Læsetid: 4 min.

Boris Johnsons ’tegneseriekarikatur af EU’ sejrede

Leave-sidens farverige frontfigur, den tidligere journalist og London-borgmester Boris Johnson, er blandt favoritterne til at blive briternes næste premierminister. Hans tidligere korrespondentkolleger i Bruxelles beskylder ham for at have været drivkraften bag den misinformation om EU, der nu har ført til Brexit
Tidligere journalist og medlem af det britiske parlament Boris Johnson er en af favoritterne til at overtage posten som  premierminister efter David Cameron.

Tim Ireland

27. juni 2016

Den britiske presse har et tvivlsomt ry for at være indædte kritikere af EU i en sådan grad, at sandheden ikke altid står i vejen for en god historie. Ifølge The Economist har EU-Kommissionen siden 1992 punkteret over 400 myter offentliggjort af de britiske medier og har sågar oprettet en hjemmeside, der informerer om myterne.

Nej, fiskerbåde vil ikke blive tvunget til at medbringe kondomer. Ej heller vil lynlåse på bukser blive forbudt, ligesom køer ikke skal bruge bleer. Det er heller ikke korrekt, at britiske dommere ikke længere må bære deres traditionelle hvide parykker. Dronning Elizabeth vil ikke blive tvunget til at brygge sin egen te som følge af EU-regulering.

Chokolade vil ikke blive omdøbt ’vegelate’, og Bruxelles vil heller ikke blande sig i navngivningen af britiske bryggeriers ’Light Ale’, så længe de ikke påstår, at den er kalorielet.

Ikke desto mindre har mange briter under valgkampagnen op til sidste uges folkeafstemning henvist til disse historier, når de har forklaret, hvorfor de bakkede op om Leave-siden anført af den farverige tidligere London-borgmester Boris Johnson.

Det har fået en række britiske Bruxelles-korrespondenter til ikke kun at kritisere den britiske presse for at efterlyse sensationelle og fordrejede historier om EU. De peger også fingeren direkte på Boris Johnson som hovedansvarlig for, at denne aviskultur overhovedet er opstået efter hans femårige periode som Bruxelles-korrespondent for den borgerlige avis The Daily Telegraph fra 1989 til 1994.

»I 25 år har vores presse fodret den britiske offentlighed med en diæt bestående af forvrængede, løgnagtige og skånselsløst fjendtlige historier om EU – og journalisten, som satte tonen, var Boris Johnson,« skriver Martin Fletcher, tidligere Bruxelles-korrespondent og udlandsredaktør for The Times, på Twitter.

Fletcher – der påpeger, at Johnson blev fyret fra The Times i 1988 for at have fabrikeret et citat – fortæller, at Leave-sidens frontfigur ikke ligefrem var kendt i Bruxelles for »retfærdig og balanceret journalistik«.

»Han greb enhver chance til at håne eller rakke ned på EU, sende historier af sted som utvivlsomt var farverige, men også grotesk overdrevne eller fuldstændig usande,« fortsætter den tidligere korrespondent, der ikke er alene.

En hel række af Johnsons samtidige i Bruxelles – herunder AFP’s Christian Spillmann og den amerikanske journalist Dave Keating – nikker genkendende til beskrivelsen.

Sarah Helm var korrespondent i Bruxelles for The Independent samtidig med Johnson, som hun beskriver som »berømt i presserummet for at være en urolig, lurvet påklædt fyr med et skarpt intellekt, enorme ambitioner og et talent for at konstruere myter«.

Myter såsom »mindre kondomer, firkantede jordbær, fiskere tvunget til at bære hårnet«, som Helm ofte fik til opgave at undersøge, hvilket »tog mere tid end at forklare traktatændringer«.

Konsekvenserne

»Myterne var som regel sjove, ofte absurde, nogle gange sporbare til et gran af sandhed, næsten altid voldsomt fordrejede eller fuldstændigt usande. Meget ofte var de først dukket op i The Daily Telegraph. Som regel var deres skaber Boris Johnson,« skriver hun i et indlæg i The Guardian.

Johnsons stil fik konsekvenser for både meningsdannelsen i Europa og for britisk journalistik, er korrespondenterne enige om.

Hans største myte var – indtil den netop overståede valgkamp – da han i maj 1992 skrev en usand forsidebasker med overskriften: »Delors-plan om at regere Europa«, skriver Helm. Artiklen kom lige inden den danske Maastricht-afstemning, og Johnson selv har udtalt, at han mener, at artiklen var med til at svinge den danske afstemning til et nej.

Hvad Helm er sikker på, er, at hans myter ændrede briternes holdning til EU.

»Han hvirvlede historier ud om plot, der blev udtænkt, og fælder, der blev lagt for Storbritannien. Der var trusler mod vores lyserøde pølser og vores ostekiks. Ofte handlede myterne om mad; Johnson vidste, at den hurtige måde at opnå et grin hos læserne gik gennem deres maver,« skriver hun.

Både Sarah Helm og Martin Fletcher oplevede personligt, hvordan landets aviskultur blev ændret som konsekvens. Helm mindes, hvordan »redaktører i London pressede deres Bruxelles-mænd (og et par kvinder) til at finde deres egne myter«.

Fletcher er enig.

»Johnsons artikler havde en enorm, eksplosiv effekt på resten af Fleet Street,« forklarer han med henvisning til gaden, hvor alle aviser engang holdt til.

»De var meget sjovere end de sædvanlige tørre og temmelig komplekse Bruxelles-historier. Nyhedsredaktører på andre aviser, især men ikke udelukkende på tabloidaviserne, begyndte at presse deres egne korrespondenter til at matche dem. Da jeg ankom til Bruxelles, ville redaktørerne kun have historier om ansigtsløse Bruxelles-bureaukrater, der påtvang Storbritannien absurde regler, eller intrigante europæere, der rottede sig sammen imod os, eller britiske premierministre, der kæmpede med tapre bagtropper imod et fjendtligt kontinent,« mindes han.

Begge er sikre på, at avisdækningen siden Johnsons korrespondenttid har været med til at forme EU-skepsissen i landet.

»Fra tilstødende skriveborde i Bruxelles var korrespondenterne vidne til, hvordan Johnson skabte det narrativ, der udviklede sig til vores nuværende populistiske euroskepsis,« skriver Sarah Helm.

Martin Fletcher mener, at Johnson som frontfigur for Leave-siden har ført kampagne »imod den tegneseriekarikatur af EU, han selv skabte (…) et stort set fiktivt EU, som ikke har nogen forbindelse til virkeligheden«.

Dette fiktive EU meldte briterne sig torsdag ud af, og Fletcher var ikke i tvivl om, hvem der bar skylden: »Denne sejr er for løgnere, charlatans, fremmedhadere, Little Englanders,« skrev han på Twitter.

Hvem mon han havde i tankerne?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Boris Johnson, som nu står til at blive ny premierminister, har aktivt dyrket den forpøbling og fordummelse, der har ført UK ud i denne farce. Der findes et godt, gammelt udtryk for det: Demagogi.

Hvornår har vi hørt EL tage afstand fra denne mytomani? Nej vel? Men den, der tier i sådanne spørgsmål, samtykker - eller agerer kynisk.

Klaus Ipsen, Torben Kjeldsen, Jørgen Larsen, Erik Bavngård Jensen, Thomas Andersen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mihail Larsen

Okay - Enhedslisten & EU - det er Tågernes Kaj.

Pernille Skipper vil stemme JA/NEJ til EU 5.6.2017 - uden at nogen overhovedet har en anelse om, hvordan BREXIT måtte falde ud.

Vi kan ikke bruge Enhedslisten til noget som helst, når vi taler EU.
Det er mere oplysende at tale religion med et medlem af Jehovas Vidner.

Enhedslistens bashere holde møde. Uanset hvad I to bliver enige om, så er det den stigende ulighed i England der har ført til Brexit. Hvis tre en halv millioner unge i England jævnligt går sultne i seng og kapitalisterne hensynsløst hiver slavearbejdere ind på arbejdsmarkedet fra flygtningelejrene, så udlægger I protesterne som et udtryk for "forpøbling og fordummelse". Fortsæt bare. ;-) det er jo en studie i påtaget akademisk kynisme.

Jan Weis, Jørgen Steen Andersen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

@Bill

Ligheden i et land bestemmes i særdeleshed af skattepolitik, af socialpolitik og af arbejdsmarkedspolitik - tre områder som EU har hamrende lidt indflydelse på. Måske England skulle gøre op med deres eget meget udemokratiske valgsystem som gør at netop lighed ikke er centralt for de folkevalgte i landet før du - præcis som Pernille Skipper - springer på vognen og giver EU skylden for en lang række ting som ligger uden for EU's mandat.

I øvrigt fedt at netop Information bringer en artikel om 'nej' sidens uhyrlige skræmmekampagner. Man hører jo ellers altid kun at der er 'ja' siden som skræmmer...

Erik Bavngård Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Erik Bavngård Jensen

Her er nogle interessante links som bidrag til Mette Rodgers artikel om Boris:

https://www.theguardian.com/commentisfree/2016/jun/25/boris-johnson-mich...
https://www.theguardian.com/commentisfree/2016/feb/26/boris-johnson-late...
http://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/brussels-chuckles-as-real...

De to sidste links har tråd til folkeafstemningen i Danmark i juni 1992, hvor Boris forinden havde leveret en artikel til Daily Telegraph om "Delors plan to rule Europe".

Mihail Larsen

Påtaget akademisk kynisme?

Nej, det er en analyse af falsk bevidsthed. Der er jo ikke et 1:1 forhold mellem virkelighed og bevidsthed. Det har ikke alene religionskritikken vist (hvor de forarmede griber til den religiøse trøst, der blot cementerer deres praksislammelse), men også den politiske ideologikritik.

Hvorfor stemmer f.eks. en stor del af de danske lønmodtager og tidligere socialdemokrater nu på Dansk Folkeparti, selv om partiet igen og igen modarbejder de samme menneskers objektive interesser? Fordi deres blikke er slørede af ideologi.

De engelske arbejdere er i denne omgang blev fyldt med løgne og myter uden hold i virkeligheden - og en stor del af dem har troet på dem. Det ved jeg selv, for jeg har talt med nogle af dem. Og denne artikel giver da også nogle bastante eksempler på, hvor massiv - og effektiv - hjernevasken har virket.

Det kan man ikke snakke sig fra, uden at miste sin troværdighed.

Der forestår nu et større ideologikritisk arbejde i UK, hvor disse myter og løgne bliver lagt på bordet og dissekeret. Arbejdet er allerede i gang, for der er mange, som er vrede over, at nogle kyniske demagoger har taget røven på dem.

De engelske arbejdere ... det ved jeg selv ... har talt med nogle af dem ... - må vi så bede om akademisk redelighed, hvis overhovedet muligt ...

Mihail Larsen

De briter, jeg i den sidste uges tid har talt med i London, har næsten enslydende givet udtryk for de samme opfattelser (pro et contra), som nævnes her i artiklen. Nogle med stærk overbevisning, andre med fortvivlelse over, at den britiske offentlighed er så manipuleret af en villig presse.

Havde det måske været mere redeligt at sidde i Firenze eller København og udtale sig om, hvad briter går rundt og siger i disse dage?