Kommentar
Læsetid: 9 min.

Europa revner

Brexit er et symptom på en grundlæggende tendens til, at det ’internationale’ er på retræte, mens nationalstaterne vinder frem. Det er blevet moderne at gøre grin med EU og med de, der fortsat tror på et fælles institutionaliseret europæisk projekt
Brexit er et udtryk for en generel tendens, hvor man forskanser sig nationalt i stedet for at løse problemerne internationalt. Det er Europas gælds- og flygtningekrise blandt andet et udtryk for, og begge dele har været centrale i den britiske valgkamp. Her er en flygtet kvinde med to børn ved grænsen i Grækenland.

Vadim Ghirda

Udland
25. juni 2016

Brexit er blot det seneste bevis på, at den vesteuropæiske orden er i eksistentiel krise. Europas befolkninger og Europas politikere vakler i troen på de mest centrale principper i det system, der ligger til grund for den fredelige udvikling, der har kendetegnet Europa siden 1945.

Der har indfundet sig en nagende tvivl om værdien af internationale institutioner, om det holdbare i opretholdelsen af et universelt menneskerettighedsbegreb og på et grundprincip om, at åbenhed og en gradvis fjernelse af territoriale grænser er ønskelige.

De europæiske stater og deres befolkninger er ved at miste troen på, at vor tids store spørgsmål bedst håndteres internationalt. Europa er kort sagt begyndt at kigge indad.

Et af grundelementerne i det europæiske system post-1945 har været opbygningen af stærke internationale institutioner.

Det klareste eksempel er selvfølgelig den gradvise udbygning af EU-projektet, men også Europarådet med den magtfulde Europæiske Menneskerettighedsdomstol er værd at fremhæve.

Den generelle tendens har været tydelig og den har været entydig. De europæiske nationalstater har siden Anden Verdenskrig indgået i stadigt tættere samarbejde med afgivelse af stadig mere national suverænitet og kompetencer til stadigt mere magtfulde internationale institutioner.

En af konsekvenserne har været indførelsen af et stigende antal juridiske kontrolorganer, der kan gribe ind i den måde, vores nationale politikere udformer politikker på. Europæiske politikere har ofte måttet finde sig i, at både EU-retten og menneskeretten sætter grænser for deres råderum.

Læs også: Brexit-jordskælvet er en realitet – at rydde ruinerne vil tage år

Et andet centralt element i det europæiske projekt har været en stærk tro på – og forsvar af – universelle menneskerettigheder. Europa har bakket op om bestræbelserne på at udvikle og anerkende stadigt flere rettigheder til stadigt flere mennesker i stadigt flere egne af verden.

Og det har været vigtigt for Europa at betone den universelle karakter af rettighederne og grundantagelsen om, menneskerettigheder var noget, der tilkom alle mennesker, uanset nationalitet og kulturel, religiøs, seksuel eller politisk baggrund.

Det tredje grundelement i den europæiske selvforståelse har været en generel antagelse om, at åbenhed i bred forstand er at foretrække frem for lukkethed.

Internt i Europa er troen på åbenheden først og fremmest kommet til udtryk i den gradvise udbygning af EU, der fra starten har været baseret på udstrakt frihed for arbejdskraft, varer, tjenesteydelser og kapital. Kulminationen på den interne åbenhed var indførelsen af Schengen og afskaffelsen af den indre grænsekontrol.

Flygtningeproblemet

Men også eksternt har Europa betonet et basalt behov for åbenhed, og der har generelt været en accept af vores samfund og region skal være modtagelige over for andre kulturer.

Det er rigtigt, at de europæiske stater i varierende grad i årtier har forsøgt at begrænse tilstrømningen af flygtninge, og der har bestemt ikke været enighed om, hvor mange flygtninge, vi skulle tage imod og om de, der kom hertil, nu også var lige motiverede til at bidrage til fællesskabet.

Den grundlæggende holdning har ikke desto mindre været, at flygtningeproblemet trods alt var til at håndtere, og at de fleste problemer i sidste ende kan løses ved ordentlig integration.

På alle tre fronter går det nu hastigt tilbage. Brexit er et symptom på en mere grundlæggende tendens til, at det ’internationale’ er på retræte og nationalstaterne vinder frem.

Det tydeligste eksempel er den stigende kritik af internationale institutioner, herunder i særdeleshed EU. Det er blevet moderne at gøre grin med EU og med de, der fortsat tror på et fælles institutionaliseret europæisk projekt. Og kritikken bliver stadigt mere alvorlig.

For hvor indvendingerne mod det europæiske samarbejde i 1990’er primært kom til udtryk i form af relativ harmløs kritik af overdreven EU-harmonisering af alt fra agurker til nummerplader er nutidens kritik af EU langt mere principiel.

Flere og flere europæere ser gældskrisen i Grækenland, social dumping, tiggende østeuropæere og det store bekostelige bureaukrati i Bruxelles som et bevis på, at konstruktionen ganske enkelt har spillet fallit.

Og nu har briterne så ganske frivilligt meldt sig ud af det EU-projekt, som det fra starten har været meningen skulle vokse sig stadigt større og inkludere stadigt flere stater. Det er i den grad historisk. Og særdeles ildevarslende.

Naivt rettighedshalløj

Men også det universelle menneskerettighedsbegreb er presset. Der begynder at brede sig en nagende tvivl om, hvorvidt det nu også passer, at rettighederne virkelig er ’universelle’ og snakken om universalitet er gradvist blevet erstattet af betoning af kultur og kulturfællesskaber.

Der sættes i stigende grad spørgsmålstegn ved, om vi som europæere overhovedet har forpligtelser over for dem, der er uden for.

Hertil kommer en øget skepsis over for bagsiden af medaljen ved anerkendelsen af universelle rettigheder. Rettigheder koster penge. Rettigheder kan misbruges og vendes mod vores samfund.

Terrorister kan udnytte vores sårbarhed og frihedsrettigheder, religiøse fundamentalister kan misbruge vores gæstfrihed og vandrende arbejdstagere kan udnytte vores avancerede netværk af sociale ydelser.

Læs også: Underdrejet EU skal genfinde kursen

For kritikerne af universelle menneskerettigheder er den meget omtalte Levankovic-sag blot den seneste i en alt for lang række af afgørelser, hvor menneskeretlige forpligtelser står i vejen for, at vi kan indrette vores samfund på en måde, som vi ønsker. Der har i de senere år langsomt men sikkert bredt sig en stemning af, at det er en smule naivt med alt det dér rettighedshalløj.

Og så er der åbenheden, hvor man jo blot behøver at tage toget til Malmø for at se, hvordan det står til. Schengen er reelt død, grænsekontrollen er genindført, Norge vil sende asylansøgere tilbage via Rusland, Østrig har indført en flygtningekvote, Slovenien vil kun have kristne osv.

De europæiske befolkninger er begyndt at tvivle på, at de positive effekter ved at bevare sine grænser åbne overstiger de negative.

Og der sættes i stigende grad spørgsmålstegn ved præmissen om, at mennesker fra andre kulturer kan finde sig til rette i de europæiske samfund, og at alting nok skal gå med den rette integration. For der er jo al kriminaliteten, de alt for mange parallelsamfund og de rigide religiøse dogmer, der komplicerer integrationen.

Der er selvfølgelig mange forklaringer på den vigende opbakning til de grundelementer, der har været byggestenene i den europæiske orden post-1945. Og bag det hele kaster den økonomiske krise fortsat sin lange skygge.

Krisen gør ressourcerne stadigt knappere og øger den fordelingspolitiske spænding. Det ser også ud til, at vi er vidner til et ulmende opgør mellem ’folket’ og ’eliten’, og at vi nu ser, at folket rejser sig og forkaster det, de opfatter som elitens højpandede multinationale projekter.

For mange europæere har det institutionelle samarbejde i Europa og betoningen af universelle menneskerettigheder og åbenhed altid været elitære projekter, der har savnet forbindelse til almindelige menneskers hverdag.

Et stort antal europæere føler med en vis ret, at det er dem, der skal leve med konsekvenserne af den politik, som andre har ønsket gennemført i globaliseringens navn.

Og nu gider de ikke mere. Lyt bare til UKIP’s Nigel Farage og hans ’sejrstale’ oven på Brexit-afstemningen. Det var i hans optik en sejr for ’normale’ mennesker. Og ’anstændige’ mennesker.

Det er måske i virkeligheden først nu, at implikationerne af ophøret af Den Kolde Krig begynder at indfinde sig.

For da det kom til stykket var vi slet ikke enige om så meget i Europa, men frygten for Sovjetunionen fik alligevel europæerne til at rykke sammen i bussen og for en tid se stort på alle forskellighederne. Men nu er den tid forbi, og gamle forskelle bliver atter synlige.

Åbenhedens pris

Og så er der naturligvis flygtningekrisen. Billederne af flygtninge og migranter på landevejene op igennem Europa presser det europæiske projekt på alle dets tre grundelementer.

Krisen viser, at internationale institutioner som EU ikke altid er garant for kvikke løsninger. Den illustrerer, at det rettighedssystem, vi har opbygget efter Anden Verdenskrig er rigtig dyrt og kan blive en klods om benet på nationalstaterne – og især på velfærdsstater som Danmark. Og den viser, at udstrakt åbenhed kommer med en pris, der kan synes endog særdeles høj.

Flygtningekrisen fungerer herved som brænde på bålet og den mangelfulde håndtering af krisen har udgjort en klar trussel mod centrale elementer i den europæiske orden.

Den udprægede latterliggørelse af Angela Merkel er måske det bedste billede på tingenes tilstand. Den tyske kansler er jo en af de få politikere, der fortsat tror på de grundlæggende elementer i den europæiske orden og betoner behovet for institutioner, rettigheder og åbenhed.

Merkel opfattes ikke desto mindre i stigende grad som en person, der er ude af trit med virkeligheden og som desperat holder fast i nogle illusioner, der for manges vedkommende er bristet.

Den lille stat, Danmark

Set med danske øjne bør den aktuelle udvikling og det britiske Brexit vække bekymring. Der kan selvfølgelig være gode grunde til at ville redefinere og genoverveje elementer i det europæiske projekt, og det er kun sundt at diskutere, om internationale spilleregler og konventioner er tidssvarende.

Institutioner og retlige normer skal være i stand til at ændre sig i overensstemmelse med samtidens præferencer og hvis der bliver for stor afstand mellem idealer og realiteter mister idealerne deres troværdighed og opbakning.

Vi skal også bare huske på, at Danmark er en lille stat i en region, der får stadigt mindre global betydning og indflydelse.

Vi har med rette historisk anskuet internationale organisationer og en stærk international retsorden som en måde, hvorpå vi både kan gøre vores begrænsede indflydelse gældende og samtidig opnå en helt nødvendig grad af forudsigelighed.

Institutioner og spilleregler er et redskab, den lille internationalt orienterede markedsstat benytter for at opbygge og fastholde velfærd for borgerne og for at skabe betingelserne for fred i dets omgivelser.

Som Taksøe-rapporten klart skriver, så nyder Danmark godt af eksisteren af institutionerne og de spilleregler, der blandt meget andet er med til at kanalisere uenighed i det internationale samfund væk fra udøvelse af rå magt og over i formaliserede rammer.

Institutioner, rettigheder og åbenhed handler derfor ikke kun om idealisme men i høj grad også om realisme. Det handler om at tage bestik af Danmarks langsigtede interesser og geopolitiske placering.

Man behøver altså hverken at være glødende unionsborger eller for den sags skyld lallende humanist for at mene, at Danmarks langsigtede interesser vil lide skade, hvis den aktuelle udvikling i retning af en tilbagerulning af det europæiske projekt fortsætter.

Læs også: De komplicerede britiske veje ud af EU

Som tingene udvikler sig i disse år er det måske derfor også på tide, at de politikere og kommentatorer, der har så travlt med at gøre grin med det europæiske projekt, tager en dyb indånding og tænker over, om det i grunden ikke er ret godt for et lille land, at det er omgivet af institutioner og forudsigelighed.

Og så kan de jo passende ved samme lejlighed stille sig selv et helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er alternativet?

Der savnes en ’fortælling’ om Europas formål og rolle. Anden Verdenskrig er efterhånden så længe siden, at datidens uhyrligheder ikke længere synes tilstrækkelige til at retfærdiggøre behovet for en fælles europæisk orden.

Det europæiske projekt er blevet sårbart, fordi det ikke længere er knyttet an til en større fortælling eller en større vision.

Projektet er blevet reduceret til et spørgsmål om umiddelbare fordele og ulemper for den enkelte stat og derfor er det også blevet en skrøbelig konstruktion. For hvad nu, hvis de umiddelbare ulemper begynder at overstige fordelene?

Politikere må forklare os, hvorfor der er behov for en fælles orden på det europæiske kontinent. Og de må godt begynde nu.

Anders Henriksen er lektor i folkeret ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Brøgger

"Brexit er blot det seneste bevis på, at den vesteuropæiske orden er i eksistentiel krise. Europas befolkninger og Europas politikere vakler i troen på de mest centrale principper i det system, der ligger til grund for den fredelige udvikling, der har kendetegnet Europa siden 1945."

Eller hvad der skulle have stået:

"Brexit er blot det seneste bevis på, at bureaukraterne i Bruxelles er i eksistentiel krise. Europas befolkninger og Europas politikere vakler i troen på de mest centrale principper i det system der bliver mere og mere elitært lukket om sig selv, og ligger til grund for den uro og voldelige udvikling, der har kendetegnet Europa siden EU teknokratiet dikterede storkapitalens krav overfor befolkningerne uden at spørg dem om de syntes det var en god ide."

Flemming Berger, Eva Nysteen, Kent Thomsen, Mads Berg, Knud Chr. Pedersen, uffe hellum, Claus Kristoffersen, John Victor Lorck, Steffen Gliese, Aksel Gasbjerg, Ivan Breinholt Leth, peter fonnesbech, Alan Strandbygaard og Kasper Andreasen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Skulle artiklen ikke have været rubriceret under DEBAT fremfor UDLAND.

Flemming Berger, Mads Berg og Kasper Andreasen anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

@Michael Kongstad Nielsen

Det ved jeg ikke - konklusionen er jo at læne sig tilbage og overlade initiativet til politikerne?

Der er vel ikke debat?

Michael Kongstad Nielsen

Jo, men det er bare fordi, folkerets-lektoren ikke er nogen særlig skarp debattør

Alan Strandbygaard

"Det er blevet moderne at gøre grin med EU og med de, der fortsat tror på et fælles institutionaliseret europæisk projekt."

Vi gør skam ikke grin med nogen. Det er ramme alvor.

Og desuden er vi fornuftige nok til at acceptere andre har en holdning. Vi vil bare ikke lade os diktere samfundsordenen af en diminutiv elite. Vi andre er her også.

Flemming Berger, Randi Christiansen, Troels Brøgger, Carsten Mortensen, Torben Skov, Benta Victoria Gunnlögsson, Finn Thøgersen, Jette M. Abildgaard, Vivi Rindom, Knud Chr. Pedersen, uffe hellum, Per Torbensen, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Nille Torsen

"Brexit er blot det seneste bevis på, at den vesteuropæiske orden er i eksistentiel krise". Måske kunne man i denne sætning med en vis ret erstatte ordet "orden" med ordet "uorden".

"De europæiske stater og deres befolkninger er ved at miste troen på, at vor tids store spørgsmål bedst håndteres internationalt". Her ville jeg erstatte det sidste ord "internationalt" med "af EU".

"Det er blevet moderne at gøre grin med EU". Jeg tror ikke kun at det er et modefænomen. Man kan jo opføre sig sådan at man BLIVER til grin.

"Krisen viser, at internationale institutioner som EU ikke altid er garant for kvikke løsninger". Det er vist det man kalder for et "understatement".

"Merkel opfattes ikke desto mindre i stigende grad som en person, der er ude af trit med virkeligheden". Måske er det fordi at hun ER ude af trit med virkeligheden?

"Det europæiske projekt er blevet sårbart, fordi det ikke længere er knyttet an til en større fortælling eller en større vision". Eller måske fordi det ikke adresserer folks problemer?

"Politikere må forklare os, hvorfor der er behov for en FÆLLES ORDEN på det europæiske kontinent". Måske skulle de begynde med at forklare os hvad en "FÆLLES ORDEN" er. Betyder det f.eks. at man som mange mennesker i Tyskland, ikke kan leve af et fuldtidsarbejde, men må få sin elektricitetsregning betalt af det offentlige?. Jeg er nysgerrig.

Flemming Berger, Carsten Mortensen, uffe hellum, Steffen Gliese og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar

EU er et elitært projekt der aldrig har haft stabilitet for arbejdskraften som mål. Tvært imod, så er arbejdskraften i EU-regi en vare som kan handles, forbruges, og erstattes. Det strejfer ikke Anders Henriksen der er lektor i folkeret, at den stabilitet, som netop Karl Marx indså var så vigtig for arbejdstagerne, er en menneskeret.

Anders Henriksen, lektor i folkeret, smager på elitens formulering EU, der fra starten har været baseret på udstrakt frihed for arbejdskraft, varer, tjenesteydelser og kapital. uden at få en bismag i munden over at arbejdskraft sidestilles med "varer, tjenesteydelser og kapital".

Hr. Anders Henriksen, lektor i folkeret. arbejdskraft adskiller sig fra ""varer, tjenesteydelser og kapital" ved at arbejdskraft selv tænker.

Hvad skal vi dog med sådanne folkeretseksperter fra vores skattefinansierede universiteter?

Flemming Berger, Randi Christiansen, Olav Bo Hessellund, Henrik Møller, Carsten Mortensen, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Torben R. Jensen, John Victor Lorck, Claus Hornsby og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Claus Hornsby

Sludder og vrøvl.

Det internationale er ikke på retræte. Tværtimod - døren åbner til hele verden, i stedet for den skøre indadvendt lille verden af selvisk europæisk protektionisme.

Bo Carlsen, Flemming Berger, Troels Brøgger, Mikkel Madsen, Jette M. Abildgaard, John Victor Lorck og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Det lyder mest som om, at alle former for rettigheder står og falder med EU.
"Der sættes i stigende grad spørgsmålstegn ved, om vi som europæere overhovedet har forpligtelser over for dem, der er uden for." Europas rigdom - ujævnt fordelt som den er - har nu i omkring 200 år været baseret på at udnytte og udplyndre "de der er udenfor". Hvad er det for forpligtelser der er i forfald? Hvis det er retten til at smadre lokale markeder i Afrika med vores landbrugssubsidier, dumping af fødevarer og structural adjustment programmes, eller retten til at intervenere militært i andre lande og skabe fejlsslagne stater, så er det da en god nyhed, hvis denne ejendommelige ret er i forfald. Hvis vores ret til at manipulere andre folkeslag og udbytte dem på det groveste er i forfald så hurra for det. I Afrika gider de ikke mere at høre på vores dobbeltmoralske præk om menneskerettigheder og god regeringsførelse. De er også trætte af, at det fortrinsvis er afrikanske tyranner, som indklages for ICC, mens krigsforbrydere som Bush, Blair og Fogh Rasmussen går fri. Menneskerettighederne er i forfald? I vores forhold til de lande, hvor flygtningene kommer fra plus en lang række andre lande, startede menneskerettighedernes forfald for omkring 200 år siden. Fortæl en afrikansk politiker eller intellektuel, at brexit nu betyder, at menneskerettighederne er i forfald. Jeg sætter en kasse bajere på højkant på, at hans eller hendes svar vil være et rungende NÅ!

Flemming Berger, Randi Christiansen, Colin Bradley, Troels Brøgger, Henrik Møller, Carsten Mortensen, Jørgen Steen Andersen, Mads Berg, Niels Duus Nielsen, Peter Jensen, Aksel Gasbjerg, Bill Atkins, John Victor Lorck og Claus Hornsby anbefalede denne kommentar

Alle skal være velkomne i min by, men hvorfor skal de have lov at tage mit arbejde eller undergrave min økonomi?

Claus Kristoffersen

Sikken noget forfærdeligt vrøvl!

Touhami Bennour

Grundlæggere var måske idealister, cde troede Kapitalen vil kunne gennemføre det project: unionen og fred I Eudopa. Der mangledde et forarbejde, som helt forskelligt fra økonomi. Både befolkninger og eliten var fanget af den maskineri som er prodeceret I århundert af det kapitalistisk system I Europa, inclusive koloni tidendvs udnyt

Troels Brøgger, Steffen Gliese og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Fortsætter. paraxodalt var hensigten til europas folk ikke´normalisering af den international men utilfredshed at EU ikke har turdet knække dem. DEn "international".. Jeg forventer at folk bliver ked af det og senere helbredet

Else Marie Arevad

"De europæiske befolkninger er begyndt at tvivle på, at de positive effekter ved at bevare sine grænser åbne overstiger de negative."
Ja, det tør vist svagt antydes!
Artiklen skæmmes desværre af sprogfejl - fx i den her citerede sætning, hvor der burde have stået "deres grænser". Og videre: "Det er blevet moderne at gøre grin med EU og med de, der fortsat tror på et fælles institutionaliseret europæisk projekt." Der skulle naturligvis have stået "med dem". En lektor ved Københavns Universitet bør kunne skrive korrekt dansk.

Kent Thomsen

Selv Information lefler for kapitalen og magthaverne med sådan en ækel svada!

i artiklen mister 'eksperten' grebet allerede i 1. Sætning. det ’internationale’ er på retræte, mens nationalstaterne vinder frem. Og straks efter bliver det fatalt...."Det er blevet moderne at gøre grin med EU"...hvad får redaktionen på Information til at bringe en så ringe artikel??
Det er nok sandt, at yderliggående holdninger vinder frem bl.a i de europæiske lande...men det betyder ikke at det internationale samvirke er på retræte....okay, nationalstatstanken vinder frem.....men nok flere steder som en reaktion på en afmagtsfølelse overfor de internationale politisk-økonomiske institutioners 'overgreb'. Hvis man gerne vil forstå, hvad der rør sig hos befolkningerne i EU, om den Europæiske Union så er det åbenbart ikke nok at være folkeretsekspert. Jeg vil henvise til en oplevelse jeg havde på en græsk ø for nogle år siden. En kørte jeg ned til den lokale havneby for at købe lidt morgenmad. Startede med at få en kaffe på havnecafeen, hvor jeg sad sammen med byens mange arbejdsløse og de lokale ældre (fattige pensionister). Vi sad alle skuede ud til en 5-etagers lystyacht i 100-mill.. Klassen Fyldt med blonde langhårede babes, som lavede fitness på øverste dæk. Yacht'en var registreret på Caymanøerne, men ejeren var efter sigende fra Grækenland. Befolkningen på den lille ø, var ramt af arbejdsløshed og svigtende turisme. Der var 1 dagligvarebutik i byen (et supermarked europæisk kædebutik..ejet af udenlandske kapitalinteresser).Øen havde i tidernes morgen være opdyrket og frugbar. Siden beboerne fandt ud af at der var flere penge i turister, havde de forladt jordbruget.I dag er øen gold og ufrugtbar..De terrassen som Romerne i sin tid havde opbygget er for længst skyllet bort... Så det vil taget mange mange år genskabe det tabte..levegrundlag.. i byens internationale supermarked ville jeg købe nogle græske tomater. Det var ikke muligt,..der var kun hollandske og belgiske tomater at vælge imellem...Og så var det jeg tænkte, at EU projektet måtte være kørt af sporet...Der er noget, som er gået helt galt. Ommedarbejderne i supermarkedet varbillig østeuropæisk arbejdskraft nåede jeg ikke at finde ud af!..Men det var slemt nok alligevel!

Flemming Berger, Olav Bo Hessellund, Troels Brøgger, Nille Torsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Protektionisme er vejen frem, Claus Hornsby, alminelige mennesker bliver mast af liberalismen med dens begærlighed, grådighed, disrespekt for mennesker og kærlighed til kvantificering.
Før resten af verden også holder op med sætte udbytningen af hinanden over simpel respekt for menneskeliv, er det meget godt at holde fast i sit eget. Vores humane tradition er årtusinder gammel - mens det var slaver, der byggede pyramiderne, var det arbejdsløse, attiske landmænd, der byggede Parthenon.

Dette er et kraftigt signal til Europas politikere om at tænke sig om og skabe et nyt og mere folkeligt EU.

Og lad os slå fast med det samme, at nationalisme, racisme, fremmedfjendskhed og hadkampagner ikke løser noget problem for Europa. Og derfor er alle disse højreorienterede populistiske organisationer heller ikke en del af løsningen, - tværtom skabte de problemet i Storbritannien.

Men samtidig kan vi også slå fast, at EU egentlig fungerer ganske godt på mange områder. Det har således fjernet risikoen for krige, og har skabt velstand i Europa.

Men så bliver vi også nødt til at slå fast, at EU-landenes regeringsledere gennem de sidste 20-25 år mere og mere har fjernet EU fra at være befolkningernes. Og da det udelukkende er regeringslederne der kan beslutte i EU, hvilket i øvrigt kun sker i fuldstændig enighed, kan man ikke beskylde EU eller nogle andre for at have noget ansvar for dette.

Som borger i EU må vi forlange, at vores politikere i EU-sammenhæng en gang for alle løser miljø- og klimaproblemet. - Energiproblemet. - Skaber jobs og sikre vilkår for befolkningerne. - Og løser Europas migrationsproblem på en smidig og effektiv måde.

Randi Christiansen, Karsten Aaen, Robert Ørsted-Jensen, Mihail Larsen, Thomas Krogh, Mikkel Madsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Kampen imod folkene, som EU har institutionaliseret, er en umulig kamp, det har til alle tider været det, mennesker kæmpede for og fandt sig selv i, og man lyver for sig selv, hvis ikke man tror, at der er dybt indlejrede måder at være på, som går i arv. Når man taler om "danskheden" som et produkt af romantikken, tager man fejl, den fik allerhøjest en særlig tolkning dér. Ser man det ikke i litteraturen helt tilbage, er man blind.
Kampen imod folkenes indbyrdes krigeriskhed, som også går langt tilbage, kræver derfor noget andet, og det er opgør med afmagtsfølelse, opgør med hierarkisk klassering, opgør med den systematisk påførte materielle nød.
Det er EUs projekt for fremtiden: at skabe frihed, lighed og broderskab imellem landene og folk i landene indbyrdes. Glem vækst, sats på udvikling - udvikling af stadig mindre behov for at dræne ressourcer og af 'den gyldne middelvej', der vel er det bedste, europæisk filosofi har givet os.

