Læsetid: 2 min.

Fallujahs civile flygter trods fare

Op mod 90.000 mænd, kvinder og børn er fortsat fanget i Fallujah. Flygtninge risikerer at blive skudt af IS eller henrettet af irakiske shiamilitser, siger FN
11. juni 2016

Selv om den irakiske storby Fallujah har været belejret i et halvt år og under kraftig beskydning siden den 23. maj, da forsøget på at befri byen gik i gang, er det uhyggelig lidt, omverdenen ved om, hvad der foregår i byen.

Onsdag meddelte FN, at der formentlig er dobbelt så mange civile i Fallujah som hidtil antaget. I stedet for 40.000 lyder vurderingen nu, at der er mellem 80.000 og 90.000 civile mænd, kvinder og børn, som ikke kan komme ud af byen.

»Vi har undervurderet, hvor mange civile der er i Fallujah,« erkendte FN’s humanitære koordinator Lise Grande i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Stort set samtidig advarede et andet FN-kontor om, at flygtninge fra Fallujah risikerer at blive mishandlet eller henrettet af de frygtede irakiske shiamilitser, der deltager i angrebet på Fallujah.

Læs også: Fallujah splitter irakerne

Ifølge Rupert Colville, talsmand for UNHCR, har FN kendskab til mindst 21 civile, som er blevet henrettet, fordi de var under mistanke for at være IS-krigere.

»Vi kan ikke bekræfte rapporterne, men de virker troværdige,« siger han i et interview med den arabiske tv-station Al-Jazeera.

Både den irakiske hær og de såkaldte Folkelige Mobiliseringsstyrker, der består af en række mere eller mindre uafhængige shiamilitser, deltager i offensiven, der støttes fra luften af den amerikanskledelse koalition.

Fallujah, der ligger i Anbar-provinsen, blot 69 km vest for Bagdad, er den ene af Islamisk Stats højborge i Irak. Den anden er millionbyen Mosul i det nordlige Irak.

20.000 flygtet

Ud over risikoen for at blive mishandlet eller henrettet af de irakiske shiamilitser, risikerer flygtninge fra Fallujah også at blive skudt af Islamisk Stat i forsøget på at komme ud af byen.

Det fortæller lederen af Norsk Flygtningehjælp (NRC) i Irak, Nasr Muflahi til Al-Jazeera. I flere tilfælde har Islamisk Stats krigere forsøgt at forhindre civile i at flygte ved at skyde på dem, har overlevende flygtninge fortalt til NRC.

Derudover er et ukendt antal flygtninge, heriblandt flere børn, druknet under flugten fra byen, der typisk foregår ved, at flygtningene forsøger at svømme over den 200-300 meter brede Eufrat-flod, der skiller byen fra de omkringliggende marker.

Trods faren er det ifølge FN lykkedes omkring 20.000 indbyggere at flygte fra landsbyer omkring Fallujah de seneste uger.

I selve Fallujah mangler indbyggerne både mad, rent vand, medicin og lægehjælp, oplyser organisationen. Efter et halvt års belejring er der mangel på stort set alt i byen, der er på størrelse med Aarhus og før krigen husede omkring 350.000 indbyggere.

Becky Abdullah, talsmand for NRC fortæller, at flygtningene fra Fallujah er »desperate« og »i stor nød«. Mange af dem er flygtet med småbørn, som er traumatiserede på grund af kampene.

»Vi kan kun hjælpe dem med det allermest nødvendige, fordi vi mangler ressourcer,« siger hun og fortæller, at mange af flygtningene ikke har fået et ordentligt måltid mad i månedsvis.

Iraks ministerpræsident, Haidar Al-Abadi, har angiveligt givet ordre til at dæmpe offensiven mod Fallujah for at beskytte civilbefolkningen i byen og give flere mulighed for at slippe væk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu