International kommentar
Læsetid: 5 min.

Brexit-debat var et nederlag for demokratiet

Vi lever i postfaktuelle tider, hvor tilliden til eksperter har nået et historisk lavpunkt, og alle kneb gælder i dæmonisering af modstanderen
Leave-fløjen med UKIP’s Nigel Farage i spidsen førte kampagne på halve sandheder og overlagte usandheder. Eksempelvis udsmykkede ud-fløjen en bus med påstanden om, at Storbritannien hver uge sender 350 millioner pund til ’Bruxelles’.

Ray Tang

Udland
28. juni 2016

En joke, som bankfolk ynder at fortælle, lyder sådan: »En ’økonom’ kan bedst defineres som en person, der er uenig med anden økonom, og som korrekt har forudsagt otte ud af de sidste tre recessioner«.

Ergo: Økonomer kan aldrig blive enige om noget. Og dog: Brexit var en bemærkelsesværdig undtagelse: Som Financial Times i sidste uge noterede sig med slet skjult forbavselse. »For en gangs skyld er der et slående konsensus«. Så at sige alle økonomer var aldeles enige om, at Brexit ville kaste Storbritannien ud i en katastrofe.

Som moderne Kassandraer udsendte de advarsel efter advarsel. Ingen ville lytte. Og nu er økonomernes værste mareridt godt på vej til at blive virkelighed.

Læs også: Østeuropæerne ærgrer sig dobbelt over britisk valg

Ikke kun den økonomiske sagkundskab blev forkastet. For også lederne af landets store og tradionelt statsbærende politiske partier og de mindst 70 procent af parlamentets 650 medlemmer havde anbefalet britisk forbliven i EU.

Det samme gjorde USA’s præsident og regeringscheferne fra Japan, Kina, Australien, New Zealand, Canada, Indien og Storbritanniens EU-partnernationer. Foruden rektorer for 92 universiteter, cheferne for efterretningstjenesterne MI5 og MI6. Foruden den britiske generalstab, Bank of England, Church of England, banklobbyen, tusindvis af virksomhedsledere, British Medical Association osv. osv.

De ’forkerte’

Uanfægtet heraf valgte et folkeflertal på 52 procent af de afgivne stemmer at følge Brexit-lejren. Det betød intet, at Brexit-fortalerne ikke i noget omfang kunne støtte sig til egne autoriteter eller uafhængige eksperter.

Det betød intet, at Brexit i stedet fik opbakning fra alle ’de forkerte’: Fra Vladimir Putin over nationalpopulisterne Marie Le Pen og Geert Wilders til Donald Trump.

En af de toneangivende Brexit-fortalere – den tidligere undervisningsminister Michael Gove kunne da også under afstemningskampagnen stolt erklære, at »i dette land har folk fået nok af eksperter«. Hans meningsfælle, UKIP-lederen Nigel Farage blev så eksalteret af at agitere for Brexit, at han begyndte at ryge cigaretter igen, men faren for lungekræft bekymrede ham ikke – til pressen udtalte han gladeligt: »Jeg tror, ​​lægerne har fået forkert fat på det her«.

Her ser vi postfaktuel politik i en nøddeskal: Friheden til at udtrykke sin egen mening er blevet afløst af friheden til at udvælge sine egne kendsgerninger.

Og det er måske det mest skræmmende ved Brexit-folke-afstemningen: Tilliden til, at eksperter kan udtale sig autoritativt, har nået et historisk lavpunkt. Dermed bliver demokratiet ekstremt sårbart over for vilde populistiske påstande og katastrofale beslutninger.

Læs også: Flere rapporter om fremmedhad efter Brexit

Problemet er ikke, at Storbritannien stemte for at forlade EU. Der kunne ganske givet være fremført redelige argumenter til fordel for Brexit. Og var det sket, ville demokratiet være blevet styrket. Men redelige argumenter kom aldrig i spil. Mens Remain-fløjen dyrkede overdrivelser, førte Leave-fløjen kampagne på halve sandheder og overlagte usandheder.

Med andre ord stemte flertallets 52 pct. imod en ondsindet karikatur af EU. Af frygt for trusler, der var indbildte. Og stik imod eksperternes stadig mere indtrængende advarsler.

Eksempelvis udsmykkede ud-fløjen en bus med påstanden om, at Storbritannien hver uge sender 350 millioner pund til ’Bruxelles’. Da det blev påpeget, at tallet var forkert, erklærede en Leave-kampagnemager frejdigt, at dette var underordnet – så længe vælgerne havde travlt med at tale om de 350 millioner pund, ville det skade Remain-lejren.

Leave-kampagnen erklærede nu, at de penge, som Storbritannien kunne spare ved at forlade EU, i stedet skulle gå til at finansiere en nødvendig opgradering af dets forsømte sundhedssektor, National Health Service. Eksperter måtte på deres side atter påpege, at Brexit ville skade britisk økonomi så alvorligt, at nye nedskæringer på NHS ville blive uundgåelige.

I et sundt demokrati med velfungerende medier burde den indvending have trængt Leave i defensiven. I stedet kørte Leave videre med flere løgne, herunder f.eks. den påstand, at Tyrkiet snart skal optages som EU-medlem. »70 millioner tyrkere kommer herop«, lød et slagord.

Mobilisering

De grove metoder virkede. Men yderligere to faktorer var i spil. For det første satsede begge fløje på, at valget ville blive afgjort af, hvor mange man hver især kunne få til at deltage. Det afgørende blev herefter ikke at vinde den generelle offentlighed for ens synspunkt om EU med bedre argumenter. Det blev i stedet at få dem, man i forvejen kunne regne for sikre støtter, halet til afstemningsstederne.

Vil man overbevise andre, er den bedste fremgangsmåde at bruge argumenter, nuancere og henvise til fakta i respekt for de modstandere, hvis holdning man prøver at flytte.

Læs også: Når eliten tager for meget af kagen, siger folket nej

Når debatten aldrig formede sig sådan, var det, fordi den fra første færd var gjort til et spørgsmål om mobilisering.

Her var den bedste fremangsmåde at dæmonisere modstanderen og overbevise egne tilhængere om, at medmindre de mødte op og stemte, ville verden, som vi kender den, gå under og ondskab tage over. Derfor også den latterlige påstand fra premierminister David Cameron om, der ville kunne udbryde krig i Europa, hvis Storbritannien forlod EU.

Desuden har Storbritannien som USA et system og en politisk kultur, der bygger på princippet om flertalsvalg i enkeltmandskredse – First Past the Post. Modsat i det kontinentale Europa, hvor enhver politiker ved, at man efter et valg bliver nødt til at sætte sig ned og forhandle med sine modstandere, skabe koalitioner og indgå kompromiser, ’tager vinderen det hele’.

Magtfuld støtte

For det andet drog Brexit-kampagnen fordel af magtfulde tilhængere. De vigtigste sponsorer var således en håndfuld superrige hedgefondsbestyrere og børsmæglere, samt af den håndfuld af eurofobe milliardærer, der kontrollerer Storbritanniens kulørte presse.

Aviser som tabloiderne The Sun og The Daily Mail, og broadsheet-dagblade som The Daily Express og The Times of London hjalp Brexit-lejren ved at føre kampagnen for den.

Sandt at sige har de selvsamme ’medier’ i årtier set det som deres opgave konsekvent at udbrede halve sandheder og hele løgne om EU og Europa, med overskrifter som f.eks ’EU’s voldtægtsforbrydere’, ’Her er EU’s seneste plan om at stjæle din pension’ og ’Et knækket og ødelagt Europa’.

Læs også: Storbritannien står uden ledelse og opposition

Ubønhørligt gik de til angreb på de eksperter, der advarede mod Brexit. Implicit i mistænkeliggørelsen var det budskab, at der i virkeligheden slet ikke findes neutrale eksperter, vi kan stole på – at ingen eksperter har integritet.

Ydermere blev flere førende fortalere for det europæiske samarbejde udsat for regulære karaktermord og beskyldninger om at være »købt af Bruxelles«.

Hele sagaen om Brexit er dybt deprimerende for tilhængere af demokratiet som ramme for oplyst debat. Den viser også, at man ikke kan have tillid til de britiske meningsmålinger.

De har nu tre gange inden for det sidste halvandet år taget fejl i deres forudsigelser: Ved det seneste parlamentsvalg, ved Labours valg af ny formand og ved denne folkeafstemning. Man fristes til at sige: Stol aldrig på en meningsmålings-ekspert.

Joris Luyendijk er hollandsk journalist og forfatter © Joris Luyendijk og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Læs også: Efter Brexit taber USA indflydelse i EU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Efter at have læst Robert Ørsted-Jensen's kommentarer i mange herrens år, kan ingen fortænke nogen i at blive 'kulturracist' ... ;-)

Sören Tolsgaard

Robert, mange englændere har fået nok, UK har modtaget 10 mio. indvandrere samt flere mio. bummers - og det i et af verdens i forvejen tættest befolkede lande, senest brain-drain fra Østeuropa, mens egne citizens forsømmes, for det er jo mere bekvemt at importere, end selv at uddanne sit B-hold.

Det mest ulidelige er, at de såkaldt ansvarlige eksperter fortsætter denne kurs. Der er ingen forståelse for, at underklassen har fået nok. De overflødiggjorte anklages for xenophobi, mens import af billig arbejdskraft sættes yderligere i system.

USA har forlængst helgarderet sig mod en sådan udvikling, det samme har Australien, New Zealand, Canada, osv. - mens det langt tættere befolkede Nordvesteuropa må leve med et konstant migrationspres, fordi eliten finder det lukrativt og markedsfører den kortsynede trafic som både idealistisk og nødvendig.

Torben Skov, Randi Christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Weis forklar dig sel

Robert Ørsted-Jensen

Jamen Phillip hvis du ikke tror fremmedfrygt og nationalisme spiller den mindste rolle er det da ok. Men ajeg personligt tror at dette vil fører til et forbedret EU men det vil ikke føre til forbedringer for de dårligst stillede i UK. Tværtimod. Tilbagevenden til nationalstaten vil ramme dem hårdest.

Nille Torsen

Det er vigtigt at bevare et vist perspektiv i debatten. Storbritanniens exit fra EU er naturligt nok i mediernes fokus, men det betyder ikke at UK er det mest EU-skeptiske land i EU. Iflg. Pew (maj 2016) er 48% af både briterne og tyskerne overvejende negative overfor EU, mens 61% af franskmændene er det. Man skal naturligvis tage den slags målinger med et gran salt, men det er tankevækkende at den britiske måling (48% negative, 44% positive) svarer nøje til Brexit-resultatet. UK er i virkeligheden blot "kanariefuglen i minen". Og hvad så? Det store, stærke, stabile Tyskland skal nok bære EU på deres skuldre (ihvertilfælde sålænge de andre lande har råd til at købe deres varer). Henry Kissinger spurgte sarkastisk: "hvis jeg vil ringe til Europa, hvem ringer jeg så til?. Thorning og Løkke ville svare: "til Merkel selvfølgelig, -det gør vi". De ved naturligvis godt at Merkel ikke er Europa. Det nye er, at hun måske ikke engang er Tyskland. For første gang siden anden verdenskrig, har SPD, CDU og CSU tilsammen under 50% i meningsmålingerne. Normalt ville de ikke ligge meget under 80%. Merkel taler internationalt med stor styrke, men hendes regering har ikke længere opbakning fra et flertal i den tyske befolkning. Måske skulle danske regeringer udvide perspektivet og begynde at putte lidt flere numre ind i telefonbogen.

Randi Christiansen

Hva sir du nille, er tyskerne ved at sende mutti på pension. Hvem mon er klar i dukketeatrets kulisse - vel een der kan sælge billetter til et vælgerflertal, så ejerne ikke taber deres indsatser. Hvem skal nu betale ... har til min fornøjelse her på det seneste hørt begrebet cirkulær økonomi omtalt noget oftere end vanlig. Måske er det hensigtsmæssige for alle ved miljø-og socioøkonomisk bæredygtig omstilling omsider ved at synke ind de rette steder?

Robert Ørsted-Jensen

Det I ønsker jeg vil resultere i en en tilbagevenden til nationalstaternes tåbeligheder i tiden før 1933 og det er der ingen af jer der burde ønsker jer hvis bare i havde den miondste viden om Europas historie. Europa omdannet til balkans grænsestridigheder og konkurrence. Et Euriopæisk fællesskab er det vi alle bør arbejde for og det eneste fælleskab vi har er EU. Vær kritiske, men kast ikke badevandet ud med barnet, kæmp istedet for forbedringer og demokrtisering af projektet, se det er der mening i.

Randi Christiansen

Men robert (det hedder barnet ud med badevandet) nogen gange kan systemer være så undertrykkende, at man er død af sult, inden det er reformeret indefra. Vi er mange - især de økonomisk underpriviligerede og deres sympatisører - som med god grund synes, at det gør sig gældende for nuværende eu system.

Selvfølgelig kan man ikke melde sig ud af europa - man kan heller ikke melde sig ud af verden - samarbejde er et imperativ. Spørgsmålet er bare på hvilke betingelser. For mig at se, handler det grundlæggende problem om hvilken miljø-og socioøkonomisk model, vi anvender. Nuværende er ekstremt kontraproduktiv og meget lidt forandringsparat, og vi må derfor se på, hvilke interesser det er, som pt profiterer på den. Det er nok der, vi må insistere på forandring. Mao : følg pengene - find de ansvarlige = den ene procent, ref piketty.

Ingen skal bilde mig ind, at det ikke er muligt i et kort perspektiv at omstille til en miljø-og socioøkonomisk bæredygtig økonomi, så hvem spænder ben for det? You do the math.

Robert Ørsted-Jensen

Du har ret Randi - barnet ud med badevandet - jo men det er på denene side falskt at placere ansvaret for undertrykkelsen hos EU. På den anden sider er lysningen på undertrykkese ikke at man melder sig ud af Danmark eller EU, men at man kæmper for sine rettigheder i solidaritet med andre. Det er her venstrefløjen bør komme på banen. Drømen sig tilbage til den nationale velfærdsstat er i mine øjne bare en form for venlfærdsfascisme - hvorefter vi gir fanden i de andre - vi vil bare ha det her for os selv

Robert Ørsted-Jensen

Det var sgu en besynderlig vredet til ukendelighed fremstilling Atkins. Så sandelig ikke noget der svarer til det jeg skrev. Men din besynderlige stalinistiske nationalisme har sgu ikke neget med venstreorientering at gøre. Det positive er at der er flere tegn på opbrud i EL. Nogle medlemmer har fået øje på det faktum at man er i seng med fremmedhadere og man nationalister.

Robert Ørsted-Jensen, du er nød til at analyserer konsekvensen af din tomgangssnak...

...hvis ikke underklassen ved hjælp af socialisterne skulle fravriste kapitalisterne en større andel af BNP (velfærdsbidraget) hvem tror du så pengene tilfalder?

Håber ikke spørgsmålet er for svært.

Randi Christiansen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Bill, skal du forstås sådan, at du ser nationalstaten som en forudsætning for at dk's bnp ikke tilfalder privatkapitalisterne?

Robert Ørsted-Jensen

Jo selvfølgelig Atkkns men den ændring er ikke og ksnvikke være national. Kapitalisme kender ingen grænser, den er global. Derfor er dit nationalistiske program dødsdømt på forhånd. Detcer komplet naivt at tro at det bare er muligt at fastholde det inden for Danmarks grænser. Det var aldrig muligt at opretholde og vedligeholde det projekt upåagtet magfirholdende i de øvrige højtudviklede lande og den generelle globale udvikling. Du vil er fortvdanmark ligesom DF. Rigtige marxister anvender derfor lige som Marx selv og din ven Lenin begrebet "verdensmarkedet" og ved at klassekampen er international, for nu at anvende klassiske begreber. Den virkelige statsmagt der skal erobres det rigtige redskab er derfor bosiddende i EU regi. Uden den kamp i solidaritet med fæller i de andre lande kan du intet. Et isoleret fort Danmark betyder kun at du regeres og dikteres af kræfter uden for Danmark og at din stemme ikke bliver hørt. Du har bare at følge deres direktiver og du sidder ikke med ved forhandlingsbordet. Det er præcist det der nu vil ske for selv GB, en betydelig større økonomi en Danmark. Du har nu fået første parket og vil kunne iagttage udviklingen.

Robert Ørsted-Jensen

Det er mere end bare naivt Atkins. Vi lever oven global virkelighed.

Randi Christiansen

Og mener du robert, at opløsningen af nationalstaten er en forudsætning for at fravriste privatkapitalisterne folkets bnp?

Robert Ørsted-Jensen

Den nationale danske klassekamp, om du vil, har været døende i årtier. Den virkelige kamp er global og i vores del af verden starter den med EU og den skal kæmpes koordineret og solidarisk med bevægelser i vore nabolande

Robert Ørsted-Jensen

Nej Randi. Nationalstaten er bare et redskab der er og altid har haft nogle kæmpe begrænsninger. Kampen dypningen for alle de nævnte institutioner og ingen har tilbhensigt at opløse nationalstaten. Men i realiteten er nationalstater bare amter i den virkelige verden.

Robert Ørsted-Jensen

Du fjerner ikke virkeligheden ved at vende ryggen til den.

Randi Christiansen

Nationalstater, amter, decentrale enheder - kald det hvad du vil, men det ændrer ikke på, at vores udfordring handler om administration af fællesejet - og det egentlige spørgsmål må være, om man tror, at det nødvendige europæiske og internationale miljø-og socioøkonomisk bæredygtige samarbejde kan fungere i lokale enheder med udstrakt selvstyre, det såkaldte subsidaritetsprincip, eller om man abbonnerer på centralisme, eu's fx. Det er også klart, at slaget må kæmpes, hvor kampen er, og at een af kamppladserne er eu.

Robert Ørsted-Jensen

Der er ingen der ønsker at fjerne lokal selvstyre Randi, vi er bare nogen der mener at det er på tidexat venstrefløjen i Danmark gør dig klart at drt er det og kun det det er - lokalt selvstyre! Kampen for virkelige og varige ændringer er global og skal kæmpes med brug af alle overnationale organer. Det er og har aldrig været et spørgsmål om at nedlægge nationale stater - kun et spørgsmål om at erkende disses begrænsninger og prioritere rigtigt

Robert Ørsted-Jensen

I en tid hvor kapitalen er blevet omend endnu mere global og international og miljøproblemer (som gir fanden i grænser) er stigende - mener den danske venstrefløj at svaret er opgive internationale og bygge mure op omkring Danmark (i uskøn forening ned DF). Det er absurd

Robert Ørsted-Jensen

Udfordringen - den virkelige udfordring til en virkelig venstrefløj. - ligger i at samle venstrefløjen i Europa, erobre EU og derefter få denne institution demokratuseret og til at arbejde for europæisk og global velfærd

Robert Ørsted-Jensen

Det er ikke et program fir nedlæggelse af national stater kommuner og amter. Det er derimod et spørgsmål om at fordele ansvar og opgaver rationelt mellem de forskellige niveauer.

Robert Ørsted-Jensen, sammen med flere andre forvirrede "venstreorienterede" internationalister, ser ikke neoliberalismen, konkurrencestaten, NPM, privatisering, arbejdsløsheden og udsugningen af Sydeuropa, finanspagtens forhindring af keynesismen, stigende ulighed, løndumping osv. som kapitalisternes klassekamp - eller socialisternes modstand som en modkamp. Han ser ikke EU som værende et redskab til undertrykkelse og udnyttelse af de fattige økonomier ude i verden.

Han erklærer klassekampen for stendød, og forventer alligevel at venstrefløjen skal erobre Europa. Han besmudser nationalstaten med henvisning til fascismen i Europa før 1933, en fascisme som viste sig netop ikke at være national, men derimod, at være en europæisk krigerisk imperialisme, der tørstede efter østrum og verdensherredømme.

Hvor forvirret har man lov at være, og tro man kan tages alvorligt?

