Læsetid: 5 min.

Hun

Da Hillary Clinton stod på podiet som vinder af Demokraternes primærvalgkamp opdagede verden, at hun havde skrevet historie. Hendes sejr er trods al hendes meget udskældte pragmatisme helt igennem radikal
Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton ved mødet tirsdag i Navy Yard i Brooklyn i New York.

Julio Cortez

9. juni 2016

Jeg stod ved siden af en lille pige i Brooklyns Navy Yard og tænkte på min mor, da Hillary Rodham Clinton i den centrale del af sin sejrstale gjorde sin egen mor til helten:

»Hun overkom en barndom fyldt med svigt og klarede ikke at blive bitter. Min mor lærte mig aldrig at stå tilbage for en bølle, og det har vist sig at være et rigtig godt råd. Jeg ville ønske, hun kunne have set sin datter blive Demokraternes præsidentkandidat,« sagde kvinden, der vil blive set som sin generation af feminister og kvinderetsaktivisters krone på værket. En demokratisk præsidentkandidat, der har kæmpet for kvinders rettigheder i fire årtier og måske den første kvinde i Det Hvide Hus i landets 240 år lange politiske historie.

Jeg tror, der var mange kvinder, der tænkte på deres mødre og døtre tirsdag aften. I Navy Yards tætpakkede industrihal kunne man se det i deres ansigter, hvor følelserne fik frit løb. Det var som om amerikanerne først rigtig opdagede, da hun stod der på podiet, hvor langt begivenheden, de var vidne til, rækker tilbage og peger frem, da de og især kvinderne kunne mærke, hvordan de blev forbundet i generationer.

Nu, hvor hun havde nået sit første mål, var det også, som om Hillary Clinton forstod, at hun skulle placere sig i den række af kvinder, sorte og hvide, der introducerede hendes sejrstale fra en storskærm. Her indledte Shirley Chrisholm, en sort demokrat der i 1972 forsøgte at blive sit partis præsidentkandidat, med ordene:

»Til dem, der synes kvindebevægelsen er en joke, jeg befrier jer fra den forestilling. Det handler om lige rettigheder.« Og dengang for blot 44 år siden blev det gjort til en joke.

Det er også værd at huske på – selv om der er skrevet mangt og meget om de unge feminister, der vender Hillary Clinton ryggen – at kvinder først fik stemmeret i USA i 1920, at kun 20 procent af Senatets sæder er besat af kvinder, at 88 procent af guvernørerne er mænd, lige som 75 procent af lovgiverne på statsniveau er det. At ulige løn og diskrimination stadig er hverdag. At de unge kvinder blandt demokratiske vælgere i stort tal støtter Bernie Sanders, fordi de synes økonomisk uretfærdighed og den politiske elite stinker, er jo både en illustration af, hvad kvindebevægelsen har opnået, og hvad der den dag i dag er dens udfordring.

Men tirsdag var det også, som om medierne pludselig indså det historiske i Clintons sejr, og for en kort stund skiftede fokus fra en råbende mand, der vil kæmpe til konventet, fra superdelegerede og fra valgmatematik.

Og man kan undre sig over, hvor meget de unge kvindelige Sanders-tilhængere fylder i mediebilledet. Hvor er de ældre kvinder, der støtter Clinton? Og hvor er de 80 procent blandt de afroamerikanske kvinder, der støtter Clinton? De kommer måske frem nu, hvor hendes modstander bliver en anden.

Glasskår

Der er også sagt og skrevet meget om Hillary Clintons skandalisering af den feministiske sag: Hun har kun danset forlæns i højhælede sko i utilstedelig omfavnelse af pengemændene fra Wall Street og erhvervslivets spidser. Hun har tilladt sin mands utroskab og ovenikøbet ladet ham skjule sig i sine skørter, mens hun selv og andre kvinder i Clinton-kredsen stod frem og beskyttede ham, også da det kom frem, at han løj om Monica Lewinsky.

Og hvordan skal en enlig mor leve af de 12 dollar i timen, hun foreslår at hæve dagens mindsteløn på syv dollar til? Hvad er det feministiske i at have støttet en lovgivning, der har sat i hundredetusindvis af sorte mænd bag lås og slå, og efterladt deres kvinder med omsorgen for børnene i ghettoen? Og hvad har hendes krigsstøtte ikke ført til at lidelser og afsavn, blandt fremmede nationer og af lommesmerter på det pressede amerikanske statsbudget?

Det er alt sammen noget, der i høj grad bør diskuteres og bliver det. Politik bliver selvfølgelig ikke ligegyldigt, bare fordi det er en kvindes navn, der står på stemmesedlen.

Hillary Clinton har rykket sig politisk i løbet af sin kampagne. Og hun anerkender Bernie Sanders for hans helt usædvanlige stædighed og politiske projekt. Som hun sagde i talen i Navy Yard:

»Tag ikke fejl. Senator Sanders, hans kampagne og den energiske debat, vi har haft om, hvordan vi skal hæve lønninger, reducere ulighed og øge mobiliteten har været rigtig god for Det Demokratiske Parti og for Amerika.«

Men uanset hvad man måtte mene om Hillary Clintons politik, var dagen i går en dag, hvor man kunne træde et par skridt tilbage og anerkende symbolikken i hendes nominering og huske fraværet af kvinder i den politiske kultur.

Som de sagde på Twitter: De har travlt med at feje glasskår op fra gulvet i Navy Yard. Men det er også mere end symbolik. Og for at illustrere den pointe havde Vox.com i anledning af Hillarys sejr samlet en lang række af de undersøgelser, der viser, at kvindeligt lederskab gør en forskel.

Kvinder og identifikation

Det bliver nemmere at rekruttere kvinder til politiske embeder, når der sidder andre kvinder i magtens top. Dermed hjælper de med til at ændre billedet af, at det skulle være en ulempe at stille op som kvinde til, at det faktisk kan være en fordel. Måske vil flere amerikanske kvinder også begynde at interessere sig for politik, fordi de pludselig har mulighed for at identificere sig med landets lederskab. Den betydning kan ikke overvurderes i et land, hvor stemmeprocenten er lav. Og Clinton spås da også at ville udnævne flere kvinder til sin administration. Ligesom der ovenikøbet bliver talt om, at hun måske stiller med en kvindelig vicepræsidentkandidat.

Og ligesom undersøgelser viser, at valgte fra arbejderklassen – der i øvrigt er lige så stor mangel på i USA som i Danmark – lader deres erfaringer afspejle sig i deres politiske beslutninger, betyder det også noget, hvilket køn en politiker har. Især hvis hun som Hillary Clinton har kæmpet for kvindesagen i årtier. Samme overbevisende holdning havde Helle Thorning-Schmidt aldrig, og det afspejlede sig i den grad i hendes fire år ved magten.

Endelig er Clintons modkandidat Donald Trump, som kalder kvinder for svin, hvis han da ikke lige rangerer dem som tal på en skala, taler om deres menstruationsperiode, eller at det er forventeligt med seksuelle overgreb mod kvindelige soldater.

Det bliver den mest kønspolitiske valgkamp i, ja, ’mands’ minde.

Hillary går ind i den med ordene: »Alt for længe har vores politikere betragtet politik som det muliges kunst. Udfordringen er nu at gøre politik til kunsten at få det, der synes umuligt, gjort muligt.« Ordene er ganske vist også historiske og stammer fra en tale, hun gav til sine medstuderende på Wellesley College i 1969.

