads at nævne at Hugo Chavez og Venezuelas Socialistiske parti er lykkedes med meget. Blandt andet gik Venezuela fra at have den laveste læsefærdighed i Sydamerika til en af de højeste. Landets borgere har de i dag mange af de samme privilegier som vi kender fra Danmark, som jo også et eller andet sted også er et Socialistisk eksperiment.

Maduro's tid er dog ovre og forhåbentlig bliver hans afgang til at foregå nogenlunde fredeligt, det ville være så uendeligt trist hvis landet igen skulle blive til et diktatur.

Steffen Gliese, Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Philip B. Johnsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Finn Thorsen

@Simon-Matti
Tak for nuanceringen, men det ændrer bare ikke ved, at det på ingen måde har været succesfuldt med det socialistiske eksperiment, snarere tværtimod.
Når kapitalistiske økonomier lider, er man ikke sen til at diagnosticere som kapitalismens krise, men den slags forsimplinger er ikke gældende, når fejlslagne (har vi praksis set andre ??) socialistiske samfundskonstruktioner skal vurderes, så er de kausale sammenhænge meget mere komplekse - det kaldes hykleri der, hvor jeg kommer fra.
Jeg anerkender til fulde, at der er små sejre rundt omkring i Venezuela, men det hjælper bare så fandens lidt, når man ikke kan få noget at spise !

Hans Aagaard, Anders Hede og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Der hvor jeg kommer fra kalder man det torskedumt hvis man beder en troende socialist forklare hvad som gik gruelig galt i det sidste eksempel på socialismens perlerække af totale fiaskoer... Man kender ligesom svaret på forhånd...

Anders Hede

Hvor kunne det være befriende hvis artiklen indeholdt ordet "neosocialisme", for her var forsøget og den lalleglade opbakning til rendyrket kollektivisme som aldrig på langt har givet andet end lige dele fattigdom og elendighed.

Men karakteristisk nok er der stadig nogle gammelkommunister, som mener at det giver mening at give højrefløjen skylden. I Venezuela! Hvor den har været så godt som uden nogen som helst indflydelse. Alligevel griber man desperat efter halmstrå og prøver at finde den evige fjende og give den skylden.

Det er lige dele pinligt og tragisk.

Bill Atkins

Kapitalismeapologeterne ovenfor afslører at er ude af stand til at forholde sig verbalt og intellektuelt til noget så grundlæggende i samfundet som begrebet "klassekamp".
...og med den mangel på omtanke hylder de uargumenteret alliancen mellem højrefløjen og USA. Rigmandslakajer.

Socialisme er klassekamp !

Johannes Lennar

Kapitalismen modsætninger slår til igen. Kapitalismen gør arbejderne sure. Staten slår til og ødelægger økonomien.
Meget sjovt at man prøver at give socialismen skylden når problemet ligger i kapitalismen og staten.

Finn Thorsen

@Bill
Og hvor er det lige det socialisme har virket og givet øget velstand ? Bare et enkelt lille skaldet eksempel vil gøre mig glad :o)

Martin Nielsen

Danmark er ikke et socialistisk land. Det er socialdemokratisk. Det er sådan halvt af hvert. Vi har private virksomheder og profit, men også statslige virksomheder og relativt høje skatter. Vi klarer os dermed, men vores plads på ranglister er ikke prangende og går kun den gale vej.

Men at sammenligne det med et land som Venezuela viser hvor uvidende du er Bill.

Bill Atkins

Finn Thorsen
Socialisme måles iøvrigt ikke i profit til de rigeste, men i fordeling og velfærd, og som sådan er ethvert socialistisk skridt en torn i øjet på kapitalisterne og deres lakajer. USA har erklæret sig som allieret med de der bekæmper socialistiske tiltag og stiller gerne al sin erfaring i samfundundergravende virksomhed til rådighed for den højreorienterede elite i et land.

Taxpower er socialismens stærkeste våben pt., og derfor bekæmper neoliberalister skatteopkrævning på alle mulige måder. Danmark er under angreb fra kollaboratørerne i Venstre.

Jeg skal ikke benægte at socialismen er under et tilsyneladende tilbageslag - men som jeg ser det afkaster vi os blot tidligere tiders kampstrategier for at tilegne os nogle andre - altsammen stadig med Karl Marx i inderlommen.

Bill Atkins

Martin Nielsen, Venezuela har en helt ande arbejdsmarkedsstruktur og økonomisk fordelingsmekanisme end Danmark - men målet for socialister er den samme i begge lande - bekæmpelse af uligheden. Neoliberalisternes er totalt ligeglade med uligheden. Som sådan er målet for socialister i Danmark og Venezuela det samme. Mindre ulighed. Større retfærdighed.