Flemming Berger, Randi Christiansen og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Desværre, Gert Romme, er noget af det, der er røget undervejs, kravet om enstemmighed i ministerrådet. Det er kun ganske bestemte områder, der ikke blot kræver flertal - og det er selvfølgelig et dårligt udgangspunkt for et EU, der i dag også består af lande, der er meget forskellige.
Jeg lurer på, hvorfor vi i virkeligheden slet ikke kan forestille os krige mellem de europæiske lande, og jeg tror, at det handler om kommunikation og kontakt mere end noget andet. EU er blevet styrket af infrastrukturen; men samtidig er der plads til overraskelser, når man rent faktisk besøger disse lande, man tror, man kender, eller som "ligner os", for der er store nationale forskelle, som vi også bør interessere os for. Kuriøst er det f.eks., at de videnskabelige termer, som opfattes som internationale, alligevel viser sig at blive forstået vidt forskelligt i mødet med de etniske forståelser af logisk tænkning.

Steffen Gliese

Problemet i Anders Henriksens tekst synes at være, at den taler fra juristens synspunkt - retspositivistens, oven i købet, der jo var den vindende position overfor Kochs humanisme.
Men det går galt allerede dér, hvor AH kommer til at skrive "vesteuropæisk", for det er ikke kendetegnende for EU i dag, hvor store dele af Østeuropa er kommet med - med sin helt anderledes historiske erfaring mange århundreder tilbage.

olivier goulin

Fin opsummering af problematikken, som ganske rigtigt er kompleks, og til dels skyldes et sammenfald af faktorer uden umiddelbar indbyrdes sammenhæng.

Dansk Folkeparti, Frihedspartiet i Holland, Front National og alle de andre højrepopulister i Europa og andetsteds, må være svært tilfreds idag. Brexit er den mest bastante bekræftelse af, at de har haft fat i den lange ende i alle årene. Deres kritik kan ikke længere overhøres.

Ingen tvivl om, at Brexit først og sidst handler om de forsømte klassers oprør mod eliten - herunder globalisering, frihandel, korrupte politikere, etc.

Brexit har været en fuldstændig irrationel handling, styret af følelser og afmagt - og en beslutning som englænderne meget vel kan komme til at fortryde, og som kan gøre tilværelsen endnu værre for netop de klasser, der har vraget EU. Det vil tiden vise.

Men netop denne desparation bør være den helt store bekymring for EU-tilhængerne og for hver enkelt nations politikere, ikke mindst. Det er det første gennembrud af en frustration, der har ulmet i årtier - og ikke tilfældig bryder ud i lys lue i netop det land i Europa, der har været skamridt mest af neoliberalismen. Oprøret kan ikke ses eller forstås isoleret af neoliberalismen. EU, globaliseringen, den internationalt orienterede elites konspiration mod de nationale velfærdsstater, korrupte politikere, og meget andet, er altsammen del af samme verden, som de mindre uddannede og privilegerede masser ikke forstår og frygter - og det er vel helt forståeligt. Deres frygt er i den grad velbegrundet.

At EU så også rummer mange gode idéer og tiltag er detaljer, der går tabt i det store billede, som Farage og UKIP har malet med bredest mulige pensel.

Som flere har nævnt herhjemme og i udlandet i kommentarene til Brexit, så er det udtryk for et skisme mellem elite og masser - mellem to kulturer, den globale og den nationale. Og disse skismer eksister overalt i EU.

Det er simpelthen payback time.

/O

Robert Ørsted-Jensen, Per Torbensen, Mihail Larsen og Thomas Krogh anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Europas vigtigste problem er, at politikerne har opgivet ævred og overladt magten til private aktører, som fremstår med en større uafhængighed i deres bevidsthed - selvom det reelt er fra de uafhængige eksperter på universiteterne, der bliver betalt af staterne for at kunne tale frit, uafhængigheden findes. En mærkelig mental kortslutning får det at tjene sine egne penge til at betyde uafhængighed, men det er den største afhængighed af alle at være udsat for at blive ramt på brødet. Derfor kan vi ikke forvente det nødvendige opgør med den økonomiske "logik" fra disse eksperter.

Henning Kjær

Lad os nu se hvad Storbritannien får ud af deres udtræden af EU. Foreløbig er det tydeligt, at der ikke er enighed om hvad de så vil, plus at de ikke kan tvinge andre til at give dem de aftaler de måske ønsker. Det Britiske valgsystem repræsenterer ikke store dele af befolkningen. Det Britiske regering styrer sin egen union, på samme måde som de bebrejder EU at styre sin union. Måske begynder det med at de splitter deres egen union, når nu Skotland hellere vil hellere være i medlem af EU end være en del af Storbritannien.
Når de så stadig har behov for at samarbejde med EU medlemslandene, kan de ikke forvente kapitalens, varernes og serviceydelsernes frie bevægelighed uden arbejdskraftens frie bevægelighed, og mens de går i gang med at forhandle aftaler med EU og lande udenfor EU vil fordelene ved det formaliserede EU samarbejde efterhånden blive tydeligere.
De penge Storbritannien kan spare i kontingent til EU kan hurtigt få ben at gå på, når de skal lave deres egne støtteordninger, og opgradere udenrigstjenesten til at forhandle med alle mulige lande udenfor EU.

Karsten Aaen, Robert Ørsted-Jensen, Colin Bradley og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Nu gælder det om hold godt øje med straffeaktionerne. Allerede i dag kunne man høre "eksperterne" fra forskellige finansielle institutioner udtale sig om at nu ville Storbritanien komme til at op leve arbejdsløshed, faldende huspriser, og bla bla.
DEM SOM "FORUDSIGER" DISSE TING ER DE SAMME SOM SKABER DEM !

Bo Carlsen, Torben R. Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Hvorfor skal vi blive ved med at høre dem i publicservice radio ? De er interessenter ikke uvildige. Han glemte forresten at sige at et svækket pund vil fremme Englands eksport, det passede ligesom ikke ind hans "objektive" fremlæggelse af forholdene.

Thomas Krogh

Claus Hornsby

"Det internationale er ikke på retræte. Tværtimod - døren åbner til hele verden, i stedet for den skøre indadvendt lille verden af selvisk europæisk protektionisme."

Underligt nok så at de mest begejstrede for brexit synes at være den yderste højrefløj indenfor og udenfor EU. Til og med Trump.

Ikke lige de grupper jeg forbinder med internationalisme og åbne døre.

Thomas Krogh

Troels Brøgger

"Nu gælder det om hold godt øje med straffeaktionerne. Allerede i dag kunne man høre "eksperterne" fra forskellige finansielle institutioner udtale sig om at nu ville Storbritanien komme til at op leve arbejdsløshed, faldende huspriser, og bla bla.
DEM SOM "FORUDSIGER" DISSE TING ER DE SAMME SOM SKABER DEM !"

Helt så enkelt er det ikke. Bl.a. skal UK ud og forhandle samtlige handelsaftaler om igen. Det der Business as usual leave-fløjen lovede har jo vist sig at være løgn.

Thomas Krogh

... og

"Hvorfor skal vi blive ved med at høre dem i publicservice radio ? De er interessenter ikke uvildige. Han glemte forresten at sige at et svækket pund vil fremme Englands eksport, det passede ligesom ikke ind hans "objektive" fremlæggelse af forholdene"

Den gamle traver om at man bare skal devaluere, så skal det nok gå? Ak nej...

Ernst Enevoldsen

Det kan jo være at englænderne bare vil have det velfærdssamfundet tilbage.

Thomas Krogh

Ernst Enevoldsen

Så må vi håbe at de får det. Men givet at et velfærdssamfund er en produkt af en stærk økonomi + en stærk vilje til at oprette og vedligeholde det, har det ikke frygteligt meget med brexit at gøre.

Colin Bradley

Det, der i langt højere grad end EU truer de enkelte nationers suverænitet, er TTIP eller Trans Atlantic Trade and Investment Partnership. Ironien er at det netop er EU, der i dybest hemmelighed forhandler denne demokrati smadrende aftale på plads.

Alene dette faktum gør, at der er gode saglige grund til at være skeptisk overfor en EU i den monstrøse udemokratisk format vi skødesløst har ladet den udvikle sig til. Ironien blive dog gradbøjet flere gang tykkere af, at det netop IKKE er denne udvikling der har gjort briterne EU skeptisk, og at nu, hvor den britisk økonomi unægtelig vil komme under pres som konsekvens af Brexit, kan vi i al sandsynlighed forvente af en ny britisk regering, at der vil blive intensiveret bestræbelserne for at sikre at briterne er med i TTIP trods udtrædelse fra EU.

Det er ene og alene den opfattede problem med manglende immigrationskontrol der har sikret Brexit tilhænger sejren. Uden billederne af de syriske flygtninge ved Europas porte og på motorvejene op igennem Europa, og oplevelsen af de mange øst europæiske ufaglærte der 'oversvømmer' Storbritannien og opsluger al ufaglærte arbejde ved at byde ind til underpris, ville briterne med overbeviserne flertal have stemt for at blive i EU. Som nationalistisk højrefløjs retorikker er det langt nemmere at manipulere med sådanne følelsesladede billeder, end det er for en neoliberal regering at finde ud af hvordan man udnytter den reelle overskudsforretning, det faktisk er at have østeuropæer til at tage det underbetalte ufaglærte arbejde, til fordel for de, der lokalt rundt om i landet opfatter sig selv som ofrer i dette spil.

Europæerne og briterne især har dog ultimativt kun sig selv at takke for fiaskoen. EU projektets fordærvelse begyndte med at man - af uransagelige grunde - efter Kommunismens kollaps gerne vil holde fast i mytologien om truslen fra østen, idet det havde været en mytologi der havde tjent magthaverne i vesten særdeles godt, og derfor forpurrede man EU projektet ved at koble den uløseligt sammen med NATO projektet. Lige præcist på det historisk tidspunkt hvor det ville have været mest logisk at slappe af og begynde at kigge på nedrustnings muligheder, valgte man i stedet for kun at se kæmpe oprustnings og udvidelses muligheder, og derfor ville man så hurtigt som muligt indlemme så mange som muligt af gamle østblok lande i NATO samarbejdet. Nemmeste og sikreste måde at opnå det var selvfølgeligt at tilbyde optagelse i EU, selvom de i virkeligheden langtfra var klar til det, socialt og økonomisk.

Eftersom Sovjetunionen var gået i opløsning skulle man samtidigt også kaste om sig efter en ny skurk, som kunne tjene som ny samlings fokus for de vestlige indbyggeres angst og had, og det blev uden seriøs konkurrence Islam. Islam - eller for at være fair til Islam, visse ekstreme retninger indenfor Islam - tog selvfølgelig meget taknemmeligt imod denne opgave og udfører sin rolle så eksemplarisk i dag at vores forargelse mod deres gerninger er gennemgribende autentisk. Det gav anledning til at vi kunne i 2003 i 'god samvittighed' melde os ind i amerikanernes falske krig mod Irak, og det er efterdønningerne fra lige præcist denne krig der i dag har ført til det store strømme af flygtninge vi opfatter som et så uoverskueligt problem.

Niels Duus Nielsen og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Det, der forbløffer mig lidt, er at Cameron og hans regering, og for så vidt hele det politiske establishment har vovet at sendet dette spørgsmål til afstemning - vidende at det indebar en betragtelig risiko for at føre til en Brexit.

Cameron udtalte selv igår, at han har kæmpet for et andet resultat, men folket har talt ... bla bla.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at aftemningen måske kun har været et bekvemt alibi for at gennemføre det, han og store dele af den konservarive inderst inde ønskede.
Hvis der virkelig havde eksisteret bred politisk konsensus om at forblive i EU, så havde man vel aldrig sendt spørgsmålet til afstemning.

Nu kan Cameron, regeringen og alle partierne fromt sige, at de ønskede at blive - men folket ville det anderledes.

/O

Olav Bo Hessellund

En forklaring, som graver et spadestik dybere end den meget juridisk prægede udlægning i artiklen, kan man finde i The Nation https://www.thenation.com/article/political-elites-set-the-stage-for-a-b...

Forfatteren, Dawn Foster, ser afstemningsresultatet som en reaktion på den tyskinspirerede austerity-politik, som EU har ført for at rette op på følgerne af finanskrisen. Selvom UK i dag som helhed har genvundet sine økonomiske muskler, er både indkomster og jobs nu geografisk endnu mere ulige fordelt end før finanskrisen, fordi væksten i de senere år markant har koncentreret sig i og omkring London. De forsvundne jobs i North East og Yorkshire er ikke kommet tilbage, hvorimod skiftende regeringers nedskæringer på de sociale, uddannelses- og sundhedsmæssige områder som følge af austerity stadig står stadig ved magt. Det voksende antal immigranter tjener nu i stedet som de synlige syndebukke for EUs fejlslagne politik.

Torben R. Jensen, Jan Weis og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Claus Hornsby

"Det, der forbløffer mig lidt, er at Cameron og hans regering, og for så vidt hele det politiske establishment har vovet at sendet dette spørgsmål til afstemning - vidende at det indebar en betragtelig risiko for at føre til en Brexit."

Du ville være perfekt eksempel på en af disse afskyelige politikere, hvis du kun lader folk stemme, hvis de kommer til at stemme den måde, du synes er den rigtige måde. Det er den slags demente holdning, de stemte imod.

Thomas Krogh

olivier goulin

1%'erne frydes generelt ved brexit. Som fx Trump og Lars Seier fra sin lystyacht.

Jeg tror du har mere ret end du aner...

Det er Mutti’s skyld det hele -
Hvis mus fjerter som hors, da monne røv revne.

Randi Christiansen

Brexit er en forventelig konsekvens af den førte økonomiske politik. De ansvarlige for denne må være helt klar over, at vælgere ikke kan forventes at bakke op om en politik, som stripper dem for stort set alt andet end deres stemmeret. Spørgsmålet er så, hvem er de egentlig ansvarlige for den politiske ramme, som det europæiske samarbejde har valgt at navigere i. Det er tid til eftertanke og revision af systemets fejl. Samarbejde er et imperativ.

Randi Christiansen

'deres formelle stemmeret'

Plattenslagerne nede i EU-hovedkvarteret forsøger allerede nu at hævne sig på briterne ved at kommandere rundt med dem.
Men heldigvis har fru Merkel indset, at det er klogere at opretholde et ordentligt forhold.
I modsat fald ville det blive helt umuligt at bevare illusionen om en demokratisk union - og den økonomiske smerte ville blive langt større.

Thomas Krogh

Bo

Hvordan hævner de sig?

Læs lige igen: 'ved at kommandere rundt med dem'

( Det er bl.a. Schulz. , tysk femterangspolitiker og formand for EU's Anders And - parlament)

Thomas Krogh

Bo,

Lad høre. Facts tak.

Det ER Facts!
Tag lige og følg lidt med i EU-debatten tak!

Thomas Krogh

Bo,

Fordi Schulz mener briterne bør tage sig sammen og ikke udskyde udtrædelsesaftalerne, fordi de britiske konservative ikke ved hvad ben de skal stå på? Det lyder som sund fornuft i mine ører. Hvad havde leave-fløjen forestillet sig?

Hvis hr. Schulz havde været mere end et nul fra skrotbunken, havde han vidst, at når en britisk toppolitiker taber et vigtigt slag, træder han tilbage. Det er at tage personligt ansvar og i britisk sammenhæng en helt naturlig reaktion.
Derfor skal briterne først danne ny regering og derefter fastlægge en plan for udtrædelses-forhandlingerne.
Det er karakteristisk, at Schulz bakkes op af en anden EU-nullitet, hr. Juncker, der er mest kendt for at franarre de andre EU-medlemmer deres retmæssige skatteindtægter.
Med den slags 'ledere' kan EU aldrig opnå nogen troværdighed - og det er selvfølgelig også derfor , styringen ligger hos realpolitikeren fru Merkel i Berlin.

Tjaa - faktisk et glimrende survey over en masse uheldige udviklinger i vor tids Europa. Trods skønhedsfejlene som Informations Nationen har forstået at pindhugge på......,