Læsetid: 16 min.

Fik Helmand så noget ud af otte års dansk tilstedeværelse?

Gennem otte år brugte Danmark millioner af kroner på at udvikle de danske soldaters hovedby i Afghanistan, Gereshk. Vejen dertil er arret af vejsidebomber, og på samme måde står billedet af den danske indsats i dag skudhullet tilbage
Gereshk har ry som en af Afghanistans mest kriminelle byer med en årlig mordrate, der er 200 gange så høj som den danske. Alligevel sidder der kun seks fanger i fængslet i Gereshk.

Anders Sømme Hammer

9. juni 2016

I den oprindelige version var der ved en fejl gledet en række rettelser fra forfatteren ud. Dette er rettet i denne version, vi beklager, red.

»Hvorfor i alverden vil I til Gereshk? Alle flygter jo den modsatte vej.«

Soldaten ved checkpointet sender os et sarkastisk smil. Vi er på vej fra Helmands provinshovedstad Lashkar Gah til Gereshk, hvor de danske soldater befandt sig fra 2006 til 2014. Vi vil undersøge, hvilke spor danskerne har efterladt sig, nu halvandet år efter deres tilbagetrækning. 

43 danske soldater blev dræbt i Afghanistan, heraf 38 i Helmand. Det ville være forkert at spørge, om det var prisen værd, for det er umuligt at opgøre værdien af et menneskeliv. Et mere håndterligt spørgsmål er måske, hvad afghanerne fik ud af den danske tilstedeværelse? Indfriede danskerne deres løfter? Har Danmark efterladt sig noget, der i dag er bæredygtigt? 

Vi drejer ind på Ringvejen, der forbinder Herat i vest med Kandahar i syd, før den fortsætter nordpå mod Kabul. På strækningen fra Lashkar Gah til Ringvejen, står alle politiets checkpoints forladte, mens Talibans hvide flag ugenert vajer kun 200-300 hundrede meter borte.

På Ringvejen er checkpointene til gengæld bemandede, men det er ikke den eneste grund til, at trafikken bevæger sig fremad i sneglefart. Afghanistans vigtigste landevej er så arret af vejsidebomber, at bilerne i en besværlig slalom må navigere ind og ud mellem hullerne i asfalten.

Soldaterne pirker i jorden med lange, bøjelige stænger, ikke ulig fiskestænger af fiber, for at afsløre bomberne. Metoden er livsfarlig, og resulterer ofte i en pludselig død for de uforsigtige mineryddere. Da vi et øjeblik holder stille, hører vi det tørre smæld fra en kugle, der gennembryder lydmuren.

Alle var parate til at stikke af

I Gereshk bliver vi modtaget af distriktsguvernøren Salim Rouchi, der er tiltrådt for kun to måneder siden. Men han er ikke ny i Gereshk. Han var her også i 2011 og havde dengang et tæt samarbejde med de danske soldater, som han rosende omtaler som »stilfærdige og blide«. Især vil han gerne sende en tak til de kvindelige danske soldater.

»For to måneder siden så det sort ud,« indrømmer han tøvende, da vi citerer soldatens sarkastiske bemærkning om masseflugten fra Gereshk. »Der var panik. Alle havde pakket deres biler. Alle var parate til at stikke af.« Men så aftog presset fra Taliban, og Gereshks indbyggere besluttede sig for at holde ud et stykke tid endnu. 

Distriktsguvernøren befinder sig midt i et møde med stammeældste fra byens omgivende landdistrikter. De tunge, skæggede mænd er kommet for at bede ham holde regeringens politi og soldater tilbage, mens høsten står på. »I morgen mødes de med Taliban og anmoder dem om det samme,« siger Rouchi med et resigneret smil, da mødet er forbi.

Der er skudhuller i væggene på distriktsguvernørens kontor. I nabokontoret er også dørene gennemhullede. Ingen har besværet sig med at spartle hullerne til eller reparere de brunmalede døre. I stedet skjuler påklistrede papirlapper skaderne.

Mens vi venter på distriktsguvernøren i det gennemskudte kontor, træder en lille væver mand med grønne øjne og sort silketurban ind på kontoret. For danske soldater vil han være en gammel kending. Engang blev han omtalt som Mullah Daoud. Nu kalder han sig blot Daoud.

Da danskerne endnu befandt sig i Camp Price fem kilometer fra Gereshk, havde hans milits otte checkpoints rundt om lejren. Det hed sig, at hans dårligt bevæbnede pjaltehær af opiumsbedøvede militssoldater beskyttede den svært befæstede lejr, men sandheden var den modsatte, fortalte en dansk lejrkommandant dengang. Daoud modtog hver måned 20.000 dollars for ikke at skyde på danskerne og briterne, og da en britisk officer på et tidspunkt, hvor danskerne endnu ikke havde fået kommandoen over lejren, opsagde den urimelige kontrakt, holdt han lejren vågen med natlige morterangreb.

Med et sagtmodigt smil forklarer han, at hans milits siden er blevet opløst. »Jeg er helt alene,« siger han. Det er måske en underdrivelse. Daoud er i dag formand for det magtfulde Distriktsråd, og hans milits på 100 mand bærer alle politiuniformer, oplyser han. Fra den afghanske stats periferi er den tidligere krigsherre rykket ind i statens hjerte.

Flyttet på grund af trusler

Det næste besøg er Gereshks tidligere borgmester, Dur Ali Shah, der gik af i 2014. Han er en statelig mand med hvidt skæg og dybtliggende øjne under en sort og sølvfarvet turban. Trusler har tvunget ham til at flytte bort fra den udsatte by, og i dag bor han i en anden by et godt stykke borte, omgivet af livvagter.

For nogle år siden blev han sammen med sin søn kidnappet og dagligt truet på livet, indtil han indvilgede i at betale en stor sum løsepenge. Før han fik bind for øjnene, genkendte han sin kidnapper, og da han efter løsladelsen truede med at røbe ham, betalte kidnapperen ham i en usædvanlig transaktion en mindre del af løsesummen tilbage til gengæld for hans tavshed. 

Det ville alligevel ikke have hjulpet borgmesteren at gå til det korrupte politi med sin viden. Dur Ali Shar gik i stedet til de internationale Nato-styrker, danskerne og briterne, som han havde et nært samarbejde med, og udpegede den skyldige. Men de foretog sig intet, siger han. De turde ikke rokke ved den skrøbelige magtbalance i Gereshk.

»Man skal være opmærksom på det magtvakuum, der vil opstå, hvis vi fjerner en magtstruktur, som vi kender, uden at vide, hvad der kommer i stedet for,« som en dansk styrkechef, oberst Keld Christensen, fortalte Politiken i 2008 om samarbejdet med en anden kendt narkobaron. Også kidnapperen, der besad talrige lokale tillidsposter, var en tæt samarbejdspartner for danske officerer.

Den tidligere borgmesters skuffelse over de danske og britiske tropper, skyldes ikke kun deres svigt, når det kom til den forbrydelse, han selv var udsat for. »Magtfulde mænd fra regeringen stjal bøndernes jord,« siger han. »Jeg ønskede, at jorden skulle leveres tilbage, men heller ikke her blev jeg lyttet til.«

Byens mægtigste mand

Det blev Helmands daværende guvernør Gulab Mangal, der sendte Dur Ali Shars kidnapper i fængsel under anklage for at være en af Gereshk-distriktets førende narkobaroner. Da Mangal i 2012 blev afsat af Afghanistans daværende præsident Harmid Karzai, blev kidnapperen løsladt fra fængslet. I dag er han tilbage i Gereshk. 
»Jeg vil ikke nævne hans navn,« siger Dur Ali Shah. »Han er i dag en af byens mægtigste mænd. Jeg har fjender nok i forvejen.«

Men det navn, den tidligere borgmester, ikke vil røbe, er der til gengæld andre, anonyme kilder, der gerne afslører. Kidnapperen er i dag chef for en af Gereshks politikorps med 400 mand under sig.

Vores fixers underkæbe falder ned, da han hører navnet. »Shit,« siger han og ser på os. »Jeg har arrangeret et interview med ham senere på dagen. Nu aflyser jeg det. Det kunne jo være, han fik lidt for gode ideer, når han ser jer to.«

Det skal ikke blive sidste gang, vi støder på den lokale politichefs navn under vores to dages ophold i Gereshk. 
Da Gereshk for et par måneder siden kom under pres fra Taliban, gik der rygter om, at byens vandkraftværk ved Boghar-kanalen et par kilometer uden for byen, var faldet i hænderne på fjenden, og der var mange spekulationer over dets fremtid.

I årevis har det nedslidte værk kørt for nedsat kapacitet, og i lige så mange år har der været planer om at installere en ny turbine, der skulle tredoble kapaciteten fra 1,5 megawatt til 4,8. Men projektet er aldrig fuldført. Dertil har området været for farligt. Otte danske soldater blev dræbt i Gereshk og over 100 såret, blandt andet i forsøget på at holde vejen til vandkraftværket åben.

Nu er vejen nyasfalteret og løber i en snorlige streg langs Boghar-kanalen, indtil det medtagne kraftværk, der ikke er blevet repareret siden 1980’erne, dukker frem. Oppe på dæmningen er det muligt at se over til Talibans stillinger. Af og til lyder drønet fra en raket. Rækværket er fuld af Gereshks signatur, kuglehuller, men de rustne kanter røber, at det er længe siden, der er blevet kæmpet om værket.

Det er også tydeligt, at det er længe siden, der er blevet arbejdet på værket. Der er støbt et hul til den nye turbine, men hvor den befinder sig, er der modstridende oplysninger om. Ifølge en meddelelse fra det danske Udenrigsministerium fra slutningen af februar er turbinen strandet i tolden i Karachi i Pakistan. Ifølge en mail, vi modtager fra Udenrigsministeriet i slutningen af maj, befinder turbinen, hvis pris er 100 millioner kroner, sig på ubestemt tid parkeret i en lagerhal i naboprovinsen Kandahar.

Efter at have brugt 48 millioner trak danskerne ved årsskiftet sig ud af det havarerede projekt. I en vurdering fra det danske udenrigsministerium forudses det, at vandkraftværket muligvis ikke vil stå færdig før udgangen på 2017.

Optimistisk direktør

Direktøren for Helmand Electricity Company, Eng Nasrullah-Qani, som vi taler med et par dage senere i provinshovedstaden Laskhar Gah er anderledes optimistisk. »Projektet er 30 pct. færdigt,« siger han. »Den indiske entreprenør Hill International har lovet, at det står klart til at levere i slutningen af 2016.«

Han giver ordret det samme svar, da vi spørger til den store Kajaki Dæmning i det nordlige Helmand, hvor arbejdere fra et tyrkisk og et amerikansk entreprenørselskab under beskyttelse af et privat sikkerhedsfirmas lejesoldater sidder omringede af talibanere. Det er meningen, at Kajaki-værket skal levere elektricitet til både Helmand og Kandahar-provinserne, herunder Afghanistans næststørste by, men arbejdet har stået stille siden 2008. »30 pct. færdig,« gentager han, »klar til at levere i slutningen af 2016.«

Nasrullah-Qani medgiver, at de lokale myndigheder endnu ikke har fundet et firma, der kan opstille de højspændingsmaster, der skal bringe strøm til Gereshks vidtstrakte landdistrikter, der alle er under kontrol af Taliban. Men også her sejrer hans optimisme. Bønderne kræver elektricitet, og så vil Taliban ikke modsætte sig. Oprørerne vil tværtimod have økonomisk fordel af strømforsyningen. De lægger skat på elektricitet, og Taliban er mere effektive skatteopkrævere end regeringen. Nasrullah Qanis tonefald bliver pludseligt respektfuldt. Budskabet er klart: Taliban er kommet for at blive, og regeringen hjælper indirekte med at finansiere deres egne fjender. 

Vores første dag i Gereshk er ved at være slut. Vi sidder i distriktsguvernørens have med dens kuglearrede mure og drikker grøn te, mens lyset ændrer sig, og aftenkøligheden falder på. Hundrede meter borte rejser der sig en sodet og udbrændt bygning i fem etager. For en måned siden blev den stormet af en håndfuld talibanere, der formåede at holde den i 48 timer, før de blev dræbt af den samlede ildkraft fra byens forskellige politikorps og en række private militser.

Fronten er kun to kilometer borte. Af og til hører vi en maskingeværsalve. Drønet fra en mortergranat får et øjeblik aftenhimlen til at duve. Da vi står op næste morgen, bebuder vores fixer, at det bliver vores sidste dag i Gereshk. »I er ved at blive kendte ansigter,« siger han. »Populære, men på den farlige måde. Folk kalder jer amerikanske spioner.«

Elever falder fra

Vi skal besøge en af de pigeskoler, der blev bygget af danskerne i den nærliggende landsby Ab-Bazaan. Ab-Bazaan har altid haft et godt ry i danske soldaters øjne som indædte modstandere af Taliban. Landsbyen, hvis indbyggere er fra en lille etnisk minoritet, som blev hentet fra Iran i 1700-tallet, er shiamuslimer. De lokale kalder dem »farsiwan«, et udtryk for persisktalende, og der var altid et modsætningsforhold mellem Ab-Bazaans shia-muslimer og de omkringboende pasthunere, der alle er sunnier. Taliban har myrdet mange af landsbyens ældste, men indbyggerne holder stædigt ud.

Ved indgangsdøren til skolen forkynder en marmortavle, at »Ab-Bazaans Girls High School« blev bygget af den danske regering og indviet i 2013. I dag har skolen skiftet navn og er opkaldt efter en af Profetens døtre. Opførelsen af skolen har ifølge Udenrigsministeriet kostet omkring 1,2 millioner kroner.

Vi vil gerne tale med skolens kvindelige direktør men får at vide, at hun er syg. I stedet introduceres vi til vice-direktøren, en spinkel ung kvinde på 20 år ved navn Farishta, som hurtigt viser sig at være ude af stand til at svare på vores spørgsmål. En ældre kvinde, der har anbragt sig ved siden af hende, fungerer som suffløse og hvisker hende svarene i øret. Det er sandsynligvis direktøren, som blot ikke ønsker at træde offentligt frem. 

Skolen, der lyser op med hvidkalkede mure og grønmalede vinduer midt i landsbyens endeløse labyrint af lerklinede mure, har omkring 1.000 elever. Pigerne undervises i to skift på hver fire timer, et hold om formiddagen og et om eftermiddagen. 17 lærere underviser her, heraf fem kvindelige, og der er gennemsnitligt 70 elever i en klasse. Undervisningsbøger er en udbredt mangelvare. Tre elever må deles om hver bog. 

Der har aldrig været elektricitet på skolen, og heller ikke vandforsyningen fungerer. Skolens tre computere har aldrig været tændt. To af skolens fire vandpumper er defekte, en pumper kun saltvand op, og den fjerde, der var beregnet på vanding af skolens have, må nu levere alt vandet til de 1.000 elever i et klima, hvor temperaturen i sommerhalvåret når op over 45 grader.

I løbet af de 12 års skolegang falder ca. en sjettedel af eleverne fra ifølge Farishta og hendes anonyme suffløse. Der venter ikke noget job eller nogen videreuddannelse på dem, der afslutter med eksamen. De vender i stedet tilbage til hjemmet for at blive gift. Regeringen tilbyder ikke længere jobs, hverken som lærere eller læger, der er de traditionelle kvinderområder, og det er en umulig tanke, at en kvinde skulle kunne finde arbejde i den private sektor.

Retfærdighedscentret

Vores tid i Gereshk er ved at løbe ud. Der mangler endnu et punkt på listen over danskfinansierede projekter, det såkaldte Justice Center, der har kostet den danske stat 7,5 millioner kroner. Hensigten med Centret for Retfærdighed er ifølge Udenrigsministeriet »at lette befolkningens fysiske adgang til retssystemet«.

Hvor let det er at få adgang til retfærdigheden i Gereshk, kan man godt have sin tvivl om, også efter, at centret med det ambitiøse navn er blevet indviet. Retfærdighedscentret viser sig nemlig at være et fængsel, hvor fem-seks meter høje, hvidmalede betonelementer gør det ud for mure. Det er en enkel, funktionel arkitektur, nærmest skandinavisk i sit forbrugervenlige design. Herfra er det svært at bryde ud.

Fængslet er opdelt i en række indre gårde, der er adskilte fra hinanden med massive, armerede metalporte malet i en advarende orange farve. Her er helt mennesketomt, bortset fra vagten, der åbner den ene port efter den anden for os. I den inderste gård finder vi en lav, hvidmalet bygning, hvis facade meddeler, at her holder High Court, Helmand Province til. Gereshk Court står der nedenunder. Vi går ud fra, at vi nu befinder os i Retfærdighedscentrets hjertekammer. 

»Hallo, er her nogen?« råber vi i retsbygningens tomme korridor. 

En ældre mand med udstående øjne og fuldskæg dukker op. Det er rengøringsassistenten Rangeen, som ifølge eget udsagn har gjort rent for det afghanske retsvæsen i fyrre år uden nogensinde at få udbetalt en ordentlig løn. »Regeringen er korrupt!« råber han. 

En midaldrende mere besindig mand dukker op og introducerer sig høfligt som retsreferenten Lal Agha. »Rengøringsassistenten og jeg er de eneste, der er til stede her i dag,« siger han undskyldende. 

Der er tre dommere ansat ved retten i Gereshk, forklarer han. Den ene tog på ferie for tre uger siden og kommer måske, måske ikke tilbage i morgen. Den anden tog på ferie i går, og det er uvist, hvornår han igen dukker op. Den tredje er netop blevet overført til et andet distrikt og arbejder her ikke mere. Hans afløser har endnu ikke vist sig. 
Vi får lov at se ind på dommernes kontor, hvor velpolstrede sofaer er placeret rundt om små glasborde. For enden af rummet står dommerens skrivebord dækket af stabler af islamiske lovbøger skrevet på arabisk. I et glasskab bag den højryggede læderbetrukne stol er der opbevaret et par tynde ringbind.

Retssalen? spørger vi. Rengøringsassistenten og retsreferenten veksler et hurtigt blik. »Ja, I ved, anklager, forsvarer, jury, den slags. Hvor er den henne?«

»Nå, retssalen,« siger rengøringsassistenten. Han åbner en dør til et mørklagt rum. I det sparsomme lys fra døren kan vi se nøgne vægge og en stor, tom gulvflade. Stole og borde eller nogen anden form for møblement er der ikke noget spor af.

»Det er retssalen,« siger retsreferenten.

Bare tilbageholdt

Fængslet i Gereshk har plads til 60 fanger, men lige nu befinder der sig kun to, anklaget for tyveri og gadeuorden. Normalt ankommer de fra politistationen med papirer, hvori deres forbrydelse specificeres, så dommeren kan udmåle straffen. Men i dette tilfælde er der desværre ingen papirer, siger Lal Agha beklagende.

Gereshk har ry som en af Afghanistans mest kriminelle byer med en årlig mordrate, der er 200 gange så høj som den danske. Men i det lokale fængsel sidder der kun to fanger. Vi beder om at se fængslet. Igen må retsreferenten slå beklagende ud med armene. Fængselsinspektøren er her desværre ikke. Rengøringsassistenten ler underforstået og gentager sit mantra. »Regeringen er korrupt,« siger han.

Men den samme portvagt, der låste os gennem den ene massive port efter den anden, lukker os også gerne ind i fængslet. Vi træder ind i en lang lav bygning med en bred midterkorridor, hvor dørene til store lyse celler står åbne. Vi går gennem den første åbne dør. Der er fugtpletter i loftet, og et beskidt filttæppe, kantet af tynde hynder, der gør det ud for madrasser. Til vores forbløffelse er der ikke to fanger i cellen, men seks. Fem af dem rejser sig straks op, ivrige efter at fortælle deres historie.

De fire af dem er ansat inden for det lokale politi, hvis leder er den berygtede politichef, kidnapperen og narkobaronen, der bortførte byens borgmester, og det er hans navn, der nu dukker op igen og igen. 

»Vi bemandede et checkpoint,« siger den ene mand, Hikmatullah, »jeg er kommandant, og vi klagede over den manglende sikkerhed og det dårlige udstyr, og så smed han os i fængsel, anklaget for forræderi.« 

»Jeg var syg,« siger en ældre, tandløs mand ved navn Mohammad Ali, »min kammerat tog med mig til hospitalet, og så smed han os i fængsel. Han sagde, vi var desertører.« 

Den femte fange er en bilmekaniker, der er anklaget for medskyld i deserteringen. Den sjette fange stirrer mut ned i gulvet og ønsker ikke at udtale sig om sin forbrydelse. 

’De lyver allesammen’

I mellemtiden er en mand dukket op i døråbningen, hvorfra han lytter til interviewet. »De lyver alle sammen,« siger han i et kategorisk tonefald om fangerne. Det er fængselsinspektøren, Ismat Ullah, som alligevel ikke er fraværende. »De har solgt deres våben for heroin. Vi beholder dem her, indtil de afslører, hvor våbnene befinder sig. Når de har gjort det, får de lov at gå igen.«

»Hvis de har solgt våbnene, hvordan kan de så vide, hvor de er? Er det ikke heroinpusheren, I skal spørge.«

»De er slet ikke arresterede. Vi opbevarer dem bare, indtil de samarbejder.« Ismat Ullah ser vurderende på os. Man kan se på hans ansigtsudtryk, at nu sætter han det afgørende argument ind. »Desuden er fængslet lukket. Det her er slet ikke et fængsel mere. Bygningerne er blevet overdraget til politiet, som skal indrette hovedkvarter her.«
Ullah tager sin mobil frem og indtaster resolut et nummer. Vi hører politichefens navn.