Bill Atkins

Med hensyn til det tilsyneladende tilbageslag for socialismen, så skyldes det tildels også et nyt helhedssyn på samfundet. De grønne og de alternative bevægelser stormer frem overalt i Verden, selv i USA ....og senest i Østrig:

Alexander Van der Bellen fra partiet De Grønne vinder det meget tætte præsidentvalg i Østrig foran den højreorienterede Norbert Hofer

Kapitalismen kommer til at underkaste sig yderligere statsregulering. Fornuften er ved at vinde.

Michael Kongstad Nielsen

Finn Thorsen
23. maj, 2016 - 15:40
"@Bill
Og hvor er det lige (det) socialisme(n) har virket og givet øget velstand ? Bare et enkelt lille skaldet eksempel vil gøre mig glad :o)"

Til manges overraskelse:
Israel - i den første tid (fra 1949 til ca. 1977)
De første år var præget af kibbutzer, arbejderbevægelse, lighed, broderskab og socialisme.
Endvidere må man vel også nævne Kina i al spagfærdighed - og Vietnam.
I dag er Grækenland er på vej, Spanien rører på sig, Nuit Debout, Sanders, Corbyn, Piratpartiet - der er masser af socialistisk grøde i foråret.

Martin Nielsen

"Venezuela har en helt ande arbejdsmarkedsstruktur og økonomisk fordelingsmekanisme end Danmark"

No, shit. Det er jo det jeg siger. De har socialisme, vi har ikke :)

"Som sådan er målet for socialister i Danmark og Venezuela det samme. Mindre ulighed. Større retfærdighed."

Jeg ved ikke om uligheden er mindre eller større nu, men fattige er de. Og jeg går mere op i at man ikke er fattig end om man er lige. Retfærdighed...det synes jeg ikke man kan sige om børn der dør pga. socialismens uhyrligheder.

Martin Nielsen

@Michael Kongstad Nielsen
"De første år var præget af kibbutzer, arbejderbevægelse, lighed, broderskab og socialisme.#

Jeg vil ikke betegne kibbutzer, som socialisme, efter at have googlet hvad det er. Socialisme er defineret ved at staten ejer produktionsmidlerne og er ret autoritær (i sagens natur).
Kibbutzer var frivillige sammenslutninger og kan vel en slags firmaer, omend de er organiseret anderledes end et typisk vestligt firma.

Men der er jo intet i liberalismen der forhindrer kibbutzer. Så længe at de er frivillige.

Michael Kongstad Nielsen

Martin Nielsen
Kibbutzen var (er) et fælleseje, ikke ejet af staten, men af kibbutzen. De minder lidt om de få danske eksempler på landbrugskollektiver såsom Svanholm.

Johannes Lennar

Martin Nielsen
"Socialisme er defineret ved at staten ejer produktionsmidlerne"

Forkert socialisme er defineret ved at produktionsmidlerne overgår til arbejderne ikke til staten. Når arbejderne så har kontrol med fabrikkerne, så kan fabrikkerne indgå i lokale råd som så sørger for at fordele goderne til dem der har brug for det lokalt. De lokale råd kan så indgå i mere overordnede råd så større projekter kan realiseres eller en katastrofesituation kan afværges. O.S.V.

Johannes Lennar

Michael Kongstad Nielsen
Det kommer an på. Hvis kibbutzerne kun er for jøder så kan det ikke sammenlignes med socialisme da socialisme ikke deler folk op mht. nationalisme eller religion.

Michael Kongstad Nielsen

Det har du ret i, men de var nu åbne for tilrejsende, fx. danskere, men den overordnede konflikt med araberne kunne socialismen ikke gøre kål på.

Thomas Andersen

Morsomt at læse denne tråd - tænk at nogen kan finde på at nævne Danmark som et vellykket socialistisk projekt... Selv det helt centrale element i socialismen - fælleseje til produktionsmidlerne i den ene eller anden form - er ganske fraværende i Danmark (selv om det er fuldt ud lovligt)... Og retten til at eje produktionsmidler og ansætte lønmodtagere og eventuelt blive rig herved - et totalt no go i socialistiske samfund - er her tilladt for alle og enhver, og heldigvis ganske udbredt... Tænk at nogen har så svært ved at skeldne socialisme fra socialdemokratisme og social liberalisme!

Michael Kongstad Nielsen

Sanders nævner jo Danmark, og mange steder i verden anses Skandinavien for et socialistisk projekt. Det er det kun til dels, og uligheden her vokser fortsat.

