Baggrund
Læsetid: 5 min.

Bitre grin over EU-kampagne

Den britiske valgkamp om folkeafstemningen om EU har fokuseret mere på partipolitik end på det, briterne skal stemme om den 23. juni. Vælgerne er ikke imponerede, og tilliden er røget
I en lille båd sidder ja-sidens David Cameron og Nej-sidens Boris Johnson, som siger , at Cameron har brug for en større båd for at imødegå Nej-siden – hajen med ’UK Out’.

I en lille båd sidder ja-sidens David Cameron og Nej-sidens Boris Johnson, som siger , at Cameron har brug for en større båd for at imødegå Nej-siden – hajen med ’UK Out’.

Shrank

Udland
17. juni 2016

Den britiske valgkamp op til folkeafstemningen om at blive eller forlade EU er endt i et internt slagsmål i det britiske konservative parti – drevet af personlige ambitioner og arrogance – mens indholdet af diskussionen om EU er druknet i trusler og dommedagsprofetier.

Det er det utvetydige budskab, der står tilbage efter en rundtur på The Political Cartoon Gallery i Putney, London, der i øjeblikket udstiller godt 60 aviskarikaturer tegnet af landets fremmeste tegnere i løbet af EU-folkeafstemningens første måneder.

Blandt de mange tegninger, der viser det interne slagsmål i det konservative parti, er tegneren Andy Davey, der viser de velkendte konservative Leave-tilhængere med køller og fakler, dansende som vilde dyr rundt om David Cameron, der med sveden løbende ned ad ansigtet står bagbundet til en stolpe med Big Ben i baggrunden.

»Brænd ham, hvis han vinder; hvis han taber, så brænd ham alligevel,« lyder det fra horden af konservative.

På hovedparten af de resterende tegninger er det skræmmetemaet, der dominerer.

»The Brexorcist – den mest skræmmende kampagne nogensinde« lyder overskriften på en Davey-tegning af Boris Johnson liggende i et mørkt og truende rum med grøn galde stående ud af munden.

The Guardians Martin Rowson har i samme genre tegnet en vampyrfilmplakat, hvor hovedpersonen er »Mig-monstret« – alias Boris Johnson – der er ude efter en lille, skræmt David Cameron.

Hvad der glimter ved sit fraværd i udstillingen er – foruden finanssektoren, erhvervslivet, EU-politikere og udenlandske autoriteter generelt – Labour-partiet, som tilsyneladende slet ikke er til stede i kampagnen.

Kun én tegning af en rød bus formet som en snegl med en søvnig formand Jeremy Corbyn og kampagneleder Alan Johnson bag rattet er med i samlingen.

Dette fokus på det negative og på partipolitik giver – ifølge Charlotte Galpin, ekspert i bl.a. EU-skepsis på Københavns Universitet – »indtrykket af, at politikerne prioriterer egne interesser over fællesskabets bedste«.

»’Vote Leave (EU)’s frontfigur Boris Johnson anses af mange for at bruge kampagnen som et forebyggende forsøg på at sikre sig formandskabet i det konservative parti,« skriver hun på LSE’s Brexit Blog.

For meget skræmmekampagne

»På Labour-siden har Jeremy Corbyns afvisning af at dele platform med David Cameron som del af Remain-kampagnen også reduceret valgkampen til partipolitisk positionering,« fortsætter hun.

The Guardians Matthew Dancona mener ligeledes, at niveauet på begge sider af kampagnen er problematisk.

»Vi er ikke sunket helt ned på Donald Trump-niveau med løfter om at bygge en mur. Men hvad Leave-kampagnens løfter har til fælles med den republikanske præsidentkandidats er en falsk forenkling,« skriver Dancona i en kommentar. Remain-kampagnen, der ligeledes er blevet beskyldt for at være ’Projekt frygt’ eller skræmmekampagne med daglige dommedagsfortællinger om, hvad der vil ske, hvis briterne stemmer for Brexit, kritiserer han for at »fremlægge data, der kun kan være oplysende vurderinger, som sandheden«.

Tidligere på ugen præsenterede George Osborne eksempelvis en såkaldt Brexit-finanslov, som han påstod, at han ville blive nødt til at fremlægge inden for få måneder af Brexit. Chokket vil nemlig – hævdede han – føre til et 30 mia. pund (300 mia. kr.) stort hul i statens finanser, hvilket vil nødvendiggøre skattestigninger og nedskæringer i den offentlige service.

De fleste af de vælgere, Information har talt med under valgkampen, er langtfra imponerede.

»En masse af kampagnen nede sydpå har været useriøs. Jeg har ikke brudt mig om nogen af sidernes kampagne. Leave-siden har fokuseret for meget på indvandring, og fra Remain-siden har der været alt for meget skræmmekampagne. Der har ikke været nogen fakta,« siger James Hofstetter, en ung entreprenør og studerende på University of Central Lancashire i Leeds.

60-årige John Buchan, skipper på Atlantic Challenge, der tidligere på ugen demonstrerede for Fishing for Leave på Themsen i London, er enig.