Nu fremstår hun selv som pragmatikeren, der skal forsøge at gøre det, der engang syntes umuligt – at blive USA første kvindelig præsident – samtidig med, at hun sætter nye mål for den unge generation, for hvem det ikke er radikalt nok. Mens vi venter på, hvordan det vil spænde af, vil jeg hænge avisen The Daily News onsdagsforside med en ekstatisk Hillary Clinton, der rækker armene i vejret op mod overskriften »HUN«, op på min væg ved siden af Obama og mærke vingesuset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Kvinder er i den ulykkelige situation, at de aldrig rigtig har formået at udnytte deres majoritet i samfundet. Det er nok ærgerligt; men det er også ærgerligt, at de ikke kunne komme op med en bedre, renere og helt sikkert mere idealistisk kandidat end hende her.

Jacob Jensen, ronni larsen, Anders Barfod, Arne Lund og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Det glæder mig, at Dagbladet Information udgiver en artikel om noget, der er værd at huske om 100 år.
Nemlig en milepæl i amerikansk politik.
For de, der holder af kvinder i politik.

Vi fik den første kvindelige statsminister Thorning for 5 år siden.
Jeg håber, amerikanernes får deres første kvindelige præsident Clinton den 8. November i år ...

Sebastian Gram

Jeg er ikke særligt meget til konspirationer, men hvis bare en lille brøkdel er sande om the Clintons, så har de godt nok nogle lig i lasten, helt bogstaveligt, udover selvfølgelig de massegrave som altid hænger sammen med førerpositionen i et imperium. Det er ikke engang dem jeg tænker på.

Jacob Jensen, erling jensen, ronni larsen, Anders Barfod, Torben Jørgensen, Arne Lund, Torben R. Jensen, Janus Agerbo, Søren Johannesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Benny Larsen

Håber amerikanerne får mere glæde af deres første kvindelige leder, end danskerne fik af Thorning, den første kvindelige statsminister der historisk nok vil blive husket som den første kvinde på posten, men og en af de statsministre der førte en politik der svigtede egne principper fundamentalt.

ronni larsen, Thomas Petersen, Janus Agerbo, Sune Olsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Beklager - jeg kommer til at tænke på vinderen af en kagekonkurrence for velplejede husmødre i en velhaverforstad.

peter fonnesbech

Hillary Clinton er for og fremmest et magtmenneske, og jeg mener ikke at man skal idealisere det kvindelige aspekt her. Den tidligere engelske premierminister Margaret Thacher er et betydeligt eksempel på at en kvindelig leder ikke nødvendigvis gavner kvindernes ligstilling mm.

En anden ting er selv castingen.

Jeg mener, hvis man antager at præsidentkandidaterne er blevet casting af et team i Hollywood, så kunne den casting ikke live bedre her ved udsigten til det største og mest beskidte slagsmål i amerikansk politik. Men som de siger i amerikanske b-film: " It takes one to know one."
Men andre ord, der skal en kriminel til at afsløre en anden kriminel.

Jeg læner mig tilbage i stolen i forventningen om at blive godt underholdt.

erling jensen, Lars Knudsen, Janus Agerbo, Søren Johannesen og Sebastian Gram anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Selvfølgelig en vigtig milepæl. Men hvornår mon både USA og Danmark når den endnu vigtigere milepæl, hvor kandidaternes køn er så uvæsentligt at det ikke engang nævnes længere?

June Pedersen, Torben Jørgensen, Rikke Nielsen, Sascha Olinsson, Lars Knudsen, Anne Eriksen, ingemaje lange, Arne Lund, Janus Agerbo, Benny Larsen, Troels Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Troels Larsen

Men Allan, de andre partier tæller jo ikke, fordi de... øøøh... ikke tæller?

Nå, men hvorom alting er. Tillykke til Hillary for at blive det demokratiske partis første præsidentkandidat.

Til amerikanerne: held og lykke i fremtiden. Det største lyspunkt ved jeres valg af præsidentkandidater er, at begge vist er imod TTIP. Så tak for det :)

Steffen Gliese

Er Clinton imod TTIP, det er jeg desværre ikke sikker på.

ronni larsen, Anders Barfod, Arne Lund og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Troels Larsen

Du har vist ret. Det er TPP hun har udtalt sig kritisk om, som så er blevet tolket som en generel kritik.

Ak ja.