Vores fixer ser på os med et uroligt blik. »Han taler med politichefen. Der er to udenlandske journalister her, som stiller ubehagelige spørgsmål, siger han. Han beder ham om at komme.«

»Vi tager af sted. Nu!« Det er ikke et godt råd, vores fixer giver. Det er en ordre. Vores besøg i Gereshk slutter her.

Kun til baggrund

Mens vi på vejen tilbage til provinshovedstaden Lashkar Gah kører slalom mellem arrene efter vejsidebomber, indser vi, at fængselsinspektørens forbløffende oplysning har sin egen logik. For et korrupt politi handler det ikke om at beskytte befolkningen mod forbryderne. Det handler i stedet om at beskytte sig selv mod befolkningen. Derfor er det fortlignende fængsel bygget for danske penge et velegnet hovedkvarter. Den danske målsætning om »at lette befolkningens fysiske adgang til retssystemet« er blevet til sin egen modsætning. 

Vi har mange spørgsmål, vi gerne vil stille de danske myndigheder. Men hvad angår konkrete spørgsmål til de danske projekter henviser Udenrigsministeriet til ambassaden i Kabul, som reagerer på vores henvendelse med en invitation til middag med ambassadør Uffe Wolffhechel. Vi understreger, at det er ikke maden, men svar på vores spørgsmål, der er vigtige for os.

Samtalen vil være »til baggrund«, lyder svaret, hvilket på diplomatsprog betyder, at der ikke må refereres fra den.  Da vi ikke rejser rundt i Afghanistan for at dyrke selskabelighed, men for at indsamle informationer om en krig, som offentligheden ved alt for lidt om, takker vi høfligt nej. I Gereshk regerer forbrydelsen, mens Taliban presser på fra alle sider.

Serie

Afghanistan genbesøgt

Forfatter Carsten Jensen og den norske journalist Anders Sømme Hammer er rejst tilbage til Afghanistan. I 2013 tog de på egen hånd rundt i landet for at gøre status på krigen og genopbygningen efter mere end ti års vestlig invasion. Nu er de udenlandske styrker borte, og Taliban presser på overalt.

I seks artikler tegner de et portræt af et land, der befinder sig midtvejs mellem truende sammenbrud og et nyt overraskende opbrud.

Seneste artikler

  • Et nyt Afghanistan kræver en ny generation

    25. juni 2016
    Der bor både idealisme og pessimisme i Afghanistan, men håbet knytter sig ikke til dem, der er voksne nu. Det er i næste generation, det vil blive bedre. Problemet er, at næste generation forlader landet
  • Hvor der er kvinder, er der håb

    22. juni 2016
    En ny, veluddannet generation af afghanske kvinder vokser frem med adgang til sociale medier og et helt anderledes, friere syn på tilværelsen. De længes efter et liv uden burka – og efter tankens frihed
  • Hayat Hooman tog Vestens penge med hjem igen

    18. juni 2016
    Hayat Hooman var en del af den menneskestrøm, der sidste sommer søgte mod Tyskland og Sverige. Som mange andre ønsker han en fremtid i Afghanistan, men som mange andre havde han svært ved at finde den her. Nu er han hjemme igen, hvor han ligesom Shifaq, Dawood og Nazradin håber at finde en fremtid
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Lau Dam Mortensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Jakob Trägårdh
  • peter fonnesbech
  • Johannes Lennar
  • Jes Enevoldsen
  • Peter Wulff
  • Ebbe Wagner Smitt
  • Rasmus Knus
  • Niels-Simon Larsen
Kurt Nielsen, Espen Bøgh, Lau Dam Mortensen, Niels Duus Nielsen, Jakob Trägårdh, peter fonnesbech, Johannes Lennar, Jes Enevoldsen, Peter Wulff, Ebbe Wagner Smitt, Rasmus Knus og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jes Enevoldsen

Når bare journalistikken er sådan: giver indsigt, bliver vi aldrig trætte af at læse. Tak til de to herrer.

Kurt Nielsen, Jakob Trägårdh og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Jeg mindes en sjov julekalender for mange år siden, som var en satire over den danske krigsdeltagelse i Afghanistan. Flere år efter kunne den ses på youtube, men nu er alle videoerne derfra desværre fjernet, og jeg tror ikke at den bliver genudsendt.