Læsetid: 5 min.

Islamisk Stat er det foretrukne brand for vrede unge mænd

Fra København til Orlando begår frustrerede unge terror i Islamisk Stats navn – selv om de ofte intet har med hinanden at gøre. Det er resultatet af en rigtig smart strategi, vurderer flere terroreksperter. De unge følger nemlig opfordringer til at angribe hvad som helst og hvor som helst, og det giver både dem og Islamisk Stat maksimal opmærksomhed
Pårørende til gæster fra natklubben Pulse, hvor 49 mennesker blev dræbt og 53 såret natten til søndag. Gerningsmanden, Omar Mateen, handlede efter alt at dømme på egen hånd, men svor inden angrebet troskab til Islamisk Stat

Pårørende til gæster fra natklubben Pulse, hvor 49 mennesker blev dræbt og 53 såret natten til søndag. Gerningsmanden, Omar Mateen, handlede efter alt at dømme på egen hånd, men svor inden angrebet troskab til Islamisk Stat

Phelan M. Ebenhack

14. juni 2016

På to år har Islamisk Stat skabt verdens stærkeste terrorbrand. Det er derfor langtfra tilfældigt, at vrede unge mænd fra København til Orlando vælger at begå terror i deres navn.

De seneste to år har den vestlige verden været vidne til en række såkaldte ’ensomme ulve’-angreb, hvor enlige eller få gerningsmænd angriber civile mål i Islamisk Stats navn. Som det netop er sket i Orlando, Florida, hvor den 29-årige Omar Mateen søndag dræbte 49 mennesker og sårede 53 på en natklub for homoseksuelle.

Og som det skete i København sidste år, da 23-årige Omar El-Hussein angreb et debatmøde om ytringsfrihed på Krudttønden og den jødiske synagoge. I Orlando ringede Omar Mateen til 911 kort før angrebet og meddelte, at han handlede i Islamisk Stats navn. I København lagde Omar El-Hussein en Islamisk Stat-hymne op på Facebook, før han gik i aktion.

Læs også: Leder: Amerikanernes værste mareridt

I begge tilfælde kvitterede Islamisk Stats medier med at udnævne dem til martyrer, der har ofret sig for kalifatet.

Smart strategi

Der er indtil videre intet, der tyder på, at de to gange Omar havde noget nærmere forhold til Islamisk Stat i tiden op til angrebene. Og der er indtil videre ikke noget, der tyder på, at andre end dem selv havde planlagt, hvordan angrebene skulle gennemføres.

»Alt tyder på, at angrebene har været inspireret af Islamisk Stat, ikke organiseret af IS,« siger den terrorforsker Lorenzo Vidino fra Center for Cyber & Homeland Security på Georgetown University, USA.

Tilsvarende sagde USA’s præsident, Barack Obama, i går på et pressemøde, at Omar Mateen var »inspireret af forskelligartede ekstremistiske informationer, der var spredt på internettet«.

Læs også: Omar Mateens ekshustru: ’Han var dybt forstyrret og voldelig’

Omar Mateen handlede efter alt at dømme på egen hånd.

AP Photo

»Det ser ud, som om han i sidste øjeblik annoncerede sin troskab over for Isil (Islamisk Stat, red.), men der er foreløbig ingen beviser på, at det rent faktisk styrede ham,« lød det fra den amerikanske præsident.

Det er dog netop denne strategi, som Islamisk Stat anvender for at sprede maksimal frygt og rædsel verden over, fortæller Lorenzo Vidino, der har udgivet flere bøger om islamistisk terror i Europa.

Siden efteråret 2014 har Islamisk Stat igen og igen opfordret muslimer til at angribe alle de mål, de kan komme til, dér hvor de befinder sig. Så sent som før ramadanen opfordrede en af Islamisk Stats talsmænd, Abu Muhammad al-Adnani, alle muslimer til at angribe ethvert mål, især i USA.

»Selv den mindste aktion, du gennemfører i hjertet af deres land, er os mere kær end den største aktion, vi selv gennemfører. For den er mere effektiv og mere skadelig,« sagde Adnani bl.a. ifølge The New York Times.

»Det er en meget smart strategi,« siger Lorenzo Vidino. »Det giver Islamisk Stat et image som en global terrororganisation, der kan slå til hvor som helst, selv om de reelt blot har inspireret enkeltpersoner til at handle på egen hånd,« siger han. »Det giver dem mulighed for at sprede rædsel og terror i lande, hvor de ikke selv kan komme på grund af øget overvågning og efterretningsaktivitet.«

Det er Thomas Elkjer Nissen, der forsker i IS-propaganda på Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer, helt enig i.

»Det er en rigtig smart strategi, som giver IS mulighed for at angribe i Europa og USA, i en tid hvor det både er blevet sværere at rejse til kalifatet og sværere for IS-tilhængere at bevæge sig rundt i Europa og USA,« siger han.

Det stærkeste brand

De to eksperter understreger, at Islamisk Stat har været uhørt dygtig til at skabe og sælge sit terrorbrand. Islamisk Stats medlemmer og sympatisører er konstant til stede på nettet, hvor tastaturkrigerne sender massive mængder af blodige videoer, taler, twitterbeskeder og anden propaganda ud via de sociale medier og organisationens egne mediesider.

»Det er ganske enkelt den mest populære terrororganisation i dag. De overskygger alle andre terrorgrupper på grund af deres massive propaganda,« siger Thomas Elkjer Nissen og fortæller, at den somaliske terrororganisationen Al-Shabab har klaget til Islamisk Stat over, at den massive propaganda ødelægger deres rekrutteringsmuligheder på nettet.

Lorenzo Vidino beskriver af samme grund Islamisk Stat som det stærkeste brand, man overhovedet kan vælge, hvis man vil retfærdiggøre et voldeligt angreb.

»Islamisk stat er simpelthen det cooleste brand på markedet. Det er det stærkeste brand, du kan vælge,« siger han og understreger, at det også er et brand, der er meget nemt at bruge. Det kræver ikke noget medlemskab eller nogen kontakt til organisationen at melde sig under dens faner.

»Enhver kan sværge loyalitet til IS på de sociale medier. Det kræver blot en netforbindelse, og til gengæld er gerningsmanden sikker på at få maksimal opmærksomhed, både omkring sin person og omkring det angreb, han har tænkt sig at gennemføre.«

Points uanset hvad

Fælles for Omar Mateen og Omar El-Hussein er en blakket fortid. Omar Mateens tidligere kone har betegnet ham som mentalt ustabil og også stærkt voldelig. Omar El-Hussein var indblandet i volds- og bandekriminalitet og sad i fængsel op til sit angreb.

Men det betyder ikke noget for Islamisk Stat, siger Lorenzo Vidino. Og det er Thomas Elkjer Nissen stort set enig i.

»Islamisk Stat har rekrutteret masser af folk med en kriminel fortid. De meddeler blot, at de er blevet omvendt og har sluttet sig til islam. Og hvem kan modbevise det, i de fleste tilfælde dør gerningsmændene jo,« siger han.

Thomas Elkjer Nissen mener dog godt, det kan give bagslag, hvis en gerningsmand som Omar Mateen viser sig at være decideret sindssyg.

Både Thomas Elkjer Nissen og Lorenzo Vidino fremhæver, at Islamisk Stat i det seneste nummer af sit netmagasin Dabiq har taget ansvaret for en række angreb, som ikke tidligere har været associeret med IS, netop for at give indtryk af en omnipotent organisation, der kan slå til overalt.

»De er tilsyneladende fuldstændig ligeglade med, hvem det er, der gennemfører angrebene, om det er en overbevist islamist, en kriminel eller en sindssyg person,« siger Lorenzo Vidino.

»Det afgørende er, at han har slået 49 mennesker ihjel i Islamisk Stats navn. Det argument overtrumfer alt, i hvert fald for dem, som Islamisk Stat forsøger at nå med deres propaganda.«

Og til dem hører ifølge de to forskere både de overbeviste tilhængere, mulige sympatisører og andre, der som Omar Mateen og Omar El-Hussein har brug for en måde at retfærdiggøre deres handlinger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"Hvorfor skyder et menneske 100 mennesker på en bar i Florida?

- Fordi han hader mennesker.

"Hvorfor hader han mennesker?"

- Fordi han har brug for at hade nogen.

"Hvorfor skyder et menneske 100 mennesker på en 'bar for homoseksuelle' i Florida?"

- Fordi han hader homoseksuelle mennesker mere end andre mennesker.

"Hvorfor hader han homoseksuelle mennesker mere, end han hader andre mennesker?"

- Fordi nogen har fortalt ham, at homoseksuelle mennesker ikke er 'rigtige mennesker'.

"Hvem har fortalt ham det?"

- Det må guderne vide

"Bebrejder du religionerne? Dem kan du næppe holde ansvarlige?!"

- Det ved gud jeg kan. Hvem ellers?

"Måske var han bare syg?"

- Det er der ingen tvivl om. Han havde brug for at hade andre mennesker, jo...

"Men hvad har det med religion at gøre?"

- Et alibi, min ven. Et alibi! En påskyndelse, tilmed!

"Så alle religiøse, der betragter homoseksualitet som en synd, og derfor homoseksuelle som syndere, anderledes, mindre menneskeligt værdige, kort sagt, er medansvarlige for denne forbrydelse?"

- Alle der beder til en gud, som fordømmer homoseksualitet, er medskyldige, ja!

"Også selv om de aldrig selv ville krumme et hår på en homoseksuels hoved?"

- Ja!

"Det er ikke op til mennesker at vægte guds ord..."

- I så fald er de mine fjender. De er mine fjender, som vægter en guds ord højere end et menneskes liv.

"Selv om det kun er i ånden?"

- Åndløse, kalder jeg dem da. Forrædere mod livets gave, mod alt, hvad der er. Hyklere, svæklinge, uslinge. De er mine fjender.

"Hvordan vil du bekrige dem?"

- Ordet, min ven. Og så med tiden, som udelukkende er på min side...

Tina Sommer, Carsten Mortensen, Thomas Toft, Kirsten Lindemark, Svend Erik Sokkelund, erik mørk thomsen, Kim Øverup, Bruger 225241, Torben Jørgensen, Keld Albrektsen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Marianne Bjerg,

Du synes at ville adskille hadets årsager fra dets virkninger i verden, og det er efter min mening en fejl. De kan efter min bedste overbevisning ikke forstås adskilt, men smelter sammen i et mørke, som når det står værst til, kan synes uigennemtrængeligt.

"Fandtes religionerne ikke ville hadet alligevel bestå med uformindsket styrke...", skriver du, men er det nu også sandt? Lidt polemisk kan man vende udsagnet om, og spørge hvorvidt religionerne ville bestå med uformindsket styrke, hvis hadet ikke fandtes?

Det er i sandhed forsimplet blot at harcelere over religionerne, hvis det tiltagende mørke skal besejres. Men omvendt er den tid efter min mening forbi, hvor vi uden kamp fortsat kan lade vores religiøse brødre og søstre alene tilbage i mørket. Det er en luksus og en nonchalance, som hører en bedre tid til. En tid, hvor hjerterne er mindre forbitrede, frygten mindre påtrængende, og solidariteten mere udbredt.

Men vi lever ikke i sådanne tider. Vi lever i vores tid, hvor ulvene har stået for døren i nogen tid. De bliver stadig mere modige, stadig mere skamløse, og snart blæser de hele hytten ned.

Og nej, jeg taler ikke specifikt om muslimer her. Ej heller specifikt om religiøse. Jeg taler om alle, der i ord, tanke og gerning, accepterer og fremmer en tro på, at ikke alle mennesker har lige værdi i denne verden. Som tror på, at man har retten til at dømme andre mennesker mindre værdige... uværdige.

De er mine fjender, disse ulve, og det er min forbandede pligt at bekæmpe dem, hvor end jeg møder dem. Hvis jeg med dette standpunkt dermed selv indfører et skel i verden, så vid i det mindste, at jeg gør det mod min egen vilje, og uden had i hjertet. Det er en byrde påført mig udefra, i denne min tid, hvor selv de bedste hjerter er i fare for at forrådne...

Carsten Mortensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Marianne:
"Der er ganske enkelt ikke belæg for at Islam eller religioner som sådan, skulle være direkte årsag til skabelse af had"
Dette har du vist intet belæg for,
Koranen og haditherne er fyldt med fordømmende og nedladende dæmonisering af vantro, og guds ordrer om at diskriminere og udrydde ikke muslimer, med detaljerede anvisninger på hvorledes dette skal gøres.
Specielt med hensyn til begivenheden i USA fordømmer koranen og haditherne ligeledes homoseksualitet og anviser hvorledes de bla. skal ombringes ved at blive kastet ud fra høje steder, sådan som IS iøvrigt praktiserer det.
I denne sammenhæng skal det nævnes at gernings manden vist selv var skabs bøsse og har antageligvis pga. sin religiøse baggrund haft et stærkt projiceret selvhad som fik afløb i hans handling.
Desuden er selve terror handlingen, hvor man "dræber og selv bliver dræbt" under udførselen af guds ønsker, ifølge islam en sikker vej til himmelen....ganske belejligt for gerningsmanden.

Jo, der er vel meget rigtigt i artiklen, men kun lige i overfladebilledet med betegnelserne "vrede unge mænd" og "verdens stærkeste brand", - og så er "den potte ellers ude"!

Jeg tror der ligger mere end lige disse to letkøbte forhold gemt som bliver overset fordi man er for meget fokuseret alene på henholdsvis terroristen som på IS.

De unge kan være vrede, frustrerede eller noget helt tredje, og mulighederne herfor mange, men mon ikke vi også skal se på såvel deres opvækst såvel i hjemmet som det land de er vokset op i med dets normer og realiteter, der ikke altid stemmer overens med deres hjemlige opvækstforhold i forbindelse med deres fædrenes religionstilhørsforhold. som skaber en splittelse hos dem i forhold til det omgivende samfund og dets mennesker og livsstilen der leves.

Dertil kommer det som mange unge i vesten dagligt gør, - køber sig en identitet i form af en mærkevare, og helst en stærk mærkevare og måske endda med en kendt person iblandet som idol eller rollemodel, uanset hvor outreret dette idol end er eller måske lige netop derfor.

For det er vel lige præcis det som IS tilbyder disse "identitetsløse" personer, arbejdsløse i den tid vi lever i, tilhørsløse i vesten såvel som i udvandringslandet, men med dets religion i opdragelsen i hjemmet, samt det udsigtsløse liv i et fremtidsperspektiv med familie dannelse, og gerne udenfor fattigdommens grænse.

Med et slag opnår de meget af drømmene for livet, "de 15 min. berømmelse og anerkendelse", det sidste godt nok ikke i livet når de tager deres eget liv, men alligevel og måske i andres agtelse i de kredse hvor de kom, og så desværre for IS helt gratis.

I vort eget tilfælde med Omar Hussein havde livet allerede taget en forkert drejning, og lyspunkter var der vist ikke mange af tilbage, så en anerkendelse i ekstreme miljøer lå velnærmest lige for, ligesom den føromtalte livssplittelse mellem familien religion og dagligdagens livsmåde i Danmark var i en evig konflikt med et eget selvstændigt liv, hvor man lærte af egne fejltagelser ikke var mulig af den årsag.

Måske spiller denne identitetsfølelse meget ind på den radikalisering vi ser, og jagten herpå kan måske ikke nås via den købte identitet via mærkevarer, fordi splittelsen er er af åndelig karakter og baggrund, som ingen frihed eller fred til livet giver, og freden og friheden til livet kun gives når eller indtræffer ved "martyrdøden(til helvede eller frelsen med det hele)"(selvmordet efter ugerningen).

Vi ser identitetsløsheden blandt unge på tv som underholdning, vel orkestreret og udnyttet, - javist de melder sig selv til "hotel paradise" m.fl. udviklet på baggrund af Robinson som lagde grunden til disse nyere show sammen med de åbne kameraer i "huset"(jeg kan ikke huske hvad det hed), med slagsmål og lidt druk som lørdagsunderholdning - som lørdags slik for familien foran Tv'et.

Unge piger gik efter en identitet som mødre, - tidligere end de selv var voksne og uden uddannelse, andre fra disse show - lørdagsslikshow på / i "paradiset" på lagnet med en spermklat i øjet, for mulighederne er utallige. i vesten i dag, for identiteten og berømmelsens 15 min. på Tv

Peter Jensen

"Hadet er vel blot en grundfølelse eller tilstand der dækker over mere dybt liggende årsager og komplekse sammenhænge."

Vrede, angst og sorg er formentligt grundfølelserne; hadet en modoverføring ... eller projektiv identifikation, i denne sammenhæng.