Læsetid: 6 min.

’Frygten sidder stadig dybt i mig’

Meget tyder på, at en fredsaftale med den colombianske guerrilla FARC venter lige om hjørnet. Men for Anamile, der blev sendt på flugt af FARC for elleve år siden, er der lang vej til et liv uden frygt
29-årige Anamile med to af sine børn. For elleve år siden blev hun tvunget på flugt fra FARC. Nu bor hun med sin familie i en lejr af betonbarakker bygget til de såkaldte desplazados – fordrevne

Roberto Espinosa F.

20. juni 2016

Omgivet af palmer med madbananer boede 18-årige Anamile Rodríguez med sin familie i junglelandsbyen Magüi Payan i det sydvestlige Colombia. Hun boede sammen med sin far, seks søskende og sin søn på ét år. Hun var iøjnefaldende smuk med sin kraftigt byggede teenagekrop.

Ud over bananerne levede familien af at dyrke maniok-rod, sukkerrør og ris. De havde mad nok og levede i fred og ro inde i den frodige jungle. Indtil den dag.

»Jeg har ikke lyst til at tænke på det«, siger Anamile og ser beklemt ud.

Anamile er én af Colombias 6,9 millioner internt fordrevne. Ifølge en ny global rapport om flygtninge fra UNHCR, der udkommer i dag, har Colombia det største antal internt fordrevne i verden. Alene det sidste år er antallet steget med knap en million. Årsagen er i høj grad den væbnede konflikt, som har varet i over 50 år.

En konflikt med mange fronter og aktører, men hvor guerillagruppen FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia) spiller en central rolle. Siden 2012 har gruppen siddet i fredsforhandlinger med Colombias regering, og meget tyder nu på, at en endelig fredsaftale er lige om hjørnet.

Anamile tænker tilbage på den dag for elleve år siden, da hendes liv ændredes for altid:

»De kom sejlende i to både fyldt med guerrillasoldater,« fortæller hun.

»Jeg var 18 år og havde en smuk krop. De tog mig i hånden og ville have mig med. De ville rekruttere mig til FARC,« fortæller den colombianske kvinde tørt.

Og det skulle blive starten på et langt mareridt for Anamile.

»Vi fik to dage. Hvis ikke jeg tog med dem, måtte vi tage af sted derfra – ellers ville de slå os ihjel.«

Anamile og hendes familie pakkede hurtigt deres ting og rejste fra hjem og landbrugsjord, som de ikke har set siden.

Halvdelen af byen er flygtninge

De rejste til den nærliggende by Tumaco på Colombias Stillehavskyst i delstaten Nariño nær grænsen til Ecuador. En by, der i høj grad er påvirket af konflikten. 45 procent af byens befolkning er officielt registrerede som ofre, på den ene eller anden måde, for Colombias væbnede konflikt.

Det var en stor forandring for Anamile og hendes familie. Fra at bo og leve som landmænd inde i junglen. Anamile måtte nu arbejde for at få mad på bordet. Nogle gange gav fiskerne dem fisk. Men det var svært at komme til byen som intern flygtning, fortæller hun:

»Mange så ned på os, vi var jo bare desplazados – fordrevne. Det var hårdt for børnene.«

At bo inde i Tumaco betyder også at bo side om side med alle de andre parter i konflikten. Familien var ikke flyttet væk fra konflikten – de var flyttet ind midt i den.

»Det nye liv er hårdt. Ingen kendte os der. Det er et stort arbejde. Jeg savner huset, vi boede i. Vi havde en gård med jord, der gav os mad på bordet. Her, hvor vi bor nu, må man tage af sted og arbejde, hvis man vil noget at spise,« fortæller hun.

Efter nogle år flyttede familien uden for byen til kvarteret Cristo Rey, et initiativ af kommunen. Der er adskillige rækker af i alt 190 små betonbarakker på 25 kvadratmeter hver. Det ligger uden for byen gemt væk langt inde ad en markvej mellem en masse træer.

Det har været et kontroversielt projekt, fordi man på den måde har isoleret og fjernet flygtningene fra byen. Mange af dem har svært ved at komme ind til deres arbejde, og transporten koster.

På den anden side lykkedes det at flytte dem væk fra konflikten, i hvert fald for en stund. Her i Cristo Rey er sikrere, fortæller indbyggerne, som bare vil have lov at leve i fred og ro:

»Det er bedre at bo her (end inde i Tumaco, red.), for her er alle fordrevne. Her ser ingen ned på os,« fortæller Anamile.

Familien voksede undervejs, og Anamile er i dag mor til tre drenge. Når der skulle mad på bordet, tog hendes mand ind til Tumaco og tog det arbejde, han kunne få. Endelig var Anamile ved at leve noget, der mindede om et almindeligt familieliv.

Men sådan skulle det ikke være. Uden at Anamile vil gå i detaljer, fortæller hun, at hendes mand en dag for to år siden, ikke kom hjem fra arbejdet i Tumaco. Han var blevet slået ihjel inde i byen.

»Så nu har mine børn også mistet deres far,« siger Anamile og ser opgivende ud.

Fredsforhandlinger

Mens Anamile og hendes families historie i de seneste år gik i en tragisk retning, skete det modsatte for udviklingen af den væbnede konflikt i landet.

Fredsforhandlingerne mellem regeringen og FARC kom for hver dag nærmere en fredsaftale og, forhåbentlig, begyndelsen til enden på konflikten. Og det har allerede haft positiv indvirkning i forhold til de interne flygtninge:

»Antallet af fordrevne er faldet, især massebevægelser (mere end 50 personer, red.), efter udmeldingen fra FARC om en ’ensidig våbenhvile og indstilling af fjendtlighederne på ubestemt tid’, fra december 2014,« fortæller Manuel Nacamendi Pulido, der er koordinator for FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, i delstaten Nariño, Colombia.

Læs også: Udsigt til fred i Colombia

Og naturligt nok fylder fredsprocessen meget for Anamile og de mange andre af konfliktens ofre:

»Jeg tænker meget på fredsprocessen. Jeg håber virkelig, at volden slutter. Men nogle siger, at det vil blive mere farligt, når der kommer en fredsaftale. Lige nu er her blevet fredeligere på grund af fredsprocessen,« fortæller Anamile.

Men det er mere kompliceret end som så. For få måneder siden var der granatangreb inde midt i byen. Mange kriminelle grupper venter på, at FARC nedlægger våbnene, så de kan overtage, hvor guerillagruppen slipper. Eller det er i hvert fald en risiko, myndighederne regner med. Også ude i Cristo Rey begynder der at være problemer med FARC og andre bevæbnede grupper.

Bange for FARC

Anamile har et stærkt ønske om, at fredsaftalen vil ændre situationen i hendes land:

»Vi er nødt til at tænke på vores børn. Jeg håber virkelig, at der kommer fred, så folk for eksempel kan gå og rejse frit rundt.«

Samtidig er hun også nervøs for, hvad der vil ske. Der skønnes at være omkring 7.600 guerrillasoldater, som efterfølgende skal ud og være en del af resten af samfundet i Colombia.

Mange har været en del af FARC i rigtig mange år og er vant til at kæmpe med våben og være i krig. Det var jo dem, Anamile og hendes familie flygtede fra for elleve år siden.

»Jeg er bange for dem fra FARC. De slog jo næsten min familie ihjel. Hvis de kommer her, vil jeg være virkelig bange for dem.«

Og det med at komme sig oven på den mere end 50 år lange konflikt er noget, der har været en vigtig del af fredsforhandlingerne.

Læs også: Fredsforhandlinger går ind i sidste fase

Repræsentanter for ofrene har været med ved forhandlingsbordet for at tale med regeringen og FARC om, hvad der skal ske efter en fredsaftale. Det er vigtigt, at samfundet er forberedt på de udfordringer, der ligger på den anden side af en aftale:

»Når der kommer en fredsaftale, vil det helt sikkert medvirke til, at institutionerne vil få en styrket tilstedeværelse og legitimitet i hele landet og på den måde igen vinde tillid i befolkningen til processen med fredsopbygning og forsoning,« siger Manuel Nacamendi Pulido fra UNHCR i Nariño.

Inden Anamile og familien blev drevet på flugt, kom en del af deres levebrød fra en lille palmeplantage med madbananer.

Bananerne ledsager stadig Anamiles familie, men nu kun i form af en klase, der ligger uden for døren til hendes barak. Dem kan hun sælge, så hun har lidt penge til børnenes mad. Ellers vasker hun tøj for andre. Selv om det bestemt ikke et luksusliv, hun og de seks millioner andre internt fordrevne i Colombia lever, er hun ikke utilfreds:

»Heldigvis er der sikkert, hvor vi bor nu,« siger Anamile med tanke på mødet med guerillaen og den efterfølgende flugt.

Og den længe ventede fredsproces byder på kæmpe udfordringer for Anamile og alle de andre berørte af konflikten på deres vej videre fra fortidens spøgelser.

»Måske kommer der fred, men frygten sidder stadig dybt i mig. Det bliver virkelig svært, at komme af med den,« siger Anamile.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu