Læsetid: 5 min.

Dybt i den colombianske jungle længes FARC’s soldater efter freden

Trods den netop indgåede våbenhvile holder guerillasoldater fra oprørsgruppen FARC stadig vagt dybt inde i den colombianske jungle. Men maskinpistolerne hænger over skuldrene, mens de forbereder sig på tiden efter en fredsaftale og det civile liv, mange af dem længes efter
Efter at FARC og den colombianske regering er blevet enige om en fredsaftale, forbereder soldaterne i guerillabevægelsens Front 57 midt inde i den colombianske jungle sig på et liv uden våben.

Lise Josefsen Hermann

24. juni 2016

Hver femte dag rykker FARC-soldaterne teltpælene op og flytter deres lejr.

Så længe der ikke er skrevet endeligt under på en fredsaftale med den colombianske regering, må de tage visse forholdsregler.

De følger med i udviklingen af fredsprocessen i Havana via delegationens offentlige udtalelser, som en af dem downloader på en internetcafé i en landsby og tager med ud til lejren i junglen.

Ét af de emner, der bliver diskuteret, er, hvordan staten vil garantere guerillasoldaternes sikkerhed. De snakker om, at de paramilitære højreorienterede militser rykker stadig tættere på. De udnytter, at vi holder våbenhvile, lyder bekymringen. Hvordan kan vi stole på regeringen?

FARC har siden juli sidste år holdt en ensidig våbenhvile. Men nu har FARC og den colombianske regering netop indgået en historisk gensidig våbenhvile, der endegyldigt skal stoppe den 52 år lange konflikt. Det betyder også begyndelsen på afvæbningen af FARC.

En endelig fredsaftale forventes ifølge præsident Juan Manuel Santos at blive underskrevet den 20. juli. Det bliver konfliktens sidste dag, som mange udtrykker det.

Læs også: Paramilitære grupper skaber frygt for at nedlægge våbnene

Siden FARC’s ensidige våbenhvile har soldaterne fået tiden til at gå med undervisningsseancer i et telt med bænke.

Deyver Monsalve er ved at rense sin maskinpistol. Han er 22 år og har været i FARC, siden han var 14 år.

»Med tiden begynder skydevåbnet og vesten at være noget, man føler, man mangler, hvis ikke man bærer det. Hvis man tager det af, får man det dårligt. Det er en del af det hele. At nedlægge våbnene er jo en del af fredsprocessen, og så indstiller vi os på det civile liv. Så ligger vi ikke under for disciplinen længere. Så skal vi arbejde ligesom civile. Så sidder vi bare tilbage med mindet om, at vi var en organisation, som kæmpede indtil fredsaftalen. Den er vores mål, så al den lidelse stopper. Jeg har svært ved at forestille mig det civile liv efter en fredsaftale. Det vil være en smuk forandring for landet og for alle colombianere, tror jeg. Det er et stort skridt, at krigen slutter.«

Når guerillasoldaterne taler om fremtiden efter en fredsaftale, er der noget, der går igen hos stort set alle. De udtrykker ikke personlige ønsker om, hvad de kunne tænke sig at lave.

De forestiller sig at fortsætte med at arbejde og kæmpe for organisationen, som de kalder FARC. Bare uden våben, selvfølgelig. Ét af de områder, der er på plads i fredsforhandlingerne er FARC’s fremtidige politiske deltagelse. Gruppen vil danne et parti og gå ind i politik.

Ind i junglen

FARC-lejrens præcise beliggenhed er hemmelig. Jeg har sejlet tre timer med en lille rutebåd op ad floden, før jeg mødes med en mand i gule gummistøvler og en gul fodboldlandsholdstrøje, der skal bringe mig fra civilisationen til min destination, Farcolandia, som nogle kalder det med et glimt i øjet.

Efter yderligere tre timers sejlads når vi landsbyen Mesopotamia. Pludselig står en gruppe guerillasoldater for at hente mig. Jeg har svært ved at få øjnene fra deres våben, selv om de bare hænger om skulderen. Jeg får ikke bind for øjnene, som jeg havde forestillet mig.

»Vi plejer at tage batteriet ud af mobiltelefonen for en sikkerheds skyld,« siger én af soldaterne. Det er dog flere timer siden, den har haft signal. »Ellers kan du spørge om det, du vil, til dem, du vil.«

De fleste af guerillasoldaterne i lejren bærer enten en hel eller dele af en grøn uniform. De har alle sammen gummistøvler på. Chocó er et af de steder i verden, hvor det regner allermest.

Soldaterne har hver deres caleta, en slags primitiv seng af nogle brædder med en teltdug over. De, der har partnere, deler caleta med hinanden. FARC-lejren minder mig om en politisk festival, bortset selvfølgelig fra våbnene.

Læs også: ’Frygten sidder stadig dybt i mig’

Det bliver en stor forandring for Deyver Monsalve og kammeraterne, når de ikke længere har maskingeværer at rense: »Det kommer an på, hvad vi bliver bedt om at lave. Så vil cheferne sige til os, hvad vi skal lave. Jeg vil gerne arbejde i måske tømmer- eller bananindustrien,« siger han.

Én af de bekymringer, der ofte lyder i forbindelse med fredsprocessen, handler om, hvordan man undgår, at andre bevæbnede grupper tager over, når FARC nedlægger våbnene.

Der er flere andre guerillagrupper og højreorienterede militser i landet. Nogle frygter, at menige FARC-medlemmer måske er fristede til at fortsætte livet med våbnene og skifte over til en anden gruppe. Det vil Deyver Monsalve i hvert fald ikke, fortæller han:

»Jeg skal ikke være med i en bande. Så bliver man sikkert slået ihjel. Vi kan jo ikke tage over i en anden bevæbnet organisation, hvis vi er trætte af at kæmpe. Når der kommer en fredsaftale, vil jeg besøge min mor og mine søskende.« Deyver har ikke haft kontakt med dem i seks år.

’Dette er ikke en overgivelse’

Fredi alias Pinocchio er en del af ledelsen i Front 57, som denne FARC-enhed hedder. Han har en kæde om halsen med et lille stykke træ, hvor Che Guevara er afbildet. Han har været 19 år i FARC.

»Jeg har set mange kammerater dø. Sådan er krigen,« siger Fredi, mens han sidder med sit våben.

Når jeg taler med guerillasoldaterne i Front 57, er der ingen, der bruger ordene at ’slå nogen ihjel’. De fortæller, at de har været med i kampe, hvor der har været døde. De ved ikke, om det var deres kugler, der dræbte nogen, som de forklarer.

»Det at være skyld i en andens død er noget af det hårdeste, for de er også vores brødre. Derfor vil vi nedlægge våbnene. Nu er det nok med den interne konflikt,« siger Fredi.

Fredi og de andre guerillasoldater i Front 57 er klar til at sige undskyld, selv om det er en kompliceret affære:

»Selvfølgelig skal vi sige undskyld til ofrene og anerkende, hvad vi har gjort i konflikten. Men i denne krig er der faldet folk på begge sider, og vi er også ofre. Vi kom hertil i selvforsvar, for vi ville ikke slås ihjel.«

Fredi fortæller, at hans stedfar blev slået ihjel af paramilitære, fordi han var leder i en landsby. Derefter måtte hele familien flygte, ligesom knap syv millioner andre colombianere har måttet gøre på grund af konflikten. De paramilitære slog også en af Fredis brødre og dennes otteårige søn ihjel, »fordi jeg er guerillero«, fortæller Fredi, og blikket bliver stift.

»Vores formål er ikke krigen, og det er ikke en overgivelse, når vi nedlægger våbnene. Det er et kapitel, det nu er nødvendigt at afslutte for at sætte punktum på den her væbnede konflikt. Vi vil ikke have flere ofre. Vi afslutter kapitlet med våbnene, men den politiske del fortsætter. Vi fortsætter med at kæmpe for mere lighed til alle.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Hornsby

Noget sludder. FARC soldater længer ikke efter fred. Tværtimod - deres liv som en guerilla er det eneste liv de fleste af dem kender. De frygter faktisk freden.

Jeg er gift med en colombianske, og vi har fortsat et hjem i Colombia. Vi har venner, der var børnesoldater med FARC og vi ser på første hånd den umulige kamp for at, på den ene side, integreres i det normale samfund, og på den anden side, den konstante frygt for hævn og gengældelse .. ikke kun fra dem der er påvirket af FARC aktiviteter, men også fra soldater, tidligere soldater og de FARC kammerater de vendte ryggen til.

Man må ikke forveksle stemningen i ledelsen - som har tjent deres formuer og nu ønsker frihed til at leve i den stil, som de gerne vil vænne sig - med stemningen af ​​de soldater, der ikke har et andet liv, har været guerillasoldater siden barndommen, og for det meste, simpelthen ikke er udstyret til fred .. og er faktisk bange for, at freden uden deres geværer vil gøre dem lette mål for dem der søger hævn.

Michael Andersen

Det store spørgsmål er nu, hvem der skal overtage produktionen af og handelen med kokain? For de sidste 5-10 år har det reelt været dét, man har kæmpet om.

Jeg er overbevist over, at langt de fleste guerillaledere og - soldater fortsætter i "branchen". Blot uden den revolutionære indpakning.

Viggo Okholm

Jeg kan se at her er nogen som ikke tror på at mennesket altid dybt inde ønsker et liv uden våben, som vedhæng og symbol på magt eller hævn. Jeg er slet ikke nok inde i Columbias vist triste historie til at kunne gøre mig klog. I der skriver her mener i at revolution og guerillakrig er en livsstil som mange der og andre steder synes er attraktivt?

Claus Hornsby

Det er ikke at de synes det er attraktivt; men de kender ikke noget andet og de eneste alternativer de ser er helt bestemt ikke mere attraktive.

Colombia har allerede flere internt fordrevne folk end Syrien, så hvor skal de hen? Landet og enten dyrke kokain (under tommel af kriminelle bander eller højreorienterede paramilitære i ledtog med hæren, politi og store dele af den offentlige forvaltning) eller leve i dyb fattigdom under tommel af narkosmuglere eller en af de andre venstreorienterede paramilitære grupper?

Storbyerne? Men de er jo faktisk endnu mere voldelige end livet som paramilitær. Cali, hvor min mand kommer fra, er Colombias tredjestørste by med knap to millioner indbyggere. Der er ingen mærkbar paramilitær aktivitet i Cali og forstæderne, men der er stadig flere mord i Cali end i hele EU .. og Cali er langt fra det mest voldelige sted i Colombia.

Menneskelivet har ringe værdi i Colombia og medmindre du har været der, er det svært at forestille dig hvor skrøbelig en puls er.

Claus Hornsby

I virkeligheden er udvandring den eneste flugt, og det er derfor der er så mange colombianere i Europa .. og også derfor langt den største del af Londons enorme 'spanske' befolkning faktisk kommer fra Colombia (via Spanien og et spansk pas) .. men hvem har faktisk lysten til at give visum eller pas til en tidligere paramilitær?