Den hjerteskærende imperienostalgi

Politik kan i vid udstrækning søge næring fra ønskedrømme. Men noget særligt hjerteskærende er der over argumentationen fra brexit-tilhængere, der forestiller sig, at Storbritannien frigjort for sine europæiske bånd vil kunne boltre sig på verdensscenen og indgå magtpolitiske og handelspolitiske aftaler med sine gamle kolonier. Særligt de, der stadig har engelsk som officielt sprog, er blevet nævnt som forsømte muligheder.

Den rå sandhed er, at det britiske imperium har været stendødt siden midten af 1960’erne – altså i mere end 50 år. Hvad der blandt de engelsktalende tidligere kolonier – også kendt som dominions, nu medlemmer af det britiske Commonwealth – kan være af tiltrækning fra det gamle moderland, er kulturelle bånd. En oplevelse afs at de engelsktalende lande har rødder i Storbritannien.

Denne oplevelse kan sågar næres af USA, hvorfra et stort antal turister årligt opsøger De Britiske Øer. I storpolitikken omtales et amerikansk-britisk bånd ved feststemte lejligheder som ’et særligt forhold mellem de to lande’. Historien siden Anden Verdenskrig afslører imidlertid at dette særlige forhold, som Winston Churchill var sentimentalt draget mod, navnlig har et reelt indhold, når det tjener amerikanske interesser, f.eks. i at bruge Storbritannien som trojansk hest i EU.

I andre situationer er amerikanerne lige så nøgternt indstillet på at smigre Frankrig, Tyskland eller østeuropæiske lande som særligt nærtstående partnere i Europa.

Hagues turné

Den britiske forblændelse om et nært forhold til de større Commonwealth-lande kom til udtryk, da David Cameron dannede sin første regering efter valget i 2010. Han sendte sin udenrigsminister, den konservative partifælle William Hague på en turné til Australien, Canada og New Zealand. Her blev Hague modtaget med høflig ligegyldighed. Landene befinder sig i geopolitiske situationer, hvor de ikke har noget at vinde ved at genknytte bånd til det fjerne ørige nordvest for det europæiske fastland.

Selvsagt vil landene gerne drive mest mulig fordelagtig handel, men her er deres opmærksomhed rettet mod det nuværende EU som helhed – og Storbritannien kun af interesse i det omfang, der kan udgøre en nyttig port inden for Europa.

Ikke tiltænkt stor rolle

Canada er selvsagt fikseret på sit forhold til sin kæmpenabo USA og på mulighederne i sin arktiske rolle. I ingen af disse sammenhænge er der noget at hente i Storbritannien. Australiens økonomi er blevet nøje vævet sammen med Kinas. Folkerepublikken er blevet langt den største aftager af Australiens afgørende eksport af råstoffer. Et andet af Australiens store eksportprodukter, vinen, søger Australien større marke-der for end blot Storbritannien.

I en langsigtet udviklingsstrategi, som den australske regering fremlagde for to år siden, er Storbritannien ikke tildelt nogen rolle. Skulle Storbritannien som følge af en brexit ende med at miste Skotland, bliver de gamle koloniers interesse i restmor-landet selvsagt endnu mindre. ’Rule Britannia’ hører hjemme i retorikken og ikke i realpolitikken.