Læsetid: 4 min.

60.000 kunstnere skal hjælpe os med at føle klimakrisen

Skal menneskeheden forstå og nå at reagere, skal klimakrisen fortælles igennem kunst og følelser, lyder det i en ny australsk ph.d.- afhandling
Den verdensberømte italienske pianist Ludovico Einaudi gav i sidste uge en noget usædvanlig minikoncert på en flydende, kunstig isflage foran den smeltende Wahlenbergbreen  ved Svalbard. Koncerten var en direkte besked rettet imod de arktiske nationer og de af deres politikere, der i samme øjeblik indledte de såkaldte OSPAR- forhandlinger i Spanien om muligheden for at erklære en del af Arktis for beskyttet naturområde.

Pedro Armestre

29. juni 2016

Tirsdag i sidste uge gav den verdensberømte italienske pianist Ludovico Einaudi en noget usædvanlig minikoncert med en egen komposition, skabt til netop lejligheden.

Stykket, han kalder Elegy for the Arctic, og som blev opført på en flydende, kunstig isflage foran den smeltende Wahlenbergbreen ved Svalbard, var en besked direkte rettet imod de arktiske nationer og de af deres politikere, der i samme øjeblik indledte de såkaldte OSPAR-forhandlinger i Spanien om muligheden for at erklære en del af Arktis for beskyttet naturområde. Et forslag, som den italienske komponist støtter:

»At være der var en stor oplevelse. Jeg kunne med mine egne øjne se områdets renhed og skrøbelighed og opføre det stykke, jeg har skrevet til at blive spillet på den bedste scene i verden. Der er så vigtigt, vi forstår betydningen af Arktis og stopper med at ødelægge området og i stedet beskytter det.«

Minikoncerten var arrangeret af Greenpeace, der efter at have haft optagelsen af Einaudis arktiske koncert på nettet i få døgn kunne meddele, at den med mere end 16,5 millioner visninger allerede er organisationens mest sete kampagne nogensinde.

Italienske Ludovico Einaudi er naturligvis heller ikke hvem som helst. Han er verdens mest streamede klassiske kunster med 400.000 følgere på Spotify, og spiller normalt for udsolgte koncerthuse på steder som Royal Albert Hall, ligesom han har leveret musik til store filmværker. Einaudi er derfor vant til at tiltrække og tækkes publikum igennem store følelser, og det kommer nu klimaet og Greenpeaces kampagne for at beskytte Arktis til gode.

Kunst og klimakamp

Og netop derfor skal kunstnere engagere sig meget mere i klimakampen, mener Elizabeth Boulton.

Hun har netop færdiggjort en ph.d.-afhandling ved Fenner-instituttet for miljø og samfund på Australiens nationale universitet, hvor hun argumenterer for nødvendigheden af kunsten, for at vi overhovedet kan forstå og derfor også handle på den nye klimavirkelighed.

Under overskriften ’Why climate change need 60.000 artitst to tell its story’, skriver hun i online–mediet WIRE’s Climate Change, at »folk er nødt til at kunne føle og berøre den nye klimavirkelighed; udforske ukendte emotionelle terræn«, for at kunne opfatte deres egen eksistens på en anden måde.

»Hvis en ny civilisation, der forstår at leve indenfor klodens naturgivne grænser, skal vinde frem, er kunstnere og formidlere nødt til at spille en ligeså prominent rolle, som de største teknologiske og videnskabelige innovatorer i vores tid. Menneskeheden vil aldrig være i stand til at bekæmpe en trussel, vi ikke begriber.«

Hun sammenligner med, at der under det nyligt afholdte Future Earth symposium, samledes 60.000 af klodens fremmeste forskere for at forstå de fysiske udfordringer ved klimakrisen. Men at det intet nytter, hvis konklusionerne formidles på en måde, der ikke rigtig giver mening for, når eller berører publikum.

»Derfor argumenterer jeg for, at vi har brug for 60.000 kunstnere og formidlere til at fokusere på det uhåndgribelige – til at kommunikere, engagere og kunne begribe problemerne.«

Spiddet isbjørn

En af de kunstnere, der er meget bevidste om at engagere publikum i vigtige samfundsmæssige emner – herunder klimakrisen – er skulptør Jens Galschiøt.

»Jeg ser kunst som en måde at anskue verden på. Den er et middel til at sætte tingene i et anderledes perspektiv og udfordre den virkelighed, som mange anser for urokkelig. Jeg mener, at der inden for alle kunstgenrer skal være kunst, der gør netop det. Som sådan er det en meget vigtig del af kunstens ansvar – og det har det altid været,« sagde han i et interview med WWF Verdensnaturfonden i oktober, forud for opstillingen af skulpturen Unbearable ved klimatopmødet i Paris

Skulpturen forestiller en isbjørn, der spiddes af en graf over den accelererende ophobning af drivhusgasser i atmosfæren. Skulpturen blev til i samarbejde med WWF, og står nu foran Christiansborg.

»Man kan sige, at jeg med min kunst tatoverer billeder ind i underbevidstheden på dem, der ser mine skulpturer. Næste gang de hører ordet ’klimaforandringer’, dukker der måske et billede frem fra hukommelsen af en isbjørn, der er spiddet på en fem meter høj klimagraf. Hvis det sker, er min kunst lykkedes,«

»Et kunstværk kan sige mere end 1.000 ord, og det kan gøre nogle meget komplekse spørgsmål og problemstillinger lettere at forstå. Jeg har valgt at bruge min kunst til at iscenesætte nogle samfundsmæssige dilemmaer, men det betyder ikke, at jeg har svar på de spørgsmål, som min kunst rejser,« forklarede jens Galschiøt til Verdensnaturfonden forud for udstillingen i Paris.

Missionen mislykkes

Fredag sluttede forhandlingerne på Tenerife, Spanien, omkring OSPAR-konventionen og muligheden for at erklære et område ved Arktis på størrelse med Storbritannien som beskyttet naturområde.

Missionen mislykkedes, for der var ikke enighed blandt de arktiske nationer. Blandt andet fordi Danmark ifølge Greenpeace sætter sig imod.

»Der er rigtig mange gode grunde til at beskytte dette unikke område. Både forskere og internationale fora – herunder OSPAR – har anerkendt, at området er sårbart og vigtigt. OSPAR har både mandat og opbakning fra langt de fleste medlemslande til at beskytte et stort område i Arktis. Alligevel fortsætter den danske regering med kontinuerligt at forhindre alle fremskridt,« siger Jon Burgwald fra Greenpeace i Danmark, der er til stede ved OSPAR-mødet:

»Den danske regering underminerer sit internationale ry ved at nægte at forhandle med eksempelvis Tyskland, Frankrig, Spanien og EU-Kommissionen, der alle tager ansvar og ønsker at beskytte området i Arktis. Det er på tide, at den danske regering tager skeen i den anden hånd og lever op til sin særlige forpligtigelse som arktisk kyststat for at beskytte dette unikke område,« siger Jon Burgwald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Steffen Gliese
Philip B. Johnsen, Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Trägårdh

"In order to be engaged in any scientific system a person has to avail himself of logical processes of thought, he has to achieve an understanding, which requires as its starting point a particular kind of education. Art addresses everybody, in the hope of making an impression, above all of being felt, of being the cause of an emotional trauma and being accepted, of winning people not by incontrovertible rational argument but through the spiritual energy with which the artist has charged the work. And the preparatory discipline it demands is not a scientific education but a particular spiritual lesson." (Tarkovsky)

Aksel Gasbjerg

Det er da udmærket at formidle klimakrisen gennem kunsten.

Men vi savner i aller højeste grad videnskabsfolk, der kommer ud af deres lukkede cirkler og laboratorier og får anskueliggjort menneskehedens største trussel, nemlig den globale opvarmning og dens mange ødelæggende konsekvenser.

CO2-indholdet i atmosfæren er nu over 400 ppm. Sidst atmosfæren havde et så højt CO2-niveau var for 10 millioner år siden, hvor der ikke var nogen is på Grønland og havniveauet var 20-30 meter højere og temperaturen 3-4 grader højere end i dag.

Årsagen til at vi endnu ikke har nået disse katastrofale temperatur- og havniveauer er forsinkelseseffekten (inertien) i klimaet. Men jo mere CO2 vi pumper ud jo mindre bliver forsinkelsen og jo større risiko for pludselig klimaændring.

Jakob Trägårdh

Det er min oplevelse, som værende kunstner, at Tarkovsky m. fl. havde ret i at "the preparatory discipline it demands is not a scientific education but a particular spiritual lesson" ... så artiklens præmis er helt skæv for hvornår får vi alle de kunstnere med en særlig åndelig oplevelse ang. arktis der kan være grundlag for et kunstnerisk arbejde? Kunstneren er ikke som videnskabsmanden, én man kan uddanne så og så mange af efter behov.

Liliane Murray

@Aksel Gasbjerg,

Det er ikke rigtigt at videnskaben ikke har været ude og sige noget, de har råbt højt i årevis, og en simpel søgning med ordene 'Science Climate Change' på youtube giver 2,37 millioner hits.

Store dele af klimaforskerne i verden er klinisk deprimerede og/eller lider af præ-traumatisk-strees-syndrom.

https://www.youtube.com/results?search_query=science+climate+change

Aksel Gasbjerg

@Liliane Murray

Der er for få danske klimaforskere, der blander sig i debatten. Jeg savner f.eks. indspark fra oceanografer, biologer, geologer og vores mange grønlandsforskere.

Hvis man er aktiv opsøgende er det korrekt, at der mange interessante artikler og debatter på engelsk på nettet. Kan f.eks. anbefale Radio ecoshock, der har en ugentlig en-times debat.

Liliane Murray

@ Aksel,

De fleste forskere, også de danske publicerer, først og fremmest på Engelsk, jeg har set dette på flere områder, hvor man næsten kunne få det indtryk, at der ingen forskere er i Danmark, men selvfølgelig er der det, de er bare ikke ret synlige i de danske medier, om det er forskerne eller mediernes skyld, skal jeg ikke kunne sige, men medierne skal i første omgang lade dem komme til, og det tror jeg er svært i den danske presse som helhed.

Man er dårligt stillet, hvis man vil vide mere, og ikke kan engelsk. Og det er faktisk for dårligt.

Lars Bo Jensen

Det er vel mere et spørgsmål om at for få danske redaktører finder klimadebatten relevant, end det er om klimaforskernes lyst til at formidle deres viden.

John Fredsted

Jeg tror ikke på, at end kunstnere kan ændre noget afgørende ved vores arts stupid-aggressive adfærd. Klimatruslen er ikke svær at begribe. Enhver, der ikke er snotdum, kan begribe, hvad den grundlæggende handler om. Problemet er naturligvis, at man bare ikke vil forstå. Irrationaliteten siver ned ad væggene alle steder. Fornuften, og dermed kærligheden (der intet har med romantisk kærlighed at gøre, bare for lige at få det på det rene), er magtesløs heroverfor.

Søren Kristensen

Der er altid en underliggende dagsorden, når kunstnerne bliver bragt i spil - ofte uden at kunstnerne ved hvad den går ud på.

Jens Lerdorf

Vi kan ikke forandre men påvirke fremtiden, der er en stor forskel. Og det må man i sandheden sige GreenPeace, Elizabeth Boulton og ikke mindst Ludovico Einaudi gør på en rigtig flot nærmest meditativ måde. Og det er jo også kernen i al forurenings balladen, vi stresser forvirret rundt og overforbruger mere end godt er. Vi kan påvirker fremtiden på en miljørigtig bæredygtig måde ja ja ja, men vi skal nok lade være med at bilde os selv ind, at vi kan kontrollere klima forandringerne i fremtiden, for det kan vi ikke. Og nej vi kan heller ikke med en global CO2 afgift betale os fra det og forandre klimaet, desværre. Det er kun dig og mig og en bæredygtig livsstil der kan påvirke klimaet.

Randi Christiansen

"Alligevel fortsætter den danske regering med kontinuerligt at forhindre alle fremskridt,« siger Jon Burgwald fra Greenpeace i Danmark, der er til stede ved OSPAR-mødet:

»Den danske regering underminerer sit internationale ry ved at nægte at forhandle med eksempelvis Tyskland, Frankrig, Spanien og EU-Kommissionen, der alle tager ansvar og ønsker at beskytte området i Arktis."

Det er jo en skandaløs opførsel af den danske regering. Hvorfor?