Et eksempel: Det er ikke et program fir nedlæggelse af national stater kommuner og amter.

Nej, det er kun et spørgsmål om suverænitetsafgivelse og tilladelse til Roundup i grundvandet.

Robert Ørsted-Jensen

ja det eksempel ved jeg ikke hvad du skal bruge til. Det har ikke meget at gøre med det jeg skriver omring nedlæggelse af hverken nationalstater, amter aller kommuner. At der er miljøproblemer i EU også - vel det er ingen overraskelse og danske svin strutter af penicillin. Det eneste det siger er at der er en kamp værd at kæmpe - mod en statsmagt vi har problemer med.

Robert Ørsted-Jensen

Hvad det første du skriver så har du aldelles ret - EU er hverken mere eller jmindre undertrykkende eller neolibnberal end danmark og den danske statsmagt selv. Hvad angår sydeuropa så stemmer venstrefkløjen stort set alle som een i de lande FOR EU medlemskabet. Måske du skulle tage og spørge dem hvorfor det er

Randi Christiansen

I de overordnede principper er vi enige robert, spørgsmålet er bare, når det kommer til praksis, hvordan forsvarer vi os så bedst mod eu's fascistiske, økonomiske centralisme. Som sagt, det er naturligvis en pointe at befinde sig bag fjendens linjer, det ser dog ikke ud til effektivt at kunne dæmme op for finansfascismen, seneste eksempel er måden voldgifttribunalet og den såkaldte frihandelsaftale - fri for hvem? - forhandles.

Derfor er det afgørende at prioritere opbygningen af stærke lokalsamfund og at forsvare vores ret til selv at bestemme, hvordan vi vil administrere ikke grænseoverskridende forhold. Det er jo fx fuldstændig uhyrligt, surreelt og hinsides enhver fornuft, at vi overhovedet kan komme i den situation at skulle diskutere om virksomheder med et større budget end den danske stat, skal kunne sagsøge denne for at 'hindre fremtidig indtjening'.

I og med eu systemet ikke fuldkommen entydigt afviser denne præmis og tilmed fører dulgte forhandlinger desangående, har det i mine øjne skamredet demokratiet og mistet sin folkelige legitimitet. Sagerne om skattely, schengenløgnen/flygtningekaos'et, de lyssky finansielle manøvrer i forbindelse med den græske krise m.m. viser en klub, som jeg nødig vil være medlem af. Sagen er blot den, at dens fangarme er så lange, at vi ser ud til at blive indfanget under alle omstændigheder, hvadenten vi er inde eller ude. Det hjælper så heller ikke, at vi er belemret med et overtal af politikere, som er dumme og eller korrupte nok til at sælge ud af arvesølv og selvstændighed og en medieverden, som ligger underdrejet ifht redelig information af befolkningen.

Robert Ørsted-Jensen

Jamen der er ingen modsætning i styrkelse af lokalsamfundet og så suverænitetsafgivelser og så f.eks fælles udenrigs og miljøpolitik samt det at kæmpe for europæiske velfærdssamfundet og socialisme

Robert Ørsted-Jensen, dine angreb på venstrefløjen tilbageviser jeg et for et, og mere til, men selvfølgelig er det ikke de svar du bryder dig om, så derfor er dine angreb efterfølgende med et andet indhold end det du skriver. Sort gøres til hvidt og omvendt. Intet har værdi. Intet.

Randi Christiansen

Robert : "Jamen der er ingen modsætning i styrkelse af lokalsamfundet og så suverænitetsafgivelser" - ????

Det må siges at være så overordnet formuleret, at det er meningsløst.

Robert Ørsted-Jensen

Nej det er ej. Udenrigspolitiske spørsmål og tong global opvarmning er ikke spørgsmål man Best løser i Nørre Sneede. (Omend det skal der nok være nogen der mener) omvendt er sociale problemer og vejanlæg nok bedre varetaget det sted problemernes er. vi skulle jo nødig kopiere en centraliseret Union som USSR. Med andre ord er der spørgsmål som bedst løses i Københacn og andre spørgsmål som bedt varetages i Brussels

Sider