Analyse
Læsetid: 4 min.

Brexit kan tvinge Danmark til at tage stilling

Danmark og Storbritannien var de eneste EU-lande, der havde en undtagelse fra eurosamarbejdet. Snart er vi alene, og det vil få konsekvenser – dog sandsynligvis ikke dem, som den britiske Leave-side havde håbet på
Brexit har kastet EU-samarbejdet ud i endnu en eksistentiel krise, men ikke desto mindre er det mere sandsynligt, at det resterende EU nu vil forstærke indsatsen for at vise positive resultater ved EU-samarbejde over for borgerne. På billedet demonstrerer britere mod at Storbritannien skal forlade EU.

Tim Ireland

Udland
28. juni 2016

Danmark og Storbritannien har mange ting til fælles: Vi har samme tørre humor; vi er vilde med fodbold og øl, og vi er temmelig EU-skeptiske. Faktisk er Danmark og Storbritannien de eneste to lande med en egentlig undtagelse fra eurozone-samarbejdet.

Hverken Sverige, Polen, Ungarn, Kroatien, Tjekkiet, Bulgarien eller Rumænien, der p.t. står uden for euroen, har en sådan undtagelse og vil derfor engang i fremtiden blive medlemmer af valutasamarbejdet, når de lever op til betingelserne for medlemskab.

Tabet af Storbritannien fra denne ’ikke-euro’-gruppe – en gruppering som primært har været briternes opfindelse – betyder med andre ord, at Danmark en dag vil komme til at stå temmelig alene. Spekulationer i danske medier om, at Storbritannien måske alligevel ikke vil forlade EU, er derfor forståelige, men ikke desto mindre udtryk for ønsketænkning, der ikke har hold i den britiske virkelighed.

Læs også: Brexit-debat var et nederlag for demokratiet

Omvendt er der også en europæisk virkelighed, som i hvert fald Leave-siden i den britiske debat har misforstået.

Under valgkampen hørte Information igen og igen påstanden om, at EU vil falde fra hinanden, hvis Storbritannien forlader samarbejdet, og at særligt et land som det EU-skeptiske Danmark vil kræve en lignende folkeafstemning som resultat af Brexit. Derefter vil de øvrige dominobrikker falde rundt om i Europa, tror de.

Der er ingen tvivl om, at Brexit har kastet EU-samarbejdet ud i endnu en eksistentiel krise, men ikke desto mindre er det mere sandsynligt, at det resterende EU nu vil rykke sammen om egne interesser og forstærke indsatsen for at illustrere positive resultater ved EU-samarbejde over for borgerne.

Set fra eurozonen er en opløsning utænkelig i lyset af de økonomiske konsekvenser, det ville få for hele kontinentet og for verdensøkonomien.

Tidligere beregninger af prisen for Grexit viste, at selv hvis et lille land forlod eurosamarbejdet, ville det komme til at koste os alle dyrt. De seneste dages tumult på de finansielle markeder og pundets dramatiske fald efter Brexit-afstemningen har givet os en lille forsmag på, hvad der kunne ske i tilfælde af opløsning af hele unionen – og briterne var som bekendt ikke engang med i valutasamarbejdet.

Dansk støtte til EU

Men også EU-skepsissens natur i de kontinentaleuropæiske EU-lande er på flere måder anderledes end i Storbritannien – særligt i Danmark.

I de seneste dage har flere meningsmålinger bekræftet tidligere research foretaget af bl.a. Tænketanken Europa om den danske EU-skepsis. Mens danskerne ikke ønsker yderligere suverænitetsafgivelse, så er vi grundlæggende set tilhængere af vores EU-medlemskab.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er i Danmarks interesse at være med i EU-samarbejdet eller ej, er vores svar overvældende ja. Faktisk viser nogle målinger, at kun Tyskland er mere pro-europæisk efter denne målestok.

Læs også: Flere rapporter om fremmedhad efter Brexit

De sædvanlige populistiske partier og bevægelser i Europa vil naturligvis bruge Brexit-afstemningen til at lægge pres på deres regeringer og på EU og muligvis trække de enkelte lande i en mere nationalistisk retning.

Men der er ingen tegn på, at de toneangivende europæiske politikere har tænkt sig at lade Storbritannien rive hele samarbejdet med sig i graven. Og på visse punkter – ønsket om yderligere samarbejde på det militære område og yderligere integration i eurozonen – vil faktisk blive lettere uden Storbritannien, om end det næppe er ’mere Europa’, der vil være på menukortet i Bruxelles foreløbig.

Danmarks valg

Hvad vil alt dette betyde for Danmark? Først og fremmest har vi mistet en tæt allieret inden for EU, som vi ofte kunne regne med ville fremføre synspunkter, vi var enige i – særlig på områder som det indre marked, statsstøtte, frihandelsaftaler og det sikkerhedspolitiske område.

Det samme gælder for andre mindre nordeuropæiske lande som Sverige, Holland og Finland, og vi må nu selv formå at stå sammen og udfylde det tomrum, briterne efterlader sig.

Læs også: Østeuropæerne ærgrer sig dobbelt over britisk valg

Det bliver ikke let, og denne gruppering inden for EU er utvivlsomt blevet svækket. Ikke desto mindre er arbejdet med at danne en sådan ny alliance for længst startet, idet briterne reelt har været fraværende i EU i årevis.

Danmark er imidlertid en outsider selv inden for denne gruppering, fordi vi ikke er – og ikke vil blive – en del af eurosamarbejdet. Dermed betyder Brexit, at vi på sigt vil blive stadig mere marginaliseret i EU.

Der vil ikke længere være en økonomisk sværvægter som Storbritannien til at kræve, at ikke-eurolandenes bekymringer tages med i overvejelserne fremadrettet.

Ironisk nok kan konsekvensen af Brexit meget vel blive, at Danmark i fremtiden vil befinde sig i en så appendiks-agtig situation, at et flertal af befolkningen vil vurdere, at det er i landets interesse at blive fuldt medlem af EU.

Læs også: Folkets globaliseringsskepsis bekymrer systemets mænd

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det vil være en ubetinget fordel for et Danmark uden UK som krykke at indgå langt mere fuldtonet i EU-samarbejdet, der ikke længere skal handle om frihandel, men om økonomisk og udviklingsmæssig styring.

Morten Kjeldgaard, Søren Knudsen, Mihail Larsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
john andy houbo Pedersen

Danmark bør overveje at opgive sine forbehold der er mere og mere urealistiske.

Søren Cramer Nielsen, Morten Kjeldgaard, Søren Knudsen, Mihail Larsen, Steffen Gliese og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Claus Hornsby

Lille Danmark vakler sig uden tvivl indtil EU-bygningen i Bruxelles i realiteten er Danmarks ambassade til sig selv, og der er ingen andre der til at slukke lyset

Steffen Gliese

Claus Hornsby, der er sket det fantasiske, at Tyskland ikke længere kan fastholde sin dræbende austerity-politik uden støtte fra UK. Proppen er gået af flasken, og man kan se fremad i stedet for at trippe på stedet og kæmpe om det uvigtige: job og vækst. Det er noget, der følger af gode prioriteringer, ikke noget, der skal styre prioriteringerne.

Ja, Danmark står mutters alene - sammen med 8 andre lande!

Claus Hornsby

Steffen, det er meget morsomt.

Men medmindre det er dit håb at Tyskland forlader EU, bliver din drøm aldrig en realitet. Tyskland kommer ikke til at miste sin vigtigste EU handelspartner og et €50 mia handelsoverskud. Tro mig, når støvet har lagt sig, kommer der en løsning, der beskytter tyske interesser, hvor Storbritannien er stort set fortsat med i et MEGET forandret EU, dine luftkasteller er ødelagt og Junker er arbejdsløs.

Claus Hornsby

... og Mihail Larsen, Marlene Wind og europas vildledte frankofile elite er i tårer

Morten Kjeldgaard

Med UK ude er der en chance for at få gennemført en regulering af den internationale finanssektor, og at få indført Tobin-skat. I det hele taget, når støvet har lagt sig vil UK melde sig ind i EØS og få en norsk løsning. Det kommer til at betyde at ingen af Leave-fløjens vidtløftige løfter til vælgerne kan indfris, men det må englænderne sgu selv ligge og rode med. For EU vil der være store fordele ved at få UK parkeret i EØS: I stedet for altid at skulle bruge tid på at kæmpe mod en negativ og reaktionær britisk regering, kan vi bruge tid og kræfter på rent faktisk at gøre noget ved de problemer vi alle står i.

Morten Kjeldgaard

Bo, kun Danmark har en undtagelse fra den fælles mønt. De andre lande har forpligtet sig til at indføre Euroen.

Morten,

EU er i gang med at indføre deres EU FTT. DK står udenfor. UK har prøvet at blokere ved at gå til ECJ.

Michael Kongstad Nielsen

Sverige har haft folkeafstemning den 14. september 2003 om euroen. Det blev et NEJ.
Danmark har fået indskrevet i Lissabontraktaten, at vi står udenfor euroen.
Danmark har så sent som i år 2000 haft folkeafstemning om euroen. Det blev et NEJ.
Danmark har for et halvt år siden stem NEJ til at opgive retsforbeholdet.
Danskerne har det evig dejligt med de fire forbehold fuldt intakte, og vi kan sagtens klare os uden UK, som vi faktisk ikke var så enige med, som Mette Rodgers foregiver.