Steffen Gliese

Det nærmeste, jeg kommer det, er, at hun har udtrykt kritik af ISDS (mekanismen til sagsanlæg, hvis lovgivning bliver ændret til ulempe for private virksomhed).

morten rosendahl larsen

Fru Clinton har været forbi Rockefeller palace og blevet "godkendt" af de "ultrariges" eliteclub, riffelclubben og mafiaen, nøjagtigt ligesom de tidligere præsidenter. Så hendes kampagne er finasieret, og de rige kan sove trygt om om natten, forvisset om at alt er status quo min de næste 4 år, ligesom under Obama. Det er ligefør man håber på Trump.....?? I det mindste kan han ryste det establisment han jo ikke er en del af....

Dan Johannesson, erling jensen, Jacob Jensen, ronni larsen, Anders Barfod, Flemming Berger og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Ruth Gjesing

Herfra et uforbeholdent tillykke til Hillary Clinton med kandidaturet. Hun har kæmpet for det, og amerikansk politik er amerikansk politik.

Connie Brask, Rikke Nielsen, Anne Eriksen, Hans Jørn Storgaard Andersen og Troels Larsen anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Meget tyder på, at Clinton bliver demokraternes præsidentkandidat, men nomineringen sker først på konventet den 25-28 juli. Det vil af forskellige grunde være en historisk begivenhed uanset om det bliver Clinton eller Sanders, der vælges.
Det historiske vingesus kan dog blive overgået af, at topartisystemet bliver brudt, fordi de to store partiers formodede præsidentkandidater, Clinton og Trump, er historisk upopulære, og deres kampagner lægger ikke op til at ændre det forhold.

Flemming Høgstoft

Morten Rosendahl..inden du håber alt for meget på Trump, så synes jeg du skal læse den her artikel om hvordan Trump den ældre og junior selv har budt sig til overfor mafiaen.
De er åbenbart grundigt fedtet ind i mafiaen, og der er kun to journalister, der har gjort sig den ulejlighed at undersøge sagen.
https://www.information.dk/udland/2016/06/trumps-partnere-mafiaen

ronni larsen, Anne Eriksen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar

"....betyder det også noget, hvilket køn en politiker har". Nå da, hvor har journalisten den fra?
Prøv lige og se på disse politikere, og fortæl så hvor meget deres køn betød: Indira Ghandi, Golda Meir, Thatcher, Condoleeza Rice, Albright, Marine Le Pen, Sarah Palin og sikkert en hel del flere.

New York times har udnævnt Clinton til langt den mest krigeriske af de tre førende kandidater. Således stemte Clinton ja til alle de krige, Bush sendte USA ud i, mens Obama stemte nej.
Hendes meget tætte relationer til zionistlobbyen, og vedvarende angreb på Boykot-Israel-bevægelsen, tyder nu heller ikke på den helt store kvindelige empati.
For slet ikke at tale om Goldman Sachs, der har fodret hende med mio-store beløb under hele valgkampen. Clinton er ubetinget Wall Streets og overklassens kandidat.
Køn betyder ikke en pind i politik, det eneste der tæller er magt, og her har mænd og kvinder intet at lade hinanden at høre..

Jacob Jensen, erling jensen, ronni larsen, Thomas Petersen, Anders Barfod, Flemming Berger, Lars Jørgensen, Torben R. Jensen, morten rosendahl larsen, ingemaje lange og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men grundlæggende er der en anden ting på spil, Arne Lund, og det er netop den mere autokratiske personlighed, som i dette tilfælde er Clinton, overfor den bredt demokratisk funderede, der er er Sanders.
Minoriteter vil ofte være tilskyndede til at støtte den autokratiske af frygt for, at flertallets stemme vil strømline normerne, så minoriteternes rettigheder beskæres - og undertiden ses det også, at en kandidat med minoritetsbaggrund søger magten for at bl.a. beskytte egne rettigheder, det er f.eks. tilfældet med mange mellemøstlige potentater: Saddam i Irak (sunni i shia-majoritet), Assad (alevit i en sunni-majoritet) og så fort.
Hillary er mindretallenes beskytter i manges øjne, og de har desværre i flere tilfælde været villige til at misinformere om Sanders, som da AIDS-aktivisten Peter Staley fremprovokerede en mindre hetz ved at påstå, at Sanders havde taget hans organisation til indtægt for et lovforslag, der skulle nedbringe medicinudgifterne i Californien, og som hans organisation netop var modstander af.
Heldigvis åbnede det dog også nogle øjne på de mere forstandige, som læste Sanders's pressemeddelelse og så, at han netop præcis kun havde omtalt organisationer, der var enige med ham.
Hvad bestod den krig så i? Spørgsmålet om det nye, dyre profylaktiske middel mod smitte, som for tiden også er til debat her, og hvorvidt man fortsat ville få det tilbudt, når der kom loft over medicinpriserne. Herhjemme går diskussionen meget fornuftigt på, at det er ganske dyrt, men måske billigt i forhold til behandling af smittede; men et andet argument i Sanders's favør er, at patenterne snart udløber, og midlet så vil blive billigere under alle omstændigheder, ligesom det jo altså tydeligvis har en effekt på medicinpriserne, hvad man kan få det offentlige eller forsikringsselskaberne til at betale, hvilket jo har bragt de amerikanske medicinpriser til tops (man kan mistænke, at forsikringsselskaberne har investeret i sundhedsindustrien, så det slet ikke kommer dem til ulempe med de høje priser).
Ligeledes har en smerteramt kørestolsbruger kørt en ugelang kampagne på sin blog om, at Bernie Sanders ikke vil lytte til de handicappede - og det hænger måske netop igen sammen med medicinalindustriens varer, her opiaterne, som de frygter for vil blive taget fra dem i et system, der ikke logrer for storkapitalen.

Mattia Guidarelli, Sebastian Gram og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Frederiksen

Kan ikke rigtig gøre op med mig selv om Hillary Clinton er en parodi på House of Cards eller om det er omvendt?

Jacob Jensen, Steffen Gliese, Flemming Berger, Torben Jørgensen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Jeg ser den allerede for mit indre blik.

Den store MMA (Mixed Martial Art) lignende plakat med
teksten i fede typer: " THE BULLY VERSUS THE BITCH "

Det kunne måske være en lille opgave for en grafiker på Information !

Connie Brask

Udmærket artikel af den kvindelige journalist. At hun så med een sætning lige skal lave karaktermord på Helle Thorning Smith, - synes jeg er forstemmende. Men forventeligt, - da mange danske journalister, - som paradoksalt er få, har udviklet en kultur hvor de fleste mener det samme. Og her kan vi se at de meninger, - ureflekteret spredes som hagl, - igen og igen. GAB

erling jensen

Hillary Clintons årtier lange tjeneste på korporative bestyrelser og i større politiske roller som First Lady, amerikansk senator og udenrigsminister giver en klar indikation af, hvor hun står som menneske.

En af hendes første fremtrædende og højtprofilerede positioner var hos Walmart, hvor hun sad i bestyrelsen fra 1986-1992. Hun forholdt sig tavs under bestyrelsesmøder, mens selskabet ”førte en større kampagne mod fagforeninger, der forsøgte at repræsentere firmaets medarbejdere”, som en ABC video udsendelse bemærkede.

Efter at have forladt Walmart blev hun den mest aktive First Lady i historien. Mens det ville være unfair at holde hende ansvarlig for alle hendes mands politiske tiltag, spillede hun en betydningsfuld rolle mht. at forme og retfærdiggøre mange af dem. I sine memoirer fra 2003 pralede hun af sin rolle med regeringens drastiske politik med at beskære amerikanske velfærdsprogrammer: ”Da Bill og jeg forlod det Hvide Hus var velfærdsprogrammer faldet med 60 % ” - og ikke fordi fattigdom i USA var blevet mindre, ikke mindst i den sorte befolkning, som har mærket på deres krop, at deres livsbetingelser har været i et katastrofalt fald siden tresserne. Hvor er det godt, at de ikke mere må kaldes negroes. På alle andre områder er det stadig tilladt at sparke på dem, selv om de ligger ned - og Hillary Clinton står forrest med de sømbeslåede støvler på.