Thomas Andersen

At Sanders kalder sig selv socialist er jo en stående joke, hans politik - på nær nogle enkelte vildskud - er jo mest af alt grundlæggende social liberalistisk... Og hvad lighed angår har intet socialistisk projekt nogen sinde skabt en lighed som er større end den danske (Danmark er fortsat verdens mest lige land i følge seneste OECD rapport).

Bill Atkins

Det er rigtig morsomt at det altid er de højreorienterede der synes de skal afgøre hvad der er "rigtig" socialisme. Danmark har (havde) en blandingsøkonomi, indtil de neoliberale begyndte at sælge ud af den offentlig produktion. Målet med denne samfundsorden, blandingsøkonomi, er at kunne styre kapitalismens systemiske kriser på en måde, så den deraf opståede arbejdsløshed og velfærdstab kan minimeres. Den keynsianske samfundsmodel. Endvidere er ulighedsbekæmpelse gennem beskatning en vigtig opgave.

At der pågår en klassekamp i samfundet er ikke en forhindring for socialisme. Kommunismen derimod har afskaffet klasserne og ophævet klassekampen.

Da den sovjettiske leder Nikita Khrusjtjov var i Danmark i 1964 udtalte han at Danmark, som et kapitalistisk land havde opnået ganske imponerende forhold for hele befolkningengen. Hertil svarede statsministeren og socialdemokraten Jens Otto Krag: At kalde Danmark kapitalistisk er en meget umoderne måde at se på tingene på! (Frit efter hukommelsen).

Det der er gået tabt i dagens kollektive bevidsthed er hvilken stor betydning fagbevægelsen og arbejdernes sociale indstilling havde for Danmarks samfundsmæssige indretning.

Er der iøvrigt ikke nogle af selvudnævnte socialist-eksperter på højrefløjen der kan påpege hvori den danske og den venezuelanske samfundsmodel adskiller sig fra hinanden. De har ægte socialister ved magten - men det kan også ske i Danmark. Venezuela er da et pluralistisk demokrati, med en endog meget kapitalistisk økonomisk struktur. At socialisterne har nationaliseret olien, og visse private virksomheder og banker, samt gennemført en begrænset jordreform, gør bare, at de som Danmark var, er ved at udvikle sig til en blandingsøkonomi.

Socialismen har mange veje til det retfærdige samfund, og klassekampen har mange former. Socialismen står lige nu overfor et større fremskridt globalt.

Karsten Aaen

I USA anskuer man altså de nordiske lande, især Danmark, Norge og Sverige som socialistiske. Hvorfor mon det? Fordi staten sørger for omfordeling fra de rigeste til de fattigste - sådan da - i disse lande. Og nej, det er ikke en stående joke at Sanders kalder sig selv for socialist; Socialdemokratiet i Spanien hedder PSOE, Partido Socialisto Obrero Espanol, ligesom andre socialdemokratiske partier i Europa kalder sig for socialist-partier.

I andre lande, f.eks. USA og England har man ikke statsbaner som kører tog. Man har private firmaer der kører tog i både USA og England; det betyder at togdriften i USA er ekstrem dyr; jernbanerne er slidte og der bliver ikke investeret nok penge i dem. I England har man mindst 4, hvis ikke 5 trafikselskaber, der kører tog i London. Ikke nok med at køreplanerne mellem de fem forskellige tog-selskaber ikke passer sammen; man betaler også en hel del flere penge end herhjemme for at køre det samme antal kilometer - og skal man skifte togselskab skal man have en ny billet til dette tog.

I andre lande, f.eks. England, Tyskland, især i Bayern, ligesom i lande som USA, Portugal, Frankrig har man ikke de fine pasningsordninger, vi har herhjemme, så kvinder kan komme ud på arbejds-markedet. I de her lande vil man anse den slags for at være den rene og skære socialisme - det var netop det som de chilenske flygtninge fra Chiles Pinochet ville have, opdagede de, da de kom til Danmark omkring 1974-1976.

Hvorfor Venezuela er på sammenbruddets rand skal jeg ikke kunne udtale mig alt for meget, og alt for skråsikkert om, men jeg mener dog, at en af grundene sikkert er Chavez's og Maduro's overtagelse af de amerikanske og udenlandske olieselskaber; det bryder hverken USA eller England sig alt for meget om. Kort sagt: nationalisering af olieselskaber bryder de sig ikke om. Havde Venezuela ligesom Norge oprettet en oliefond, hvor 10% af overskuddet fra olien hvert år gik ind, ville de sikkert også have været imod dette.

Danmark er, som jeg ser det, et dejligt land at leve i - netop fordi vi her i staten DK - og i samfundet Danmark - har fundet den (mere eller mindre) ideale blanding af socialistisk stat og privat foretagsomhed.

Sider