»Der har været for mange skræmmehistorier,« siger han og kritiserer Leave-siden for at være gået for vidt på migrationsområdet, hvor den bl.a. har påstået, at Tyrkiet vil blive medlem af EU i løbet af få år, hvorved over 70 mio. tyrkere vil få ret til fri bevægelighed inden for Unionen.

»Jeg tror, at det kan give bagslag. Men det bliver ekstremt tæt,« siger fiskeren fra Peterhead nord for Aberdeen, der har sejlet i to dage for at kunne være med til demonstrationen.

Kynisme

Problemet med skræmmekampagner er ifølge Charlotte Galpin, at det skaber kynisme og politikerlede.

»Sammenlignet med EU-gennemsnittet på 43 procent har 73 procent af briterne mistillid til pressen. Det er ligeledes påvist, at mistillid til politikerne er en væsentlig drivkraft bag UKIP’s opbakning,« skriver hun.

»Og det er ikke kun partipolitik – kampagnen har allerede ført til beskyldninger om ensidighed over for officielle institutioner såsom nationalbanken Bank of England (BoE).«

Kynismen afspejles i meningsmålingerne, der nu viser en 10 procentpoint føring til Leave-siden, på trods af at ni ud af 10 økonomer – såvel som institutioner som BoE, IMF, OECD og USA’s nationalbank – har advaret om, at briterne vil blive markant fattigere ved Brexit.

»Jeg mener, at dækningen af valgkampen har været skævvredet til Remain-sidens fordel – især på BBC,« siger John Buchan.

»Det er erhvervslivet og den politiske elite over for folket.«

Unge James Hofstetter, der stemte på UKIP ved parlamentsvalget sidste år og som er tilhænger af at forlade EU, er enig.

»Jeg tror overhovedet ikke på advarslerne. Vi overlevede fint uden for EU før, og vi har et af EU’s største markeder – de vil ikke pludselig holder op med at handle med os,« siger Hofstetter, der har stiftet firmaet Moonfire Gaming under studierne.

»Der er mange flere muligheder uden for EU end indenfor. Vi kan lave flere aftaler med Commonwealth-landene og Asien.«

»David Cameron bare prøver at skræmme folk, mener han.

»Efter at han sagde, at Brexit kunne starte en Tredje Verdenskrig, er der ingen, der tror på ham,« vurderer han.

Også på Remain-siden er der bekymring over tonen i kampagnen i en sådan grad, så kampagnelederen for ’Stronger In’, Ian Younger, i Edinburgh har valgt en anden strategi i Skotland. Men han er oppe imod årtiers negativ EU-presse fra de samme politikere, der nu forsøger at sælge EU-medlemskabet til det britiske folk. Og det er svært, erkender han.

»I 20 år har pressen brugt EU som syndebuk, og politikerne har tilladt det. Det er så let at skyde skylden på EU i stedet for at fremhæve de positive historier, og det gør det svært for os, når vi taler med folk,« siger Ian Younger.

»Folk gentager alt det, de har hørt i de seneste 20 år, og det er svært at ændre på seks uger.«

Måske derfor synes begge kampagner – Leave og Remain – at fortsætte i det spor, de begyndte: Med at advare vælgerne om de katastrofale konsekvenser af henholdsvis Brexit eller fortsat EU-medlemskab.

I går var det UKIP’s Nigel Farages tur, da han lod sig fotografere foran et kæmpe billede af en strøm af hundredvis af flygtninge, der vandrer ned gennem en grøn mark.

»Breaking point. EU har svigtet os alle. Vi må slippe ud af det og selv overtage kontrollen med vores grænser,« lyder teksten.

De kommende dages aviser vil vise, hvad karikaturtegnerne får ud af det stunt.

Se flere på www.original-political-cartoon.com

Serie

Brexit: Briternes valg – Europas fremtid

Den 23. juni 2016 skal briterne stemme om landets medlemskab af EU.

Information vil op til afstemningen besøge vælgerne i et stadig mere splittet Storbritannien og undersøge de potentielle konsekvenser af Brexit for Storbritannien og for resten af Europa.

Seneste artikler

  • Ind

    23. juni 2016
    Den 26-årige ph.d.-studerende Lizzie Norris troede, at det ville blive en let sejr for alle, der fortsat ønsker medlemskab. For de fleste er det da utvivlsomt bedre at blive i EU, siger hun
  • Ud

    23. juni 2016
    Engang var John Hancock ’Årets Unge Fisker’ i Storbritannien. I dag har han mistet sine både og er blevet fiskeimportør, og det er EU’s skyld. Remain-vælgerne har ikke oplevet recessionen, siger han
  • Storbritannien er splittet som aldrig før over Europa

    23. juni 2016
    Aldrig før har der eksisteret så dybe skel mellem briterne som i spørgsmålet om Europa. Det vil skabe problemer i mange år frem i tiden uanset resultatet af dagens EU-afstemning
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her