Kvinder og børn, de vigtigste modtagere af velfærdsydelser, har været de primære ofre. Før denne ”velfærdsreform" modtog mere end 70 % af fattige familier med børn en eller anden form for hjælp. I 2010 modtog færre end 30 % kontanthjælp, og omfanget af disse ydelser er gået tilbage med mere end 50 % fra tiden før reformen trådte i kraft. For sorte har udviklingen været ikke mindre end katastrofal - 47 % af alle sorte børn mod 15 % hvide fødes ind i fattigdom, og Hillary Clinton, som Obama, har intet gjort for at afhjælpe denne udvikling. Hun er bedøvende ligeglad og afholder sig, trods overbevisende dokumentation for denne påstand, ikke fra at holde de mest svulstige taler om sit medmenneskelige sindelag.

Hun lagde også et stærkt pres på kongressen for at få den til at vedtage mandens dybt racistiske Crime Bill, som eskalerede narkokrigen i et større omfang end konservative havde turdet drømme om, med en voldsom forøgelse af fængselsdomme og dødsstraffe. I dag sidder 2,3 millioner amerikanere bag tremmer – den største fangebefolkning både numerisk og forholdsvist, og langt større end et totalitært Kina med 1.6 millioner og en 4 gange så stor befolkning. Det er i særdeleshed gået ud over sorte, som i dag udgør op mod halvdelen af alle fanger (44 %, med en andel af befolkningen på kun 12 % ).

Et af de mest markante træk ved hendes tid som senator og som udenrigsminister var hendes aggressive forsvar for, at den amerikanske regering havde en uomtvistelig ret til at intervenere i andre lande. Da hun forlod posten som udenrigsminister skrev Bloomberg Businessweek, at ”Clinton omformede ministeriet til en maskine til fremme af amerikanske forretningsinteresser”. Hun søgte at ”sælge sig selv som regeringens højest placerede business lobbyist”, ved direkte at forhandle lukrative oversøiske kontrakter for amerikanske selskaber som Boeing, Lockheed og General Electric.

Hun har som politiker og udenrigsminister ved talrige lejligheder forfægtet USAs ret til at bruge atombomber mod Iran, et land med i omegnen af 89 millioner indbyggere og et svimlende antal kvinder og børn, som ikke har haft det mindste udestående med USA. She doesn't give a fuck.

Når hun ikke henvendte sig til et progressivt publikum, kunne hun ikke stoppe sin talestrøm. Hendes 2011 Foreign Policy essay om ”America´s Pacific Century” beskæftigede sig omfattende med målet om at ”åbne nye markeder amerikansk business”. Formålet var at fremme multinationale selskaber på bekostning af arbejdere, forbrugere og miljøet i alle de lande, der var tænkt som målgruppe for hendes tanker. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig de alvorlige følger, en sådan politik vil få for især kvindelige arbejdere.

Hendes artikel uddybede også den rolle, som det amerikanske militær skulle spille med henblik på at fremme disse økonomiske mål. Hun bekræftede igen den konsensus, som begge sider i det politiske system stod for - amerikansk ”ret” til straffrit at bruge militær magt i udlandet for at styrke økonomiske interesser, og under denne proces ikke at vige tilbage for at slå millioner af uskyldige mennesker ihjel. Hun støttede helhjertet sin mands politik mht. ensidig amerikansk brug af militær magt for at ”sikre uhindret adgang til nøgle markeder, energiressourcer og strategiske ressourcer”.

I Mellemøsten og Central Asien har hun også forsvaret USA's ret til at krænke international ret og efterlevelse af menneskerettigheder. Som senator stemte hun ikke blot FOR den ulovlige amerikanske invasion af Irak – en monstrøs forbrydelse, der kostede over 1,4 million irakere livet, men den skabte også grundlaget for terror og sekteriske bevægelser i hele regionen, med Al Qaeda og senest på listen ISIS foruden det TOTALE kaos i landet. Hun var en åbenhjertig advokat for invasionen og en indædt kritiker af modstand mod denne monumentale forbrydelse inden for FN systemet. Hun var også i særdeles høj grad en urokkelig støtte - selv efter kongressens standard – af Israels militære besættelse og illegale bosættelsesaktivitet på Vestbredden, hvor 500.000 israelere uantastet har kunnet bosætte sig på palæstinensisk selvstyreområde. Det skete ikke som udenrigsminister og komme heller ikke til at ske, hvis hun bliver valgt som præsident, at hun siger fra over for en galning som Netanyahu og hans dybt forkastelige og forbryderiske politik over for palæstinensere.

Som udenrigsminister førte hun forsædet for udvidelsen af de ulovlige droneangreb, der har kostet flere tusinde uskyldige mennesker livet og spreder skræk og rædsel i de berørte lande, Pakistan, Yemen, Afghanistan osv. , og som på ny har bekræftet amerikanske alliancer med modbydelige diktaturer. Hun forklarer i sin bog ”Hard Choices”, at hendes ministerium søgte at styrke alliancer med traditionelle autoritære allierede, samtidig med en udvidelse af amerikansk militær tilstedeværelse i Mellemøsten: ”Oven i vores samarbejde med israelerne, har Obama administrationen også øget Amerikas eget militær hav- og lufttilstedeværelse i den Persiske Golf og uddybet vores bånd til monarkierne i Golfen”, herunder især Saudi-Arabien, som er et af de mest kvindeundertrykkende regimer på kloden. Hun er selv bredt anerkendt som en af regeringens mest magtfulde og energiske advokater for udvidelse af militære operationer i Afghanistan, Libyen og Syrien og for at styrke amerikanske bånd til diktaturer i Tunesien, Egypten, Yemen, Bahrain, Marokko og andre steder. Som nævnt har hun ved flere lejligheder gjort sig til talskvinde for brug af atomvåben mod Iran, ”All options are on the table”, hvilket i sig selv er en vanvittig udtalelse, som også er en klar krænkelse af international ret.

Det er muligt, at millioner af kvinder og piger i disse lande, inkl. dem, hvis liv er blevet ødelagt af amerikanske bomber, kan finde trøst i viden om, at en ”feminist” hjalp til med udtænke amerikansk politik.

Erling Jensen, cand.jur.

Toke Andersen, Philip B. Johnsen, Dan Johannesson, Mattia Guidarelli, morten rosendahl larsen, Mads Olsen, Jacob Jensen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Dan Johannesson

Hvorfor bliver amerikansk og danske presse VED med at udråbe "vindere" FØR partikonventet er blevet afholdt?? Det er FØRST d. 25 juli for pokker da!

Hans Jørn Storgaard Andersen

Dan Johannesson skrev: "Hvorfor bliver amerikansk og danske presse VED med at udråbe "vindere" FØR partikonventet er blevet afholdt??"

Det er fordi, de amerikanske primærvalg er forløberen for det reelle valg den 8. november. De USA samtidig er et meget stort land med enorme variationer, så har man lært at regne med sandsynligheder - og det normale er, at taberen kaster håndklædet ind i ringen, når der ikke er mere at komme efter.

Sanders er i al sandhed en mærkværdighed i denne henseende, så derfor spørger du vel i håbet om, at noget falder ned fra himlen i sidste øjeblik og ændrer talmagien?

Læg godt mærke til, at pressen ikke skriver vinder, men potentiel vinder.
Endelig er det i princippet et to-partisystem, og så snart de to kandidater er udpegede, så kan man gå i gang med det vilde rodeo ;-)

Hvem gider i øvrigt høre med om en taber? Eller tabere??